Lovforslaget fremsattes i folketinget samtidig med forslag til lov om folkepension (se side 476) og forslag til lov om ændringer i lov om offentlig forsorg vedrørende hjælp til enker m. v. (se side 252). Mens lovforslaget om hjælp til enker blev gennemført uforandret, blev de to lovforslag om folkepension og om ændringer i folkeforsikringsloven under behandlingen i folketinget underkastet vidtgående ændringer og sammenarbejdet i et lovforslag om ændringer i lov om folkeforsikring (vedrørende indførelse af folkepension, ændringer i fradragsreglerne for beregning af folkepension og invalidepension og forhøjelse af pensionernes grundbeløb). Nedenfor side 237-244 er indholdet af hovedpunkterne i den vedtagne lov refereret.

Til belysning af baggrunden for gennemførelse af en folkepensionsordning skal anføres følgende uddrag af bemærkningerne til socialministerens lovforslag om folkepension, hvori der er givet et resumé af det forudgående arbejde i folkeforsikringskommissionen:

I februar 1948 nedsatte regeringen en kommission, der havde til opgave at undersøge betingelserne for og virkningerne af at erstatte den nugældende alders- og invaliderentelovgivning med en hele befolkningen omfattende ordning, der helt eller overvejende hvilede på forsikringsmæssigt grundlag. Kommissionen kunne endvidere på tilsvarende måde på grundlag af den indstilling, der skulle afgives af et i august 1946 af socialministeriet nedsat embedsmandsudvalg, behandle spørgsmålet om en forsikringsmæssig overbygning på den eksisterende alders- og invaliderenteordning. Kommissionen har i juni 1955 afgivet betænkning, der i afsnit I indeholder en gennemgang af den gældende alders- og invaliderenteordning i Danmark og i afsnit II en gennemgang af den historiske og økonomiske udvikling af alders- og invaliderenten. I afsnit III gives en oversigt over nogle udenlandske aldersrenteordninger, og i afsnit IV indeholdes oplysning om den forventede befolkningsudvikling og de anslåede fremtidige aldersrenteudgifter.

I afsnit V belyser kommissionen virkningerne af at erstatte den gældende aldersrenteordning med en egentlig folkeforsikringsordning, hvorefter alle medlemmer af samfundet i deres arbejdsdygtige alder indbetaler en forsikringspræmie til det offentlige og ved opnåelse af en vis alder er berettiget til en folkeforsikringsydelse, hvortil udgifterne dækkes af de indbetalte præmier i forbindelse med renterne af disse. Det fremgår af redegørelsen, at indførelse af en forsikringsordning vil være forbundet med betydelige overgangsvanskeligheder. Der vil gennem længere tid dels komme meget små ydelser til udbetaling, dels komme til at hvile en dobbelt byrde på den produktive del af befolkningen, der både skal betale aldersrenteudgifterne og deres egne forsikringsbidrag.

Der peges endvidere på, at ydelserne efter en forsikringsordning ikke kan gøres værdifaste indenfor ordningens egne rammer, og at en forsikringsordning vil medføre en fondsdannelse af en sådan størrelse, at det vil medføre næsten uoverskuelige økonomiske konsekvenser.

I afsnit VI omtaler kommissionen problemerne omkring en forsikringsmæssig ordning til supplering af aldersrenten i dens nuværende form. En tvungen forsikringsmæssig overbygning på aldersrenten vil efter redegørelsen give anledning til lignende betænkeligheder som en forsikringsmæssig ordning til afløsning af aldersrenten. Kommissionen behandler endvidere problemerne omkring indførelsen af en frivillig forsikringsmæssig overbygning på aldersrenten.

I afsnit VII behandles alderdomsforsørgelsens almindelige problemer. Det påvises, at det centrale i enhver offentlig formidlet alderdomsforsørgelsesordning er, at der overføres købekraft fra den produktive del af befolkningen til de gamle. Man må her overveje, hvor store beløb der skal overføres, og dermed hvilket afsavn den produktive befolkningsgruppe skal påtage sig til fordel for en højere levestandard i alderdommen. Endvidere må overvejes, hvorledes ordningen skal finansieres

Endelig må det indgå i overvejelserne, efter hvilke retningslinier de overførte beløb skal fordeles blandt de gamle. Her er spørgsmålet, om kredsen af berettigede skal udvides, ved at fradragsreglerne lempes, eller om ydelsen helt eller delvis skal udbetales til alle gamle uden hensyn til deres indtægt og formue, eller om kredsen af de berettigede skal begrænses, og hvilke virkninger sådanne ændringer i givet fald ville få.

„Der har i kommissionen under henvisning til de forannævnte grunde været enighed om ikke at fremsætte forslag om en egentlig forsikringsmæssig ordning til afløsning af aldersrenteordningen eller om en tvungen forsikringsmæssig ordning til supplering af aldersrenten. Kommissionens flertal har heller ikke ment at kunne stille forslag om en frivillig overbygning på aldersrenten på forsikringsmæssigt grundlag ...

Af repræsentanten for socialdemokratiet er der stillet forslag om over en periode af 30 år at indføre en alle gamle omfattende folkepensionsordning til afløsning af den gældende aldersrenteordning. Folkepensionens satser skal gradvis forhøjes til at være ca. 33 pct. højere end de nugældende københavnske aldersrentesatser, og folkepensionen gøres værdifast derved, at pensionen på ethvert tidspunkt skal stå i et fast forhold (2/3) til befolkningens gennemsnitsindtægt. Tilgangsalderen skal efter en overgangstid på 8 år sættes til 62 år for enlige kvinder og 67 år for andre. Udgifterne til ordningen bør principielt dækkes gennem skatterne.

Venstres repræsentant har stillet forslag om at supplere aldersrenten med en overbygningspension, der skal ydes til mænd fra det 67. år og til kvinder fra det 62 år. Pensionen ansættes for samlevende ægtefæller til 8 pct. af den til enhver tid fastsatte gennemsnitsindtægt for forsørgere. For enlige gradueres overbygningspensionen i samme forhold som aldersrenten. Forhøjelse af pensionen kan ske ved at forhøje den nævnte procentsats, og aldersrenten skal da nedsættes tilsvarende. Finansieringen af udgifterne ved pensionen skal ske ved et særligt bidrag, der opføres som et særligt beløb på skattebilletten.

Det konservative folkepartis repræsentant har stillet forslag om udvidelse af fradragsreglerne. Udgifterne herved er foreslået dækket ved at pålægge statsskatteyderne et bidrag på 1/4 pct. af den skattepligtige indkomst. Dette medlem har endvidere stillet forslag om en pensionsmæssig overbygning på aldersrenten. Pensionen skal ydes fra det 67. år og skal udgøre 1 000 kr. årlig for ægtepar og 600 kr. årlig for enlige. Aldersrentens grundbeløb nedsættes med halvdelen af disse beløb. Ordningen finansieres ved at pålægge et bidrag svarende til 1 1/4 pct. af den skattepligtige indkomst.

Det radikale venstres repræsentant har foreslået som indledning til den endelige folkepensionsordning straks at gennemføre en 5 års ordning, hvorefter der skal ydes folkepension til personer over 67 år. Den skal for det første år være 300 kr. for enlige og 450 kr. for ægtepar og stige til henholdsvis 1 500 kr. og 2 250 kr. Samtidig nedsættes aldersrenten med beløb stigende fra 180 kr. om året for enlige og 270 kr. om året for ægtepar til 900 kr. om året for enlige og 1 350 kr. om året for ægtepar. Ordningen foreslås finansieret over skatterne.

Repræsentanten for Danmarks kommunistiske parti har stillet forslag om en 5 års ordning, hvorefter aldersrenten gradvis forhøjes, således at den ved ordningens udløb er nået op på 2/3 af den faktiske gennemsnitsindtægt for forsørgere. Aldersrenten eller folkepensionen skal være afhængig af modtagerens økonomiske forhold, men de nuværende fradragsregler skal lempes betydeligt. De forøgede udgifter er foreslået dækket ved at pålægge arbejdsgiverne et bidrag, stigende fra 1½ pct. til 3½ pct. af den udbetalte arbejdsløn.

