Loven, der gennemførtes i forbindelse med den nedenfor omtalte lov om investeringsfonds, afløser de hidtil anvendte regler om skattefri afskrivning, nemlig dels den praksis, der havde udviklet sig på baggrund af statsskattelovens bestemmelser om, at ordinære afskrivninger kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, dels de regler om ekstraordinære afskrivninger, der siden finansåret 1940-41 har været gældende med hjemmel i tekstanmærkninger på de årlige finanslove.
Forslag til lov om skattefri afskrivninger fremsattes første gang den 27. marts 1957 (folketingsårets 1. samling). Forslaget blev da efter 1. behandlingen i folketinget den 5. april 1957 (folketingets forhandlinger 1956-57, 1. samling, sp. 3746) henvist til det af folketinget nedsatte udvalg til behandling af de tidligere fremsatte forslag vedrørende en skattereform. Udvalget nåede imidlertid ikke at afslutte sit arbejde med forslaget, der derefter genfremsattes efter åbningen af folketingsårets 2. samling efter valget i maj 1957. Til grund for udarbejdelsen af forslaget har ligget en betænkning afgivet af det af daværende finansminister Thorkil Kristensen i oktober 1952 nedsatte udvalg til undersøgelse af spørgsmål om skattefri afskrivninger, skattefri henlæggelser til investeringsfonds og opgørelse af varelagre. Dette udvalg afgav betænkning i februar 1957.
De ved loven gennemførte regler vedrører alene afskrivning m. v. på bygninger, skibe og maskiner, inventar og lignende driftsmidler, men berører ikke de gældende bestemmelser om afskrivning og beskatning af avance og tab vedrørende good-will og tidsbegrænsede rettigheder m. m.
Reglerne er i modsætning til tidligere ens for de forskellige arter af erhvervsvirksomheder, idet den forskel i behandlingen af produktionsvirksomheder og andre erhvervsvirksomheder, der hidtil har fundet udtryk i bestemmelserne om ekstraordinære afskrivninger, ikke er opretholdt. Ligeledes er reglerne ens for regnskabsførende og ikke-regnskabsførende skatteydere, ligesom reglerne, bortset fra forskudsafskrivning på skibe, er de samme, hvad enten der er tale om nye eller brugte aktiver.
Loven er opdelt i seks afsnit. I afsnit I findes reglerne for afskrivning på maskiner, inventar og lignende driftsmidler, der udelukkende benyttes erhvervsmæssigt, mens afsnit II indeholder de regler, der må anvendes, hvor disse aktiver benyttes både til erhvervsmæssige og til private formål. Afsnit III omhandler afskrivningsreglerne for skibe til erhvervsmæssig brug, mens reglerne for bygninger findes i afsnit IV. Afsnit V indeholder nogle almindelige bestemmelser. Endelig er der i afsnit VI givet nogle særlige ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser.
Afsnit I. Maskiner, inventar og lignende driftsmidler, der udelukkende benyttes erhvervsmæssigt. (§§ 2-7).
Afskrivningsgrundlaget er her som hidtil den faktiske anskaffelsessum for de pågældende driftsmidler; men medens afskrivning efter de tidligere gældende regler foretoges på hvert driftsmiddel for sig, skal den nu ifølge § 2 foretages som en saldoafskrivning på virksomhedens samlede bestand af afskrivningsberettigede driftsaktiver af den omhandlede art.
Afskrivningsgrundlaget for det enkelte års afskrivning er herefter den skattemæssigt nedskrevne værdi af virksomhedens beholdning af driftsaktiver ved indkomstårets begyndelse efter regulering under hensyn til tilgange og afgange i årets løb, så at anskaffelsessummen for de i årets løb anskaffede driftsmidler tillægges saldoværdien, mens denne, hvis der i årets løb er udgået driftsmidler, formindskes med de indvundne salgssummer eller erstatnings- eller forsikringssummer. På dette afskrivningsgrundlag foretages afskrivningen under ét med den for året anvendte afskrivningsprocent, der dog ikke må overstige 30.
