L 33 Lov om ændring i loven om den fælleskommunale udligningsfond.

(Vedrørende tilskud til skoleudgifter).

Af: Indenrigsminister Carl Petersen (S)
Samling: 1956-57 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 77 af 29-03-1957
I medfør af bestemmelserne i § 3 i lov nr. 100 af 14. april 1937 om en fælleskommunal udligningsfond yder fonden tilskud til nedbringelse af kommunernes skoleudgifter i forhold til det beløb, som kommunen i det sidst afsluttede regnskabsår har afholdt som udgift til undervisning af børn i undervisningspligtig alder. For børn i de offentlige skoler blev tilskuddet oprindelig beregnet efter gennemsnitsudgiften for hvert undervisningspligtigt barn efter følgende regler:

Af gennemsnitsudgiften indtil 50 kr. blev ydet 3/5, af den del af udgiften, der lå mellem 50 kr. og 100 kr., blev ydet 2/5, og af den del af udgiften, der lå mellem 100 kr. og 150 kr., blev ydet 1/5, mens det overskydende beløb blev båret af kommunen alene. Det maksimale tilskud pr. undervisningspligtigt barn udgjorde således 60 kr.

Under hensyn til den i de følgende år stedfundne almindelige prisstigning er tilskudssatserne reguleret, først ved lov nr. 118 af 23. marts 1948, senere ved lov nr. 133 af 28. marts 1951 og senest ved lov nr. 67 af 17. marts 1954 (årbog 1953-54, side 204). Efter sidstnævnte lov, der fik gyldighed for regnskabsårene 1954-55—1956-57, er tilskud ydet efter en udgiftsskala på 100 kr., 200 kr. og 300 kr., således at der af gennemsnitsudgiften indtil 100 kr. pr. barn er ydet et tilskud på 3/5, af det overskydende beløb indtil 200 kr. 2/5 og af det overskydende beløb indtil 300 kr. 1/5. Det maksimale tilskud udgjorde herefter 120 kr. pr. undervisningspligtigt barn. Som følge af den i 1954 foretagne regulering af tilskudssatserne fik kommunerne i regnskabsåret 1954-55 et samlet tilskud til skoleudgifterne på 53,9 mill. kr., hvilket svarede til ca. 38,5 pct. af de tilskudsberettigende udgifter, der i det til grund for tilskudsberegningen liggende regnskabsår, 1952-53, udgjorde 140 mill. kr. Efter reguleringen i 1951 udgjorde tilskuddet i regnskabsåret 1951-52 41,2 mill. kr., eller 39,4 pct. af de tilskudsberettigende udgifter i regnskabsåret 1949-50, 104,7 mill. kr.

Stigningen i kommunernes skoleudgifter er fortsat i de senere år. De samlede tilskudsberettigende udgifter i regnskabsåret 1955-56 udgjorde således 187,2 mill. kr. Såfremt de i loven af 17. marts 1954 fastsatte tilskudssatser anvendtes ved tilskudsberegningen for regnskabsåret 1957-58, ville tilskuddet fra den fælleskommunale udligningsfond komme til at udgøre 63,2 mill. kr., eller kun 33,8 pct. af de tilskudsberettigende udgifter.

Under hensyn hertil fandt indenrigsministeren det påkrævet, at der blev foretaget en ny regulering af satserne, hvorved kommunerne kunne opnå nogenlunde samme procentvise dækning af de tilskudsberettigende skoleudgifter, som de opnåede i regnskabsårene 1951-52 og 1954-55, d. v. s. i de første tilskudsår efter reguleringerne i 1951 og 1954.

Hertil sluttede folketinget sig ved at vedtage forslaget til nærværende lov, hvorved § 3, stk. 2, i loven om den fælleskommunale udligningsfond ændres således, at de pågældende tilskud ydes efter følgende skala:

[Se skala i Folketingsårbogen 1956-57, side 187]

Den merudgift for fonden, der vil være en følge af reguleringen, er for regnskabsåret 1957-58 anslået til 11,3 mill. kr. Den gennemsnitlige dækning af kommunernes tilskudsberettigende skoleudgifter i regnskabsåret 1955-56 vil herved blive 39,7 pct.

I lighed med, hvad der har været tilfældet ved de tidligere reguleringer, skal den nye skala efter bestemmelsen i § 2 have gyldighed for en 3-årig periode, nemlig for regnskabsårene 1957-58-1959-60.

Lovforslaget underkastedes ikke udvalgsbehandling. Det vedtoges uændret og enstemmigt.
Partiernes ordførere
Ove Hansen (S), Peter Larsen (V), Gertie Wandel (KF), Helge Larsen (RV) og Alfred Jensen (DKP)