Loven er et led i bestræbelserne for efterhånden at få den direkte beskatning revideret og rationaliseret. Den omfatter 3 afsnit, hvoraf afsnit I angår skattereglerne vedrørende arbejdsløshedsforsikring, indekskontrakter med pengeinstitutter, livsforsikringer — herunder renteforsikringer — og pensionsordninger. Afsnit II omhandler de såkaldte kapitalbindingskonti, som betegner noget nyt inden for skattelovgivningen. Afsnit III indeholder regler om visse opsparingsordninger med alderdoms- og familieforsørgelse til formål, om hjælpe- og understøttelsesfonds samt om ændringer i loven om kontrol med selvangivelsen m. v., hvortil kommer ikrafttrædelsesbestemmelser.
Bestemmelserne i forslaget til nærværende lov indgik oprindelig i det den 5. november 1957 fremsatte ligningslovsforslag for skatteåret 1958-59 (væsentlig dettes afsnit I samt enkelte bestemmelser i afsnit III). Efter henstilling fra venstres og det konservative folkepartis medlemmer i det udvalg, hvortil ligningslovsforslaget henvistes, enedes udvalget med finansministeren om at indstille til folketinget, at de pågældende bestemmelser tillige med bestemmelserne i det nedenfor omtalte lovforslag om særlig indkomstskat (væsentlig ligningslovforslagets afsnit II samt enkelte bestemmelser i afsnit III) udskiltes fra ligningslovsforslaget for senere at fremsættes som selvstændige lovforslag. Herved tilsigtedes, at der kunne blive tid til at underkaste bestemmelserne i disse lovforslag en grundigere behandling, end tiden ville tillade, hvis de skulle gennemføres som bestanddele af ligningsloven, der måtte være vedtaget inden juleferien. Folketinget fulgte indstillingen, og de to lovforslag blev den 13. december med enkelte mindre ændringer fremsat som selvstændige lovforslag for senere at ophøjes til love, omend ikke uden væsentlige ændringer og tilføjelser, hvilket særlig gælder nærværende lov.
Ved fremsættelsen af ligningslovsforslaget anførte finansministeren angående de deri indeholdte regler om beskatningen af renteforsikringer:
„De beskatningsregler vedrørende forsikringer og pensionsordninger, der fandtes i ligningsloven for sidste år, blev i foråret overført til en særlig lov om beskatning af renteforsikringer og pristalsreguleret alderdomsopsparing m. v. Ved denne lov blev der endvidere givet regler om den skattemæssige behandling af pristalsreguleret alderdomsopsparing i pengeinstitutter. Efter disse regler skal indbetalinger til en såkaldt indekskonto kunne fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, medens løbende udbetalinger til gengæld skal indkomstbeskattes fuldt ud. Hvis en indekskonto ophæves i utide, skal kontohaveren indkomstbeskattes af indeståendet over en periode af tre år. Tilsvarende regler gælder, hvor en rente- eller pensionsforsikring tilbagekøbes. Hvis en indekskonto ophæves i anledning af kontohaverens død, skal der ikke svares indkomstskat, men pengeinstituttet skal indeholde en afgift til statskassen på 25 pct. af indeståendet.
Efter afsnit I i det foreliggende forslag skal 25 pct.s afgiften anvendes også i de tilfælde, hvor engangsudbetalinger efter de gældende regler indkomstbeskattes over tre år. En sådan beskeden fast afgift vil virke rimeligere end indkomstbeskatning over 3 år, der giver meget tilfældige resultater, hvor det drejer sig om større udbetalinger til skatteydere med svingende indtægter.
I forslagets afsnit I er endvidere optaget regler om de såkaldte „kapitalpensionsordninger". Herved forstås ifølge skattemyndighedernes praksis ordninger, hvorved der gennem indbetaling af bidrag fra arbejdsgiveren og eventuelt tillige fra funktionæren tilvejebringes en kapital, der skal udbetales, når funktionæren opnår pensionsalderen eller dør. Kapitalpensionsordninger kan oprettes som kapitalforsikringer eller som indskud i et pengeinstitut. Arbejdsgiveren kan i sin skattepligtige indkomst fradrage eller afskrive de bidrag, han betaler til en kapitalpensionsordning. Funktionæren skal ikke medregne arbejdsgiverens bidrag i sin skattepligtige indkomst, og han kan fradrage eventuelle egne bidrag inden for den 600 kr.s grænse, der gælder for kapitalforsikringer o. lign. Så længe kapitalen ikke kan udbetales, skal den ikke medregnes i funktionærens formue, og renter, der tilskrives i denne periode, er skattefri.
