Luk

Luk
Luk

Luk

L 30 Lov om ændringer i lov om oprettelse af et kreditinstitut for fiskerierhvervet.

Af: Fiskeriminister Chr. Christiansen (S)
Samling: 1956-57 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 27 af 15-02-1957
Ved loven foretages to ændringer i lov nr. 78 af 23. marts 1932, jfr. lov nr. 307 af 21. december 1955, om oprettelse af et kreditinstitut for fiskerierhvervet (årbog 1955-56, side 189).

Disse ændringer går ud på at forhøje maksimumsbeløbet for fiskeribankens ydelse af lån såvel som for dens optagelse af lån fra 20 mill. kr. til 30 mill. kr.

Som begrundelse herfor anføres i bemærkningerne til lovforslaget:

„Ved lov nr. 307 af 21. december 1955 blev den i den hidtidige lovgivning om oprettelse af et kreditinstitut for fiskerierhvervet indeholdte bestemmelse om, at det samlede beløb for fiskeribankens udlån mod sikkerhed i fartøjer til ingen tid måtte overstige 15 mill. kr., ændret, idet dette maksimumsbeløb blev forhøjet til 20 mill. kr.

Grunden til denne forhøjelse var det stadig stigende krav til størrelsen af fiskeribankens udlånsmidler, foranlediget dels af den almindelige prisstigning og den stigende efterspørgsel efter lån, dels af udviklingen i retning af bygning af store kuttere, hvis størrelse og anskaffelsespris betydeligt oversteg, hvad man tidligere havde kunnet forudse.

Siden denne forhøjelse af maksimumsgrænsen for bankens udlån mod sikkerhed i fiskerfartøjer er den ovenfor anførte udvikling fortsat endda i forøget tempo, således at der væsentlig hurtigere end ventet er lagt beslag på de ovennævnte udlånsmidler. Det kan således anføres, at banken umiddelbart efter vedtagelsen af loven af 21. december 1955 bevilgede ca. 40 ansøgninger til samlet beløb af ca. 2,4 mill. kr., hvilke ansøgninger havde været stillet i bero en tid, medens man afventede lovens vedtagelse, og da der siden dette tidspunkt er indgået ansøgninger om langt større lånebeløb end tidligere, er maksimumsbeløbet på 20 mill. kr. allerede nu nået.

Restgælden af ydede lån mod sikkerhed i fartøjer pr. 31. juli 1956 androg 13,5 mill. kr.

Banken havde pr. samme dato inden for samme lånekategorier givet tilsagn om 81 lån på tilsammen 6 009 900 kr. og havde liggende 18 ansøgninger om lån på i alt 1 754 400 kr. fra kvalificerede ansøgere.

Da henholdsvis effektuering og bevilling af disse lån, i alt 7 764 300 kr., vil medføre overskridelse af maksimumsbeløbet, 20 mill. kr., og da den oven for anførte udvikling, herunder med hensyn til anskaffelse af større kuttere til det søgående fiskeri, må forventes fortsat, vil det allerede nu være nødvendigt, for at banken kan gennemføre de opgaver af finansieringsmæssig karakter, som det vil være naturligt at forvente af den, at det anførte maksimumsbeløb på 20 mill. lir. yderligere forhøjes.

Der stilles derfor i overensstemmelse med indstilling fra fiskeriets hovedorganisationer i lovforslaget forslag om, at maksimumsbeløbet forhøjes til 30 mill. kr., og at bankens adgang til optagelse af lån tilsvarende forøges, idet man herved vil give banken mulighed for i takt med den udvikling, som gør sig gældende for fiskeriet, at yde rimelig støtte til fiskerflådens modernisering og forbedring."

Lovforslaget mødte i folketinget tilslutning fra samtlige partier og vedtoges uændret og enstemmigt, idet 1 grønlandsk medlem afholdt sig fra at stemme.
Partiernes ordførere
Johs. E. Larsen (S), Henry Gideon (V), Erik Bruun de Neergaard (KF), A. C. Normann (RV), L. Lynnerup Nielsen (DKP) og Søren Olesen (DR)