Retsforbundets repræsentant har stillet forslag om, at der ydes pension som tillæg til renten samt til andre gamle med tilsvarende indtægt.

Professor Jørgen S. Dich har foreslået en folkepensionering, der hviler på præmiereservesystemet, og som kan virke som en overbygning for den bestående ordning. Ordningen skal være frivillig eller baseret på kollektiv tilslutning. Der skal kunne ydes statstilskud til præmierne for personer med små indtægter, og det foreslås, at staten garanterer folkepensionens værdistabilitet indenfor visse grænser. Til de nuværende aldersrentemodtagere foreslås ydet et særligt tillæg.

Der har i kommissionen ikke kunnet tilvejebringes enighed om noget af de nævnte forslag, ligesom der ejheller har kunnet tilvejebringes samling om nogle af kommissionens formand på grundlag af de politiske repræsentanters forslag udarbejdede retningslinier.

På kommissionens møde den 2. juni 1955 er der af repræsentanterne for socialdemokratiet og det radikale venstre afgivet en fællesindstilling om en folkepensionsordning, der skal gælde i 6 år, og hvorefter der indføres en gennem 3 trin stigende folkepension, der skal kunne ydes uden hensyn til modtagerens indtægt og formue, og som finansieres gennem et særligt folkepensionsbidrag. I tilslutning hertil har repræsentanterne for de øvrige politiske partier i kommissionen afgivet supplerende mindretalsindstillinger, der er optaget i kommissionsbetænkningen."

De to lovforslag, som socialministeren fremsatte, byggede på det af socialdemokratiets og det radikale venstres medlemmer i folkeforsikringskommissionen fremsatte fællesforslag.

Om indholdet af forslaget til nærværende lov, hvis oprindelige titel var „Forslag til lov om ændring i lov om folkeforsikring. (Vedrørende ændring af fradragsreglerne for beregning af alders- og invaliderente og pensionstillæg til invaliderentemodtagere m. v.)", kan henvises til følgende uddrag af de bemærkninger, der ledsagede lovforslaget ved fremsættelsen:

„Lovforslaget går ud på at hæve tilgangsalderen, at indregne forskellige tillæg i grundbeløbene, at ændre reglerne om indtægts og formues indvirkning på rentens størrelse, at indføre et pensionstillæg til invaliderenten og at forhøje bidrag og præmier til invalideforsikringen.

Aldersgrænsen for adgang til aldersrente foreslås forhøjet til 62 år for enlige kvinder og 67 år for andre, svarende til de aldersgrænser, der er foreslået for adgang til folkepension. Gennemførelsen af de højere aldersgrænser foreslås foretaget over en årrække, således at der ikke sker nogen ændring af de hidtil gældende aldersgrænser i de første to år efter lovens ikrafttræden og de højere grænser derefter indføres gradvis i løbet af de følgende fire år.

Der foreslås ikke nogen ændring i folkeforsikringslovens § 1, stk. 3, vedrørende dispensation for aldersgrænsen udover en redaktionel ændring, der er en følge af, at tilgangsalderen foreslås hævet for enlige kvinder fra 60 til 62 år. Ved udarbejdelsen af nærværende lovforslag har man nøje overvejet, hvorvidt der burde ske ændringer i adgangen til dispensation under hensyn til den foreslåede forhøjede tilgangslader. Ifølge § 1, stk. 3, er det en betingelse for at give dispensation, at svigtende helbred eller andre ganske særlige omstændigheder taler derfor. Det har været et spørgsmål, om denne bestemmelse burde suppleres med henblik på at give adgang til aldersrente fra det 60. år til personer, der af andre grunde end svigtende helbred må forventes ikke at kunne forsørge sig selv indtil den normale tilgangsalder ...

Den gældende affattelse af stk. 3 forhindrer imidlertid ikke en rummelig fortolkning af dispensationsbetingelserne, således at dispensation fra aldersgrænsen i givet fald også gives, uanset at svigtende helbred i sig selv ikke taler herfor. Under hensyn hertil har man ment det rettest ikke for øjeblikket at foreslå ændringer i bestemmelsen, men at afvente udviklingen.

Efter de gældende regler består aldersrenten af et grundbeløb og forskellige tillæg. Af disse tillæg er nogle faste tillæg, idet de normalt ydes alle rentemodtagere, medens andre, således ægteskabstillæg, børnetillæg og personlige tillæg, ydes efter rentemodtagerens personlige forhold. Til de faste tillæg hører rentetillægget og beklædningstillægget, der udgør en procentdel af rentens grundbeløb, samt brændselstillægget, der gradueres efter rentemodtagerens indtægt og eventuelt helt kan falde bort. Foruden disse tillæg har der i de senere år med hjemmel i særlige love været ydet rentemodtagerne særlige eengangsydelser. Disse særlige ydelser og de foran nævnte faste tillæg til renten svarer til ca. en trediedel af grundbeløbene.

Det foreslås at optage de nævnte tillæg som en del af grundbeløbene. Der vil herved ske en forenkling af administrationen af lovbestemmelserne, og grundbeløbene vil blive udtryk for, hvilke beløb der normalt tilkommer rentemodtagerne.

Størrelsen af den invaliderente eller aldersrente, der tilkommer en person, er afhængig af størrelsen af den pågældendes indtægt og formue. Retten til at oppebære renten med dennes fulde grundbeløb er efter folkeforsikringsloven betinget af, at den berettigedes indtægt ikke overstiger en nærmere bestemt del af grundbeløbet. Såfremt indtægten overstiger dette beløb, fradrages en del af den overskydende indtægt i renten. Invaliderenten kan dog ikke nedsættes under 1/3 af grundbeløbet, medens aldersrenten, hvis den ville være mindre end 1/12 af grundbeløbet, bortfalder. Ved beregningen af en persons indtægt med henblik på udregning af størrelsen af den rente, der tilkommer ham, er der hidtil sondret efter indtægtens art, således at der ved anvendelsen af tradmgsreglen har været en særlig gunstig ordning med hensyn til indtægter, der var en følge af rentemodtagerens indsats for at bidrage til sin egen forsørgelse. Folkeforsikringsloven indeholder således bestemmelser om, at der ved renteberegningen helt ses bort fra en vis indtægt, som hidrører fra personligt arbejde. Denne grænse er for aldersrentemodtagere et beløb svarende til halvdelen af rentens grundbeløb og for invaliderentemodtagere et beløb svarende til det fulde grundbeløb. Endvidere er der regler om, at der kan ses bort fra en vis indtægt af livrente, pension el. lign. og for invaliderentemodtagere særlig af indtægt af en af den pågældende selv tegnet frivillig ulykkesforsikring. Endelig kan der ses bort fra en vis indtægt ved understøttelse eller en legatindtægt. Omvendt skal der foretages større fradrag for en egentlig formueindtægt med den virkning, at renten nedsættes med et beløb svarende til indtægten. Om de hensyn, der ligger bag de forskellige fradragsregler, kan henvises til folkeforsikringskommissionens betænkning side 7 og følgende.

Den udvikling, der i de senere år har været med hensyn til indførelse af pensionsordninger og ydelse af understøttelser fra private virksomheder, har gjort en sondring mellem de forskellige indtægtsarter vanskelig og lidet rimelig. Hertil kommer, at ønsket om at fremme opsparingen må føre til at mildne den hidtil gældende strenge fradragsregel for rene formueindtægter. Det foreslås herefter at erstatte de hidtil gældende fradragsregler for rentemodtageres indtægt og formue med en enkelt fradragsregel gående ud på, at al indtægt op til 80 pct. af det nye grundbeløb er fradragsfri, og at overskydende indtægt fradrages med 36 kr. i renten for hver 50 kr. i indtægt.

Den særlige regel for invaliderentemodtagere, hvorefter der kan ses bort fra en indtægt ved personligt arbejde svarende til det fulde grundbeløb, foreslås dog bibeholdt, således at reglen modificeres som følge af den ændrede fastsættelse af grundbeløbene. Endvidere foreslås nogle særlige regler om fradrag for pensionsindtægt fra stat og kommune og om fradrag for invaliditetserstatning bibeholdt.

Efter folkeforsikringsloven er grundbeløbene for aldersrente og invaliderente ens. Ved forslaget til lov om folkepension foreslås det at yde alle aldersrentemodtagere folkepension. For at bevare ensartetheden af ydelserne til de to rentemodtagergrupper foreslås det herved i nærværende lovforslag at yde invaliderentemodtagere et pensionstillæg, svarende til den aldersrentemodtagere tilkommende folkepension. Ydelsen af et sådant tillæg til invaliderentemodtagere vil medføre merudgifter for invalideforsikringsfonden, og det foreslås derfor samtidig at foretage en forhøjelse af præmierne fra de invalideforsikrede og af bidragene fra de efter ulykkesforsikringsloven forsikringspligtige arbejdsgivere til dækning af denne merudgift."

Om udgifterne ved og finansieringen af den foreslåede folkepensionsordning hedder det videre i lovforslagets bemærkninger:

„Forslaget vil ikke alene medføre direkte udgifter til udbetaling af folkepension, men også en vis nedgang i indkomstbeskatningen. Dette indtægtstab, der som nævnt skyldes, at bidraget skal fradrages ved indkomstopgørelsen, vil kun delvis blive opvejet af den stigning i indkomstbeskatningen, som vil fremkomme, når de udbetalte folkepensioner indkomstbeskattes.

For finansårene 1957-58 og 1958-59 foreslås bidragene beregnet med 1½ pct. Ved fastsættelsen af bidragsprocenten har man anslået selve folkepensionsudgifterne for finansårene 1957-58 og 1958-59 til ialt ca. 175 mill. kr. Det omtalte nettotab på indkomstskatterne til staten og den fælleskommunale udligningsfond, der først vil fremkomme i finansåret 1958-59, er rent skønsmæssigt anslået til omkring 15-20 mill. kr. Udgift og nettotab for de to finansår tilsammen anslås således til omkring 190-195 mill. kr. Et folkepensionsbidrag, der udskrives med 1½ pct., vil i de to finansår indbringe et samlet beløb, der rent skønsmæssigt kan anslås til 230 mill. kr. Herefter skulle der i de to første finansår blive tale om et samlet overskud på omkring 35—40 mill. kr. Det må dog understreges, at de anførte finansielle skøn er meget usikre. Der er således regnet med, at indkomstansættelserne for skatteårene 1957-58 og 1958-59 vil svare til de anslåede indkomstansættelser for skatteåret 1956-57, ligesom det er forudsat, at de for skatteåret 1955-56 gældende udskrivningsregler forlænges uændret for skatteårene 1957-58 og 1958-59.

Det er endnu vanskeligere at budgettere bidragsprocenterne for de følgende finansår. De foreliggende oplysninger tyder på, at de foreslåede satser for pensionsydelserne vil medføre, at de årlige udgifter i løbet af 5 år vil stige fra ca. 100 mill. kr. årlig til ca. 250 mill. kr., medens det omtalte årlige nettotab på indkomstskatten til stat og udligningsfond på omkring 15—20 mill. kr. snarere vil blive tredoblet i løbet af samme periode, forudsat at indtægterne og skatteudskrivningsreglerne forbliver uforandrede.

Med den foreslåede bidragsprocent på 1½ vil folkepensionsbidraget udgøre ca. 1 pct. af samlede indtægter (indtægter før fradrag af betalt skat) på fra 10 000 til 20 000 kr., og i løbet af en 5 års periode skulle pensionsbidraget — når det fortsat skal dække såvel de egentlige pensionsudgifter som den omtalte nedgang i indkomstbeskatningen — herefter gradvis stige til ca. 2½ pct. af de nævnte indtægter."

Ved tremsættelsen af lovforslagene gennemgik socialministeren detaillerne i den foreslåede nye ordning, og under henvisning til, at der i de fremsatte forslag er meget, der ligner mindretalsindstillingerne fra de øvrige partier, udtalte ministeren ønske om, at det måtte lykkes ved forhandling at samle et enigt folketing om gennemførelse af de foreslåede forbedringer til gavn for landets gamle medborgere.

Ved lovforslagenes 1. behandling gennemgik Bundvad (S) grundigt enkelthederne i dem og den foreslåede finansieringsform. Han understregede, at forslagene ikke var udtryk for et enkelt partis opfattelse af, hvordan folkepensionsspørgsmålet burde løses. Det havde ved udarbejdelsen af det socialdemokratisk-radikale fællesforslag været nødvendigt at fravige principper til fordel for et praktisk resultat, og der var også taget hensyn til synspunkter, som var gjort gældende af andre partier. Han anbefalede på socialdemokratiets vegne socialministerens lovforslag til velvillig behandling i folketinget.

Lorentzen (V) udtalte, at det var vigtigt, at folketinget indgående drøftede lovforslagene og søgte at nå til klarhed over deres økonomiske rækkevidde. Han fandt det forståeligt, at mange befolkningsgrupper drager sammenligning med deres egen stilling og den stilling, en tjenestemand opnår, når han går af med pension, og udtalte, at man måtte forudse en ændring i reglerne om tjenestemændenes bidrag til deres pension og en anden form for deres aflønning. Venstre har gennem tiderne haft den opfattelse, at det gjaldt om at skabe en på forsikringsmæssig basis hvilende pension til alle landets borgere, men under arbejdet i folkeforsikringskommissionen havde det været nødvendigt at opgive tanken om en egentlig forsikringsmæssig ordning. Om enkeltheder i lovforslaget udtalte han sit partis tilslutning til forhøjelsen af aldersgrænserne med 2 år, men efterlyste et fast kriterium for, hvornår der skal kunne gives dispensation fra aldersgrænsen. Venstre kunne tilslutte sig, at der ved de lempede regler om indtægters indflydelse på renten vises opsparingen et stærkere hensyn end tidligere. Hans parti mente, at de forøgede udgifter burde søges dækket gennem besparelser på statens nuværende udgifter og ved udsættelse af en række forslag, hvis gennemførelse ikke havde samme værdi for befolkningen som folkepensionsforslagene. Han udtalte sluttelig, at venstre var absolut positivt indstillet overfor sagen, og at partiet gik ind i udvalgsarbejdet med ønsket om at nå et resultat.

Poul Møller (KF) udtalte indledningsvis en anerkendelse af, at folkepensionssagen nu var blevet forelagt for folketinget. Han fandt, at alene folketinget kunne skønne over, om valutasituationen gør det tilrådeligt at gennemføre en nyordning på dette område, og om sagen bør have en fortrinsstilling fremfor andre sociale krav som boliganvisningen, sindssygeforsorgen, de store årganges problemer og andet. Han fandt, at lovforslagene var slet forberedt og mangelfulde med hensyn til beregninger over deres økonomiske konsekvenser. Særlig mente han, at de foreslåede nyordninger havde to iøjnefaldende skavanker: dels ville opsparingen blive hemmet, dels ville ordningen blive for dyr for bidragyderne. Efter det konservative folkepartis opfattelse måtte folkepensionen indrettes således, at den udover forsørgelse af de mindst bemidlede gav en støtte, en inflationsdælcning, for dem, der selv har villet og kunnet lægge til side til deres alderdom. Hans parti fandt det af afgørende betydning, at den ordning, der fastlagdes, blev holdbar, at den kom til at bygge på en kombination af hensynet til de gamle, invaliderne og enkerne på den ene side og hensynet til samfundsøkonomien på den anden side, at den ikke blev for byrdefuld for befolkningen som helhed, og at den også blev til at bære for landets yngre borgere. Ud fra disse synspunkter ville det konservative folkeparti arbejde i udvalget i håb om at få et positivt resultat ud af det samlede kompleks.

Svend Jørgensen (RV) tilsluttede sig hovedprincipperne i den foreslåede nyordning. Hans parti delte socialministerens ønske om, at det måtte lykkes at samle et enigt folketing om gennemførelse af lovforslagene.

