Loven har følgende indhold:

§ 1. Det er forbudt uden justitsministerens tilladelse at fremstille eller indføre fyrværkeri.

§ 2. Overdragelse, erhvervelse og anvendelse af fyrværkeriartikler med knaldeffekt eller med kombineret lys- og knaldeffekt, f. eks. kanonslag, raketter, sole, ildpotter o. lign., er kun tilladt, såfremt satsen til fremkaldelse af hver enkelt knaldeffekt består enten af højst 1,5 g af blandinger af aluminium og nitrater eller af højst 0,5 g af blandinger af aluminium og chlorat eller perchlorat eller — for raketters vedkommende — af højst 7,5 g sortkrudt.

Justitsministeren skal dog være bemyndiget til at træffe bestemmelse om, at andre blandinger end de nævnte må anvendes, og til at fastsætte det største tilladte indhold af blandingen pr. stk.

Stk. 1 finder ikke anvendelse på salg til forhandler.

§ 3. Foranstående bestemmelser finder ikke anvendelse på militære myndigheder og andre offentlige myndigheder, der anvender fyrværkeri som led i deres virksomhed.

Politiet kan meddele tilladelse til køb og anvendelse af fyrværkeri, der omfattes af forbuddet i § 2, stk. 1.

§ 4. Justitsministeren fastsætter de til lovens gennemførelse og kontrol med dens overholdelse fornødne bestemmelser.

§ 5. Der sker ikke ved denne lov nogen ændring i lov nr. 74 af 7. april 1899 om sprængstoffer eller de i medfør heraf eller af brandlovgivningen udfærdigede bestemmelser.

§ 6. Overtrædelse af denne lov eller de i medfør af denne udfærdigede bestemmelser straffes med bøde.

§ 7. Loven, der ikke gælder for Færøerne, træder i kraft den 15. januar 1959.

Ved folketingsbeslutning af 18. februar 1958 (se side 563) opfordredes justitsministeren til at fremsætte lovforslag om forbud mod fyrværkeriartikler, hvis knaldeffekter er egnet til at volde særlig gene.

I overensstemmelse hermed udarbejdedes i justitsministeriet forslaget til nærværende lov, om hvilket justitsministeren ved fremsættelsen anførte:

„Som det anføres indledningsvis i bemærkningerne til lovforslaget, er dette foranlediget af en folketingsbeslutning af 18. februar 1958. Jeg vil dog gerne fremhæve, at det ikke har været mig nogen overvindelse at efterkomme beslutningen.

I princippet bør man ganske vist være tilbageholdende med udstedelse af forbud, der ikke er strengt påkrævede. I det foreliggende tilfælde er der dog efter min opfattelse tale om et forbud, som gør så ringe indgreb i de enkelte borgeres frihed, at kravet i den positive motivering for forbuddet må mindskes tilsvarende. Det er jo nemlig værd at understrege, at der ikke bliver tale om at forbyde nytårsfyrværkeri, men kun den særlige form for fyrværkeri, som er lagt an på at virke ved overdreven støjudfoldelse.

At den årlige affyring af kanonslag på den anden side er en betydelig gene for mange mennesker, vel navnlig gamle mennesker og små børn, er vel på den anden side ubestrideligt, og jeg finder det derfor naturligt, at der nu ad lovgivningens vej trækkes en passende grænse for det, der kan tillades på dette område.

Om denne grænse trækkes rigtigt i forslagets § 2, vil selvfølgelig altid kunne diskuteres, men jeg har tilstræbt ved bestemmelsen nogenlunde at trække grænsen mellem, hvad man i daglig tale forstår ved henholdsvis kinesere og kanonslag."

Lovforslaget mødte i folketinget overvejende tilslutning fra socialdemokratiet, det konservative folkeparti og retsstatspartiet, mens det radikale venstre og kommunisterne gik imod det, hvilket også var tilfældet med et flertal inden for venstre.

Under den udvalgsbehandling, som lovforslaget underkastedes, blev i § 2, stk. 1, grænsen for raketters indhold af sortkrudt sat op fra 5 g til 7,5 g. Samtidig tilføjedes i § 3 paragraffens første stykke. Med disse ændringer indstillede et flertal (udvalget med undtagelse af Kr. Juul, Helge Larsen og Lorentzen) lovforslaget til vedtagelse, mens mindretallets medlemmer i betænkningen erklærede, at de ikke kunne medvirke til lovforslagets gennemførelse.

Ved 3. behandling ændredes ikrafttrædelsesdatoen fra 1. juli 1958 til 15. januar 1959. Dette skete under hensyn til de beholdninger, som de handlende lå inde med før lovens vedtagelse.

I den ændrede affattelse vedtoges lovforslaget med 88 stemmer mod 60 (herunder RV og DK samt et flertal inden for venstre og et mindretal blandt det konservative folkepartis medlemmer; desuden finansminister Kampmann (S) og Gøting (DR)). 4 medlemmer (Axel Ivan Pedersen (S), Sønderup (V), Erna Sørensen (DK) og Elias Lauf (Grønland)) afholdt sig fra at stemme.