Inden for det således fastsatte maksimum for de årlige afskrivninger kan den skattepligtige frit vælge, hvor stor en afskrivning han ønsker at foretage i det enkelte indkomstår, og han kan, hvis han i et år måtte ønske det, helt undlade at foretage afskrivning på de her omhandlede driftsmidler. I det omfang afskrivningsretten ikke udnyttes i et givet år, medfører dette en tilsvarende større saldoværdi for driftsmidlerne og deraf følgende større afskrivningsmuligheder for senere år. Afskrivningerne kan fortsættes, så længe saldoværdien er positiv. Den tidligere gældende begrænsning af afskrivningsretten til alene at omfatte den del af anskaffelsessummen, der oversteg scrapværdien, er således bortfaldet, hvilket også gælder den begrænsning, der tidligere bestod i, at ikke benyttede afskrivningsmuligheder ikke kunne overføres til senere indkomstår.
Hvis et aktiv, der udgår af driften, indbringer et beløb, der er mindre end dets skattemæssigt nedskrevne værdi, følger det af lovens regler, at en del af aktivets anskaffelsessum, nemlig forskellen mellem på den ene side anskaffelsessummen efter fradrag af afskrivninger og på den anden side salgssummen (evt. forsikringssummen), forbliver henstående på saldoen til fortsat afskrivning. Det kan således forekomme — navnlig i tilfælde, hvor en virksomhed kun har få aktiver — at saldoværdien kommer til at overstige den faktiske værdi af de i behold værende aktiver. Dette kan for virksomheder, der skal aflægge regnskab efter de i bogføringsloven eller aktieselskabsloven indeholdte forskrifter, medføre en konflikt mellem nævnte forskrifter og de skattemæssige afskrivningsregler. Bl. a. af denne grund er der i lovens § 4 indført en kompletterende regel, hvorved der åbnes mulighed for ved salg m. m. at foretage en udrensning af saldoen.
Det kan også forekomme, at driftsmidler ved salg eller udgang af saldoen på anden måde indbringer en salgssum, henholdsvis erstatnings- eller forsikringssum, der overstiger deres skattemæssigt nedskrevne værdi, hvorved driftsmidlernes samlede saldoværdi eventuelt kan blive negativ. Da en sådan negativ saldo repræsenterer en ikke indkomstbeskattet avance på driftsmidler, skal der ifølge § 5 ske en udligning ved indkomstbeskatning af det negative saldobeløb, medmindre dette senest i det efter opståelsesåret følgende indkomstår udlignes ved nyanskaffelse af driftsmidler, eller der af finansministeren i henhold til § 5, stk. 3, er meddelt forlængelse af denne frist.
For en igangværende virksomhed, der videreføres, vil et afskrivningssystem som dette betyde, at avance og tab ved salg m. v. af driftsmidler vil komme til at påvirke indkomstopgørelsen gennem påvirkningen af saldoværdien. Ved salg af driftsmidler samt ved udbetaling af erstatning eller forsikringssum skal salgssummen, henholdsvis erstatningen eller forsikringssummen, fragå i saldoværdien. Hvis et aktiv sælges for et beløb, der er større end aktivets nedskrevne værdi, betyder afgangsførelsen af salgssummen, at saldoværdien formindskes, dels med aktivets nedskrevne værdi, dels med resten af salgssummen (avancen). Når saldoværdien formindskes med avancen, medfører det formindskede årlige afskrivninger fremover på de tilbageværende aktiver. Da de formindskede årlige afskrivninger betyder tilsvarende forøgede skattepligtige indkomster, vil den indvundne avance således successivt komme under beskatning. På tilsvarende måde vil et tab påvirke de skattepligtige indkomster fremover gennem forøgede afskrivninger, idet den del af den nedskrevne værdi, som overstiger salgssummen (tabet), fortsat indgår i saldoværdien og gennem de fremtidige afskrivninger på denne successivt bringes til fradrag.
Med hensyn til den skattemæssige behandling af virksomheder, der ophører eller afhændes under ét, er der derimod givet særlige regler i lovens § 6. Avance eller tab skal efter denne bestemmelse beregnes under ét for samtlige aktiver, og medens det af bestemmelsens formulering følger, at tab kan fradrages fuldt ud, er hovedindholdet for avancers vedkommende det, at hvis salgssummerne for de i ophørsåret afhændede driftsmidler overstiger saldoværdien ved ophørsårets begyndelse med tillæg af beløb, der i ophørsåret er anvendt til nyanskaffelser, skal der i indkomstskat for ophørsåret svares et beløb lig 30 pct. af forskelsbeløbet.
Ud fra den betragtning, at det naturlige område for afskrivning er driftsmidler af en vis værdi og en vis varighed, er der ved § 3 åbnet mulighed for i den skattepligtige indkomst for anskaffelsesåret fuldt ud at fradrage anskaffelsessummen for driftsaktiver, hvis levetid ikke overstiger 3 år, eller hvis anskaffelsespris ligger under 800 kr. Dette gælder ikke alene ved genanskaffelser, men i modsætning til tidligere også ved førstegangsanskaffelser og udvidelser. Det står dog den skattepligtige frit for at afskrive anskaffelsessummen også for disse aktiver efter de almindelige regler.
Afsnit II. Maskiner, inventar og lignende driftsmidler, der benyttes både til erhvervsmæssige og private formål (§§ 8-11).
Afskrivning på disse driftsmidler skal ifølge § 8 ikke foretages sammen med afskrivningen på driftsmidler, der udelukkende benyttes erhvervsmæssigt, men særskilt for hvert enkelt driftsmiddel. I øvrigt foretages afskrivningen for disses vedkommende stort set efter de samme principper, som er lagt til grund for reglerne om de i afsnit I omhandlede driftsmidler. I hvilket omfang den skattepligtige kan fradrage de for et indkomstår foretagne afskrivninger ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, afhænger — således som det også var tilfældet efter de tidligere gældende regler — af forholdet mellem den erhvervsmæssige og den samlede benyttelse af driftsmidlet i det pågældende indkomstår.
Avance eller tab ved afhændelse af de i afsnit II omhandlede driftsmidler skal ifølge § 9 tages i betragtning ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for salgsåret. Udgår driftsmidlet som følge af en skade, der er overgået det, og der i den anledning indvindes en forsikrings- eller erstatningssum, gælder ifølge § 10 lignende regler som ved afhændelse. For driftsmidler med blandet benyttelse er det således ikke muligt at lade en negativ saldo henstå til senere udligning eller at gøre en restværdi (nedskrevet værdi minus salgssum) til genstand for fortsat afskrivning.
Der indeholdes ikke i afsnit II bestemmelser om beskatning med en fast procent i tilfælde, hvor driftsmidler af den i dette afsnit omhandlede art afhændes i forbindelse med ophør eller salg under ét af den virksomhed, hvori de benyttes.
Afsnit III. Skibe til erhvervsmæssig brug (§§ 12-17).
Afskrivning på skibe til erhvervsmæssig brug foretages i alt væsentligt efter de samme regler, som ifølge afsnit I er gældende for maskiner, inventar og lignende driftsmidler, der udelukkende benyttes erhvervsmæssigt; således foretages ifølge § 12 den skattefri afskrivning under ét for samtlige de til en skattepligtigs virksomhed hørende skibe, der benyttes erhvervsmæssigt. Hvis der til en virksomhed hører såvel sådanne skibe som driftsmidler af den i afsnit I omhandlede art, foretages saldoafskrivningen på skibene for sig og på de øvrige driftsmidler for sig.
Det gælder for skibes vedkommende ligesom for maskiner, inventar og lignende driftsmidler, at anvendelsen af saldoafskrivningsmetoden indebærer, at avance opstået ved salg m. v. beskattes, hvorved der sker en ændring i forhold til de tidligere gældende regler, idet det efter disse gjaldt, at avance for skibes vedkommende var skattefri uden for nærings- og spekulationstilfældene, dog skulle der, hvis der havde været afskrevet ekstraordinært på et skib, svares skat af den del af avancen, der svarede til merafskrivningen.
Den efter de tidligere regler gældende adgang til at foretage ekstraordinære afskrivninger forinden skibenes levering er ved §§ 14-17 afløst af en forskudsafskrivningsordning, der går ud på, at 30 pct. af byggesummen skal kunne afskrives inden for tidsrummet fra begyndelsen af det indkomstår, i hvilket kontrakten om skibets bygning er indgået, og indtil det tidspunkt, da skattefri afskrivninger på skibet i henhold til de almindelige regler kan påbegyndes. Inden for denne periode skal afskrivningen kunne fordeles efter ønske, dog at der højst kan afskrives 15 pct. af byggesummen i et enkelt indkomstår.
Reglen er dog indskrænket til kun at gælde for skibe, hvis byggesum andrager mindst 200 000 kr.
Når skibet leveres, skal det indgå under afskrivning i henhold til de almindelige regler, d. v. s. i saldoværdien for rederiets øvrige skibe, med byggesummen + foretagne afskrivninger i kontraktperioden.
