Loven har følgende indhold:

§ 1. Personer, der er fuldt skattepligtige til staten såvel for skatteåret 1957-58 som for skatteåret 1956-57, er under de i stk. 2 angivne betingelser berettiget til at opnå fradrag for merindtægt ved beregningen af indkomstskatten til staten for førstnævnte skatteår. Fradraget indrømmes dog ikke til personer, som for skatteåret 1957-58 skatteansættes i henhold til bestemmelserne i § 2, stk. 2-5, i lovbekendtgørelse nr. 305 af 13. december 1955. [Disse bestemmelser indeholder særlige regler om skatteansættelse af tilflyttere fra udlandet].

Fradraget for merindtægt udgør 30 pct. af det beløb, hvormed den ansatte skattepligtige indkomst for skatteåret 1957-58 overstiger den ansatte skattepligtige indkomst for skatteåret 1956-57. Fradrag indrømmes kun, når merindtægten er 200 kr. eller derover. Såfremt merindtægten overstiger 10 000 kr., beregnes der ikke fradrag for den del af merindtægten, som overstiger 10 000 kr.

§ 2. Finansministeren fastsætter nærmere regler for gennemførelsen af bestemmelserne i denne lov og bemyndiges til at afholde de dermed forbundne udgifter.

Loven, der gennemførtes uændret i folketinget, tilsigter at lempe den merbeskatning, som efter de gældende regler rammer indkomstforøgelser det første år efter, at indtægten er steget. Lovforslaget fremsattes af finansministeren, efter at det havde vist sig, at det af ham tidligere fremsatte forslag til lov om skattefradrag ved indkomstopgørelsen (se side 466), der tilstræbte samme formål, ikke havde kunnet opnå tilslutning i folketingets skattereformudvalg, hvortil det var blevet henvist.

I skattereformudvalget havde man også drøftet andre forslag til løsning af spørgsmålet, men interessen havde samlet sig om et af de radikale repræsentanter i udvalget skitseret forslag om at fritage 30 pct. af en eventuel merindtægt for indkomstskat til staten. Lovforslaget var udarbejdet i overensstemmelse med denne skitse. Af praktiske grunde var der fastsat en mindstegrænse for fradrags- givende merindtægt på 200 kr., og for at begrænse den skattemæssige fordel ved at fremkalde svingende indkomster f. eks. gennem udnyttelse af reglerne om nedskrivning af varelager, ekstraordinære afskrivninger m. v. var der fastsat en maksimumsgrænse for merindkomstfradraget på 3 000 kr.

Ved lovforslagets 1. behandling blev det tiltrådt af Hans Knudsen (S), der dog hellere havde set gennemført den i finansministerens skattereformforslag eller i lovforslaget om skattefradrag ved indkomstopgørelsen indeholdte løsning af spørgsmålet om en rimeligere beskatning af indtægtsforøgelser. Alfred Bøgh (V) og Foss (KF) gav ligeledes tilslutning til lovforslaget, men de ønskede begge indsat en bestemmelse om, at al betalt pålignet skat skulle kunne fradrages ved indkomstopgørelsen, ikke blot pålignede og forfaldne skatter, således som den pågældende bestemmelse i statsskatteloven efter praksis fortolkes. Bertel Dahlgaard (RV) anbefalede lovforslaget, idet han understregede, at det kun i ringe grad var et skattenedsættelsesforslag, men skulle opfattes som et skatteudligningsforslag. Alfred Jensen (DK) og Søren Olesen (DR) fandt ikke forslaget så tilfredsstillende som finansministerens tidligere fremsatte forslag om beregnet skattefradrag, men kunne dog gå med til det. Thorkil Kristensen (V) kunne ikke medvirke til lovforslagets gennemførelse, da det ville give betydelig skattelettelse til personer, hvis indtægtsforhøjelser simpelthen skyldtes den almindelige løn- og prisstigning i landet, skattelettelser, som i realiteten ville blive båret af dem, der ikke havde fordel, men måske endda tab ved inflationen.

Efter 1. behandling henvistes lovforslaget til udvalget angående skattereformforslagene. Et flertal i udvalget (socialdemokratiets og det radikale venstres medlemmer) indstillede lovforslaget til vedtagelse uændret og bemærkede:

„Lovforslaget indeholder efter flertallets opfattelse en i hvert fald midlertidigt brugbar løsning af problemet om lempeligere beskatning af indkomstforøgelser det første år efter indkomsterhvervelsen, og når der er indhøstet erfaringer om lovens virkninger i dens gyldighedstid, vil der foreligge et grundlag for at afgøre, om denne løsning skal være den endelige, eller om den eventuelt bør suppleres eller erstattes med andre foranstaltninger.

Et mindretal (venstres og det konservative folkepartis medlemmer undtagen Thorkil Kristensen) indstillede lovforslaget til vedtagelse med et ændringsforslag, der gik ud på at give adgang til at fradrage betalte pålignede personlige skatter, uanset at disse ikke måtte være forfaldne. Ændringsforslaget tilsigtede at give skatteydere med svingende indtægter mulighed for en vis indtægtsudjævning. Selvom mindretallets ændringsforslag ikke skulle blive vedtaget, agtede mindretallet dog med samme motivering som flertallet at stemme for lovforslaget ved den endelige afstemning over dette.

Et mindretal (Thorkil Kristensen), der var medforslagsstiller til ændringsforslaget, kunne ikke medvirke til lovforslagets gennemførelse og henviste til sine bemærkninger ved første behandling.

Af udvalgsbetænkningen skal endvidere anføres:

„Udvalget har med finansministeren drøftet muligheden for at indføre adgang til at fradrage et indkomstårs underskud ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for senere indkomstår. Finansministeren har givet tilsagn om på forslaget til ligningslov for skatteåret 1957-58 at optage en bestemmelse om, at de af nærværende lovforslag omfattede skattepligtige skal have adgang til at overføre underskud til de 2 efter underskudsåret nærmest følgende indkomstår."

Ved 2. behandling forkastedes mindretallets ændringsforslag med 76 stemmer (S, RV og DK) mod 37 (V og KF). 5 medlemmer (DR) stemte ikke.

Lovforslaget henvistes til fornyet behandling i udvalget, hvis flertal (udvalget undtagen Thorkil Kristensen) indstillede det til endelig vedtagelse uændret.

Lovforslaget vedtoges ved 3. behandling med 150 stemmer mod 1 (Thorkil Kristensen). 1 grønlandsk medlem undlod at stemme.