I folketingsåret 1954-55 fremsatte justitsministeren i folketinget forslag til lov om foranstaltninger i anledning af svangerskab m. v., hvilket lovforslag byggede på den af svangerskabskommissionen i marts 1954 afgivne betænkning, der samtidig indeholdt forslag om de ændringer i loven om mødrehjælpsinstitutioner, som nødvendiggjordes af de foreslåede ændringer i svangerskabsloven. Svangerskabslovforslaget blev efter 1. behandling henvist til et udvalg, der imidlertid ikke nåede at tilendebringe sit arbejde inden folketingsårets udløb, hvorfor justitsministeren genfremsatte lovforslaget i samlingen 1955-56 i samme skikkelse som i den foregående samling bortset fra ikrafttrædelsesdatoen, der var rykket et år frem til 1. oktober 1956.

Om baggrunden for lovforslaget henvises til folketingsårbogen 1954-55, side 450-461, hvor der tillige er gjort bemærkninger til de vigtigste af forslagets enkelte paragraffer.

I det følgende er optrykt den vedtagne lovs tekst, og der er ved de enkelte paragraffer i korte træk på grundlag af udvalgets betænkning redegjort for de vigtigste af de under behandlingen i folketinget foretagne ændringer i forhold til det oprindelige forslag.

Loven fik følgende indhold:

§ 1. Stk. 1. En kvinde kan få sit svangerskab afbrudt i følgende tilfælde:

1) Når svangerskabets afbrydelse er nødvendig for at afværge alvorlig fare for kvindens liv eller helbred. Ved bedømmelsen af denne fare skal der på grundlag af en vurdering af samtlige omstændigheder, herunder de forhold, hvorunder kvinden må leve, tages hensyn ikke alene til fysisk eller psykisk sygdom, men også til tilstedeværende eller truende fysiske eller psykiske svækkelsestilstande.

Stk. 1, nr. 1, 2. punktum, fik ovennævnte formulering ved et ændringsforslag stillet af justitsministeren og tiltrådt af et flertal i udvalget (Nina Andersen, Kaj Andresen, Kirsten Gloerfelt-Tarp, Hjortnæs, Kai Jensen, Frederik Lynge, Viola Nørløv, Helga Pedersen, Sofie Pedersen, Edel Saunte og Erna Sørensen). Ifølge bemærkningerne i udvalgets betænkning tilsigter den nye formulering at tydeliggøre, at „de forhold, hvorunder kvinden må leve", ikke alene kommer i betragtning, hvor svangerskabsafbrydelse er indiceret ved truende fysiske eller psykiske svækkelsestilstande, men også må tages med ved vurderingen af, om en bestående fysisk eller psykisk sygdom er af en sådan karakter, at der bør foretages svangerskabsafbrydelse på rent medicinsk indikation.

Et mindretal i udvalget (Kristen Amby, Fibiger, Krogh, Peter Larsen, Ellen Poulsen og Viggo Starcke) foreslog, at 2. punktum i stk. 1, nr. 1, helt skulle udgå, idet det var mindretallets opfattelse, at den gældende lovs § 1, nr. 1, giver en rigtig afgrænsning af indikationen for svangerskabsafbrydelse, såfremt den anvendes i overensstemmelse med lovens oprindelige mening. Mindretallet bemærkede, at den praksis, der i årene siden 1937 efter mindretallets opfattelse har udviklet sig udenfor lovens rammer, nu ikke burde legaliseres ved det foreslåede nye 2. punktum.

2) Når kvinden er blevet besvangret under sådanne omstændigheder, som omhandles i Borgerlig Straffelov af 15. april 1930 § 210 eller § 210, jfr. § 212, samt når svangerskabet skyldes krænkelse af kvindens køns frihed under sådanne omstændigheder, der omhandles i straffelovens §§ 216-223 eller disse paragraffer sammenholdt med § 224.

3) Når der er nærliggende fare for, at barnet på grund af arvelige anlæg eller på grund af beskadigelser eller sygdom, pådraget i fosterlivet, vil blive lidende af sindssygdom, åndssvaghed, andre svære mentale forstyrrelser, epilepsi eller alvorlig og uhelbredelig abnormitet eller legemlig sygdom.

4) Når i ganske særlige tilfælde alvorlige fysiske og psykiske defekter eller andre lægeligt begrundede forhold medfører, at kvinden skønnes uegnet til at tage vare på sit barn.

Formuleringen af stk. 1, nr. 4, blev foreslået af et flertal (Nina Andersen, Kaj Andresen, Kirsten Gloerfelt-Tarp, Hjortnæs, Kai Jensen, Frederik Lynge, Viola Nørløv, Helga Pedersen, Sofie Pedersen og Edel Saunte) og tiltrådtes af justitsministeren. Flertallet bemærkede, at der under drøftelsen i udvalget havde været givet udtryk for nogen betænkelighed ved at medtage den i lovforslagets § 1, stk. 1, nr. 4, nævnte indikation. I erkendelse af, at der kan foreligge særlige tilfælde af alvorlig fysisk eller psykisk defekt, som vel ikke er arvelig, men som dog gør det mindre rimeligt både af hensyn til moderen og barnet at kræve svangerskabet gennemført, fandt flertallet det rigtigt at bibeholde en sådan bestemmelse og anså det for påkrævet, at det fremhæves i denne, at der kun bliver tale om at anvende den i undtagelsestilfælde.

Et mindretal (Kristen Amby, Fibiger, Krogh, Peter Larsen, Ellen Poulsen, Viggo Starcke og Erna Sørensen) nærede afgørende betænkelighed ved indførelse af den foreslåede nye bestemmelse, og stillede ændringsforslag om, at den skulle udgå.

Stk. 2. Afbrydelse af svangerskab må i de i § 1, stk. 1, nr. 2-4, omhandlede tilfælde normalt ikke foretages efter udløbet af den 16. svangerskabsuge.

Den endelige formulering af stk. 2 kom ind i lovforslaget ved 3. behandling på grundlag af et af justitsministeren stillet ændringsforslag.

Ved 2. behandling havde det førstnævnte flertal stillet forslag om, at stykket affattedes således:

„Bortset fra de i § 1, stk. 1, nr. 1, nævnte tilfælde må afbrydelse kun undtagelsesvis foretages efter udløbet af den 20. svangerskabsuge", idet flertallet bemærkede, at den ændrede formulering foresloges dels for at tydeliggøre, at begrænsningen i adgangen til at foretage svangerskabsafbrydelse, når 20 uger af svangerskabet er forløbet, ikke gælder i de tilfælde, hvor der foreligger medicinsk indikation for afbrydelsen, dels for at understrege, at fravigelse af 20 ugers fristen må være en undtagelse. Den foreslåede formulering blev vedtaget ved 2. behandling.