Ragnhild Andersen (DK) fandt, det var på høje tid, at folkepensionssagen nu kom til drøftelse i folketinget. Hendes parti havde fremsat et selvstændigt folkepensionsforslag (se årbogen side 571), fordi fællesforslaget, ikke kunne anses for tilfredsstillende. Hun fandt, at folkepensionen burde gennemføres i to etaper, så at man først løste forsørgelsesproblemet for alle nulevende gamle og invaliderede, som kun har en lav eller ingen indtægt. Policepensionen for denne gruppe burde i løbet af fire år stige til 2/3 af den gennemsnitlige faktiske indkomst for forsørgere. Efter 5 års forløb kunne ordningen udbygges til at omfatte hele befolkningen. Hun kritiserede den foreslåede nyordning, fordi der ved denne straks blev brugt midler til pension til dem, der ikke har noget aktuelt behov herfor, hvilket kun kunne ske på de mindrebemidledes bekostning. Videre fandt hun det urimeligt, at zonegrænserne ikke blev ophævet, og at nyordningen først skulle træde i kraft 1½ år efter lovforslagenes fremsættelse.

Søren Olesen (DR) erklærede, at problemerne omkring folkepensioneringen langtfra var afklaret. Hans parti havde allerede i folkeforsikringskommissionen foreslået en ordning, hvorefter der ydes en pension som tillæg til den hidtidige aldersrente, og hvorefter denne pension også ydes til andre gamle, der har indtægter svarende til aldersrente med tillæg af den fradragsfri indtægt. Derimod kunne hans parti ikke anse det for berettiget at pålægge de yngre producerende aldersklasser nye byrder til forøgelse af de ældres indtægt, når denne i forvejen er på højde med en almindelig arbejdsindtægt eller derover.

Udenfor partiordførernes række havde Thorkil Kristensen (V) ordet. Han gik ind for, at man i folketinget tog lovforslaget om ændringer i folkeforsikringsloven op til behandling og fik det gennemført i løbet af samlingen, idet han betragtede dette område som den første opgave, der ligger for. Hvad angår folkepensionsforslaget og selve det principielle hovedspørgsmål om alderdomsforsørgelsens fremtidige ordning, var han af den opfattelse, at der, forinden man tager stilling til disse spørgsmål, måtte foretages en langtidsundersøgelse af vore økonomiske vilkår, af statsbudgettets sandsynlige udvikling under visse forudsætninger, men navnlig af produktionens udvikling og af prisudviklingen for vore import- og eksportvarer i nogle år fremover, så langt man nu kan det med den fornødne grad af vurderingsmuligheder.

Som uheldige direkte følger af folkepensionslovforslaget fremhævede han forøgelsen af statsbudgettet og forøgelsen af de direkte skatter. Endnu uheldigere var efter hans opfattelse den indirekte følge af forslaget, at staten ved principielt at begynde at påtage sig ansvaret for befolkningens alderdomsforsørgelse dermed svækkede et af de vigtigste motiver til opsparing.

Under den fortsatte 1. behandling havde socialministeren ordet og gav oplysninger vedrørende en række enkeltspørgsmål, som var blevet rejst af ordførerne. Finansministeren udtalte sig om den økonomiske baggrund for nyordningen.

Lovforslagene henvistes til behandling i et udvalg.

Af den af udvalget afgivne betænkning, der indeholder et stort bilagsmateriale, for størstedelen socialministerens og finansministerens besvarelser af ialt 58 spørgsmål fra udvalget, fremgår, at der efter indgående forhandlinger i udvalget opnåedes flertal (udvalget med undtagelse af Thorkil Kristensen) for en nyordning, der i hovedtræk går ud på følgende:

I. Den nuværende aldersrente benævnes folkepension.

II. I grundbeløbene indregnes de hidtidige rentetillæg, beklædningstillæg og brændselstillæg samt de ved særlove gennemførte eengangstillæg.

Herudover forhøjes grundbeløbene med 400 kr. i kommunegruppe I, 500 kr. i kommunegruppe II og 600 kr. i kommunegruppe III for ægtepar og 2/3 heraf for enlige.

Grundbeløbene pristalsreguleres i overensstemmelse med de hidtil gældende bestemmelser.

III. Der indføres et mindstebeløb for folkepension, der for ægtepar skal svare til 9 pct. af gennemsnitsbruttoindtægten for forsørgere i hele landet og for enlige 2/3 heraf. Beløbet skal for tiden indtil 31. marts 1958 andrage 1 020 kr. årlig for ægtepar og 684 kr. for enlige og reguleres derefter i overensstemmelse med statistisk departements seneste meddelelse om bruttoindkomsten for forsørgere.

Statens, kommunernes, de koncessionerede selskabers og visse andre gruppers pensionister er ikke berettigede til folkepensionens mindstebeløb.

IV. Tilgangsalderen fastsættes til 62 år for enlige kvinder og 67 år for andre. Forhøjelsen af tilgangsalderen i forhold til den gældende lovgivning indføres gradvis over en periode på 4 år.

Tilgangsalderen for folkepensionens mindstebeløb skal være 67 år for alle.

V. Ventetillæggene forhøjes til 10 pct. af grundbeløbene ved opsættelse til 70. år, 65. år for enlige kvinder, 15 pct. ved opsættelse til 72. år, 67. år for enlige kvinder. De forhøjede ventetillæg træder i kraft 3 år efter lovens ikrafttræden.

VI. Invaliderentens grundbeløb skal svare til folkepensionens grundbeløb, og invaliditetstillægget forhøjes med ca. 15 kr. pr. måned og fastsættes til 40 kr. månedlig i alle 3 kommunegrupper.

VII. Fradragsreglerne fastsættes således, at indtægter svarende til 67 pct. af de nye grundbeløb er fradragsfri. Overskydende indtægter fradrages med fra 60 til 96 pet., og den indtægtsbestemte folkepension bortfalder, når den er under 1/5 af folkepensionens grundbeløb [heri blev senere foretaget ændringer]. Særbestemmelserne for invaliderentemodtagere og tjenestemænd opretholdes.

VIII. Der opkræves et folkepensionsbidrag til delvis dækning af statens udgifter til folkepension på 1 pct. af det beløb, hvoraf indkomstskat til staten beregnes. Bidrag på under 40 kr. årlig for forsørgere og 25 kr. for ikke-forsørgere opkræves ikke.

IX. Invalidepræmien forhøjes til en størrelsesorden, der må påregnes at dække udgifterne ved forhøjelsen af invaliderentens grundbeløb og invaliditetstillæggene.

X. Udgifterne ved udbetaling af folkepensionens mindstebeløb og udgifterne vedrørende forhøjelsen af folkepensionens grundbeløb med 400, 500 og 600 kr. afholdes af staten, mens de hidtil gældende refusionsbestemmelser iøvrigt opretholdes.

Disse hovedpunkter blev som ændringer til folkeforsikringsloven sammenfattet i et forslag til en ny affattelse af lovforslaget om ændringer i folkeforsikringsloven, hvis titel samtidig ændredes, idet det forudsattes, at socialministeren tog sit oprindelige forslag om folkepension tilbage.

Thorkil Kristensen kunne ikke tilslutte sig det stillede forslag.

I betænkningen er afgivet følgende to særudtalelser:

„Indenfor ovennævnte udvalgsflertal vil socialdemokratiets og det radikale venstres medlemmer vedrørende den af venstre og det konservative folkeparti skitserede konjunktursikrede alderdomsopsparing give tilsagn om at medvirke til gennemførelse af en ordning, hvorefter der på nærmere betingelser gives muligheder for, at staten påtager sig en konjunkturregulering af opsatte livrenter som en alternativ ordning overfor folkepension. Da det imidlertid må erkendes, at der her er tale om en nydannelse, som kræver en nøje gennemgang såvel med hensyn til de nærmere betingelser for statens forpligtelser som med hensyn til spørgsmålet om en sådan ordnings gennemførelse i praksis, har det ikke været muligt på nuværende tidspunkt at fremsætte et forslag. Finansministeren har overfor udvalget givet tilsagn om sammen med sagkyndige på dette område nærmere at undersøge de her henhørende problemer og fremkomme med forslag herom."

