Ved loven opretholdes lov nr. 500 af 20. december 1950 om bortsalg af visse brugte personmotorkøretøjer, jfr. lov nr. 363 af 31. oktober 1952, lov nr. 283 af 30. oktober 1953 og lov nr. 286 af 29. november 1955 (årbog 1955-56, side 357) indtil 1. december 1957, medmindre den forinden denne dato ophæves ved kgl. anordning.
Loven kunne ifølge en i folketinget gjort tilføjelse stadfæstes straks efter vedtagelsen, jfr. grundlovens § 42, stk. 7.
Som begrundelse for den et-årige forlængelse anførte handelsministeren ved fremsættelsen af lovforslaget:
„Denne lovgivning stammer fra 1950, hvor det i lov af 20. december 1950 blev bestemt, at personer eller virksomheder, der opnår tilladelse til indkøb af et nyt personautomobil til udskiftning af en ældre vogn, skulle lade denne sælge ved offentlig auktion. Af det nettobeløb, der indkom ved auktionen, skulle 60 pct. tilfalde vognens ejer, medens 40 pct. skulle indbetales til vejfonden. Baggrunden for loven var, at der som følge af begrænsningen i importen af automobiler var opstået betydelige overpriser på brugte vogne, og man fandt det urimeligt, at de personer eller virksomheder, der fik tilladelse til at købe en ny vogn, samtidig skulle kunne indkassere en helt ekstraordinær konjunkturgevinst, der var betinget af, at importen af personkøretøjer på grund af landets økonomiske situation lå væsentligt under behovet for nye biler.
Loven var oprindeligt gældende for 1 år, men er senere flere gange blevet forlænget, senest ved lov af 29. november 1955. I forbindelse med disse forlængelser er der foretaget visse ændringer af loven, bl. a. således, at en større del af salgsprovenuet tilfalder ejeren. Efter de nugældende regler får ejeren de første 2 000 kr. ubeskåret, og af den del af nettobeløbet, der overstiger 2 000 kr., får ejeren de 75 pct., medens de 25 pct. inddrages i vejfonden. Endvidere er der i loven hjemmel til, at også andre vogne, der er klausuleret mod videresalg, kan bortsælges på offentlig auktion i overensstemmelse med lovens regler.
Ved lov af 29. november 1955 blev også motorcykler inddraget under loven, således at hvis en person eller virksomhed får købstilladelse til en motorcykel til udskiftning af en ældre, skal denne bortsælges på offentlig auktion. Ifølge bestemmelserne får ejeren de første 500 kr. ubeskåret, medens restbeløbet deles på tilsvarende måde som med hensyn til bilerne, således at 75 pct. går til ejeren og 25 pct. til vejfonden.
Importen af personautomobiler udgjorde i 1953 ca. 26 000, i 1954 ca. 36 000 og i 1955 ca. 28 000. Trods denne meget betydelige import er der imidlertid stadig et stort udækket behov for personautomobiler, hvad der klart fremgår af det store salg på dollarpræmieringsbasis, der stadig finder sted til priser, der ligger ca. 40 pct. over den normale udsalgspris for personvogne. I de første 8 måneder af indeværende år har importen således udgjort ca. 22 500 vogne, hvoraf ca. 18 300 er købt i henhold til dollarpræmieringsordningen. Det er endog en lille stigning i forhold til i fjor. Også brugtvognspriserne er stadig udtryk for et betydeligt udækket behov. Selv om de store, benzinslugende vogne fra førkrigstiden er gået betydeligt ned i pris, ligger små og mellemstore vogne, som jo udgør den helt overvejende del af vor vognpark, stadig i priser, der svarer til prisniveauet for nye vogne, der er indkøbt på dollarpræmieringsbasis. Der har vel været tale om, at der var tegn til en nedadgående tendens, men ser man på gennemsnitsprisen af de vogne, der er solgt i henhold til lovens ordning, viser den kun et meget begrænset fald. Den har i lang tid svinget omkring 4 000 kr. Gennemsnitsprisen i de første 7 måneder af dette år har været 3 900 kr., og i betragtning af, at det overvejende antal automobiler, der nu udskiftes, skal være karakteriseret som praktisk talt ophugningsmodne, er det jo klart, at en sådan gennemsnitspris indeholder en ikke ubetydelig konjunkturgevinst.
Trods de strenge regler for udskiftning bliver der stadig udskiftet et ikke helt ringe antal vogne — i de første 7 måneder af indeværende år således omkring 1 000 vogne. Hertil kommer godt et par hundrede vogne, der er tilladt solgt i henhold til lovens regler, idet de var undergivet klausul mod videresalg.
Da der således stadig er tale om væsentlig overpris ved salget af brugte vogne, og da loven som nævnt finder anvendelse i et ikke ubetydeligt antal tilfælde, vil det næppe være rigtigt ikke at videreføre denne lovgivning endnu i nogen tid, og den foreslås derfor forlænget for yderligere 1 år.
I forbindelse med forlængelsen af loven i 1953 og 1954 blev der indføjet en bestemmelse om, at loven kunne bortfalde inden den fastsatte udløbstid ved kgl. anordning, såfremt forholdene skulle ændre sig således, at lovens bestemmelser ikke længere var nødvendige. Dette vil jo være tilfældet, hvis priserne falder, så der ikke længere er tale om nogen væsentlig konjunkturgevinst, ligesom der vil kunne blive tale om at lade loven bortfalde, hvis man inden for perioden skulle ophøre med tildelingen af automobiler gennem automobilfordelingsnævnet. Såfremt forholdene tilsiger en ophævelse af loven, vil jeg forinden drøfte spørgsmålet i folketingets vareforsyningsudvalg."
Lovforslaget behandledes i folketinget af et udvalg, der i sin enstemmige betænkning udtaler:
„Udvalget har i sine overvejelser været inde på problemet om eventuel ophævelse af tildelingsordningen for personmotorkøretøjer og de heraf følgende konsekvenser for dollarpræmieringsordningen. Af de oplysninger, der er givet udvalget, fremgår, at ophævelse af tildelingsordningen vil medføre, at dollarpræmieringsordningen ikke kan opretholdes i sin nuværende form, men at det gennem visse lovændringer vil være muligt at bevare en lignende ordning.
Under hensyn til, at vareforsyningsudvalget i øjeblikket beskæftiger sig med overvejelser angående tildelingsordningen og dollarpræmieringsordningen, og under hensyn til, at loven om bortsalg af visse brugte personmotorkøretøjer efter lovforslagets ordlyd vil kunne ophæves ved kgl. anordning, indstiller udvalget lovforslaget til vedtagelse uændret."
Ved 2. behandling vedtoges et af ministeren uden for betænkningen stillet ændringsforslag om at give lovforslaget den ovennævnte tilføjelse.
Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt.