Ifølge den hidtil gældende regel i folkeforsikringslovens § 22, stk. 1, nr. 10, kunne en anerkendt sygekasse i sin vedtægt bestemme, at kassen ydede hjemmesygepleje til nydende medlemmer.

Et betydeligt antal sygekasser har ikke udnyttet adgangen til at yde hjemmesygepleje til deres nydende medlemmer, og dette menes ifølge den betænkning vedrørende hjemmesygeplejen i Danmark, som et af indenrigsministeriet nedsat udvalg afgav i 1953, at have været en medvirkende årsag til de økonomiske vanskeligheder, hjemmesygeplejen hidtil har haft.

Den nævnte betænkning dannede grundlaget for den side 193 omtalte lov om hjemmesygepleje, hvortil der henvises. Den indeholdt endvidere forslag om, at der pålægges sygekasserne pligt til at sikre deres medlemmer fri hjemmesygepleje gennem kassens deltagelse i den kommunale hjemmesygepleje, hvis kassens medlemmer ikke ved kommunens foranstaltning eller på anden måde er sikret vederlagsfri hjemmesygepleje.

En sådan bestemmelse vil sikre, at nydende medlemmer af en anerkendt sygekasse også får ret til vederlagsfri hjemmesygepleje i tilfælde, hvor der i medfør af § 3 i lov om hjemmesygepleje uden for trangstilfælde kræves en særlig betaling for ydelse af hjemmesygepleje.

Nærværende lov svarer til det således foreslåede.

§ 1 indeholder, foruden nogle redaktionelle ændringer, følgende tilføjelse til de i folkeforsikringslovens § 18, stk. 1, omtalte pligtige ydelser:

„Fri hjemmesygepleje gennem sygekassens deltagelse i den kommunale hjemmesygepleje efter nærmere af socialministeren fastsatte regler, jfr. lov om hjemmesygepleje, såfremt der ikke ved kommunens foranstaltning eller på anden måde er sikret kassens nydende medlemmer vederlagsfri hjemmesygepleje."

Hjemmesygeplejeudvalget har foreslået sygekassernes betaling fastsat til 2 kr. årlig pr. nydende medlem. Det bemærkes herved, at betalingen forudsættes fastsat til et beløb svarende til 40 pct. af de samlede udgifter til hjemmesygeplejen efter fradrag af tilskud fra hjemmesygeplejeforening og eventuelt statstilskud, dog højst 2 kr. pr. medlem under det nuværende prisniveau.

Som følge af, at det ikke kan forudses, i hvilket omfang sygekasserne fremtidig som følge af den foreslåede bestemmelse må deltage i ordningerne, kan det ikke på forhånd opgøres, hvor stor merudgiften for sygekasserne kan forventes at blive. Lægges de i det nævnte forslag til lov om hjemmesygepleje angivne tal til grund, kan sygekassernes samlede udgifter efter nyordningen anslås til ca. 4 893 000 kr., d. v. s. ca. 1 102 000 kr. mere end deres nuværende udgifter.

Heraf skal staten ifølge folkeforsikringslovens § 13 udrede 1/4, d. v. s. at statens merudgifter kan anslås til ca. 275 500 kr.

Ifølge § 2 fastsætter socialministeren de nærmere regler vedrørende lovens gennemførelse, herunder om sygekassernes adgang til at yde hjemmesygepleje i kommuner, der endnu ikke har oprettet en hjemmesygeplejeordning i henhold til lov om hjemmesygepleje, og om ydelse af statstilskud efter folkeforsikringslovens § 13, stk. 2, med et beløb svarende til 1/4 en sygekasses udgifter hertil.

Det bemærkes herved, at der må påregnes fastsat en frist, f. eks. på indtil 5 år, for de kommuner, der endnu ikke har oprettet en hjemmesygeplejeordning, til at få en sådan oprettet.

Loven træder ifølge § 3 i kraft den 1. april 1957.

Lovforslaget gav ved 1. behandling ikke anledning til mange bemærkninger, idet det opfattedes som en naturlig og rimelig konsekvens af det foran omtalte forslag til lov om hjemmesygepleje.

Det henvistes som anført til samme udvalg som nævnte lovforslag og vedtoges ved 3. behandling enstemmigt, idet 1 grønlandsk medlem hverken stemte for eller imod.