Ved loven gives der § 36 i lov nr. 107 af 14. april 1955 (årbog 1954-55, side 229) tre tilføjelser, som går ud på følgende:

1) Statslån til privat byggeri efter byggestøttelovens kapitel V. A. (lån udmålt på grundlag af vurdering) må højst ydes med 25 000 kr. pr. lejlighed. Bestemmelsen herom finder ifølge en i folketinget gjort tilføjelse anvendelse på alle lån, hvortil der reserveres midler efter 1. oktober 1956.

2) Ved tildelingen af lån efter bestemmelserne i kapitel V. A. skal lån fortrinsvis ydes i henhold til § 36, stk. 2, til en- og tofamilieshuse med beboelse for bygherren selv.

3) Ved en i folketinget indsat bestemmelse bemyndiges boligministeren til i hvert januar kvartal indenfor de for det følgende finansår til rådighed for kapitel V afsatte midler at disponere over sådanne beløb, som måtte være nødvendige til en- og tofamilieshuse med beboelse for bygherren selv.

Lovforslaget var ledsaget af følgende bemærkninger:

„Under administrationen af lov om byggeri med offentlig støtte har det vist sig, at der af de lånemidler, der er stillet til rådighed i henhold til lovens kapitel V. A., er disponeret over en større del af disse midler til lån for høj bebyggelse, end det utvivlsomt har været hensigten med de pågældende bestemmelser.

Følgen heraf har været, at der henligger et meget stort antal anmodninger om lån til en- og tofamilieshuse spredt over hele landet. Dette er så meget mere uheldigt, som det må antages, at det også beskæftigelsesmæssigt vil være meget ønskeligt, at et byggeri af denne art kan foregå i stigende omfang rundt omkring i landet.

Nærværende lovforslag tilsigter fortrinsvis at lade de for kapitel V. A. bestemte midler tilflyde det lave byggeri, samtidig med at lånene fremtidig ikke skal kunne overstige 25 000 kr. pr. lejlighed.

Det kan i denne forbindelse oplyses, at af de i 1. kvartal af finansåret 1956-57 givne tilsagn i henhold til kapitel V. A. er 2 923 lejligheder koncentreret i hovedstaden (heraf ca. halvdelen i højbebyggelse), medens der kun blev givet tilsagn til 1 446 lejligheder i hele den øvrige del af landet (heraf ca. en fjerdedel i højbebyggelse)."

Som ordfører for forslagsstillerne udtalte Kirsten Gloerfelt-Tarp (RV) bl. a.:

„Denne låneform [lån efter kapitel V. A.] har vist sig at være meget efterspurgt, både hvad angår en- og tofamilieshuse og etagebyggeri, ja, så efterspurgt, at der ligger låneansøgninger, der beslaglægger de lånemidler, der efter loven kan anvendes til denne låneform, langt frem i tiden. Det har imidlertid vist sig, at der i den forløbne tid er disponeret over en væsentlig større del af disse midler til etagebyggeriet end sikkert tilsigtet fra nogen side, da vi i sin tid foreslog, at denne låneform også skulle kunne bringes i anvendelse til højbebyggelse.

I hovedstadsområdet ser vi således, at omtrent halvdelen af de i første kvartal af finansåret 1956-57 givne tilsagn i henhold til kap. V. A. vedrører etagebyggeri. Dette har tilfølge dels, at der rundt om i landet, hvor håndværksmestre og arbejdskraft er parat til at gennemføre byggeri af kategorien småhuse, kun kan foregå forholdsvis lidt af dette byggeri, hvad der også af beskæftigelsesmæssige grunde er uheldigt, dels at der på grund af knaphed på arbejdskraft i hovedstadsområdet må holdes igen på andet byggeri her. Jeg foreslår derfor, at lån til privat byggeri på grundlag af vurdering fremtidig fortrinsvis vil være at yde til en- og tofamilieshuse, hvor ejeren skal bebo det pågældende hus.

Den anden ændring går ud på at sætte en maksimumsgrænse pr. lejlighed for lånets størrelse på 25 000 kr. i lighed med bestemmelsen i det af det ærede medlem hr. Paabøl i maj dette år fremsatte lovforslag. Ifølge oplysninger fra boligministeriet i juli i år har 9 pct. af de heromhandlede lån været på over 25 000 kr. pr. lejlighed, og det største udbetalte lån har været på omtrent 44 000 kr. Da det er vigtigt at strække lånemidlerne, så at flest muligt lejligheder kan opføres på basis af denne efterspurgte låneform, og da der iøvrigt ikke bør gives lån til luksusbyggeri, som beslaglægger en urimelig del af lånemidlerne, stiller vi forslag om en maksimumsgrænse."

Lovforslaget fik i folketinget en velvillig modtagelse fra såvel partiordførerne som finansministeren, der ved 1. behandling udtalte sig om sagen på boligministerens vegne.

Det folketingsudvalg, hvortil lovforslaget henvistes, indstillede det til vedtagelse med de ovenfor omtalte tilføjelser. I den enstemmige betænkning hedder det:

„Udvalget har afholdt 2 møder og haft et samråd med den fungerende boligminister. Der er enighed mellem de repræsenterede partier i udvalget om det fremsatte lovforslag, idet dette dog ønskes udvidet med en bemyndigelse for boligministeren til at kunne give de af lovforslaget omhandlede lån til en- og tofamilieshuse i hvert års januar kvartal, men således at bevillingerne bliver trukket på det følgende finansårs rådighedsbeløb.

Der er endvidere enighed i udvalget om, at lovforslagets bestemmelse om maksimumsbeløb for lånene skal finde anvendelse på alle lån, hvortil der reserveres midler efter 1. oktober 1956.

Udvalget stiller derfor nedenstående ændringsforslag, som er tiltrådt af boligministeren.

Ved det omhandlede samråd med ministeren har udvalget endelig givet udtryk for, at man vil finde det rimeligt, at ministeriet ved administrationen af kapitel V A-lånene iøvrigt søger dette byggeri spredt over hele året, således at reserveringerne foretages kvartalsvis. Ved en sådan ordning vil det kunne undgås, at der sker en for stærk ophobning af byggeriet på enkelte tidspunkter af året, specielt i det tidlige forår."

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt.