Lovforslaget var enslydende med de om samme sag i folketingsårene 1954-55 og 1955-56 fremsatte lovforslag, der ikke nåede at blive færdigbehandlet. Lovforslagets indhold er refereret i folketingsårbogen 1954-55, side 427-430.
Under arbejdet med lovforslaget i 1956-57 undergik det oprindelige forslag en del ændringer, hvorved hovedbestemmelsen i loven, der indeholdes i en ny affattelse af § 45 i folkeforsikringsloven (jfr. lovbekendtgørelse nr. 298 af 16. november 1956), fik følgende indhold:
„Stk. 1. Invalideforsikringsretten består af en formand og 5 andre medlemmer. Rettens formand skal ved sin udnævnelse fyldestgøre betingelserne for at kunne være landsdommer, eller han må have bestået en statsvidenskabelig eller nationaløkonomisk eksamen og derefter have haft mindst 3 års ansættelse i en tjenestemandsstilling, hvortil der kræves kongelig udnævnelse. Af rettens øvrige medlemmer skal 2 være lægekyndige, 2 ved deres første udnævnelse opfylde betingelserne efter § 6 for at være ubemidlede medlemmer af en anerkendt sygekasse og 1 være arbejdsgiver og som sådan beskæftige mindst 6 arbejdere. Nævnte medlemmer tillige med suppleanter for disse udnævnes for et tidsrum af 6 år ad gangen af socialministeren.
Stk. 2. Direktøren for sygekassevæsenet samt direktøren for ulykkesforsikringen eller en under de pågældende institutioner hørende tjenestemand kan af socialministeren tilforordnes invalideforsikringsretten.
Stk. 3. Til deltagelse i behandling af almindelige spørgsmål vedrørende erhvervsuddannelse og beskæftigelse kan endvidere en arbejdsgiver, en arbejder og en invalideret person af socialministeren tilfordnes invalideforsikringsretten efter indstilling henholdsvis af Dansk Arbejdsgiverforening, De samvirkende Fagforbund i Danmark og De samvirkende Invalideorganisationer. Yderligere kan en repræsentant for statsadministrationen af socialministeren efter forhandling med finansministeren tilforordnes retten. De pågældende tilforordnede deltager i disse forhandlinger med stemmeret og står i øvrigt til rådighed ved administrationen af rettens beføjelser i de nævnte henseender.
Stk. 4. Foruden at behandle de sager, som ifølge denne lov henhører under rettens forretningsområde, påhviler det retten at afgive erklæring i de i §§ 247 og 248 i lov om offentlig forsorg omhandlede sager.
Stk. 5. Invalideforsikringsrettens afgørelser vedrørende tilkendelse og inddragning af invalidepension, bistands- og plejetillæg og bistands- og plejeydelse samt erklæringer vedrørende de i §§ 247 og 248 i lov om offentlig forsorg omhandlede sager kan inden for en frist af 8 uger fra den om afgørelsen givne underretning indbringes for ankenævnet for invalideforsikringsretten. De af ankenævnet trufne afgørelser er endelige. Afgørelser i de til invalideforsikringsretten i øvrigt henlagte sager er endelige.
Stk. 6. Ankenævnet for invalideforsikringsretten består af en formand, der udnævnes af kongen, og 5 andre medlemmer, der tillige med suppleanter for disse udnævnes for 6 år ad gangen af socialministeren. Ankenævnets formand skal ved sin udnævnelse fyldestgøre betingelserne for at kunne være landsdommer, eller han må have bestået en statsvidenskabelig eller nationaløkonomisk eksamen og derefter have haft mindst 3 års ansættelse i en tjenestemandsstilling, hvortil der kræves kongelig udnævnelse. Af ankenævnets øvrige medlemmer skal 2 være lægekyndige og udpeges efter samråd med sundhedsstyrelsen, 1 have tilknytning til den overordnede sociale administration i en kommune, 1 have tilknytning til den offentlige arbejdsanvisning eller på anden måde have særligt kendskab til beskæftigelsesforhold og 1 udnævnes efter indstilling af De samvirkende Invalideorganisationer.