Den afskrivning på kontraherede skibe, der foretages i et givet indkomstår, formindsker tilsvarende den skattefri henlæggelse til investeringsfonds, som rederiet ville kunne foretage for det pågældende regnskabsår. Bestemmelse herom er optaget i § 4, stk. 2, i den samtidig med den heromhandlede lov gennemførte lov om investeringsfonds (lov nr. 198 af 6. juli 1957).
Såfremt saldoværdien for rederiets øvrige skibe efter de almindelige afskrivningsregler er negativ, begrænses adgangen til forskudsafskrivning i tilsvarende omfang.
Sælges en kontraheret nybygning i kontraktperioden, skal fortjeneste eller tab herved tages i betragtning ved indkomstopgørelsen for salgsåret.
Afsnit IV. Bygninger (§§ 18-29).
Ved opbygningen af afskrivningsreglerne for bygninger har man helt forladt det for skibe og maskiner anvendte system med saldoafskrivninger. Ifølge de til lovforslaget knyttede bemærkninger er årsagen hertil den, at det ved fastsættelsen af den for et saldoafskrivningssytem nødvendige maksimale afskrivningsprocent ville være vanskeligt at forlige følgende to hensyn, nemlig på den ene side hensynet til muligheden for større afskrivninger i begyndelsen af afskrivningsperioden og på den anden side hensynet til afskrivningsobjektets normalt lange levetid.
Reglerne vedrørende afskrivning på bygninger er derfor baseret på det hidtil gældende ordinære afskrivningssystem, der dog er udbygget således, at der bliver adgang til at foretage større afskrivninger inden for en vis årrække efter en bygnings erhvervelse.
Genstand for skattefri afskrivninger er herefter ifølge § 18 bygninger, hvis værdi ikke kan antages at blive opretholdt gennem normal vedligeholdelse, hvilket ifølge hidtidig fortolkning vil udelukke beboelsesbygninger og butiks- og kontorbygninger. Herudover kan skattefri afskrivning foretages på særlige installationer (centralvarmeanlæg, elevatorer o. lign.), der bortset fra en- og tofamilieshuse kan afskrives, hvad enten de bygninger, hvori de er installerede, kan gøres til genstand for afskrivning eller ej.
Afskrivningen skal ifølge § 21 foretages særskilt for hver enkelt bygning og, hvor installationer afskrives, normalt for hver enkelt installation. Afskrivningsgrundlaget er ifølge § 22 den faktiske anskaffelsessum, der afskrives over objektets forventede levealder med lige store årlige beløb. Ved overtagelse af en ældre bygning skal afskrivningssatsen beregnes i forhold til bygningens restlevetid, det vil sige det antal år, der er tilbage af den levetid, som blev lagt til grund ved fastsættelsen af afskrivningsprocenten for bygningen, da den var nyopført. Hvis erhvervelsen af en ældre bygning først finder sted inden for et tidsrum af 10 år før udløbet af bygningens forudsatte levetid eller efter den forudsatte levetids udløb, skal skattefri afskrivninger efter forslaget højst godkendes med 10 pct. årlig. Undladelse af at foretage afskrivning i et indkomstår medfører ikke ret til forhøjede afskrivninger i senere indkomstår eller til forlængelse af afskrivningsperioden.
Ud fra det synspunkt, at der bør gives mulighed for større afskrivninger i den første tid efter erhvervelsen, er det i § 27 bestemt, at der på bygninger skal kunne foretages ekstraafskrivning på indtil 40 pct. af erhvervelsessummen. Ekstraafskrivning kan kun ske for indkomstår, hvori der foretages almindelige skattefri afskrivninger på bygningen, og kun inden for en periode af 10 år efter erhvervelsen (fuldførelsen). Afskrivningerne skal kunne fordeles inden for dette åremål efter ønske, dog således, at ekstraafskrivningen i det enkelte indkomstår højst må andrage 10 pct. af erhvervelsessummen. Ekstraafskrivningen kan foretages såvel på nyopførte som på ældre bygninger, og ekstraafskrivning kan ske, hvad enten bygningen er erhvervet gennem køb eller ved arv, gave eller anden erhvervelsesmåde, der kan ligestilles hermed.
