Ifølge lov nr. 413 af 12. juli 1946 om skolelæger, § 13, skulle nævnte lov forelægges til revision senest i folketingsåret 1956-57.
Siden lovens ikrafttræden den 1. april 1947 er skolelægetilsyn, efter hvad undervisningsministeren oplyste i sin fremsættelsestale, gennemført ved alle statsskoler og kommunale skoler samt ved friskolerne og de private eksamensskoler. „Den obligatoriske lægeundersøgelse af børn i skolealderen har i den forløbne tid vist sig at være af stor værdi for børnenes sundhedstilstand, og betydningen af dette effektive kontrollerende og forebyggende tilsyn har fundet fuld forståelse hos såvel skolemyndighederne som forældrene.
Skolelægeloven har således virket tilfredsstillende, og der foreligger ikke omstændigheder, der nødvendiggør principielle ændringer i loven.
Med henblik på lovens revision har undervisningsministeriet udbedt sig en udtalelse fra sundhedsstyrelsen, der efter forhandling med indenrigsministeriets udvalg vedrørende helbredsundersøgelser af børn har fremsat ønske om, at der foretages et par mindre ændringer i loven, som også undervisningsministeriet har kunnet tiltræde."
Den af udvalget vedrørende helbredsundersøgelser af børn afgivne erklæring om spørgsmålet er optrykt som bilag til forslaget til nærværende lov.
Om lovens indhold og de ændringer, lovforslaget underkastedes under behandlingen i folketinget, henvises til nedenstående bemærkninger.
Skolelægeloven har hidtil indeholdt en bestemmelse om, at amtslæger, under hvis tilsyn skolelægerne står, ikke må ansættes som skolelæger eller skoleoverlæger, dog således at de amtslæger, der allerede ved lovens ikrafttræden virkede som skolelæger, ikke hindredes i at fortsætte denne virksomhed.
Imidlertid har erfaringerne vist, at det ikke er rimeligt ved loven at udelukke de tilsynsførende fra at opnå et direkte og praktisk kendskab til de særlige skolehygiejniske problemer, hvorfor det nævnte forbud ophæves.
Loven foretager endvidere visse ændringer i skolelægelovens regler for ydelse af statstilskud til udgiften ved skolelægeordningen, hvorved disse regler bl. a. bringes i overensstemmelse med en allerede ved tekstanmærkning på finansloven etableret ordning. Statstilskuddet fastsættes som hidtil til 50 pct. af udgifterne; men der gives nu ved loven adgang til at yde et statstilskud beregnet i forhold til et årligt beløb pr. person på højst 4 kr. + det til enhver tid gældende procenttillæg til honorarer til statstjenestemænd, hvis der er antaget anden medhjælp for skolelægen end en af sundhedsstyrelsen godkendt autoriseret sygeplejerske. (Maksimumssatserne, hvis der er ansat en autoriseret sygeplejerske — 5 kr. + tillæg —, og hvis ingen medhjælp er antaget — 3 kr. + tillæg —, er uforandrede).
Der kan endvidere efter de nye regler, uanset de anførte maksimumssatser, når der som skolesundhedsplejerske er ansat en af sundhedsstyrelsen godkendt sygeplejerske, der har gennemgået kursus for sundhedsplejersker ved Århus universitet, ydes statstilskud med halvdelen af udgiften til skolesundhedsplejerskens lønning. På tilsvarende måde kan der ved kombinerede spædbørnssundhedsplejerske- og skolesundhedsplejerskeordninger ydes statstilskud med halvdelen af udgiften til den på skolelægeordningen faldende del af sundhedsplejerskens lønning, befordrings- og beklædningsgodtgørelse samt bidrag til pensionering og eventuelt honorar til lægetilsyn med de under ordningen ansatte sundhedsplejersker.
Begrundelsen for disse særlige tilskudsordninger er dels, at der i en række kommuner virker ikke-sygeplejerskeuddannede skolelægemedhiælpere, som blev ansat på et tidspunkt, da der var en betydelig mangel på såvel sundhedsplejersker som autoriserede sygeplejersker, dels at man — gennem en gunstigere tilskudsordning — har ønsket at tilskynde kommunerne til ansættelse af sundhedsplejersker med den særlige uddannelse fra Århus universitet. Endelig har man — under hensyn til, at staten i medfør af § 1 i loven af 31. marts 1937 yder tilskud med halvdelen af kommunernes udgift til sundhedsplejerskernes af indenrigsministeriet godkendte lønning m. v. — anset det for uhensigtsmæssigt, at statstilskuddet til den del af kommunernes udgift til sundhedsplejerskernes lønning, der vedrører skolesundhedsplejen, kun ydedes med halvdelen inden for den i skolelægeloven fastsatte begrænsning pr. person.
Lovforslaget indeholdt i sin oprindelige form en bestemmelse, hvorefter der, såfremt der fælles for to eller flere amter eller — under særlige omstændigheder — i et amt eller en stor købstad var ansat en skoleoverlæge, uanset de foran anførte maksimumssatser kunne ydes statstilskud med halvdelen af det særlige skoleoverlægehonorar.
Dette forslag var begrundet med, at det måtte anses for betydningsfuldt for skolelægevirksomhedens effektivitet, at der for et større område ansattes en skoleoverlæge, der foruden at være skolelægernes faglige leder skulle koordinere skolelægevirksomheden, og forslaget tilsigtede at fremme en sådan udvikling ved at åbne mulighed for refusion fra statskassen af halvdelen af udgiften til skoleoverlægens honorar.
Bestemmelsen udgik under behandlingen i folketinget.
I konsekvens af, at der som anført åbnes adgang for amtslægers ansættelse som skolelæger, ændres loven således, at der ikke ydes en amtslæge bestillingstillæg for de børn, for hvilke han selv er skolelæge.
Under behandlingen i folketinget indsattes en ændring af bestemmelsen i skolelægelovens § 11, stk. 4, angående fordelingen mellem kommunerne af de ikke refusionsberettigede udgifter til den i loven foreskrevne fællesordning for landkommuner. Mens denne fordeling hidtil skulle finde sted „i forhold til antallet af de skolebørn i kommunen", der omfattes af ordningen, skal den nu ske „i forhold til antallet af de i kommunen hjemmehørende børn", så at de kommuner, hvor børnene har deres hjem, skal være med til at betale.
Under hensyn til den for Grønland gældende særlige skole- og sundhedslovgivning indeholder loven en tilføjelse om, at skolelægeloven ikke gælder for Grønland.
Fristen for revision af loven udskydes til folketingssamlingen 1961-62.
Af folketingets behandling fremgik det, at der var almindelig tilfredshed med den gældende lov om skolelæger og den måde, hvorpå den havde virket i praksis. Der var således enighed om, at en gennemgribende revision ikke var påkrævet nu.
Bortset fra forslaget om særlig refusionsordning til fremme af ansættelse af skoleoverlæger for større geografiske områder, der som omtalt bortfaldt under behandlingen, fandt lovforslagets bestemmelser tilslutning hos alle ordførerne. Også den nyindsatte bestemmelse om en ændret fordeling af landkommunernes udgifter fik almindelig tilslutning.
Lovforslaget vedtoges ved 3. behandling enstemmigt.