I overensstemmelse med reglerne i § 9, stk. 2, i lovbekendtgørelse nr. 125 af 25. april 1955 stilles ved nærværende lov de fornødne midler til opførelse af arbejderboliger på landet til rådighed for hvert af finansårene 1956-57 og 1957-58; forsåvidt angår byggelån i henhold til lovbekendtgørelsens § 6 tillige for finansåret 1958-59 af hensyn til den rettidige tilrettelæggelse af afhændelsen af byggelodder på statsjord til overtagelse pr. 1. april 1958.

Rådighedsbeløbene i §§ 1 og 2 er optaget med samme beløb som i den foregående udlånslov, lov nr. 359 af 22. december 1954 (årbog 1954-55, side 175).

Under henvisning til stigningerne i jordpriser og byggeomkostninger var jordkøbslånene og byggelånene i §§ 4 og 5 i det fremsatte lovforslag foreslået forhøjet med henholdsvis 300 kr. og 2 000 kr. Mens der ved 1. behandling ikke fremkom indvendinger mod den foreslåede forhøjelse af jordkøbslånene, mødte forslaget om forhøjelse af byggelånene modstand fra ordførerne for venstre (Heick) og det konservative folkeparti (Fibiger), ligesom ordføreren for det radikale venstre (Kirkegaard) udtalte:

„Den stigning af lånegrænserne, som den højtærede landbrugsminister har foreslået, er måske både rimelig og også nødvendig, men erfaringerne har lært os, at vi her er inde på et område, hvor vi skal være forsigtige."

I den af udvalget afgivne betænkning blev der derefter af et flertal bestående af socialdemokratiets og det radikale venstres medlemmer af udvalget stillet ændringsforslag gående ud på, at byggelånene kun skulle forhøjes med 1 000 kr. fra 21 000 kr. til 22 000 kr.

Det radikale venstres medlem af udvalget (Kirkegaard) anførte dog i en mindretalsudtalelse i betænkningen, at han „hellere havde set gennemført en ordning, hvorefter den sidste del af lånet forrentedes fuldtud, hvilket formentlig ville give en tilskyndelse til at holde byggeomkostningerne lavest muligt."

Venstres og det konservative folkepartis medlemmer af udvalget anførte i deres mindretalsudtalelse i betænkningen, at de kunne tiltræde forhøjelsen af jordkøbslånet, men at de ikke fandt, at de i udvalget fremkomne oplysninger, hvoraf fremgik, at boligministeriet skønnede, at byggeomkostningerne ikke havde ændret sig væsentligt siden januar 1955, kunne motivere nogen forhøjelse af byggelånene.

Mindretallet stillede derfor ændringsforslag, der gik ud på, at hele den foreslåede forhøjelse af disse byggelån skulle bortfalde. Til yderligere belysning af mindretallets opfattelse udtalte Heick ved lovforslagets 2. behandling:

„Det er muligt, at det vil være nødvendigt, at de, der skal bygge efter denne lov, møder med nogen sammensparet kapital, men sådan som indtjeningsmulighederne er, kan det også lade sig gøre, og i hvert tilfælde gælder det samme her som overfor den lov, vi behandlede tidligere, at de, som får mulighed for at bygge under denne lov, trods alt er meget bedre stillet end de, der skal ud at købe et ældre hus i det frie marked."

Ved den efterfølgende afstemning vedtoges flertallets ændringsforslag, mens mindretallets forkastedes, hvorefter det således ændrede lovforslag ved 3. behandling vedtoges enstemmigt med 134 stemmer, idet dog retsforbundet og et grønlandsk medlem undlod at stemme.