Stk. 7. Invalideforsikringsretten og ankenævnet for invalideforsikringsretten er bemyndiget til, når omstændighederne taler derfor, at tilkalde en specialist som rådgiver. Nærmere regler om tilkaldelse af specialister, disses honorarer m. m. skal indeholdes i rettens og ankenævnets forretningsordener.
Stk. 8. Forretningsordenen for invalideforsikringsretten og ankenævnet for invalideforsikringsretten fastsættes af socialministeren.
Stk. 9. Invalideforsikringsretten og ankenævnet for invalideforsikringsretten afgiver hvert år beretning til socialministeren om deres virksomhed. Beretningerne offentliggøres på den af ministeren foreskrevne måde."
Ved lovforslagets 1. behandling anbefalede Holger Larsen (S) lovforslaget til velvillig behandling i et udvalg.
N. Chr. Christensen (V) henviste til de fra venstres side i tidligere folketingsår fremsatte bemærkninger om den samme sag. Der var tidligere givet udtryk for betænkelighed ved den foreslåede udbygning af invalideforsikringsretten, men han håbede, at man under udvalgsarbejdet kunne komme til et fornuftigt resultat.
Hanne Budtz (KF) fastholdt sit partis tidligere tilkendegivne betænkelighed ved indførelse af en appelinstans, der ville blive en tungt arbejdende instans, som ville påføre staten store udgifter. Hendes parti var villigt til i udvalget at se på, om der kan gennemføres en forenkling og decentralisering af invalideforsikringsrettens arbejde.
Johs. Christiansen (RV) lagde afgørende vægt på, at der blev oprettet en appelinstans for invalideforsikringsretten, så der her bliver en appeladgang som på næsten alle andre tilsvarende områder. En sådan appelinstans ville være af overordentlig stor psykologisk betydning. Vedrørende forenkling af invalideforsikringsrettens arbejde udtalte han, at de i forbindelse hermed stående problemer burde drøftes i den kommission, som var nedsat om invalidernes forhold.
Ragnhild Andersen (DK) anbefalede også lovforslaget og beklagede, at det havde trukket i langdrag med gennemførelsen af sagen.
Lovforslaget blev på ny henvist til behandling i et udvalg, og i dette opnåedes der enighed mellem socialdemokratiets og det radikale venstres medlemmer om at indstille lovforslaget til vedtagelse med visse ændringer, mens venstre og det konservative folkeparti ikke kunne medvirke ved lovforslagets gennemførelse.
I betænkningen oplyses, at et embedsmandsudvalg havde fået til opgave at undersøge spørgsmålet om muligheden for at henlægge afgørelser, der efter den hidtil gældende ordning træffes af invalideforsikringsretten, til lokale organer. Ifølge en af dette embedsmandsudvalg afgivet redegørelse ville en række afgørelser om ydelse af hjælp efter folkeforsikringslovens § 60 kunne henlægges fra invalideforsikringsretten til andre organer, og disse ændringer ville kunne iværksættes uden lovændring, idet den fornødne hjemmel hertil findes i folkeforsikringslovens § 60, stk. 10. Socialministeren havde tiltrådt de foreslåede ændringer, og disse ventedes ført ud i livet inden for de nærmeste måneder, hvorved der ville ske en betydelig aflastning i arbejdet i invalideforsikringsrettens kontor.
