Ved beslutningen meddeler folketinget sit samtykke til, at regeringen stiller en dansk militær styrke til rådighed for De Forenede Nationer med henblik på oprettelsen af en international styrke i Suezområdet i overensstemmelse med plenarforsamlingens resolution herom af 5. november 1956.

Forslaget til folketingsbeslutning var ved fremsættelsen ledsaget af følgende bemærkninger:

„I foråret og sommeren 1949 blev der på grundlag af De Forenede Nationers mæglingsbestræbelser indgået våbenstilstandsoverenskomster mellem Israel på den ene side og dets arabiske nabostater på den anden.

Den våbenhvile, det således var lykkedes at tilvejebringe, har imidlertid gentagne gange været udsat for krænkelser fra begge sider.

Trods talrige henstillinger fra Sikkerhedsrådet og FNs generalsekretær lykkedes det ikke at sikre freden i området. Den 29. oktober 1956 overskred israelske styrker grænsen til Ægypten og stødte frem mod Suezkanalen.

Den 30. oktober overgav Storbritannien og Frankrig Ægyptens og Israels repræsentanter i London noter, indeholdende krav om, at kampene mellem parterne umiddelbart skulle bringes til ophør, og at styrkerne skulle rykkes tilbage til linjer, der ligger 16 km på hver side af Suezkanalen. Samtidig lød kravet på, at de to lande inden 12 timer skulle acceptere en midlertidig besættelse af kanalzonen. I modsat fald ville britiske og franske styrker gennemføre besættelsen.

Det britisk-franske ultimatum blev accepteret af Israel på betingelse af en tilsvarende accept fra ægyptisk side, men afslået af Ægypten, og der blev derefter givet ordre til britisk-franslc aktion i Suezkanal-området.

I et møde endnu samme dag i Sikkerhedsrådet fremsatte De Forenede Staters delegerede et resolutionsforslag, som opfordrede Israel til øjeblikkeligt at trække sine væbnede styrker tilbage til den fastsatte våbenstilstandslinje, og opfordrede alle medlemmer af De Forenede Nationer til at afholde sig fra magtanvendelse eller trussel om magtanvendelse i området på enhver måde, som er uforenelig med De Forenede Nationers formål.

Resolutionsforslaget blev ikke vedtaget som følge af, at Storbritannien og Frankrig nedlagde veto.

Efter at Sikkerhedsrådets behandling af sagen således var blevet standset, vedtog rådet med simpelt flertal at henskyde sagen til FNs plenarforsamling.

I et ekstraordinært møde i plenarforsamlingen den 1. november fremsatte den amerikanske udenrigsminister følgende resolutionsforslag:

„Plenarforsamlingen, som har bemærket, at parterne i de israelskarabiske våbenstilstandsaftaler af 1949 ved mange lejligheder har tilsidesat bestemmelserne i aftalerne, at væbnede styrker fra Israel er trængt dybt ind i ægyptisk område i strid med den almindelige våbenstilstandsaftale imellem Ægypten og Israel, at væbnede styrker fra Frankrig og Storbritannien udfører militære operationer mod ægyptisk territorium, samt videre at trafikken gennem Suezkanalen nu er blevet afbrudt til alvorlig skade for mange nationer, udtaler sin alvorlige bekymring over denne udvikling og

1) henstiller indtrængende og som en sag af hastende karakter til alle parter, der nu er impliceret i kamphandlinger i området, at de går ind på et øjeblikkeligt ophør af fjendtlighederne og som led heri foretager en standsning af troppebevægelserne til og indførsel af våben i området,

2) henstiller indtrængende, at parterne i våbenstilstandsaftalerne straks trækker deres tropper tilbage bag demarkationslinjerne, afholder sig fra at foretage indfald over disse i tilgrænsende områder og omhyggeligt overholder forskrifterne i våbenstilstands- aftalerne,

3) anbefaler, at alle medlemmer afholder sig fra at indføre militært materiel i kampområdet og i almindelighed afholder sig fra at foretage nogen handling, som ville forhale eller forhindre efterlevelsen af denne resolution,

4) henstiller indtrængende, at der, når indstillingen af fjendtligheder finder sted, tages skridt til at genåbne Suezkanalen og genoprette den sikre frihed til gennemsejling,

5) anmoder generalsekretæren om at iagttage og omgående rapportere om efterlevelsen af denne resolution til Sikkerhedsrådet og til generalforsamlingen med henblik på sådanne videre skridt, som disse måtte finde passende i overensstemmelse med pagten,

6) beslutter, at den ekstraordinære samling fortsættes i afventning af resolutionens efterlevelse."

Det amerikanske resolutionsforslag blev den 2. november vedtaget med 64 stemmer, herunder de nordiske landes, imod 5 (Storbritannien, Frankrig, Israel, Australien og New Zealand). Belgien, Canada, Laos, Nederlandene, Portugal og Sydafrika afholdt sig fra at stemme.

Da plenarforsamlingens påbud i nævnte resolution ikke blev efterkommet, fremsatte Canada i et senere møde et sålydende resolutionsforslag:

„I betragtning af, at det er tvingende nødvendigt for at fremme efterlevelsen af den af plenarforsamlingen den 2. november 1956 vedtagne resolution, anmodes generalsekretæren om som hastesag inden 48 timer at fremkomme med et forslag, hvorefter der med de interesserede landes samtykke oprettes en international beredskabsstyrke under FN til at sikre og overvåge fjendtlighedernes ophør i overensstemmelse med bestemmelserne i den ovennævnte resolution."

Det canadiske forslag blev den 4. november vedtaget med 57 stemmer, heriblandt de fem nordiske landes, ingen stemte imod, medens 19 afholdt sig fra at stemme.

Efter at generalsekretæren i overensstemmelse med resolutionen havde afgivet en beretning, om hvis nøjagtige indhold regeringen endnu ikke har modtaget underretning, fremsatte Canada, Colombia og Norge den 4. november i plenarforsamlingen et sålydende fælles resolutionsforslag:

„Plenarforsamlingen,

som ved sin resolution af 4. november 1956 har anmodet generalsekretæren om at fremlægge et forslag om en international beredskabsstyrke under FN i det anførte øjemed, og

som med tilfredshed har taget generalsekretærens beretning om forslaget til efterretning og

med særlig henvisning til nævnte beretnings afsnit 4

1. opretter en FN-lcommando for en international beredskabsstyrke til at sikre og overvåge fjendtlighedernes ophør i overensstemmelse med samtlige de i plenarforsamlingsresolutionen af 2. november 1956 anførte bestemmelser,

2. udnævner under hensyn til sagens hastende karakter stabschef Burns til chef for denne kommando,

3. bemyndiger chefen for kommandoen til straks fra observatørkorpset ved organisationen til overvågelse af våbenstilstanden at rekruttere et begrænset antal officerer, der skal være statsborgere i lande, som ikke har permanent sæde i Sikkerhedsrådet, og bemyndiger ham endvidere til i samråd med generalsekretæren at iværksætte rekrutteringen af det yderligere fornødne antal officerer direkte fra forskellige medlemsstater, som ikke har permanent sæde i Sikkerhedsrådet, samt

4. opfordrer generalsekretæren til at træffe sådanne foranstaltninger, som måtte være påkrævede til umiddelbar iværksættelse af de i denne resolution omhandlede skridt."

3-magts-forslaget om oprettelsen af en kommando blev af plenarforsamlingen den 5. november vedtaget med 57 stemmer (inkl. de nordiske landes) mod 0, medens 19 lande afholdt sig fra at stemme.

Den 5. november 1956 modtog regeringen gennem den danske delegerede ved De Forenede Nationer en opfordring fra organisationens generalsekretær, Dag Hammarskjöld, til på linje med en række andre medlemslande af De Forenede Nationer, der samtidig blev spurgt, at stille militære styrker til rådighed for en beredskabsstyrke under De Forenede Nationer."