Det førstnævnte mindretal havde foreslået, at stk. 2 skulle affattes således:

„Afbrydelse af svangerskab må i de i § 1, stk. 1, nr. 2 og 3, omhandlede tilfælde normalt ikke foretages efter udløbet af den 3. svangerskabsmåned.''

Mindretallet kunne ikke tiltræde, at fristen for foretagelse af svangerskabsafbrydelse, som hidtil havde været fastsat til udløbet af den 3. svangerskabsmåned, blev forlænget til udløbet af den 20. svangerskabsuge, og foreslog derfor bibeholdelse af den hidtil gældende frist.

Stk. 3. Skyldes svangerskabet krænkelse af kvindens kønsfrihed under sådanne omstændigheder, som omhandles i straffelovens § 216, § 217, stk. 2, § 218 og § 221 eller disse paragraffer sammenholdt med § 224, må afbrydelse af svangerskab ikke finde sted, medmindre der er sket anmeldelse til politiet om forbrydelsen og anmeldelsen — efter stedfunden politiundersøgelse — ikke er afvist som urigtig.

Stk. 4. Såfremt svangerskabsafbrydelse skal foretages på grund af sådanne arvelige anlæg, som omtales i § 1, stk. 1, nr. 3, og disse anlæg stammer fra kvinden, vil der i forbindelse med svangerskabsafbrydelsen uden særlig tilladelse kunne foretages sterilisation af kvinden, såfremt hun indvilger heri og ikke særlige grunde taler derimod. Bestemmelserne i § 2, nr. 1 og 3, finder anvendelse i sådanne tilfælde.

Formuleringen af stk. 4 hidrører fra et af hele udvalget stillet og af justitsministeren tiltrådt ændringsforslag. I begrundelsen for ændringsforslaget udtales, at udvalget — uanset de i lovforslaget knyttede bemærkninger til det af svangerskabskommissionen udarbejdede udkast til en bestemmelse om sterilisation i forbindelse med svangerskabsafbrydelse på eugenisk basis — har fundet, at den af svangerskabskommissionen anførte begrundelse for bestemmelsen bør føre til, at den medtages i loven.

§ 2. Svangerskabsafbrydelse må, medmindre den er begrundet i en som følge af sygdom foreliggende alvorlig fare for kvindens liv eller helbred, ikke finde sted, forinden følgende betingelser er opfyldt:

1) Er kvinden under 18 år eller umyndiggjort i personlig henseende, skal der indhentes samtykke fra indehaveren af forældremyndigheden, henholdsvis værgen, medmindre afgørende omstændigheder taler derimod.

2) Er kvinden på grund af sindssygdom, åndssvaghed eller af andre årsager ude af stand til at forstå betydningen af indgrebet, kan begæringen om dettes foretagelse fremsættes af en hertil efter indstilling af det sociale udvalg beskikket særlig værge eller, forsåvidt hun er inddraget under forsorg af en statsanstalt eller en i henhold til § 67 i lov om offentlig forsorg godkendt anstalt, af anstaltslederen.

3) Er kvinden gift og samlever med sin ægtefælle, skal der gives denne lejlighed til at udtale sig, medmindre særlige omstændigheder taler derimod.

§ 2 gennemførtes i den af justitsministeren oprindeligt foreslåede skikkelse.

§ 3. Stk. 1. Afbrydelse af svangerskab må kun foretages af en autoriseret læge på et af statens eller kommunens sygehuse eller på et privat sygehus, der modtager offentlig støtte, eller på hvilket patienter indlægges for offentlig regning.

Stk. 2. Såfremt faren for kvindens liv eller helbred i de i § 1, stk. 1, nr. 1, omhandlede tilfælde er begrundet i sygdom og dette er konstateret på et af de i nærværende paragrafs stk. 1 omhandlede sygehuse, kan bestemmelse om svangerskabsafbrydelse træffes af sygehusets overlæge.

Stk. 3. Ønsker i andre tilfælde en kvinde sit svangerskab afbrudt, må hun rette henvendelse herom til en mødrehjælpsinstitution. Den pågældende mødrehjælpsinstitution undersøger, om de i §§ 1 og 2 fastsatte betingelser for indgrebets foretagelse er tilstede, og bør herunder i almindelighed indhente oplysninger fra kvindens sædvanlige læge. Tillige skal mødrehjælpsinstitutionen i fornødent omfang søge assistance af speciallæge, indhente erklæring fra arvebiologisk institut eller lade kvinden indlægge på sygehus eller dertil egnet hjem til observation eller behandling. Bestemmelse om, hvorvidt svangerskabsafbrydelse, kan foretages, træffes derefter af det i § 6 A, stk. 1, i lov nr. 119 af 15. marts 1939 om mødrehjælpsinstitutioner, som ændret ved lov nr. 176 af 23. juni 1956, omhandlede samråd, bestående af 2 læger og mødrehjælpsinstitutionens leder eller en anden ved institutionen ansat person med tilsvarende uddannelse.

Stk. 4. Når bestemmelse om svangerskabsafbrydelse foreligger, skal kvinden på begæring modtages på det sygehus (sygehusafdeling), hvorunder hun hører. Sygehusets (sygehusafdelingens) overlæge er berettiget til at forelægge spørgsmålet om indgrebets foretagelse for det i § 6 A, stk. 3, i lov nr. 119 af 15. marts 1939 om mødrehjælpsinstitutioner, som ændret ved lov nr. 176 af 23. juni 1956, omhandlede nævn til vejledende erklæring. Nægter overlægen at foretage indgrebet, kan patienten indlægges på et andet sygehus, om fornødent ved vedkommende mødrehjælpsinstitutions foranstaltning.

Den endelige formulering af sidste punktum i stk. 3 kom ind i lovforslaget ved 3. behandling på grundlag af et af justitsministeren stillet ændringsforslag.