Med hensyn til spørgsmålet om avance og tab skal der, for så vidt angår bygninger, på hvilke der alene har været foretaget almindelige afskrivninger, ikke foretages indkomstbeskatning af avance i forhold til den skattefrit nedskrevne værdi, og også tab skal være den skattepligtige indkomst uvedkommende, dog opretholdes de hidtil gældende regler om beskatning af avance og om fradragsret for tab i nærings- og spekulationstilfældene.
I tilfælde, hvor der har været foretaget ekstraafskrivning, beskattes avance fremkommet ved, at der ved salg, udbetaling af forsikringssum eller erstatning og lignende er indvundet et beløb, der overstiger den skattefrit nedskrevne værdi.
Udgangspunktet for avancens beregning er den skattefrit nedskrevne værdi af bygningen, således som denne værdi fremkommer efter de i alt foretagne skattefri afskrivninger, såvel ekstraafskrivninger som almindelige afskrivninger. Avancen beregnes som forskellen mellem på den ene side bygningens salgssum m. m. eller anskaffelsessum, alt efter hvilken af disse der er lavest, og på den anden side den skattefrit nedskrevne værdi.
Den dobbelte overgrænse for avancens beregning indebærer, at der i tilfælde, hvor salgssummen m. m. er større end anskaffelsessummen, ikke til avancen medregnes det ud over anskaffelsessummen opnåede beløb. Den på denne måde opgjorte avance beskattes ifølge § 28. med en fast procentsats på 30, og denne skat kan ikke fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.
Afsnit V. Almindelige bestemmelser (§§ 30-34).
Under udvalgets behandling af lovforslaget indsattes en bestemmelse, hvorefter en tredjedel af indkomstskatten på 30 pct. af avancer på bygninger og udelukkende erhvervsmæssigt benyttede driftsmidler skal tilfalde den kommune, hvori skatteansættelsen har fundet sted (lovens § 34).
Afsnit VI. Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser (§§ 35-46).
Da lovens bestemmelser på flere punkter bryder ret afgørende med tidligere gældende afskrivningsregler, har det været nødvendigt at indsætte et ikke ringe antal overgangsbestemmelser; af disse omtales her kun den under udvalgsarbejdet indsatte bestemmelse i § 35, stk. 4, hvorefter den i loven anførte højeste tilladte afskrivningsprocent på 30 for maskiner, inventar og lignende driftsmidler samt for skibe til erhvervsmæssig brug ikke skal have gyldighed for de to første indkomstår, for hvilke en skattepligtig kan foretage afskrivning efter lovens regler. Højeste tilladte afskrivningsprocent for de to første indkomstår er 20 og 25 for henholdsvis 1. og 2. indkomstår.
Denne midlertidige nedsættelse af den maksimale afskrivningsprocent foretoges med den hensigt at formindske det i overgangen forventede provenutab, der ville blive yderligere forstærket derved, at den normale maksimale afskrivningsprocent under udvalgsbehandlingen forhøjedes fra de i lovforslaget foreslåede 25 pct. til de i loven fastsatte 30 pct.
Lovforslaget blev ved 1. behandlingen såvel i folketingsårets 1. som dets 2. samling anbefalet af Hans Knudsen (S). Også Foged (V) var velvillig indstillet over for forslaget, men i forbindelse med gennemgangen af bestemmelserne vedrørende beskatningen af avancer anbefalede han dog at finde frem til en ordning, som ikke havde efterbeskatning ved salg til følge. Han mente, der ville herske usikkerhed ved den foreslåede ordning, der efter hans mening i betænkelig grad nærmede sig begrebet kapitalvindingsskat, en skat, som venstre ikke ønskede at medvirke til, ligesom han fandt, at bestemmelserne gav udtryk for et angreb på skattefradragsretten. Heller ikke spørgsmålet om bygningsafskrivninger fandt han løst; der var stadig et åbent spørgsmål om rimelige afskrivninger på beboelsesejendomme, ligesom regler om afskrivning for landbrugets stuehuse måtte tages under overvejelse. Foss (KF), der var sit partis ordfører ved forslagets behandling i folketingsårets 1. samling, var skuffet over, at finansministeren havde foreslået 25 pct. som den maksimale afskrivningsprocent, og håbede, at man kunne blive enig om at sætte denne op til 30. Også han var ligesom venstres ordfører utilfreds med forslagets regler om beskatning af avance og udtalte i denne anledning:
„Vi vil i mit parti ikke kunne gå med til at ændre almindeligt gældende former for beskatning, uden at det er ganske særlig velmotiveret, og vi vil i alle tilfælde ikke kunne gå med til, at en indkomstskat ikke skal være fradragsberettiget."