„Et mindretal indenfor udvalgsflertallet (venstres og det konservative folkepartis medlemmer af udvalget med undtagelse af Thorkil Kristensen) udtaler, at det er en forudsætning for, at mindretallet kan stemme for lovforslaget ved 3. behandling, at der forinden foreligger et fuldt udarbejdet lovforslag angående den af mindretallet skitserede konjunktursikrede alderdomsopsparing, og at dette lovforslag er af en sådan karakter, at mindretallet kan stemme for det, og at det kommer til 3. behandling samtidig med nærværende lovforslag og opnår politisk tilslutning fra et flertal.

Mindretallet må også gøre sin tilslutning til lovforslaget betinget af, at der inden 3. behandling gives udvalget en redegørelse for de påtænkte og opnåede besparelser, der delvis skal finansiere merudgifterne ved lovforslagets gennemførelse."

Ved 2. behandling gennemgik Bundvad (S) som udvalgets ordfører udførligt enkelthederne i de af udvalgsflertallet tiltrådte foran omtalte ændringer i folkeforsikringsloven. På sit partis vegne gav han udtryk for tilfredshed med det gennem et kompromis mellem partierne opnåede resultat. Han fremhævede, at forslaget indeholder forbedringer for de nuværende gamle, at fradragsreglerne er blevet lempet, at der nu er plads for større fortjeneste og opsparing, at der er gjort et godt fremskridt med hensyn til zoneudligningen, at invaliditetstillægget bliver forhøjet, at invalidernes særlige problemer bliver taget op i en kommission, og endelig at folkepensionen bliver fastslået som et princip, hvorved han dog bemærkede, at han ville have foretrukket det socialdemokratiske forslag om fastlæggelse af den gradvise udvikling til en fuldstændig folkepension.

Lorentzen (V) anbefalede på sit partis vegne udvalgsflertallets indstilling. Han fremhævede betydningen af, at den i betænkningen omtalte ordning, hvorefter der på nærmere betingelser gives mulighed for, at staten påtager sig en konjunkturregulering af frivillig opsparing, føres ud i praksis. Han gav udtryk for tilfredshed med, at bidragsprocenten til folkepensionen var blevet ændret fra 1½ til 1, og at bidraget kunne fradrages i den skattepligtige indkomst. Med hensyn til tjenestemændene understregede han, at alle de 4 store partier har tiltrådt udtalelsen i betænkningen om, at det offentlige ikke bør ændre pensionstorholdene for de allerede ansatte tjenestemænd, og om, at pensionstorholdene for de tjenestemænd, der fremtidig ansættes, bør ordnes således, at de inddrages under folkepensionen. Han fandt det ikke rimeligt, at kun en lille klasse, tjenestemændene, er sikret mod følgerne af økonomisk deroute og har deres alderdom sikret, og erklærede, at det måtte være lønningskommissionen, der må påtage sig opgaven at nå frem til en nyordning på dette område. Han anerkendte med glæde forslagets bestemmelse om, at indtægter af formue i modsætning til, hvad der havde været tilfældet efter den hidtil gældende lov, fremtidig ligestilles med andre indtægter.

Poul Møller (KF) beklagede ved 2. behandling, at folketinget skulle tage stilling til det foreliggende forlig på et tidspunkt, hvor der ikke forelå oplysninger om de besparelser eller nedskæringer i de offentlige udgifter, der skulle være prisen for folkepensionen. Det kunne måske senere vise sig umuligt at opnå enighed om disse besparelser, og dermed ville forliget bortfalde. Han understregede, at det ikke var en formel reservation, men en politisk realitet, når hans parti gjorde sin endelige tilslutning til lovforslaget betinget af, at tinget fik en redegørelse om finansieringen af folkepensionen, og at der gennemførtes den særlig af hans parti ønskede konjunktursikrede alderdomsopsparing. Ved bedømmelsen af det foreliggende forlig ønskede han at understrege den målsætning, hans parti havde haft allerede i folkeforsikringskommissionen. Hans parti ønskede en ordning af folkepensionsspørgsmålet, hvorved 1) de tilsigtede resultater blev nået indenfor en overskuelig fremtid, 2) de mindst bemidlede, de dårligst stillede — som det nu er tilfældet — blev sikret en offentlig forsørgelse, 3) andre grupper i befolkningen opfordredes til selv at yde et væsentligt tilskud til deres alderdomsforsørgelse enten gennem arbejde, forsikringstegning eller almindelig formuedannelse, og 4) øgede udgifter udover dem, der hidrører fra befolkningstilvæksten, betaltes ved en procentuel afgift i forhold til den skattepligtige indkomst.

Under udvalgsarbejdet var det lykkedes at komme så nær disse mål som muligt, og han foretrak det foreliggende forlig fremfor socialministerens oprindelige forslag. Han kunne tilslutte sig, at formueindtægter og andre indtægter ligestilledes med hensyn til fradrag i folkepensionen. Specielt hvad angår livrenter eller pensionsforsikring, udtalte han, at opretholdelse af den hidtidige forskel med hensyn til disse indtægters indflydelse på aldersrentens størrelse ville være ensbetydende med at favorisere opsparingen til livrentekøb eller pensionsforsikring på bekostning af almindelig formuedannelse eller kapitalforsikring. Det var i hans parti opfattelsen, at det havde været klogest at sætte de begrænsede midler, der er til rådighed, ind dér, hvor der er størst behov, altså hos de gamle med mere beskedne indtægter. Hvis man opgav folkepensionens mindstebeløb, ville man kunne spare 30-40 mill. kr. årlig, men det havde under forhandlingerne været umuligt at trænge igennem med det synspunkt, at det ikke var nødvendigt at yde folkepension til borgere med mere end 10 000-11 000 kr. i skattepligtig indkomst, altså svarende til 14 000—15 000 kr. i bruttoindkomst. Han tilsluttede sig, at tjenestemændenes forhold blev henlagt til lønningskommissionen. Sluttelig anbefalede han tanken om en konjunktursikring af visse former for alderdomsopsparing.

Svend Jørgensen (RV) anbefalede udvalgsflertallets indstilling, der indeholdt en række forbedringer i forhold til den nugældende lovgivning. Om enkeltheder udtalte han, at hans parti måtte forbeholde sig sin stilling med hensyn til fradragsreglerne for pensionsindtægter, hvis det som hævdet af privatfunktionærerne måtte vise sig, at den. foreslåede ordning kom til at virke åbenbart uretfærdigt overfor privat oparbejdet pensionsforsikring. Han fandt, at tjenestemændenes forhold burde henvises til lønningskommissionen. Hans parti var af den opfattelse, at tjenestemænd, der fremtidig ansættes, efterhånden må omfattes af folkepension, og at deres ansættelses- og arbejdsvilkår må fastsættes under hensyn hertil.

Ragnhild Andersen (DK) fandt, at udvalgsflertallets indstilling var en forringelse i forhold til socialministerens oprindelige forslag, og hun kritiserede, at socialdemokratiet og det radikale venstre havde søgt samarbejde med venstre og det konservative folkeparti i stedet for at søge ministerens forslag forbedret ved samarbejde med kommunisterne og for væsentlige spørgsmåls vedkommende med retsforbundet. Hun stillede på sit partis vegne en række underændringsforslag, der lå på linie med indholdet af det af hendes parti fremsatte lovforslag om gennemførelse af 1. etape af en folkepensionering.

Underændringsforslagene gik i korte træk ud på følgende:

1. Tilgangsalderen foreslås fastholdt til 60 år for enlige kvinder og 65 år for andre, og sygeforsikringsbetingelsen foreslås slettet.

2. Der foreslås indført adgang til undtagelsesvis at tillægge enlige kvinder mellem 55 og 60 år folkepension, når svigtende helbred eller andre ganske særlige omstændigheder taler derfor.

