Loven har følgende indhold:

§ 1. I kap. 43 a i lov om rettens pleje, jfr. lov nr. 173 af 11. juni 1954, sker følgende ændringer:

§ 470, stk. 2, affattes således:

„Retten beskikker en advokat til at varetage dens tarv, hvis frihedsberøvelse sagen angår, medmindre han selv har antaget en advokat. Når der skønnes at være fornøden anledning dertil, kan retten endvidere beskikke en advokat for den besluttende myndighed eller andre parter."

Ændringen til § 470 indføjedes under behandlingen i folketinget.

Efter § 471, stk. 1, indføjes som nyt stykke:

„Når særlige omstændigheder taler derfor, kan retten bestemme, at den frihedsberøvede eller den, der handler på hans vegne, skal forlade retssalen under bevisførelsen eller under en del af denne. Når den pågældende atter er indladt i retssalen, skal han gøres bekendt med det under hans fraværelse forefaldne."

Ordene „eller den, der handler på hans vegne" indføjedes under lovforslagets behandling i folketinget.

I § 475, stk. 1, 2. punktum, ændres ,,14 dage" til: ,,4 uger".

§ 2. § 3 i ovennævnte lov nr. 173 af 11. juni 1954 og § 2 i følgende love udgår:

Lov nr. 175 af 11. juni 1954 om ændringer i lov nr. 118 af 13. april 1938 om sindssyge personers hospitalsophold,

lov nr. 176 af samme dato om ændringer i lov om offentlig forsorg (om adgang til domstolsprøvelse af beslutninger om anbringelse på arbejdsanstalt m. v.),

lov nr. 179 af samme dato om ændring i lov nr. 138 af 10. maj 1915 om foranstaltninger mod smitsomme sygdommes udbredelse,

lov nr. 180 af samme dato om ændring i lov nr. 145 af 12. marts 1918 om foranstaltninger til tuberkulosens bekæmpelse,

lov nr. 181 af samme dato om ændringer i lov nr. 193 af 4. juni 1947 om bekæmpelse af kønssygdomme og

lov nr. 182 af samme dato om ændring i lov nr. 67 af 31. marts 1953 om karantæneforanstaltninger mod smitsomme sygdomme.

Samtlige de i folketingsåret 1953-54 gennemførte love vedrørende domstolsprøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse indeholdt en bestemmelse om, at loven skulle optages til revision i folketingsåret 1957-58, idet man ville afvente, hvordan lovene virkede i praksis.

Ved fremsættelsen af lovforslaget oplyste justitsministeren, at de omhandlede love i det store og hele havde virket tilfredsstillende. Han foreslog da også kun 2 ændringer af processuel karakter i vedkommende afsnit i retsplejeloven. Endvidere foresloges, at revisionsbestemmelserne i de i § 2 nævnte love, der henhører under justitsministeriet, indenrigsministeriet og socialministeriet, skulle udgå; yderligere ændringer i disse love fandtes ikke påkrævet. For så vidt angår lovgivningen vedrørende frihedsberøvelse inden for børneforsorgen og åndssvageforsorgen, var særskilte lovforslag fremsat af socialministeren.

Justitsministerens ændringsforslag til retsplejelovens § 471 var begrundet dels i, at det kan modvirke den helbredsmæssige behandling af den frihedsberøvede, at han i retten har adgang til at påhøre f. eks. lægernes forklaringer om hans psykiske tilstand, dels at vidner, f. eks. pårørende, der må afgive forklaringer til ugunst for den frihedsberøvede, kan blive udsat for ubehageligheder fra denne.

Udvidelsen af ankefristen i § 475 fra 14 dage til den almindelige ankefrist på 4 uger var begrundet i, at en særlig kort ankefrist ikke havde vist sig fornøden i praksis.

Ved 1. behandling gav samtlige ordførere tilslutning til de af justitsministeren foreslåede ændringer. Lovforslaget henvistes dog til udvalgsbehandling, idet Edel Saunte (S), Vagn Bro (V), Else Zeuthen (RV) og Helge Madsen (DR) i udvalg ønskede drøftet et af landsretspræsidenterne rejst spørgsmål om beskikkelse af sagfører (advokat) for en frihedsberøvet, der ikke selv havde antaget eller overhovedet ønskede en advokat.

Om dette spørgsmål hedder det i den af udvalget afgivne betænkning, der indeholder ændringsforslag herom:

„Udvalget har fundet det rigtigt at foreslå, at der, når den frihedsberøvede ikke selv har antaget en advokat, skal beskikkes ham en sådan, selv om han ikke ønsker det. Udvalget foreslår endvidere, at reglerne om beskikkelse af advokat for andre end den frihedsberøvede ændres, dels således at retten, når der skønnes at være fornøden anledning dertil, kan beskikke en advokat for den besluttende myndighed, selv om der ikke foreligger nogen begæring herom, dels således at retten under samme betingelse kan beskikke en advokat for andre, der kan være parter under sagen. Udvalget kan herved henvise til en af østre landsret den 3. december 1954 afsagt dom (Ugeskrift for Retsvæsen 1955, side 327), hvorefter der under en sag om fjernelse af børn fra hjemmet beskikkedes en sagfører for forældrene.

Udvalget finder endelig, at den foreslåede regel om, at retten, når særlige omstændigheder taler derfor, kan bestemme, at den frihedsberøvede skal forlade retssalen under bevisførelsen, også bør omfatte den, der handler på hans vegne."

Udvalgets indstilling var enstemmig og tiltrådt af justitsministeren.

Lovforslaget vedtoges efter at have været ganske kort omtalt ved 2. behandling enstemmigt ved 3. behandling.