Ved forslagets 1. behandling efter genfremsættelsen i folketingsårets 2. samling gav Fanger (KF) som partiets ordfører tilslutning til disse udtalelser, men tilsagde i øvrigt sit partis medvirken til en saglig og hurtig behandling. Axel Sørensen (RV) kunne, selv om han ønskede visse problemer nærmere undersøgt, tilsige sit partis medvirken, hvorimod Alfred Jensen (DK) fandt, at forslaget favoriserede en del af befolkningen, som i forvejen var godt dækket ind i skattemæssig henseende. Fra retsforbundets side blev lovforslaget mødt med tilsagn om velvillig medvirken fra Søren Olesen og Niels Andersen, der var partiets ordførere ved 1. behandlingerne i henholdsvis 1. og 2. samling i folketingsåret.
Det udvalg, hvortil lovforslaget henvistes efter 1. behandlingen i folketingsårets 2. samling, nåede ikke til enighed, men delte sig vedrørende en del af de foreslåede bestemmelser i et flertal (regeringspartiernes medlemmer af udvalget) og et mindretal (venstres og det konservative folkepartis repræsentanter).
Angående afskrivningsprocenten for maskiner, inventar og lignende driftsmidler samt for skibe, der i forslaget var ansat til 25, foreslog mindretallet, at procenten forhøjedes til 30 med virkning fra det første afskrivningsår. Heroverfor gjorde finansministeren gældende, at selv den foreslåede afskrivningsprocent på 25 måtte antages at ville medføre et provenutab på indkomstskatten for de første skatteår, i hvilke de nye regler finder anvendelse, mens det på længere sigt ville være forsvarligt at fastsætte afskrivningsprocenten til 30. Han stillede derfor en række ændringsforslag, hvorefter afskrivningsprocenten skulle fastsættes til 20 og 25 i henholdsvis det første og det andet indkomstår, efter at reglerne var kommet til anvendelse, hvorefter den skulle være 30. Dette tiltrådtes af flertallet.
Angående avancebeskatningen ved samlet afhændelse af maskiner m. v. og skibe samt ved afhændelse af bygninger, der har været genstand for ekstraafskrivninger, foreslog mindretallet, at man i stedet for den foreslåede 35 pct.s beskatning gennemførte en behandling efter den såkaldte „good-will-regel", hvorefter halvdelen af den skattepligtige avance medregnes i indkomstopgørelse for salgsåret. Flertallet fandt, at denne beskatningsmåde virkede for tilfældigt, og foreslog derfor i stedet procenten reduceret fra 35 til 30.
Mindretallet foreslog endvidere, at der for ejere af skibe i en overgangsperiode af 5 år skulle være adgang til at afskrive efter de hidtil gældende regler med den virkning, at eventuel fortjeneste ved salg af skibet inden for denne periode beskattes efter de hidtil gældende bestemmelser. Dette kunne ikke tiltrædes af flertallet, der dog erkendte, at de foreslåede avancebeskatningsregler for skibe i visse tilfælde kunne virke hårdt. Foranlediget heraf har finansministeren i en i betænkningen optaget erklæring udtalt, at der i tilfælde, hvor avancebeskatningen er af afgørende betydning for skatteyderens eller hans efterladtes økonomi, vil kunne indrømmes skattelempelse i medfør af statsskattelovens § 37.
Der var ligeledes uenighed om forslagets bestemmelser vedrørende afskrivninger på bygninger. Efter formuleringen kan der ikke afskrives på beboelsesbygninger, herunder funktionær- og arbejderboliger, stuehuse o. lign., samt på butiks- og kontorbygninger m. v. Mindretallet var af den opfattelse, at spørgsmålet om afskrivninger på bygninger burde gøres til genstand for en undersøgelse, og fandt, at afskrivning burde kunne finde sted på alle bygninger, herunder også beboelsesejendomme, dog stillede man ikke ændringsforslag herom.
Efter at mindretallets ændringsforslag ved 2. behandling var blevet forkastet, anbefalede Foged (V) som ordfører for mindretalspartierne (V og KF) ved 3. behandling at stemme imod lovforslaget.
Lovforslaget blev ved afslutningen af 3. behandling vedtaget med 82 stemmer (S, RV og DR) mod 59 (V, KF og DK).