Der findes ikke i den gældende skattelovgivning regler, der omhandler kapitalpensionsordninger. Med den udbredelse, disse ordninger efterhånden har fået, forekommer det imidlertid påkrævet at fastlægge reglerne for disse ordninger ved lov. De i forslagets afsnit I indeholdte bestemmelser er i alt væsentligt i overensstemmelse med den praksis, jeg lige har beskrevet. Med hensyn til den skattemæssige behandling af udbetalinger bryder forslaget imidlertid med den hidtidige praksis. Udbetalingerne er nu helt fritaget for beskatning. Dette forekommer urimeligt, i hvert fald i det omfang udbetalingerne hidrører fra arbejdsgivernes bidrag, som hverken er beskattet hos arbejdsgiveren eller hos arbejdstageren. De foreslåede regler går derfor ud på, at der fremtidig skal tages en afgift på 25 pct. af den del af udbetalingen, der svarer til forholdet mellem arbejdsgiverens bidrag og de samlede bidrag til ordningen. Derimod skal resten af udbetalingen, d. v. s. den del, der svarer til funktionærens egne bidrag, sidestilles med en almindelige kapitalforsikring og bliver derfor ikke beskattet ved udbetalingen. Forslaget indeholder en overgangsbestemmelse, hvorefter beløb, der indtil nu er opsamlet i kapitalpensionsordninger, under alle omstændigheder slipper for beskatning."
Loven træder — efter nærmere i § 23 fastsatte regler — i stedet for lov nr. 87 af 29. marts 1957 om beskatningen af renteforsikringer m. v. og pristalsreguleret opsparing (årbog 1956-57, side 114). Om dens indhold skal i store træk anføres følgende:
Afsnit I (§§ 1-10).
Personer, der er fuldt skattepligtige, kan iflg. § 1, stk. 1, ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst fradrage:
a. Udgifter til arbejdsløshedsforsikring. Reglerne herom er uændrede.
b. Beløb, der indbetales til en konto vedrørende pristalsreguleret alderdomsopsparing i henhold til lov nr. 260 af 2. oktober 1956, som det i forvejen var bestemt i § 5 i den ovennævnte lov nr. 87 af 29. marts 1957.
c. Udgifter til præmie vedrørende livrente, overlevelsesrente, invaliderente, pensionsforsikring eller lignende renteforsikring (herunder medregnet visse arter af annuitetsforsikringer og arverenter), der er tegnet til fordel for den skattepligtige eller hans pårørende, samt bidrag til en pensionsordning, der går ud på at sikre den skattepligtige eller hans pårørende en løbende årlig pensionsindtægt. De nærmere regler herom er med enkelte ændringer overført fra loven af 29. marts 1957 (jfr. årbog 1956-57, side 115) efter forud at have været optaget i tidligere ligningslove. For engangsindskud og præmiebetaling over et kort åremål gælder som hidtil særlige regler.
d. Andre beløb end under a, b og c nævnt, som af den skattepligtige er anvendt til følgende formål: 1. Livsforsikring, pensions- og enkeforsørgelse, herunder arbejdstagerbidrag til kapitalpensionsordninger, der opfylder betingelserne i §§ 2 og 3, 2. Syge-, invaliditets- og ulykkesforsikring og 3. Indskud på kapitalbindingskonti, jfr. dog de herom i afsnit II fastsatte nærmere regler.
Fradraget kan ikke overstige et samlet beløb af 1 000 kr. for skattepligtige, der ved skatteberegningen for det pågældende skatteår stilles som familieforsørgere. For andre skattepligtige kan fradraget ikke overstige et samlet beløb af 600 kr. Til og med skatteåret 1959-60 kan fradraget såvel for familieforsørgere som for andre skattepligtige dog ikke overstige 600 kr.
Om tontineordninger opretholder § 1, stk. 3, nogle også forud gældende bestemmelser, hvorefter sådanne ordninger kan opnå en lignende skattemæssig stilling som renteforsikringer.