3. Bestemmelsen om, at modtagelsen af fattighjælp afskærer fra retten til folkepension, foreslås slettet.

4. Invalidepension og folkepension foreslås fra 1. april 1957 udredet med følgende beløb:

Til ægtepar i hele landet, når begge opfylder betingelserne for at opnå pension .......................................................... 5 016 kr.

Til ægtepar i hele landet, når kun den ene af ægtefællerne opfylder betingelserne .................................................. 4 164 kr.

Til enlige personer i hele landet ........................ 3 312 kr.

Pr. 1. april 1958, 1. april 1959, og 1. april 1960 forhøjes pensionen for de 3 nævnte grupper til følgende beløb: gruppe 1: 5 300 kr., 5 600 kr. og 5 900 kr. årlig, gruppe 2: 4 400 kr., 4 650 kr. og 4 900 kr. årlig, og gruppe 3: 3 500 kr., 3 700 kr. og 3 900 kr. årlig.

5. Bestemmelserne i forslaget om folkepensionens mindstebeløb foreslås udtaget af loven.

6. Endelig stilles forslag om, at den foreslåede § 65 A, der omhandlede pligten til at bidrage til folkepension, slettes.

Ragnhild Andersen anbefalede lovforslaget til vedtagelse med de af hendes parti foreslåede ændringer.

Søren Olesen (DR) kritiserede udvalgsflertallets forslag på en række punkter og resumerede sit partis stilling ved fremsættelse af følgende forslag om motiveret dagsorden:

„Folketinget opfordrer regeringen og udvalget om folkepension til at overveje en ændring af de foreslåede regler om folkepension således:

at pensionen ikke ydes til personer, der selv har tilstrækkelige midler til at betrygge deres alderdom, og

at det herved sparede beløb anvendes til at imødekomme det almindelige ønske om, at der ydes samme pension på landet og i købstæderne som i hovedstaden, så man undgår forskelsbehandling, og tinget går dermed over til fortsat behandling af lovforslagene."

Thorkil Kristensen (V) beklagede, at lovforslaget var kommet til 2. behandling på et tidspunkt, hvor vigtige spørgsmål i sagen ikke var afklaret. Således henstod tjenestemandsproblemet uløst, finansieringsspørgsmålet uafklaret, og hvad angik den værdifaste forsikringsordning, var der ikke enighed om udformning eller indhold. Efter hans mening var det forkert, at man nu forhøjede aldersrenten med betydelige beløb, at man gennemførte en pension til alle uanset deres økonomiske stilling, og at man var gået uden om tjenestemandsproblemet. Endelig frygtede han for, at de besparelser, man kunne nå frem til, ville vise sig at være af midlertidig karakter, hvorfor de ikke ville kunne finansiere en varig folkepension. Han ville ud fra disse betragtninger stemme imod ændringsforslaget og senere mod lovforslaget, hvis det nåede frem til 3. behandling.

Tesdorpf (KF) betragtede udvalgsflertallets forslag som en forbedring af regeringens oprindelige forslag, og en yderligere forbedring ville fremkomme, hvis forslaget om en konjunktursikret alderdomsopsparing blev en realitet. Han erklærede sig imidlertid som modstander af en af statskassen finansieret folkepension til alle og ville undlade at stemme for ændringsforslaget.

Under den fortsatte debat besvarede socialministeren en række spørgsmål fra ordførerne, og finansministeren fremkom med udtalelser vedrørende tjenestemandsproblemet, om finansieringen og om forbindelsen med lovforslaget om pristalsreguleret alderdomsforsikring og alderdomsopsparing.

Efter afstemningernes afslutning forkastedes det af Søren Olesen stillede forslag til motiveret dagsorden med 124 stemmer mod 12; 2 medlemmer tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod. Samtlige de af kommunisterne stillede ændringsforslag blev derefter forkastet. Afstemningen om det af socialministeren stillede og af udvalgsflertallet tiltrådte ændringsforslag foregik delt, og resultatet blev, at hele ændringsforslaget blev vedtaget. Lovforslaget blev derefter henvist til fornyet udvalgsbehandling.

Af den af udvalget afgivne tillægsbetænkning fremgår, at spørgsmålene om privatpensionisternes samt tjenestemændenes stilling påny havde været indgående drøftet. Fra en række foreninger og pensionskasser modtog udvalget henvendelser, hvori der fremsattes forslag om, at der skabtes hjemmel for en fradragsregel, hvorefter der ved beregning af folkepension ses bort fra 60 pct. af pensionsindtægter, dog højst fra et beløb svarende til 3/4 af det i lovforslaget fastsatte almindelige fradragsfrie beløb for ægtepar boende i hovedstadsområdet. Man hævdede, at en ligestilling af pensionsindtægt og formueindtægt i aldersrentemæssig henseende ganske ville ændre grundlaget for tegning af pensionsforsikringer. Udvalget stillede forslag om, at de ved 2. behandling fastsatte fradragsfri beløb blev nedsat med og at der, forsåvidt angår arbejds- og pensionsindtægt (indtægter med undtagelse af formueindtægter), yderligere sås bort fra et beløb svarende til 1/3 af det nye fradragsfri beløb.

Udvalget mente ikke at kunne imødekomme det af tienestemændene fremsatte ønske om fritagelse for at erlægge folkepensionsbidrag. Om dette spørgsmål hedder det i tillægsbetænkningen:

„Udvalget finder anledning til at fremhæve, at den omstændighed, at tjenestemænd skal bidrage til folkepension, efter udvalgets opfattelse bør tages i betragtning ved fastsættelsen af de pågældendes fremtidige lønnings- og pensionsvilkår, om hvilke der for statstjenestemændenes vedkommende for tiden finder undersøgelser og overvejelser sted i den af regeringen i 1954 nedsatte lønningskommission."

Om finansieringen af folkepensionen oplyses det, at finansministeren og udvalget har tiltrådt den retningslinie, at 1 pct. af den skattepligtige indtægt opkræves som et særligt folkepensionsbidrag, og at den resterende del af merudgiften skal opnås ved besparelser.

Udgiftsændringeme i 1958-59 som følge af bestemmelserne i lovforslaget er af arbejds- og socialministeriernes statsvidenskabelige konsulent i et som bilag til tillægsbetænkningen optrykt skema opgjort til følgende beløb i mill. kr.:

[Se skema i Folketingsårbogen, 1955-56, side 236].

Tillægsbetænkningen indeholder iøvrigt motiveringerne for ialt 21 ændringsforslag, der for størstedelens vedkommende er af teknisk eller redaktionel karakter og alle stillet af socialministeren og tiltrådt af det samlede udvalg.

Udvalgets flertal (udvalget med undtagelse af Thorkil Kristensen) indstillede herefter lovforslaget til endelig vedtagelse med de foreslåede ændringer.

Til 3. behandling blev der udenfor tillægsbetænkningen stillet ændringsforslag af kommunisterne og af retsforbundet. De kommunistiske ændringsforslag tilsigtede en fastholdelse af den hidtil gældende tilgangsalder på 60 år for enlige kvinder og 65 år for andre personer, ophævelse af zonegrænserne samt bortfald af bidraget til folkepension. Retsforbundets ændringsforslag gik ud på ophævelse af zonegrænserne samt bortfald af folkepensionens mindstebeløb.

Ved 3. behandling kommenterede Bundvad (S) som udvalgets ordfører de i tillægsbetænkningen stillede ændringsforslag, mens Ragnhild Andersen (DK) og Søren Olesen (DR) motiverede deres partiers ændringsforslag. Resultatet af afstemningerne blev, at ændringsforslagene i tillægsbetænkningen alle blev vedtaget, mens kommunisternes og retsforbundets ændringsforslag blev forkastet.

Under forhandlingen om lovforslagene resumerede de i udvalget repræsenterede ordførere deres partiers positive stilling til lovforslagene som helhed i overensstemmelse med tillægsbetænkningens oplysninger. Ragnhild Andersen (DK) meddelte, at hendes parti ville stemme for lovforslaget, fordi det indeholdt en god begyndelse til en folkepension, mens Søren Olesen (DR) oplyste, at hans parti ville stemme imod lovforslaget, særlig fordi problemerne om tjenestemændenes fremtidige stilling og finansieringen af folkepensionen ikke var afklaret.

