L 113 Forslag til lov om ændringer i lov om folkeforsikring.

(Vedrørende ophævelse af folkepensionens mindstebeløb).

Af: Søren Olesen (DR)
Samling: 1956-57 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Lovforslaget indeholdt i alt 11 ændringsforslag til den gældende folkeforsikringslov og tilsigtede ophævelse af det i forbindelse med gennemførelse af folkepensionsloven (lov nr. 258 af 2. oktober 1956) indførte mindstebeløb for folkepension, der ydes til folkepensionister uanset deres indtægtsforhold. Som konsekvens heraf foresloges yderligere en nedsættelse af folkepensionsbidraget fra 1 pct. til 1/2 pct. af det beløb, hvoraf indkomstskat til staten betales.

Ved lovforslagets fremsættelse motiverede Søren Olesen (DR) lovforslaget således:

„Det har under hele behandlingen af loven om folkepension været erkendt, at dens gennemførelse ville medføre betydelige udgifter for staten og kommunerne; men siden lovens vedtagelse sidste efterår er der sket en væsentlig forringelse i landets økonomiske forhold, som særlig for landbruget betyder store vanskeligheder, og det må forudses, at disse også vil brede sig til de øvrige erhverv.

Såvel regeringen som folketinget har givet udtryk for, at det i denne situation vil være nødvendigt at undgå alle offentlige udgifter, som ikke er absolut påkrævede og nødvendige. Det må derfor være uforsvarligt, at man under disse forhold pålægger de produktive aldersklasser at udrede et beløb på ca. 60 mill. kr. årlig til medborgere over 67 år, som har en indtægt på 9 000-10 000 kr. og derover. Det er efter vor opfattelse de produktive aldersklassers pligt at sørge for medborgere, der på grund af alder eller invaliditet ikke er i stand til at arbejde, og som ikke har tilstrækkelig indtægt eller formue til eget og familiens underhold. Men det kan aldrig være ret at pålægge de yngre aldersklasser derudover at betale af deres arbejdsindtægt til personer, som kan sikre sig selv en indtægt på størrelse med en almindelig arbejdsindtægt eller derover, blot fordi vedkommende har nået en alder af 67 år."

Ved lovforslagets 1. behandling afviste socialminister Strøm lovforslaget under henvisning til, at der ikke kunne foretages ændringer i den nyligt gennemførte folkepensionsordning, uden at man gik imod de forudsætninger, som lå bag ved de øvrige partiers tilslutning til den nyordning af alderdomsforsørgelsen, der var opnået enighed om. I øvrigt var der allerede under behandlingen af folkepensionsforslaget fra retsforbundets side stillet ændringsforslag, der ganske svarede til det nu fremsatte lovforslag, og disse ændringsforslag havde ikke opnået tilslutning i tinget.

Bundvad (S), Lorentzen (V), Poul Møller (KF) og Skytte (RV) anbefalede at stemme imod lovforslaget af tilsvarende grunde.

Ragnhild Andersen (DK) erklærede sig villig til at medvirke til ophævelse af folkepensionen til de bedrestillede, men ønskede samtidig hele folkepensionsbidraget afskaffet.

Lovforslaget overgik til 2. behandling uden afstemning, men nåede ikke at komme til yderligere behandling i tinget inden samlingens udløb.
Partiernes ordførere
Kaj Bundvad (S), K. M. Lorentzen (V), Poul Møller (KF), Karl Skytte (RV), Ragnhild Andersen (DKP) og Søren Olesen (DR)