Ifølge § 2 kan en arbejdsgiver ved opgørelsen af sin skattepligtige indkomst fradrage bidrag til pensionering af de i hans virksomhed ansatte personer eller deres pårørende. Dette gælder, hvad enten de berettigede i henhold til pensionsordningen har krav på en løbende årlig pensionsindtægt („pensionsordning med løbende udbetalinger") eller en kapitaludbetaling („kapitalpensionsordning"). Fradragsretten er betinget af: 1) at bidraget ydes som løbende årlige tilskud inden for rammerne af pensionsordningen, 2) at bidraget definitivt udskilles af yderens formue og unddrages hans rådighed, og 3) at vilkårene for pensionsordningen er udformet således, at arbejdstageren i medfør af § 3 ved opgørelsen af sin skattepligtige indkomst kan se bort fra arbejdsgiverens bidrag til ordningen.
Tilskud fra en arbejdsgiver ud over de i en pensionsordning fastsatte løbende årlige bidrag kan ikke fradrages fuldt ud ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i indbetalingsåret. Sådanne tilskud kan, når de øvrige betingelser er opfyldt, afskrives i den skattepligtige indkomst over en periode af 5 år med lige store årlige beløb.
I tilslutning hertil bestemmes i § 3, at en arbejdstager ved opgørelsen af sin skattepligtige indkomst — bortset fra nogle nærmere angivne undtagelsestilfælde — kan se bort fra beløb, der af hans arbejdsgiver ydes som bidrag til en pensionsordning, som tilsikrer arbejdstageren eller hans pårørende en løbende årlig pensionsindtægt eller en kapitaludbetaling. Det er en forudsætning herfor, at pensionsaftalen indeholder bestemmelser om, at arbejdstageren ikke kan overdrage, pantsætte eller på anden måde råde over bidraget med påløbende renter, bonus m. v., så længe ansættelsesforholdet består, samt om, at hans kreditorer i samme periode ikke kan søge fyldestgørelse i de nævnte beløb. For kapitalpensionsordningers vedkommende skal rådighedsunddragelsen og unddragelsen fra kreditforfølgning dog vedvare mindst til arbejdstagerens fyldte 60. år, medmindre en lavere aldersgrænse for pensionering er fastsat med ligningsrådets godkendelse. Endvidere vil det i pensionsaftalen kunne fastsættes, at udbetaling af kapitalpensionen kan finde sted i alle tilfælde, hvor ansættelsesforholdet ophører på grund af uarbejdsdygtighed, for kvinders vedkommende tillige indgåelse af ægteskab.
En arbejdstager, der er indtrådt i en kapitalpensionsordning før 1. januar 1958, kan, når betingelserne i øvrigt er opfyldt, ved opgørelsen af sin skattepligtige indkomst se bort fra arbejdsgiverens bidrag til ordningen uanset 60 års regelen, og hvis aftalen giver ret hertil, vil sådanne personer altid kunne få kapitalpensionen udbetalt også ved fratræden før det 60. år. Med hensyn til kapitalpensionsordninger bemærkes i øvrigt, at der ikke længere gælder nogen aldersgrænse for funktionærers indtræden i ordningen, og at direktører, der er hovedaktionærer, under visse forudsætninger vil kunne indtræde i kapitalpensionsordninger.
Renter, der tilskrives en konto vedrørende pristalsreguleret alderdomsopsparing, skal ifølge § 4 ikke medregnes i den skattepligtige indkomst, så længe de ikke udbetales. Det samme gælder renter, der tilskrives en konto vedrørende en pensionsordning med indskud i pengeinstitutter m. v., samt renter, der tilskrives tontiner af den i § 1, stk. 3, omhandlede art.
Desuden indeholder paragraffen en bestemmelse om, at det på en konto vedrørende pristalsreguleret alderdomsopsparing, vedrørende en pensionsordning med indskud i pengeinstitutter m. v. eller i en tontine af den i § 1, stk. 3, omhandlede art indestående beløb ikke skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige formue.
I § 5 fastsættes, at man ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst skal medregne:
a. Løbende udbetalinger vedrørende pristalsreguleret alderdomsopsparing, herunder eventuelle indekstillæg fra staten. b. Løbende udbetalinger fra renteforsikringer og dermed ligestillede forsikringer, jfr. dog overgangsbestemmelsen i § 8 (se nedenfor).
c. Bonusudbetalinger fra forsikringer, hvortil indbetalinger fuldt ud kan fradrages i eller afskrives over indkomsten, dog med visse undtagelser. Bonus, der udbetales samlet, når en forsikring bliver virksom, ophæves eller bortfalder, beskattes efter reglerne i § 6 b. Jfr. også her overgangsreglen i § 8.
Af følgende udbetalinger svares ifølge § 6 en afgift til statskassen efter reglerne i den følgende paragraf:
a. Beløb, der udbetales i anledning af ophævelse af pristalsreguleret alderdomsopsparing.
b. Andre udbetalinger end løbende udbetalinger og bonusudbetalinger vedrørende de i § 1, stk. 1 c, omhandlede forsikringer, herunder udbetaling af tilbagekøbsværdi samt vederlag for opgivelse af retten til en pensionsindtægt, jfr. dog overgangsbestemmelsen i § 8. I nogle nærmere angivne tilfælde gælder visse lempelser.
c. Kapitaludbetalinger i overensstemmelse med vilkårene for en kapitalpensionsordning, såfremt arbejdstageren er indtrådt i denne efter 31. december 1957 og ved opgørelsen af sin skattepligtige indkomst i medfør af § 3 har kunnet se bort fra arbejdsgiverens bidrag til pensionsordningen. Hvor udbetalingen skyldes arbejdsforholdets ophør af andre grunde end uarbejdsdygtighed eller — for kvinders vedkommende — indgåelse af ægteskab, kan finansministeren tillade, at afgift svares efter samme regler, selv om arbejdstageren ikke har opnået den i pensionsordningen fastsatte alder for pensionering. Afgiftspligten omfatter kun den del af udbetalingen, der hidrører fra de af arbejdsgiveren betalte bidrag.
d. Afgift til statskassen svares endvidere, når der vedrørende en pensionsordning i form af kapitalforsikring foretages en disposition, der bevirker, at betingelserne for den pågældende arbejdstagers ret til ved opgørelsen af sin skattepligtige indkomst at bortse fra de af vedkommende arbejdsgiver ydede bidrag til pensionsordningen ikke længere er opfyldt.
Foretages der vedrørende en pensionsordning med indskud i pengeinstitutter m. v. en disposition af nævnte art, svares afgift til statskassen af det samlede indskudte beløb med tilskrevne renter på tidspunktet for dispositionens foretagelse. Har arbejdstagerens årlige bidrag oversteget 350 kr., foretages dog i det beløb, hvoraf afgift skal svares, et fradrag svarende til summen af de beløb, hvormed de årlige bidrag har oversteget 350 kr.
Den i § 6 omhandlede afgift, der ikke kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, fastsættes i § 7 til 25 pct. Hvor afgiftspligt opstår som følge af de i § 6 d omhandlede dispositioner vedrørende pensionsordninger med indskud i pengeinstitutter m. v., svares afgiften dog med 35 pct. Afgiftspligtige beløb medregnes ikke ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.
§ 8 opretholder den vigtige overgangsbestemmelse vedrørende § 5 b og c samt § 6 b, at de hidtil gældende beskatningsregler fortsat skal gælde for udbetalinger efter forsikrings- eller pensionsordninger af den i § 1, stk. 1 c, omhandlede art, når præmiebetalingen var ophørt ved begyndelsen af det indkomstår, der lå til grund for skatteansættelsen for skatteåret 1955-56. Er præmiebetalingen fortsat efter nævnte tidspunkt, skal de nye afgifts- og beskatningsregler delvis anvendes.
En anden lempelse — genanbringelsesregelen — findes i § 9, hvori bestemmes: Hvis en person, der skal svare afgift i henhold til § 5 c eller § 6, inden 6 måneder efter afgiftspligtens indtræden anvender et beløb af samme størrelse som det afgiftspligtige til indskud i en renteforsikring, en pensionsordning med løbende udbetalinger eller en kapitalpensionsordning, fritages han efter begæring for afgiftspligten. Er indskuddet mindre end det afgiftspligtige beløb, bortfalder afgiftspligten efter begæring for et til indskuddet svarende beløb.
Af den i § 7 omhandlede afgift skal ifølge § 10 en tredjedel tilfalde kommunerne efter nærmere fastsatte regler.
Afsnit II (§§ 11-19).
Dette afsnit, der indføjedes i lovforslaget under dettes behandling i folketinget, går i hovedsagen ud på følgende:
Kapitalbindingskonti, jfr. § 1, stk. 1 d, kan oprettes i danske banker og sparekasser samt i overformynderiet og — under nærmere angivne forudsætninger — i visse andelskasser.
En skattepligtig kan kun oprette én konto for hvert regnskabsår. Ægtefæller, der er sambeskattet, kan dog oprette hver sin konto. Det første indskud i et regnskabsår skal andrage mindst 100 kr., og der kan i et regnskabsår i alt indskydes højst 1 000 kr. på hver konto. Disse bestemmelser medfører ikke nogen forhøjelse af det fradrag, som den skattepligtige er berettiget til i medfør af § 1, stk. 1 d.