Lovforslaget vedtoges endeligt af folketinget med 139 stemmer mod 11 (retsforbundets 6 medlemmer samt medlemmerne Fanger, Thorkil Kristensen, Adolph Sørensen, Tesdorpf og Østergaard); 2 medlemmer (Anker Lau og Paabøl) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.

Vedrørende indholdet af den vedtagne lov, der fremtræder i form af en række ændringer i folkeforsikringsloven, skal anføres følgende hovedpunkter:

Indførelse af folkepensionens mindstebeløb. Ved et nyt stk. 2 i folkeforsikringslovens § 39 skabes der hjemmel for ydelse af en mindstepension til personer, der er fyldt 67 år. Pensionen ydes uden hensyn til modtagerens økonomiske forhold og udgør for ægtepar, når begge opfylder betingelserne for at opnå pension, 9 pct. af den gennemsnitlige bruttoindkomst for forsørgere, således som den senest er beregnet af det statistiske departement. For enlige udgør mindstebeløbet 2/3 af beløbet for ægtepar. Pensionen ydes med ensartede beløb for hele landet og er for tiden 1. oktober 1957-31. marts 1958 fastsat til 1 020 kr. årlig for ægtepar og 684 kr. årlig for enlige.

Ifølge § 39, stk. 3, er personer, der oppebærer pension fra staten, folkeskolen, folkekirken, en kommune, et koncessioneret selskab, en offentlig virksomhed eller fra en statsunderstøttet pensionskasse, eller som ved afgang fra tjenesten har adgang til en sådan pension, afskåret fra at oppebære folkepensionens mindstebeløb i henhold til det nye stk. 2 i folkeforsikringslovens § 39. Tilsvarende gælder de pågældendes nuværende og eventuelle tidligere ægtefæller, såfremt disse er berettiget til at opnå pension efter de pågældende. Fra denne regel kan der ifølge § 39, stk. 4, dispenseres, når ganske særlige forhold foreligger.

Retten til at modtage folkepensionens mindstebeløb er i modsætning til, hvad der gælder for den indtægtsbestemte folkepension, ikke betinget af, at modtageren er sygeforsikret.

Udgifterne til folkepensionens mindstebeløb refunderes ifølge § 65, stk. 3, fuldtud af statskassen.

Pligten til at betale folkepensionsbidrag: Fra og med finansåret 1957-58 opkræves der ifølge den ny § 65 A i loven et folkepensionsbidrag til delvis dækning af statens udgifter til folkepension. Pligt til at udrede dette bidrag påhviler personer, der for det til det pågældende finansår svarende skatteår er fuldt skattepligtige til staten. Det årlige bidrag udgør 1 pct. af det beløb, hvoraf indkomstskat til staten beregnes (skalaindkomsten). Bidrag på under 40 kr. årlig for forsørgere og 25 kr. årlig for ikke-forsørgere opkræves ikke. Bidraget forfalder til betaling til samme tidspunkter og med samme betalingsfrist som den ordinære indkomstskat til staten og opkræves sammen med denne, og det kan bringes til fradrag ved opgørelsen af yderens skattepligtige indkomst.

Forhøjelse af den indtægtsbestemte folkepension: I de 3 kommunegrupper, I. København, Frederiksberg og Gentofte, II. købstæderne m. v., III. det øvrige land, forhøjes fra 1. oktober 1957 den hidtidige aldersrente med henholdsvis 400, 500 og 600 kr. årligt for ægtepar og med 267, 333 og 400 kr. årlig for enlige. Disse forhøjelser refunderes fuldtud af statskassen. Folkepensionens grundbeløb, der pristalsreguleres efter reglerne i § 85, stk. 1, er herefter i loven fastsat til henholdsvis 5 064, 4 800 og 4 404 kr. årlig for ægtepar og 3 360, 3 228 og 2 952 kr. årlig for enlige i de 3 kommunegrupper. I disse beløb er inkluderet de hidtil ydede rente-, beklædnings- og brændselstillæg samt de årligt tilbagevendende eengangstillæg, der herefter ikke ydes som særlige tillæg.

De ændrede tilgangsaldre: Tilgangsalderen for folkepensionens mindstebeløb er for alle 67 år. Med hensyn til den indtægtsbestemte folkepension bliver tilgangsalderen ifølge lovens § 1 for enlige kvinder fremtidig 62 år mod hidtil 60 år og for andre 67 år mod hidtil 65 år. Ifølge en overgangsbestemmelse er tilgangsalderen i tiden indtil 31. marts 1959 dog fastsat til henholdsvis 60 og 65 år og i tiden derefter indtil 31. marts 1961 til henholdsvis 61 og 66 år.

Indtægtsbestemt folkepension kan dog, når svigtende helbred eller andre ganske særlige omstændigheder taler derfor, tillægges en person allerede fra det fyldte 60. år af vedkommende kommunalbestyrelse, når 2/3 af kommunalbestyrelsen stemmer herfor, og når samtykke hertil er opnået fra et udvalg, der består af direktøren for sygekassevæsenet som formand samt 2 af socialministeren udpegede medlemmer, af hvilke det ene skal være en af de til direktoratet for sygekassevæsenet knyttede lægekonsulenter, det andet skal repræsentere kommunerne.

De ændrede ventetillægsregler, forhøjelsen af invaliditets-, bistands-, pleje- og ægteskabstillæg:

Ventetillægget (§ 40, stk. 1) fastsættes til følgende årlige beløb:

[Se oversigt i Folketingsårbogen, 1955-56, side 239].

Invaliditetstillægget (§ 40, stk.2), der ydes til alle invalidepensionister, og som hidtil har været gradueret i størrelse efter kommunegrupperne, forhøjes og fastsættes for hele landet til 480 kr. årlig.

Bistandstillægget (§ 40, stk. 3), der kan ydes til invalidepensionister, som stadig må have personlig bistand af andre, forhøjes i de 3 kommunegrupper til henholdsvis 864, 816 og 744 kr. årlig.

Plejetillægget (§ 40, stk. 3), der kan ydes, når invaliditeten fordrer vedvarende pleje eller tilsyn, der nødvendiggør andres stadige nærværelse, forhøjes i de 3 kommunegrupper til henholdsvis 1 440, 1 356 og 1 236 kr. årlig.

Ægteskabstillægget (§ 40, stk. 6), som ydes til gifte invalidepensionister eller folkepensionister, der modtager den indtægtsbestemte folkepension, når ægtefællen ikke oppebærer pension, forhøjes i de 3 grupper til henholdsvis 564, 504 og 444 kr. årlig.

Alle de nævnte tillæg er pristalsregulerede.

De ændrede fradragsregler ved beregning af indtægtsbestemt folkepension. Fradragsreglerne er undergået meget væsentlige ændringer, og den nye affattelse af folkeforsikringslovens § 41, hvori disse regler findes, anføres derfor i det følgende in extenso:

Stk. 1. Retten til at oppebære invalidepension eller folkepension med dens fulde grundbeløb efter § 39, stk. 1, er betinget af, at vedkommendes årlige indtægt beregnet efter reglerne i stk. 3 ikke overstiger følgende beløb, jfr. dog § 85:

[Se oversigt i Folketingsårbogen, 1955-56, side 240].

Stk. 2. For hver 100 kr., indtægten overstiger de i stk. 1 omhandlede fradragsfri beløb, fradrages 60 kr. i pensionens grundbeløb og eventuelle tillæg efter § 40, stk. 1 og 6, for invalidepensionisters vedkommende dog stk. 2 og 6. Overstiger indtægten 140 pct. af de nævnte fradragsfri beløb, fradrages 72 kr. i pensionens grundbeløb m. v. for hver 100 kr., indtægten overstiger de nævnte 140 pct. Overstiger indtægten 180 pct. af de nævnte fradragsfri beløb, fradrages 84 kr. i pensionens grundbeløb m. v. for hver 100 kr., indtægten overstiger de nævnte 180 pct. Overstiger indtægten 220 pct. af de nævnte fradragsfri beløb, fradrages 96 kr. i pensionens grundbeløb m. v. for hver 100 kr., indtægten overstiger de nævnte 220 pct.