I udvalgets betænkning er fremsat følgende bemærkninger om spørgsmål, om hvilke der ikke er stillet ændringsforslag:
„Udvalget har over for socialministeren rejst spørgsmål om, hvorvidt den i lovens § 45, stk. 5, foreslåede frist af 8 uger for indankning af invalideforsikringsrettens afgørelser til ankenævnet er tilstrækkelig, og hvorvidt der burde gennemføres en dispensationsregel for de tilfælde, i hvilke der foreligger undskyldning for fristens oversiddelse. Heroverfor har socialministeren oplyst, at det ved den foreslåede frists fastsættelse er taget i betragtning, at det er ønskeligt, at en sag, der er afgjort af invalideforsikringsretten, og som ønskes indbragt for ankenævnet, forelægges nævnet snarest muligt efter invalideforsikringsrettens afgørelse, for at nævnets behandling af sagen kan foretages på samme grundlag som det, der har foreligget for retten. Inden for et beslægtet område — lovgivningen om forsikring mod følger af ulykkestilfælde — er der fastsat en frist af 4 uger for indankning til højere instans. I denne forbindelse bemærkes, at en sag kan forelægges 1. instans på ny, og at der ikke i loven er særlige krav om betingelserne for en sådan ny forelæggelse. Selv om loven således ikke giver nogen regel for, hvornår en sag kan kræves genoptaget for invalideforsikringsretten, eller hvor ofte det kan ske, har praksis udformet den naturlige regel, at det må dokumenteres, at der foreligger et nyt grundlag, med andre ord at invaliditeten er forværret. Dette må normalt godtgøres ved en lægeerklæring.
Med hensyn til spørgsmål om dispensation i tilfælde, hvor fristens oversiddelse er undskyldelig, har socialministeren oplyst, at en tilsvarende dispensationsadgang ikke er hjemlet i ulykkesforsikringsloven med den foran nævnte væsentlig kortere ankefrist.
Over for et af udvalget fremsat spørgsmål om at lade lægerepræsentanterne i ankenævnet veksle alt efter sagens art, for at lægerne i appelinstansen i hver enkelt sag kan være i besiddelse af de bedst mulige kvalifikationer til bedømmelse af invalideforsikringsrettens afgørelser, har socialministeren oplyst, at ikke blot rent praktiske hensyn, men også hensynet til ensartethed i ankenævnets afgørelser på afgørende måde taler for den ordning, der er foreslået, hvorefter 2 læger knyttes fast til ankenævnet og deltager i alle afgørelserne, og ministeren har i den forbindelse henvist til den foreslåede § 45, stk. 7, hvorefter ankenævnet er bemyndiget til, når omstændighederne taler derfor, at tilkalde specialister som rådgivere. Udvalget har kunnet tilslutte sig socialministerens opfattelse.
Endelig har spørgsmålet om eventuel fastsættelse af en frist, inden hvilken ankenævnets afgørelse skal træffes, været drøftet, men udvalget er veget tilbage for at foreslå en sådan regel og indskrænker sig til at understrege det ønskelige i, at ankenævnets afgørelser bliver truffet hurtigst muligt."
Om baggrunden for de af flertallet tiltrådte ændringsforslag, der ikke blot er af redaktionel karakter, bemærkes:
Et ændringsforslag om affattelse af folkeforsikringslovens § 45, stk. 1, medfører, at der til udnævnelse til formand for invalideforsikringsretten, for så vidt angår en statsvidenskabelig eller nationaløkonomisk kandidat, udkræves mindst 3 års ansættelse i en tjenestemandsstilling, hvortil der udkræves kongelig udnævnelse, jfr. herved det allerede gældende tilsvarende krav for en juridisk kandidat.
Den af flertallet foreslåede nye affattelse af folkeforsikringslovens § 45, stk. 5, er et resultat af de mellem flertallet og socialministeren førte drøftelser, hvorefter invalideforsikringsrettens afgørelser om iværksættelse af foranstaltninger i henhold til folkeforsikringslovens § 60 ikke skal kunne indankes for ankenævnet for invalideforsikringsretten, så at ankenævnets kompetence begrænses til spørgsmål om tilkendelse og inddragning af invalidepension, bistands- og plejetillæg og bistand- og plejeydelse samt erklæringer vedrørende de i §§ 247 og 248 i lov om offentlig forsorg omhandlede sager.
Ved ændringsforslaget om en ny affattelse af lovens § 45, stk. 6, reduceres det foreslåede ankenævns størrelse med 3 medlemmer, så at nævnet kommer til at bestå af en formand og 5 andre medlemmer. Der næredes i udvalget ønske om, at den foreslåede nye repræsentant med tilknytning til den offentlige arbejdsanvisning m. m. får mulighed for samarbejde med de kontaktudvalg, som er etableret i henhold til lov nr. 130 af 25. maj 1956 om samordning af foranstaltninger for erhvervshæmmede med særligt henblik på erhvervshæmmedes indpasning i arbejdsmarkedet.
Ændringsforslaget medfører i øvrigt, at ankenævnets formand ved sin udnævnelse skal fyldestgøre de samme betingelser som formanden for invalideforsikringsretten, og at lægerepræsentanterne udpeges efter samråd med sundhedsstyrelsen.
Udvalgets ordfører, Holger Larsen (S), udtalte ved 2. behandling sin beklagelse af, at der ikke var opnået politisk enighed om den nydannelse, lovforslaget indholder. Det drejer sig om en lovgivning, hvor der skal tages hensyn til mange menneskelige problemer, og det ville derfor have været værdifuldt at undgå en politisk strid om sagen. Han anbefalede lovforslaget til vedtagelse i den form, socialdemokratiets og det radikale venstres udvalgsmedlemmer havde tiltrådt i udvalgsbetænkningen.
Krogh (V) oplyste, at der i hans gruppe var forståelse for spørgsmålet om indførelse af en appelinstans for invalideforsikringsretten, men at løsningen af de i forbindelse hermed stående meget komplicerede problemer burde forberedes i den nesatte kommission om invalidernes forhold. Såfremt man skulle nå til en foreløbig løsning, måtte hans parti kræve følgende ændringer i forhold til det foreliggende forslag.
For det første ønskede han, at det skal være en person, der opfylder betingelserne for at være landsdommer, der skal være formand for ankenævnet, idet hans parti ikke kunne godtage en statsvidenskabelig kandidat eller en økonom på formandspladsen. For det andet ønskede han ikke alene appelmulighed for invaliderne, men også for det offentlige, eventuelt ved at et mindretal i invalideforsikringsretten fik adgang til at appellere retsafgørelser, der er truffet af rettens flertal. Endelig ønskede han, at visse bestemmelser i den bestående lov om genoptagelse af sager ændres under hensyn til ankenævnets oprettelse, så at det fremtidig kun bliver muligt at forlange sager, der er afgjort ved ankenævnet, genoptaget, hvis der foreligger nye forhold i sagen. Den gældende bestemmelse om, at sager til enhver tid kan forlanges genoptaget uden hensyn til, om der foreligger nye forhold, må efter venstres opfattelse ses i relation til den kendsgerning, at der hidtil ingen appelinstans har været.
Hanne Budtz (KF) udtalte, at det var afgørende for hendes parti, at ikke alene invaliderne, men også det offentlige kunne appellere en af invalideforsikringsretten truffen afgørelse, ganske som det gælder på andre retsområder. Hun var ligesom venstres ordfører af den opfattelse, at man burde have afventet betænkningen fra invalideforsikringskommissionen; så at der kunne være et mere sagligt underbygget grundlag for folketingets arbejde med sagen. Hendes parti kunne af disse grunde ikke stemme for lovforslaget.
Ragnhild Andersen (DK) gav udtryk for tilfredshed med det af udvalgsflertallet opnåede resultat og beklagede venstres og konservatives afvisning af forslaget.
Soeialministeren udtalte, at han ved at stille de foran omtalte ændringsforslag havde imødekommet ønsker, der hidrørte fra venstre og det konservative folkeparti. Vedrørende den ønskede regel om, at et mindretal inden for invalideforsikringsretten skulle kunne appellere en af retten truffen afgørelse, udtalte han, at en sådan regel vist ikke fandtes andre steder i dansk ret. Skulle man have denne appeladgang, måtte der indskydes en eller anden instans, til hvilken et mindretal i invalideforsikringsretten kunne gøre indstilling, men det ville blive et meget kompliceret og kostbart apparat, som ministeren ikke kunne anbefale, da man jo netop tilstræbte forenkling på dette område.
Ved afstemningen om ændringsforslagene stemte venstres og det konservative folkepartis medlemmer imod de af flertallet stillede ændringsforslag, og lovforslaget henvistes derefter til fornyet udvalgsbehandling.
Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt med 87 stemmer; 48 medlemmer (venstre og det konservative folkeparti) undlod at stemme.