Det førstnævnte mindretal kunne ikke tiltræde de i lovforslaget indeholdte bestemmelser, hvorefter det skal henlægges til særlige samråd ved mødrehjælpsinstitutionerne at tage stilling til, om der foreligger indikation for svangerskabsafbrydelse, og stillede derfor til 2. behandling forslag om, at stykkerne 3 og 4 skulle udgå og erstattes med følgende stykke 3:

„I andre tilfælde vil bestemmelse om svangerskabsafbrydelse kun kunne træffes af to læger, hvoraf den ene skal være den ansvarlige cheflæge på den sygehusafdeling, hvor indgrebet skal foretages. Kvinden kan herom rette henvendelse til det sygehus, hvorunder hun hører, eller til andet sygehus. Det påhviler de pågældende læger, inden de træffer bestemmelse om, hvorvidt indgrebet kan foretages, at undersøge, om de i §§ 1 og 2 fastsatte betingelser er tilstede, og de bør i almindelighed indhente oplysninger fra kvindens sædvanlige læge. Tillige skal i fornødent omfang søges assistance af speciallæge, indhentes erklæring fra arvebiologisk institut eller kvinden indlægges på sygehus eller dertil egnet hjem til observation eller behandling. Foretages indgrebet derefter, skal lægerne snarest efter dettes foretagelse til sundhedsstyrelsen indsende en erklæring indeholdende en klar og udførlig motivering for indgrebet."

Dette ændringsforslag forkastedes ved 2. behandling. Til 3. behandling, der var delt, og hvorunder der ved den fortsatte 3. behandling blev givet adgang til at stille nye ændringsforslag, efter at tinget under første del havde afsluttet afstemningerne om ændringsforslag, foreslog Kristen Amby, Fibiger, Krogh, Peter Larsen, Ellen Poulsen, Viggo Starcke og Erna Sørensen stk. 4 affattet således:

„Når bestemmelse om svangerskabsafbrydelse foreligger, skal kvinden på begæring modtages på det sygehus (sygehusafdeling), hvorunder hun hører, eller hvortil hun henvises", hvilket ændringsforslag forkastedes.

§ 4. De i § 3 nævnte læger samt personalet ved de i § 3 nævnte sygehuse er under ansvar efter Borgerlig Straffelov § 263, jfr. § 275, forpligtet til at iagttage tavshed om de privatlivet tilhørende forhold, som de i anledning af spørgsmålet om svangerskabsafbrydelse måtte erfare eller få formodning om, medmindre de ifølge lovgivningen er forpligtet til at udtale sig, eller medmindre de handler i berettiget varetagelse af almen interesse eller egen eller andres tarv.

§ 5. Den, som til brug ved afgørelse af, om betingelserne for svangerskabsafbrydelse foreligger, bevidner noget, hvorom han intet kendskab har, eller forsætlig afgiver urigtige oplysninger, straffes efter reglerne i Borgerlig Straffelov § 162.

§§ 4 og 5 gennemførtes i den af justitsministeren oprindelig foreslåede skikkelse.

§ 6. Stk. 1. En kvinde, der selv afbryder sit svangerskab eller lader det afbryde af en person, der ilc7ce er autoriseret læge, straffes, selvom de i § 1 foreskrevne betingelser for lovlig svangerskabsafbrydelse er tilstede, med bøde. Afbryder hun sit svangerskab, eller lader hun det afbryde, vidende om, at betingelserne for lovlig svangerskabsafbrydelse ikke er tilstede, er straffen hæfte indtil 3 måneder. Under særlig formildende omstændigheder kan straffen bortfalde.

Stk. 2. Fremkommer der under en sag, der er rejst til straf for ulovlig svangerskabsafbrydelse mod en udenfor ægteskab besvangret kvinde eller hendes medhjælpere eller mod hendes medhjælpere for forsøg på ulovlig svangerskabsafbrydelse, sådanne oplysninger, at det må anses for godtgjort, hvem der har besvangret hende, straffes denne med fængsel indtil 1 år, under formildende omstændigheder med hæfte, såfremt det godtgøres, at han trods henvendelser fra kvindens side om støtte af personlig eller økonomisk art har undladt at yde hende en efter forholdene rimelig støtte og bistand, og denne undladelse har været af væsentlig betydning for hendes beslutning om at afbryde svangerskabet.

Formuleringen af stk. 2 er ny i forhold til justitsministerens oprindelige forslag. Der var enighed i udvalget om denne formulering, der i betænkningen motiveres således:

„Da forsøg på svangerskabsafbrydelse efter den foreslåede ændring i strafferammen i lovforslagets § 6, stk. 1, ikke længere kan medføre straf for den kvinde, der selv afbryder sit svangerskab, har man anset det for rigtigst, at bestemmelsen i § 6, stk. 2, formuleres således, at den klart harmonerer med dette forhold. Endvidere har man i bestemmelsens sidste led ændret ordet „afgørende" til: „væsentlig", idet det er udvalgets opfattelse, at forslagets formulering ved at kræve, at undladelsen har været af afgørende betydning, vil bevirke, at bestemmelsen bliver uden praktisk betydning."

Stk. 3. En autoriseret læge, der afbryder et svangerskab eller yder bistand hertil, vidende om, at de i § 1 foreskrevne betingelser for lovlig svangerskabsafbrydelse ikke er tilstede, straffes med fængsel indtil 2 år. Under skærpende omstændigheder, særlig når handlingen er foretaget for vindings skyld, eller hvis den har medført kvindens død eller betydelig skade på legeme eller helbred, er straffen fængsel indtil 4 år. Finder en efter § 1 lovlig svangerskabsafbrydelse sted uden iagttagelse af forskrifterne i §§ 2 og 3, er straffen hæfte eller under formildende omstændigheder bøde. Afbrydes et svangerskab uden kvindens samtykke, er straffen fængsel indtil 12 år.

Stk. 4. Den, som uden at være autoriseret læge afbryder et svangerskab eller yder bistand hertil, straffes med fængsel indtil 4 år. Under skærpende omstændigheder, særlig når handlingen er foretaget for vindings skyld, eller hvis den har medført kvindens død eller betydelig skade på legeme eller helbred, er straffen fængsel indtil 8 år. I gentagelsestilfælde, eller såfremt gerningsmanden har handlet uden kvindens samtykke, er straffen fængsel indtil 12 år.

Stk. 5. Foranstående straffebestemmelser omfatter ikke uagtsomt forhold.

§ 7. Den, der ved ulovlig tvang, jfr. Borgerlig Straffelov § 260, eller ved trusler om økonomisk tab eller om forringelse af stilling i personlig, familie- eller samfundsmæssig henseende eller ved løfte om belønning formår en svanger kvinde, der ønsker at gennemføre sit svangerskab, til at lade dette afbryde, straffes, selvom afbrydelsen finder sted under iagttagelse af de herom givne regler, med fængsel indtil 2 år; straffen er dog fængsel indtil 4 år, såfremt afbrydelsen foretages af en person, der ikke er autoriseret læge.

§ 8. Strafansvaret for de i §§ 6 og 7 omhandlede forhold forældes efter reglerne i §§ 93 og 94 i Borgerlig Straffelov af 15. april 1930. Påtale efter § 6, stk. 1, kan dog ikke finde sted, når der er forløbet 1 år efter svangerskabsafbrydelsen.

§§ 7 og 8 gennemførtes i den af justitsministeren oprindelig foreslåede skikkelse.

§ 9. Stk. 1. Udgifterne i anledning af svangerskabsafbrydelse afholdes af pågældende selv. Hvis hun ikke har midler hertil, afholdes udgifterne af statskassen eller, forsåvidt hun er inddraget under en af de i § 66 i lov nr. 181 af 20. maj 1933 nævnte forsorgsgrene, af vedkommende anstalt.

Stk. 2. I det i § 3, stk. 4, sidste punktum, omhandlede tilfælde afholdes den del af udgifterne, som ville være forbundet med indlæggelse og foretagelse af indgrebet på sygehuset på kvindens hjemsted, i overensstemmelse med stk. 1. Indenrigsministeren kan fastsætte bestemmelser om, at de med kvindens sygehusophold iøvrigt forbundne udgifter for det sygehus, hvor indgrebet foretages, helt eller delvis skal refunderes af sygehuset på kvindens hjemsted.

Stk. 3. Vedkommende mødrehjælpsinstitution kan, såfremt særlige hensyn til kvinden taler derfor, godkende, at indgrebet foretages på et sygehus udenfor kvindens hjemsted. I så fald afholdes de derved forårsagede udgifter i overensstemmelse med stk. 1.

§ 9 gennemførtes i den af justitsministeren oprindelig foreslåede affattelse.

Ved 2. behandling havde det førstnævnte mindretal stillet ændringsforslag om, at stykkerne 2 og 3 skulle udgå, hvilket ændringsforslag, der stod i forbindelse med mindretallets ovennævnte ændringsforslag om en ny formulering af § 3, stk. 3 og 4, blev forkastet.

Ved 2. del af 3. behandlingen, jfr. foran, stillede Kristen Amby, Fibiger, Krogh, Peter Larsen, Ellen Poulsen, Viggo Starcke og Erna Sørensen følgende ændringsforslag til § 9:

1) Stk. 2, 1. punktum, affattes således:

„Henvises kvinden af myndighederne til et andet sygehus end det, hvorunder hun hører, afholdes den del af udgifterne, som ville være forbundet med indlæggelse og foretagelse af indgrebet på sygehuset på kvindens hjemsted, i overensstemmelse med stk. 1."

2) Stk. 3, 1. punktum, udgår, og i stedet indsættes følgende:

„Vedkommende samråd kan, såfremt særlige hensyn til kvinden taler derfor, godkende, at indgrebet foretages på et sygehus udenfor kvindens hjemsted. I så fald oversendes sagen til afgørelse i det samråd, hvorunder det udpegede sygehus hører."

Disse ændringsforslag forkastedes.

§ 10. Stk. 1. Der kan af staten ydes kommuner eller private foreninger eller organisationer, som påtager sig organiseringen og driften af et oplysningsarbejde overfor befolkningen om seksualhygiejne, refusion af indtil halvdelen af udgifterne herved.

Stk. 2. Tilskuddet til private foreninger eller organisationer kan, såfremt oplysningsarbejdet har særlig tilknytning til bestemte kommuner, betinges af, at disse deltager i udgifterne med indtil halvdelen af det beløb, der ydes af staten.

Stk. 3. Udgifterne ved ydelsen af de i stk. 1 og 2 nævnte statstilskud afholdes ved bevilling på de årlige finanslove.

§ 10 gennemførtes i den af justitsministeren oprindelig foreslåede skikkelse.

§ 11. Stk. 1. Genstande eller stoffer, der er tjenlige til at forebygge svangerskab, må kun forhandles, såfremt de er godkendt af justitsministeren efter forhandling med sundhedsstyrelsen. Justitsministeren kan om fornødent efter forhandling med handelsministeren fastsætte priserne, som skal være tydeligt angivne på emballagen, og kan fastsætte de til gennemførelsen af en effektiv begrænsning af og kontrol med priserne fornødne bestemmelser om vilkårene for adgangen til at omsætte de nævnte genstande eller stoffer. De omhandlede genstande og stoffer må kun forhandles fra apoteker eller fra udsalgssteder, der er godkendt af embedslægen efter forhandling med politiet.

Stk. 2. Erhvervsmæssig undersøgelse af urinprøver med henblik på påvisning af svangerskab må kun foretages af læger og apotekere samt af personer, som af sundhedsstyrelsen autoriseres hertil.

Stk. 3. Overtrædelse af de i denne paragraf fastsatte bestemmelser straffes med bøde.

Stykkerne 2 og 3 blev indføjet i lovforslaget ved 2. behandling.

I bemærkningerne til det herom af justitsministeren stillede og af hele udvalget tiltrådte ændringsforslag oplyses det, at sundhedsstyrelsen overfor justitsministeriet har oplyst, at der i de sidste årtier har været forelagt styrelsen en række klager i anledning af urigtige eller ufuldstændige erklæringer fra private virksomheder, som mod betaling foretager analyser af urinprøver til konstatering af svangerskab. Ved de i anledning af klagerne foretagne undersøgelser har det vist sig, at de nævnte analyser foretages under lidet betryggende forhold, idet de pågældende virksomheder ofte ledes af personer, der ikke har den fornødne faglige uddannelse, og virksomhederne hyppigt anvender analysemetoder, som er meget usikre.

Da der ikke i den nugældende lovgivning findes hjemmel for at skride ind mod sådanne virksomheder, og da det må anses for meget uheldigt, at der på dette område, hvor konsekvenserne af fejlagtige oplysninger kan blive meget alvorlige, anvendes metoder, der ikke giver tilstrækkelig sikkerhed for et rigtigt resultat, har justitsministeriet anset det for ønskeligt, at der etableres en ordning, hvorefter sådan virksomhed — foruden af læger og apotekere — kun må udøves af særligt godkendte personer, der efter sundhedsstyrelsens skøn besidder de fornødne kvalifikationer til at foretage undersøgelser af den nævnte art.

§ 12. Stk. 1. Justitsministeren fastsætter nærmere regler til lovens gennemførelse.

Stk. 2. Overtrædelse af de af justitsministeren i medfør af denne paragraf givne forskrifter til gennemførelse af de i §§ 1-4 givne regler straffes med bøde eller hæfte indtil 3 måneder.

§ 13. Stk. 1. Denne lov træder i kraft den 1. oktober 1956.

Stk. 2. Samtidig ophæves lov nr. 163 af 18. maj 1937 om foranstaltninger i anledning af svangerskab m. v. som ændret ved lov nr. 89 af 15. marts 1939 samt § 235, stk. 2, i Borgerlig Straffelov af 15. april 1930, jfr. bekendtgørelse nr. 215 af 24. juni 1939.

Stk. 3. Regeringen bemyndiges til ved kgl. anordning at sætte loven i kraft på Færøerne, evt. med sådanne ændringer, som måtte følge af øernes særlige forhold.

Stk. 4. Indtil der i Grønland kan oprettes mødrehjælpsinstitutioner eller dertil svarende institutioner, skal svangerskabsafbrydelse i Grønland i de i § 3, stk. 3, omhandlede tilfælde kunne ske efter samråd mellem den autoriserede læge, der foretager indgrebet, og en anden autoriseret læge.

§§ 12 og 13 gennemførtes i den af justitsministeren oprindelig foreslåede skikkelse.

Ved lovforslagets 2. behandling gjorde udvalgets otdfører Nina Andersen (S) udførligt rede for de i udvalgets betænkning stillede flertals- og mindretalsændringsforslag, der er omtalt ovenfor under lovens indhold.

Ellen Poulsen (V) redegjorde for mindretallenes opfattelse. Hun erklærede, at man ved den af justitsministeren foreslåede og af et flertal tiltrådte formulering af 2. punktum i lovforslagets § 1, stk. 1, nr. 1, ændrer den hidtil gældende rene medicinske indikation til en stærkt udvidet medicinsk-social indikation. Hun hævdede, at der i strid med 1937-lovens ord på dette område havde udviklet sig en praksis, som det ikke var ønskeligt at legalisere. Hun erklærede sig som modstander af en udbygning af mødrehjælpsinstitutionen og af, at mødrehjælpen fik medbestemmelsesret ved afgørelsen af, om et svangerskab kan afbrydes. Det var mindretallets opfattelse, at denne afgørelse burde træffes af to læger, hvoraf den ene skulle være cheflægen på det sygehus, hvor operationen eventuelt skulle finde sted.

Hun var ligeledes modstander af den af et flertal foreslåede formulering af § 1, stk. 1, nr. 4, hvorefter svangerskab kan afbrydes, når i ganske særlige tilfælde fysiske eller psykiske defekter eller andre lægeligt begrundede forhold medfører, at kvinden skønnes uegnet til at tage vare på sit barn. Mindretallet fandt, at det ville være et vanskeligt skøn, og foreslog derfor, at bestemmelsen blev slettet.

Endvidere ønskede hun 20 ugers fristen i § 1, stk. 2, for afbrydelse af svangerskab ændret til den hidtil gældende 3 måneders frist, idet der i den hidtil gældende regel er mulighed for fravigelse, hvis ganske særlige forhold betinger dette.

Vedrørende oplysningsarbejdet udtalte Ellen Poulsen, at hun kunne have ønsket, at dette arbejde altid skulle have en vis tilknytning til kommunerne. Hun tog bestemt afstand fra tanken om på et endog meget tidligt tidspunkt at skulle lære de unge brugen af præventive midler, ligesom hun vendte sig imod, at en sådan undervisning under nogen form skulle gives kollektivt på skoler, ungdomsskoler eller andre steder, hvor unge er samlede.

Erna Sørensen (KF) anbefalede de ændringsforslag, som udvalget eller dets flertal gik ind for, idet hun dog tog afstand fra den af flertallet foreslåede formulering af § 1, stk. 1, nr. 4, jfr. ovenfor. Hun begrundede dette med, at der i dette tilfælde lægges den afgørende vægt på barnets tarv, mens kvindens tarv er afgørende i de øvrige tilfælde. Hun anbefalede iøvrigt lovforslaget og håbede, at man snarest ville gå i gang med det store oplysningsarbejde, som hun fandt nødvendigt.

Kirsten Gloerfelt-Tarp (RV) anbefalede de af justitsministeren og udvalgsflertallene stillede ændringsforslag og erklærede sig som en tilhænger af, at det bliver mødrehjælpsinstitutionen, der undersøger, om betingelserne for svangerskabsafbrydelse er tilstede, og dens samråd bestående af 2 læger og mødrehjælpens leder eller en anden kvalificeret af mødrehjælpens personale, der træffer afgørelsen om afbrydelsen. Hun tog afstand fra mindretallets opfattelse om, at 1937-loven er blevet anvendt i videre omfang, end dens ord hjemler, idet den gældende praksis klart forudsattes i 1937-lovens motiver. En antagelse af mindretallets synspunkter med hensyn til § 1, stk. 1, nr. 1, ville derfor være en skærpelse i forhold til 1937-loven. Hun hilste med glæde lovens § 10, der åbner adgang til statsstøtte til kommuner, private foreninger og organisationer, der påtager sig organiseringen og driften af oplysningsarbejde om seksualhygiejne.

Petra Petersen (DK) tilsluttede sig de stillede flertalsforslag og anbefalede at stemme imod mindretalsændringsforslagene. Hun fandt dog, at den stedfundne revision af loven ikke var tilstrækkelig, og efterlyste forbedringer i de sociale forhold ved gennemførelse af nye regler om moderskabsydelse, barselshvile, kvinders ret til at få normalbidrag udbetalt, selvom de arbejder på normal løn, og om en børnerente.

Viggo Starcke (DR) tilsluttede sig i det hele det af venstres ordfører, fru Ellen Poulsen udtalte.

Udenfor ordførernes række havde Helga Pedersen (V) ordet og meddelte, at hun ikke var enig med sit partis ordfører eller mindretallet med hensyn til de stillede mindretalsændringsforslag, som hun ville stemme imod.

Fibiger (KF) var af den opfattelse, at mødrehjælpsinstitutionen ikke burde befatte sig med at afsige kendelser om, hvorvidt et svangerskab skal afbrydes eller ej, men at den bør indskrænke sig til at hjælpe de mødre, der søger dens hjælp.

I sin svartale udtalte justitsministeren vedrørende det af udvalget stillede ændringsforslag om bestemmelsen i § 1, stk. 4, om sterilisation i forbindelse med svangerskabsafbrydelse på eugenisk basis, at han havde været betænkelig ved dette ændringsforslag. Ikke alene hører en bestemmelse herom systematisk ikke hjemme i svangerskabsloven, men man kunne tænke sig, at den kvinde, der kom i denne situation, bagefter kunne beklage sig over, at der var lagt pres på hende til at indvilge i en sterilisation for at opnå svangerskabsafbrydelse.

Ved afstemningen om ændringsforslagene blev mindretalsændringsforslagene alle forkastet og de øvrige ændringsforslag vedtaget, og lovforslaget gik derefter til fornyet udvalgsbehandling.

Dagen efter afslutningen af 2. behandling afgav udvalget tillægsbetænkning, hvori et flertal (Nina Andersen, Kaj Andresen, Kirsten Gloerfelt-Tarp, Hjortnæs, Kai Jensen, Frederik Lynge, Viola Nørløv, Helga Pedersen, Sofie Pedersen, Edel Saunte og Erna Sørensen) indstillede lovforslaget til vedtagelse i den form, det havde fået ved afstemningerne ved 2. behandling.

Et mindretal (Kristen Amby, Fibiger, Krogh, Peter Larsen, Ellen Poulsen og Viggo Starcke) kunne ikke medvirke ved lovforslagets gennemførelse og ville motivere sin stilling i tinget.

Til 3. behandling havde justitsministeren stillet 2 ændringsforslag, efter at tillægsbetænkningen var afgivet. Ifølge det ene ændredes i § 1, stk. 2, fristen for svangerskabsafbrydelse fra 20 uger til 16 uger. Ifølge det andet ændringsforslag ændres i § 3, stk. 3, sidste punktum fra ordlyden: „Mødrehjælpens samråd træffer derefter bestemmelse om, hvorvidt svangerskabsafbrydelse kan foretages" til følgende ordlyd:

„Bestemmelse om, hvorvidt svangerskabsafbrydelse kan foretages, træffes derefter af det i § 6 A, stk. 1, i lov nr. 119 af 15. marts 1939 om mødrehjælpsinstitutioner som ændret ved lov nr. ... af omhandlede samråd bestående af 2 læger og mødrehjælpsinstitutionens leder eller en anden ved institutionen ansat person med tilsvarende uddannelse."

Justitsministeren udtalte ved indledningen til 3. behandling, at det første ændringsforslag er en imødekommenhed overfor synspunkter fremsat fra konservativ side. Det andet ændringsforslag skulle alene tjene det formål at tydeliggøre sammensætningen af de samråd, der træffer bestemmelse om afbrydelse af svangerskab. Det var efter ministerens skøn nødvendigt både i mødrehjælpsloven og svangerskabsloven at tydeliggøre sammensætningen af samrådene, fordi der i offentligheden syntes at råde nogen misforståelse med hensyn til spørgsmålet om, hvilke institutioner og myndigheder der skal træffe afgørelse om svangerskabsafbrydelse.

Udvalgets ordfører Nina Andersen (S) oplyste ved 3. behandling, at udvalget efter afgivelsen af tillægsbetænkningen havde modtaget en henvendelse fra en række overlæger og specialister, der havde haft foretræde for udvalget. Om denne henvendelse udtalte hun følgende:

„Man taler om at give mødrehjælpen monopol på afgørelsen af, om der skal foretages svangerskabsafbrydelse i visse tilfælde, og om en suveræn henlæggelse af afgørelsen om det ufødte liv til en statsinstitution. Det synes at være undgået de pågældendes opmærksomhed, at det samråd, som er foreslået at skulle have den omtalte afgørelse, i og for sig ikke er mødrehjælpens samråd, men at det drejer sig om et samråd oprettet ved mødrehjælpsinstitutionen. Det må imidlertid erkendes, at affattelsen af svangerskabslovforslagets § 3, stk. 3, kan foranledige en sådan misopfattelse, når stykket ikke sammenlignes med mødrehjælpslovforslagets § 6 A, stk. 1. Endvidere synes der hos underskriverne ikke at være en klar opfattelse af, at enhver af de tre personer, som det foreslås at samrådet skal bestå af, har vetoret. Man kunne følgelig næppe tale om suveræn ret hos rådets medlemmer; det skulle da være om en suveræn ret for den enkelte til at sige nej. Og må jeg minde om betydningen af — det fremhævede jeg allerede ved første behandling — at der stilles krav om enighed i samrådet i de tilfælde, hvor der skal gives tilladelse til svangerskabsafbrydelse.''

Nina Andersen anbefalede derefter de af justitsministeren stillede to ændringsforslag, der står i den nøjeste tilslutning til det ændringsforslag, som socialministeren samtidig stillede til lovforslaget om mødrehjælpsinstitutioner, hvorefter samrådene skulle bestå af mødrehjælpsinstitutionens leder eller en anden ved institutionen ansat person med tilsvarende uddannelse og 2 læger, hvoraf såvidt muligt den ene skal være speciallæge i gynækologi eller kirurgi, om muligt en stedlig overlæge, den anden speciallæge i psykiatri.

Ellen Poulsen (V) stillede derefter på det konservative folkepartis, Danmarks retsforbunds og venstres vegne forslag om, at såvel svangerskabslovforslaget som mødrehjælpsforslaget blev henvist til yderligere behandling i de om lovforslagene nedsatte udvalg, men dette forslag om at standse sagens behandling forkastedes med 86 stemmer mod 72.

Erna Sørensen (KF) anbefalede på egne og på en del af sit partis vegne de stillede ændringsforslag til vedtagelse, hvorefter Ellen Poulsen påny fik ordet og herunder oplyste, at de stillede ændringsforslag til de to lovforslag var fremkommet så sent, at det var udelukket at få dem forelagt i partigrupperne inden det afsluttende møde i udvalget. Hun udtalte videre:

„Jeg gør opmærksom på, at en anmodning til udvalgets formand om fornøden frist til at få forslagene behandlet i grupperne og om fastsættelse af et nyt udvalgsmøde blev afslået, og endelig vil jeg gøre opmærksom på, at man torsdag igen rettede en indtrængende henvendelse til udvalgets formand om at få afholdt et nyt udvalgsmøde, men også denne anmodning blev afslået.

