Ved loven gives der § 257, stk. 1, i lov nr. 90 af 11. april 1916 om rettens pleje, jfr. lovbekendtgørelse nr. 265 af 15. september 1953, følgende affattelse:

„I retssager optræder værgen på den umyndiges vegne. Udøves værgemål af forældre i forening, og udebliver den ene af forældrene i et retsmøde, medens den anden møder, optræder den mødte på den umyndiges vegne under retsmødet. Værgen kan ikke uden den umyndiges samtykke anlægge retssag, der angår formuerettigheder, hvorover den umyndige har rådigheden, eller rejser sig af en aftale, som den umyndige gyldigt har indgået på egen hånd. Ikke heller kan værgen, hvis den umyndige er fyldt 18 år eller umyndiggjort, uden hans samtykke anlægge retssag, der rejser sig af en ham tilføjet legemsfornærmelse eller ærekrænkelse, medmindre umyndiggørelsen skyldes sindssygdom eller åndssvaghed."

Ved tilføjelsen af det kursiverede punktum har man indført en regel, der skønnes hensigtsmæssig, efter at det ved en samtidig gennemført lov er bestemt, at værgemålet for mindreårigt ægtebarn fremtidig som hovedregel skal tilkomme forældrene i forening (jfr. nærmest foregående sag).

I bemærkningerne til lovforslaget hedder det:

„Det foreliggende forslag tilsigter at afbøde nogle af de ulemper, en ubegrænset gennemførelse af dobbeltværgemålet kunne medføre for såvel forældrene som for retterne. Det foreslås, at når i et retsmøde alene den ene af forældrene møder, optræder denne under retsmødet på den umyndiges vegne.

Afsluttes sagen med indgåelse af et forlig, skal dette som hidtil forelægges pupilautoriteterne til godkendelse, og der vil da af disse blive indhentet en udtalelse fra den udeblevne værge.

I Norge agter man i forbindelse med dobbeltværgemålets indførelse at gennemføre en regel af et noget tilsvarende indhold.

Der er afgivet udtalelser over forslaget fra præsidenten for højesteret, østre og vestre landsret og Københavns byret samt fra Den danske Dommerforening og Sagførerrådet.

Justitsministeriet har overvejet, om der skulle være grund til ud over den foreslåede bestemmelse yderligere at indføre en tilsvarende særregel med hensyn til retslige forkyndelser. Højesteret har i sin erklæring berørt det samme spørgsmål ved at foreslå en supplerende bestemmelse om, at det, når samlevende forældre i forening er værge, skulle være tilstrækkeligt, at forkyndelse sker for en af dem.

Når ministeriet alligevel er veget tilbage fra at stille forslag i den omhandlede retning, skyldes det i første række den principielle betragtning, at det netop, når man som en indskrænkning af dobbeltværgemålet tillader enhver af forældrene i retsmøder at optræde alene med processuel virkning for den mindreårige, er særlig vigtigt at have størst mulig sikkerhed for, at begge forældrene i alt fald er behørigt underrettet om retssagen.

For de tilfælde, hvor forældrene lever sammen, kunne det hævdes, at kravet om forkyndelse over for dem begge går videre, end praktiske hensyn nødvendiggør. Heroverfor må imidlertid peges på den gældende regel i retsplejelovens § 156, stk. 1, nr. 2, som muliggør, at forkyndelse, når kun den ene af forældrene er til stede, som altovervejende hovedregel i praksis vil kunne ske samtidig også for den fraværendes vedkommende gennem den tilstedeværende.

Til det anførte kommer, at det retsteknisk ville være uhensigtsmæssigt at knytte anvendelsen af en eventuel undtagelsesregel til det i sig selv ret usikre kriterium, om forældrene på tidspunktet for forkyndelsen kan siges at være „samlevende" eller ej.

Lovforslaget behandledes i folketinget sammen med det nævnte lovforslag om ændringer i myndighedsloven og henvistes ligesom dette til et udvalg, der indstillede forslaget til nærværende lov til vedtagelse uden anden ændring end indføjelse af den parentetiske tilføjelse til titelen.

Lovforslaget vedtoges enstemmigt.