Som begrundelse for forslaget gav stats- og udenrigsministeren ved fremsættelsen tinget en udførlig redegørelse, der sluttede således:

„Tingene har, som det vil være de ærede medlemmer bekendt, udviklet sig med rivende hast i de sidste 24 timer. Jeg erkender uden videre, at det næsten er umuligt at fremsætte nogen blot tilnærmelsesvis sikker vurdering af situationen. Den synes at indeholde alle muligheder. En ting er imidlertid sikker: det haster med at finde frem til en løsning. I nat kom meddelelsen om det sovjetiske forslag om en fælles sovjetisk-amerikansk aktion. Sikkerhedsrådet afviste ved en flertalsbeslutning at behandle det. Ingen i den vestlige verden kan undre sig derover. Det måtte på forhånd være klart, at et forslag, der mest sandsynligt ville lede til en samgåen af USA og Sovjetunionen mod England og Frankrig, måtte være indiskutabelt.

Omtrent samtidig med forelæggelsen af det sovjetiske forslag i sikkerhedsrådet stilledes på plenarforsamlingen af asiatiske lande et forslag til resolution, som gik ud på i stærke udtryk at fordømme Israels og Englands og Frankrigs aktioner samt kræve tilbagetrækning af de implicerede landes tropper. Dette forslag nåede ikke frem til behandling i plenarforsamlingen, idet denne vedtog at udsætte spørgsmålet til behandling på et møde på et senere tidspunkt.

Den sovjetiske ministerpræsident Bulganins budskab til England, Frankrig og Israel blev bekendt i nattens løb. Ifølge foreliggende oplysninger går dette budskab ud på at true med væbnet indgriben fra Sovjetunionens side mod England, Frankrig og Israel, såfremt aktionen mod Ægypten ikke indstilles. Nogen officiel meddelelse om dette budskab foreligger ikke her. Vi er foreløbig henvist til at støtte os til pressetelegrammer.

Om reaktionen fra engelsk og fransk side over for dette sovjetiske, i meget drastiske vendinger holdte budskab er der hidtil ikke indløbet meddelelser, men allerede inden budskabet udsendtes, havde den britiske delegerede ved FN over for sikkerhedsrådet tilkendegivet, at den britiske regering havde truffet foranstaltninger til begrænsning af aktionen mod Ægypten.

Et væsentligt skridt henimod sagens løsning ser regeringen i beslutningen om at opstille en FN-politistyrke til indsættelse i Suez- området. Bestræbelserne ad den kurs, man herved er slået ind på, må fortsættes. Efter mit skøn må der lægges den største vægt på, at alle de lande, der er opfordret til at bidrage til denne politistyrke, snarest giver tilsagn herom. Jeg håber derfor, at det vil være muligt for det høje ting at give sin tilslutning til det foreliggende forslag endnu i dag."

Forslaget gav anledning til en udførlig debat, under hvilken også forholdenes udvikling i Ungarn drøftedes.

Der blev fra alle sider givet tilslutning til forslaget, omend Aksel Larsen (DK) havde sine tvivl om, hvorvidt den sikkerhedsstyrke, De Forenede Nationer havde besluttet at opstille til sikring af freden omkring Suezkanalen, ville være tilstrækkelig, om det var en tilstrækkelig hurtig indgriben, og om det ville blive en tilstrækkelig effektiv indgriben i konflikten omkring Suez og krigen mod Ægypten. „Men under alle omstændigheder foreligger der dog her en beslutning fra De Forenede Nationer om en aktion, og jeg anser det for ganske givet, at man må, selv om man kan have sådanne tvivl, som jeg har omtalt, understøtte denne beslutning, og man må også overveje — men det må vel ske gennem regeringens forhandlinger med De Forenede Nationers generalsekretær — størrelsen af det kontingent, Danmark i givet fald skal stille til rådighed."

Forslaget til beslutning fremsattes og gennemførtes — med tingets samtykke — på en enkelt dag. Det vedtoges enstemmigt.