Efter beregningen af de indtægtsbeløb, ved hvilke fradraget for indtægter udover de fradragsfri beløb forhøjes, vil disse beløb være at afrunde opad til nærmeste med 100 delelige tal i kroner.

Invalidepensionen med tillæg i henhold til de foran nævnte bestemmelser kan dog ikke nedsættes under 1/3 af grundbeløbet. For personer, der er fyldt 67 år, og som ikke omfattes af § 39, stk. 3-4, kan folkepensionen ikke nedsættes under de i § 39, stk. 2, nævnte beløb, jfr. dog stk. 5. For andre bortfalder folkepensionen, når den med de foran nævnte tillæg bliver mindre end 1/6 af grundbeløbet.

Stk. 3. Den indtægt, som kommer i betragtning i henhold til foranstående, beregnes efter følgende regler:

1) a. Enhver indtægt, som pågældende har oppebåret i det foregående kalenderår, medregnes, hvadenten indtægten hidrører fra personligt arbejde, vedvarende privat eller offentlig understøttelse, pension, besiddelse af formue eller ejendom, livrente eller ydelse i henhold til lov om pristalsreguleret alderdomsforsikring og alderdomsopsparing, bortset fra indekstillæg til sådanne ydelser. Til indtægten regnes ikke invalide- eller folkepension eller børnetilskud i henhold til den særlige lovgivning herom.

b. Ved opgørelsen af indtægten fradrages skatter samt udgifter til kontingenter i anledning af medlemsskab i ulykkes-, syge-, invaliditets-, begravelses- og arbejdsløshedsforsikringen.

c. Ved opgørelsen af indtægten til en pensionist, der modtager underholdsbidrag til sine børn i henhold til overøvrighedsbestemmelse, en af overøvrigheden godkendt overenskomst, separations- eller skilsmissebevilling eller dom eller oppebærer bidrag i henhold til afsnit III i lov om offentlig forsorg, ses der bort fra en så stor del af børnebidraget, som svarer til enkebørnsbidraget.

d. Ved opgørelsen af indtægten for to samlevende ægtefæller, hvoraf kun den ene er berettiget til at oppebære pension, lægges ægtefællernes samlede indkomst til grund ved pensionens beregning.

e. Forsåvidt pågældende pludselig har mistet muligheden for at opnå den hidtidige arbejdsfortjeneste, skal den første pensionsberegning foretages uden hensyn til den indtægt, som skyldes personligt arbejde i det foregående kalenderår, men under hensyntagen til den mindre arbejdsfortjeneste, som han efter den indtrådte forandring skønnes i stand til at opnå på egnen.

2) a. Ved beregning af folkepension ses der bort fra indtægter — bortset fra formueindtægt — svarende til 1/3 af det i stk. 1 nævnte fradragsfri beløb.

b. Ved beregning af invalidepension ses der bort fra indtægter, svarende til 1/3 af det i stk. 1 nævnte fradragsfri beløb.

Har en invalidepensionist eller dennes ægtefælle indtægt ved personligt arbejde, ses der heraf yderligere bort fra 2/3 af et beløb, der svarer til det i stk. 1 nævnte fradragsfri beløb.

3) Af den således beregnede indtægt i hele kroner bortkastes det beløb, som bliver tilovers, når indkomsten deles med 100.

Stk. 4. Oppebærer pågældende pension fra staten, folkeskolen, folkekirken, en kommune, et koncessioneret selskab, en offentlig virksomhed eller fra en statsunderstøttet pensionskasse, bliver der i invalide- eller folkepensionen, således som denne beregnes efter foranstående regler, yderligere at fradrage 20 pct. af det beløb, hvormed pensionen fra staten m. v. overstiger 2/3 af det ifølge stk. 1 fradragsfri beløb. Når ganske særlige forhold foreligger, kan socialministeren efter forhandling med finansministeren dispensere fra denne bestemmelse.

Stk. 5. Såfremt en person eller den med ham samlevende ægtefælle oppebærer indekstillæg i henhold til lov om pristalsreguleret alderdomsforsikring og alderdomsopsparing, nedsættes folkepensionen, eventuelt mindstbeløbet i henhold til § 39, stk. 2, med et til indekstillægget svarende beløb, dog ikke udover 35 pct. af forskellen mellem den pristalsregulerede ydelse og grundbeløbet i henhold til indekskontrakten eller indekskontrakterne. Oppebærer samlevende ægtefæller begge indekstillæg, nedsættes den dem tilkommende folkepension, eventuelt mindstebeløbet, med det til de sammenlagte indekstillæg svarende beløb, dog ikke udover 35 pct. af forskellen mellem den samlede pristalsregulerede ydelse og det samlede grundbeløb. Nedsættelsen kan dog ikke udgøre mere end det beløb, med hvilket folkepensionens mindstebeløb er steget fra tidspunktet for oprettelsen af den første indekskontrakt til tidspunktet for udbetaling i henhold til indekskontrakten.

Stk. 6. Såfremt en invalidepensionist i henhold til ulykkesforsikringsloven eller anden lov, dansk eller fremmed, i anledning af invaliditeten har fået tilkendt (tillagt) erstatning for en nedsættelse af erhvervsevnen af over 20 pct., fradrages i invalidepensionen 20 pct. af det beløb, hvormed ulykkesforsikringsrenten eller, hvis erstatningen er kapitaliseret, den livrente, der i statsanstalten for livsforsikring er eller kunne være indkøbt for kapitalbeløbet på det tidspunkt, da det blev udredet, overstiger 2/3 af det i stk. 1 nævnte fradragsfri beløb. Såfremt en tilstået erstatning måtte være forbrugt helt eller delvis før denne lovs ikrafttræden, kan kommunalbestyrelsen efter omstændighederne undlade at bringe foranstående regel om yderligere fradrag til anvendelse. Hvis en invalidepensionist trods opfordring fra kommunalbestyrelsen ikke selv gør et ham i anledning af invaliditeten tilkommende erstatningskrav gældende, er kommunalbestyrelsen berettiget til på pensionistens vegne at gøre kravet gældende mod den erstatningspligtige og derefter lade den erstatning, som måtte blive ydet, komme til fradrag i pensionen efter foranstående regler.

Andre ændringer. Udover de foran anførte hovedpunkter skal i korthed omtales nogle samtidig foretagne mindre ændringer.

Mens det hidtil har været en ufravigelig betingelse for at opnå aldersrente, at vedkommende var sygeforsikret, indføres der ved en ændring af folkeforsikringslovens § 1 adgang for socialministeren til at tillægge en person indtægtsbestemt folkepension uanset sygeforsikring, når særlige forhold taler derfor.

De i folkeforsikringslovens § 19 fastsatte takster for ydelse af barselshvilehjælp ændres til at være henholdsvis 7,10 kr., 6,80 kr. og 6,20 kr. pr. dag i de 3 kommunegrupper, hvorved aftrapningen bliver den samme som for de nye grundbeløb for folkepension.

Overalt i loven erstattes „invaliderente", aldersrente" og „rente" med: „invalidepension", „folkepension" og „pension", ligesom „invaliderentemodtager", „aldersrentemodtager" og „rentemodtager" ændres til henholdsvis: „invalidepensionist", „folkepensionist" og „pensionist".

I en række paragraffer i folkeforsikringsloven ændres ordene „det sociale udvalg" til: „kommunalbestyrelsen", hvorved gennemføres det princip, at begæring om folkepension fremtidig skal indgives til kommunalbestyrelsen, mens den hidtil skulle indgives til det sociale udvalg.

Om de nye regler om pristalsreguleret alderdomsforsikring og alderdomsopsparing, der står i nøje forbindelse med folkepensionsloven, henvises til årbogens omtale side 85-91 af den særlige herom gennemførte lov.