Jeg tror at kunne sige, at denne usædvanlige fremgangsmåde har vakt stor opmærksomhed her på Christiansborg, og der er ingen tvivl om, at den vil gøre det endnu mere ude i befolkningen. Motiveringen for, at de højtærede ministre stillede disse ændringsforslag, var, at udvalget modtog en deputation af kendte læger. Samtlige gynækologiske overlæger ved de gynækologiske afdelinger her i København med undtagelse af een, der er medlem af mødrehjælpens bestyrelse, henvendte sig til folketingsudvalget for om muligt i ellevte time at få foretaget rettelser, som de anså for forsvarlige. Jeg kunne have ønsket, at de to højtærede ministre havde været tilstede ved det møde, hvor disse læger mødte op i udvalget, og jeg kunne ydermere have ønsket, at det var en af disse overlæger, der i dette øjeblik stod her på talerstolen og talte til folketingets medlemmer. Det burde have været sådan, at tingets medlemmer, inden man traf en afgørelse i denne sag, havde hørt, hvad disse læger havde at sige. Nu ved jeg godt, at man fra forskellig side har taget meget let på denne henvendelse fra lægerne, men man har dog ikke taget lettere på den, end at de to højtærede ministre omgående fremsatte ændringsforslag. Var det da mere end rimeligt, at man havde fået disse ændringsforslag til fornyet udvalgsbehandling? Der havde jo dog vist sig helt nye synspunkter. Man har dog med nogen rimelighed kunnet forlange, at man fik disse ændringsforslag gennemgået grundigt og fik set på, om der ikke var andre ting af det, lægerne havde fremført, som man burde tage op igen, inden den helt endelige betænkning blev afgivet. Jeg henstiller så indtrængende, jeg kan, til folketingets medlemmer at tage dette med i deres overvejelser, når vi nu om lidt skal stemme om ændringsforslagene."

Kirsten Gloerfelt-Tarp (RV) anbefalede justitsministerens ændringsforslag til vedtagelse, og hun kunne ikke give Ellen Poulsen ret i, at der ikke havde været tilstrækkelig tid til at få disse ændringsforslag behandlet i partigrupperne. Såvel Viggo Starcke (DR) som Kristen Amby (KF) hævdede, at der ikke havde været tilstrækkelig tid til at behandle de stillede ændringsforslag, og henviste til, at udvalget ikke havde givet nogen udtalelse efter afgivelsen af tillægsbetænkningen, der blev afgivet før lægernes foretræde for udvalget.

Udenfor ordførernes række udtalte Aksel Møller (KF), at han — og flere indenfor det konservative folkeparti — mente, at de stillede ændringsforslag betegnede forbedringer i forhold til den skikkelse, hvori lovforslaget blev vedtaget ved 2. behandling, men beklagede, at det ikke var muligt for disse medlemmer at stemme for ændringsforslagene, idet han begrundede sin stilling således:

„Grunden dertil er den, at vi finder, at man ved den afgørelse, som tinget med et flertal har truffet om den videre behandling af ændringsforslagene og af lovforslaget, har bragt os i en situation, som gør, at vi må tage hele vor stilling op til fornyet overvejelse. Hvis vor stilling skulle blive den, at vi herefter ikke vil følge flertallet, ville det være ulogisk, urimeligt, om vi stemte for ændringsforslagene. Det hedder i vor forretningsorden, at på ethvert trin af en sags behandling kan man foreslå den henvist til yderligere udvalgsbehandling. Jeg minder nu om, at der venter os et nyt trin, hvor denne sag skal endeligt afgøres af det høje ting, det trin, hvor det endelige standpunkt skal tages, ved afstemningen over lovforslaget. Der er da en mulighed for, at vi, som har fulgt flertallet vedrørende lovens realitet, og som stadig føler os tiltalt af tanken om at finde en løsning på disse problemer, opretholder vor stilling. Da er det vor appel til det høje ting, at det forstår, at det, når vi nu ikke stemmer for ændringsforslagene, men undlader at stemme, er dette det første af måske flere udtryk for, at vi ikke længere ønsker at følge flertallet i salen."

Justitsministeren udtalte derefter vedrørende ændringsforslaget om samrådenes sammensætning:

„Jeg ved meget vel, at det, lægerne ønskede at opnå ved deres henvendelse, var, at det blev den behandlende overlæge, der skulle være medlem af samrådet. Jeg har i udvalget under den drøftelse, vi havde, overfor det ærede medlem hr. Viggo Starcke udførligt motiveret, hvorfor jeg ikke mente at kunne acceptere dette. Den ene begrundelse er den, at vi må have en ensartet afgørelse, og det forudsætter, at vi ikke skifter fra læge til læge. Den anden begrundelse henter jeg fra det, overlægerne selv sagde om de interkollegiale hensyn. Hvorledes tænker de ærede medlemmer sig en situation løst, hvor den behandlende overlæge — altså overlægen på det sygehus, hvortil den pågældende kvinde naturligt må henvises — ikke vil foretage et indgreb og hans kolleger derefter erklærer: af interkollegiale grunde kan vi ikke foretage et indgreb, som en kollega har nægtet at foretage? Jeg ved, at det spørgsmål blev stillet direkte til lægerne under forhandlingerne i udvalget; jeg ved, at lægerne viste det fra sig og sagde, det var ikke deres sag. Men jeg går ud fra, at det ærede medlem må indrømme mig, at vi kan ikke legalt stille en kvinde overfor den situation, som vil opstå, hvis den behandlende overlæge nægter at medvirke."

Der udspandt sig derefter en længere drøftelse om de stillede ændringsforslag og den formelle behandling af disse. Inden afstemningen erklærede Henry Christensen (V), at han og flere af hans gruppes medlemmer ikke kunne stemme for ændringsforslagene uanset, at de betragtede dem som forbedringer, og Aksel Møller (KF) gav udtryk for den opfattelse, at udvalget burde have afgivet en supplerende udtalelse til tillægsbetænkningen vedrørende de af lægerne rejste spørgsmål, som havde været behandlet i udvalgsmøder, efter at tillægsbetænkningen var afgivet. Når et sådant supplement ikke var afgivet, kunne man allerede af denne grund nedlægge indsigelse imod, at lovforslagene færdigbehandledes straks.

Folketingets formand oplyste heroverfor, at der i tinget forelå en tillægsbetænkning i overensstemmelse med forretningsordenens bestemmelser på fuldtud lovlig måde. Hvorvidt udvalget ønskede at afgive en omtrykt eller supplerende tillægsbetænkning, måtte det selv afgøre, idet udvalget var suverænt i dette spørgsmål.

Ved afstemningen om ændringsforslagene vedtoges det første (om fristen for svangerskabsafbrydelse) enstemmigt med 98 stemmer; 64 medlemmer tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod. Det andet ændringsforslag (om samrådenes funktioner) vedtoges enstemmigt med 97 stemmer; 65 medlemmer tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.

