L 6 Lov om indløsning af visse sparebeviser.

Af: Finansminister Viggo Kampmann (S)
Samling: 1956-57 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 113 af 12-04-1957
I forslaget til lov nr. 90 af 29. marts 1957 om udskrivning af indkomst- og formueskatten til staten for skatteåret 1957-58 (jfr. nærmest foregående sag) var som afsnit V optaget bestemmelser, hvorefter den ordning, som ved lov nr. 43 af 14. marts 1955 om forbrugsbegrænsende foranstaltninger indførtes med hensyn til sparebeviser m. v. [årbog 1954-55, side 116], skulle fortsættes for skatteåret 1957-58. De i lovforslaget optagne bestemmelser svarede i alt væsentligt til de i den ovennævnte lov indeholdte bestemmelser, dog med tilføjelse af en bestemmelse, hvorefter personer, der er i besiddelse af et sparebevis, skulle kunne få dette indløst, såfremt de dokumenterede, at de var fyldt 70 år.

Under sagens behandling lykkedes det ikke at få truffet beslutning om, hvorvidt der også for skatteåret 1957-58 skulle udstedes sparebeviser. Ved 2. behandling af forslaget til udskrivningslov vedtoges det derfor at udskille bestemmelserne om sparebeviser som et særlig lovforslag og at afbryde behandlingen af sidstnævnte lovforslag, som skulle gøres til genstand for fornyet udvalgsbehandling.

I betænkningen fra det udvalg, hvortil forslaget til udskrivningslov var henvist, udtales om sparebeviserne:

„Der har ikke i udvalget kunnet tilvejebringes flertal for i forbindelse med udskrivningsloven at gennemføre det i lovforslagets afsnit V indeholdte forslag om udstedelse af sparebeviser for finansåret 1957-58. Om dette spørgsmål udtaler de forskellige mindretal i udvalget følgende:

Et mindretal (Anders Andersen, Alfred Bøgh, Foged, Jørgen Jørgensen [Ullerup], Thorkil Kristensen, Aksel Møller, Poul Møller og Sønderup) må anse det for uforsvarligt, at folketinget udskyder afgørelsen af spørgsmålet om tekstilafgifternes virkning på detailpristallet, og henviser til de to partiers ordføreres udtalelser herom ved lovforslagenes 1. behandling.

Et andet mindretal (Bertel Dahlgaard og Axel Sørensen) udtaler, at da der ikke under behandlingen af udskrivningsloven og de sammen med denne behandlede lovforslag har været levnet fornøden tid til at overveje de problemer, som er rejst i forbindelse med forslaget om uændret forlængelse af sparebevisordningen, herunder spørgsmålet om ordningens administration, og da mindretallet endvidere ønsker, at der bliver tid til at belyse og færdigbehandle den af de konservative medlemmer i udvalget den 21. marts fremlagte skitse, henstiller mindretallet, at afgørelsen vedrørende sparebeviserne udskydes, indtil overvejelserne vedrørende de nævnte problemer er tilendebragt, og foreslår derfor, at bestemmelserne om sparebeviserne udgår af udskrivningsloven.

Et tredje mindretal (Bundvad, Holger Eriksen, Ove Hansen, Kai Jensen, Hans Knudsen, Peter Nielsen og Edel Saunte) udtaler, at da venstres og det konservative folkepartis medlemmer af udvalget har erklæret, at de ikke vil medvirke til gennemførelse af udskrivningslovens afsnit om sparebeviserne, og da det radikale venstres medlemmer af udvalget har henstillet, at afgørelsen vedrørende sparebeviserne udskydes, er der ikke i øjeblikket mulighed for at gennemføre dette afsnit af loven.

Under disse omstændigheder kan mindretallet tilslutte sig, at der i udvalget arbejdes videre med bestemmelserne om sparebeviserne.

Herefter stiller udvalget med finansministerens tilslutning nedenstående ændringsforslag under A., hvorefter den del af lovforslaget, der omhandler sparebeviser, udskilles som et særligt lovforslag [forslag til lov om sparebeviser m. v.], som udvalget foreslår henvist til fortsat behandling i udvalget."

Vedrørende det nævnte forslag til lov om sparebeviser m. v. afgav udvalget senere en betænkning, hvori det hedder:

„Udvalget har .... i 3 møder, herunder 2 samråd med finansministeren, drøftet lovforslaget, men der er ikke udsigt til, at forslaget vil kunne færdigbehandles i udvalget, inden folketinget slutter sin mødeperiode den 12. april. Der har imidlertid været tilslutning i udvalget til at gennemføre den i lovforslaget indeholdte bestemmelse om, at en indehaver af et sparebevis, udstedt for skatteårene 1955-56 eller 1956-57, skulle være berettiget til at få sparebeviset indløst, når han godtgør, at han er fyldt 70 år. Nedenstående ændringsforslag, der er stillet af finansministeren og tiltrådt af udvalget, går ud på en ny affattelse af lovforslaget, hvorefter det begrænses til alene at indeholde bestemmelse om en sådan indløsningsret for 70-årige.

Finansministeren har oplyst, at det ikke er muligt at foretage en beregning af den samlede værdi af de sparebeviser, som efter forslaget vil kunne kræves indløst. Rent skønsmæssigt regner ministeren med, at der forholdsvis hurtigt vil kunne blive tale om at indløse sparebeviser til et samlet beløb af størrelsesorden 10-15 mill. kr. Endvidere må man regne med, at der derefter årligt vil kunne kræves indløst et beløb, der i de første år kan skønnes at andrage omkring 3-4 mill. kr., og som senere vil være noget større."

Ved folketingets vedtagelse af det nævnte ændringsforslag fik lovforslaget følgende affattelse, som også blev lovens:

,,§ 1. Såfremt en indehaver af et sparebevis, der er udstedt i henhold til lov nr. 43 af 14. marts 1955 om forbrugsbegrænsende foranstaltninger, godtgør, at han er fyldt 70 år, er han berettiget til at få sparebeviset indløst ved henvendelse til finanshovedkassen, en amtstue eller et kommunekontor. Ved indløsningen ydes rentetillæg efter de i nævnte lovs § 45, stk. 1, indeholdte regler.

§ 2. De beløb, som kommer til udbetaling i henhold til den i nærværende lov omhandlede ordning, samt de hermed forbundne administrationsudgifter udredes af de midler, der er hensat på særlig konto i Danmarks nationalbank i henhold til bestemmelserne i § 50 i lov nr. 43 af 14. marts 1955 om forbrugsbegrænsende foranstaltninger.

§ 3. Finansministeren fastsætter de nærmere regler for gennemførelsen af bestemmelserne i nærværende lov og bemyndiges til at afholde de dermed forbundne udgifter.

§ 4. Denne lov, der ikke gælder for Færøerne og Grønland, træder straks i kraft."

Samtidig ændredes titlen, der blev som i overskriften anført.

I den ændrede affattelse vedtoges lovforslaget enstemmigt.
Partiernes ordførere
Hans Knudsen (S), Thorkil Kristensen (V), Poul Møller (KF), Axel Sørensen (RV), Alfred Jensen (DKP) og Søren Olesen (DR)