Efter at møderne havde været udsat ca. 3 timer, sattes lovforslagene som helhed til behandling, og justitsministeren foreslog på egne og socialministerens vegne, at behandlingen af lovforslagene standsedes, og at de henvistes til fornyet udvalgsbehandling. Justitsministeren motiverede dette forslag således:

„Det ærede medlem hr. Aksel Møller rettede i formiddags en meget indtrængende henstilling til flertallet her i salen om at standse behandlingen af de to foreliggende lovforslag. Det ærede medlem henstillede, at lovforslagene blev vist tilbage til udvalget til yderligere undersøgelse og drøftelse. Det ærede medlem motiverede sin henstilling med, at han — og jeg forstod også andre indenfor det konservative folkeparti, som var tilhængere af lovforslagenes saglige indhold — måtte se sig foranlediget til, således som sagen havde udviklet sig, at tage deres standpunkt op til revision i lys af den behandling, sagen havde fået. Jeg forstod det ærede medlem således, at han mente, der var sket formelle og reelle fejl ved sagens behandling. Jeg har ikke haft den ære at være medlem af det udvalg, der har behandlet disse lovforslag, men forsåvidt angår den andel, den højtærede socialminister og jeg har haft i sagen, finder jeg anledning til at sige følgende:

Vi blev tilkaldt til et samråd om tirsdagen, hvor vi efter en drøftelse med udvalgets medlemmer formulerede 3 ændringsforslag, og det blev en klar aftale, at disse ændringsforslag dagen efter skulle forelægges i grupperne.

Jeg gik tilbage til justitsministeriet og foretog sammen med embedsmændene dér den endelige udformning af vore to ændringsforslag, som derefter øjeblikkelig blev duplikeret og sendt over til folketingssekretariatet og uddelt samme dag.

Den højtærede socialministers ændringsforslag forelå skriftligt formuleret straks næste formiddag, og medlemmerne af udvalget kunne have det i hænde kl. 10 formiddag. At det ærede medlem hr. Kristen Amby ikke har haft det, må have sin særlige forldaring.

Jeg må blankt afvise, at der har været tale om reelle eller formelle fejl ved denne sags behandling, og jeg finder det helt urimeligt, at man i denne forbindelse rejser spørgsmålet om, hvorvidt vi fra mit partis eller regeringens side skulle have vist despekt overfor forfatningens ånd eller bogstav.

Imidlertid understregede jeg i de bemærkninger, jeg gjorde i formiddags, den vægt, jeg for mit vedkommende må lægge på, at disse lovforslag får den bredest mulige tilslutning, og selvom det er vanskeligt for mig at forstå den motivering, det ærede medlem hr. Aksel Møller har givet, at han vil lade taktiske overvejelser besejre det, han anser for saglig rigtigt — selvom denne motivering altså er mig uforståelig, vil jeg vise den imødekommenhed overfor det ærede medlem at foreslå, at forhandlingen om disse lovforslag afbrydes.

Jeg gør det under den bestemte forudsætning — og det lægger jeg megen vægt på — at det ærede medlem forstår, at jeg regner med, at han, i det omfang det er ham muligt, medvirker til, at den kommende forhandling i udvalget bliver præget af mere loyalitet, end tilfældet hidtil har været."

Forslaget om standsning af behandlingen og lovforslagenes henvisning til fornyet udvalgsbehandling vedtoges med 147 stemmer mod 7 (DK).

I en tilføjelse af 8. juni 1956 til tillægsbetænkningen oplyses, at udvalget efter standsningen af 3. behandlingen har afholdt 3 møder og har haft samråd med justitsministeren og socialministeren samt modtaget en deputation repræsenterende en række lægechefer på kirurgiske, gynækologiske og blandede hospitalsafdelinger samt en deputation for landsforeningen „Unge hjem i Danmark". Tilføjelsen til tillægsbetænkningen indeholder ingen indstilling.

Udenfor tilføjelsen til tillægsbetænkningen stillede Kristen Amby, Fibiger, Krogh, Peter Larsen, Ellen Poulsen, Viggo Starcke og Erna Sørensen et ændringsforslag til § 3 og to ændringsforslag til § 9. Disse ændringsforslag er optrykt foran under omtalen af lovforslagets indhold.

Ved den fortsatte 3. behandling gav tinget efter formandens forslag sit samtykke til, at de nye ændringsforslag behandledes sammen med lovforslaget som helhed.

Ellen Poulsen (V) oplyste, at de stillede ændringsforslag kun gik ud på de fornødne ændringer i svangerskabsloven som følge af de ændringer, de samme forslagsstillere havde foreslået i mødrehjælpsloven, og som gik ud på, at den ene af lægerne i samrådet skal være den ansvarlige overlæge for den sygehusafdeling, hvor indgrebet i givet fald skal foretages.

Under den fortsatte 3. behandling af de to lovforslag, der foretoges sammen, var hovedemnet for debatten den henvendelse, der var kommet fra lægekredse om samrådenes sammensætning. Da reglerne om disse samråds sammensætning indeholdes i mødrehjælpsloven, er den herom førte debat refereret under årbogens omtale af mødrehjælpsloven, se herom side 262.

Fibiger (KF) gav udtryk for, at der i tinget og i store dele af befolkningen var så megen usikkerhed med hensyn til de meget vigtige problemer, der omhandles i lovkomplekset, at tinget burde udsætte behandlingen til næste folketingsår, og han stillede i overensstemmelse hermed sammen med Ellen Poulsen (V) følgende forslag om overgang til næste sag på dagsordenen:

„Under henvisning til ønskeligheden af, at der gives adgang til yderligere offentlig debat vedrørende svangerskabsloven, beslutter tinget ikke at færdigbehandle forslaget i dette folketingsår, og tinget går dermed over til næste sag på dagsordenen."

Dette dagsordensforslag forkastedes med 92 stemmer mod 64; 2 medlemmer (Oluf Pedersen og Søren Olesen (DR)) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod. Yderligere blev de udenfor tilføjelsen til tillægsbetænkningen stillede tre ændringsforslag alle forkastet.

Ved den endelige afstemning vedtoges svangerskabslovforslaget med 108 stemmer (S, RV og DK samt 10 medlemmer af KF, 5 medlemmer af V og 1 medlem af DR (Oluf Pedersen)) mod 47; 2 medlemmer (Foss og Gottschalck-Hansen) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.