Renter, der tilskrives en kapitalbindingskonto, medregnes i kontohaverens skattepligtige indkomst for det regnskabsår, hvori tilskrivningen sker. Indeståendet på en kapitalbindingskonto medregnes i kontohaverens skattepligtige formue. Renter, der tilskrives i det regnskabsår, hvori indskud på kontoen foretages („indskudsåret"), og som indestår på kontoen ved indskudsårets udløb, betragtes som yderligere indskud på kontoen.
Hæves der på en kapitalbindingskonto i løbet af indskudsåret, fragår det hævede beløb ved opgørelsen af det indskud, som kan fradrages i den skattepligtige indkomst efter reglerne i § 1, stk. l d.
Hæves der i løbet af de 5 regnskabsår, der følger nærmest efter indskudsåret, af de på en kapitalbindingskonto indskudte beløb, skal kontohaveren medregne det hævede beløb i sin skattepligtige indkomst for det regnskabsår, hvori udtrækket har fundet sted.
Indskudsbeløb, der hæves efter udløbet af 5 års perioden, skal ikke medregnes i kontohaverens skattepligtige indkomst. Det samme gælder indskudsbeløb, der hæves efter kontohaverens død.
Kontohaveren kan ikke overdrage, pantsætte eller på anden måde indgå retshandler med hensyn til indeståendet på en kapitalbindingskonto.
Indskud på kapitalbindingskonti kan første gang foretages i det regnskabsår, der ligger til grund for skatteansættelsen for skatteåret 1960-61.
Som begrundelse for det nye afsnit anføres i tillægsbetænkningen fra det folketingsudvalg, der behandlede sagen:
„Udvalget har foretaget en samlet gennemgang af de hidtil gældende regler om skattemæssig begunstigelse af den private opsparing. Der er tale om følgende ordninger:
1) fuldt fradrag i indkomsten for præmier til renteforsikringer, bidrag til pensionsordninger, indskud på konti for pristalsreguleret alderdomsopsparing m. v.,
2) fradrag i indkomsten inden for en beløbsgrænse på 600 kr. for præmier til kapitalforsikringer, sygeforsikringer m. v.,
3) opsparingspræmiering, der modregnes i indkomstskatten (15 pct. af indskud på indtil 2 000 kr.) og ydes for indskud på særlige konti i pengeinstitutter,
4) fradrag i indkomsten for renteindtægter m. v. på indtil 200 kr. årlig.
Udvalget har med finansministeren drøftet mulighederne for at afløse opsparingspræmieringen med en varig og mere enkel ordning, der kan indgå som led i den almindelige skattelovgivning. Under disse drøftelser er der opnået enighed om at søge gennemført en ordning, hvorefter indskud på særlige konti i pengeinstitutter — „kapitalbindingskonti" — kan fradrages i den skattepligtige indkomst inden for samme beløbsgrænse som præmier til kapitalforsikring og sygeforsikring m. v. Den enkelte skatteyder kan herefter selv afgøre, hvorledes han vil benytte sine fradragsmuligheder inden for den omtalte beløbsgrænse, der samtidig for familieforsørgeres vedkommende foreslås forhøjet til 1 000 kr., mens den gældende 600 kr.-grænse bevares for ikke-forsørgere. Dette har fundet udtryk i ændringsforslag nr. 5, der er stillet af finansministeren og tiltrådt af udvalget. Der har i udvalget været enighed om, at gennemførelsen af den lige nævnte ordning bør medføre, at opsparingspræmieringen i overensstemmelse med det foreliggende lovforslag af 12. december 1957 kun forlænges for en periode af et år, men derefter bortfalder. De nye regler må endvidere have til forudsætning, at fradraget for mindre renteindtægter kun får virkning for skatteåret 1959-60, og finansministeren har givet tilsagn om, at han vil stille forslag herom på den kommende ligningslov. For i videst muligt omfang at undgå, at de nye regler kommer til at virke samtidig med opsparingspræmieringen og reglerne om fradrag for mindre renteindtægter, foreslås det, at forhøjelsen af 600 kr.-fradraget og adgangen til at opnå fradrag for indskud på kapitalbindingskonti først får virkning fra og med skatteåret 1960-61. For det store flertal af skatteydere, der har kalenderåret som regnskabsår, betyder dette, at de i 1958 kan foretage indskud på præmieindskudskonti og opnå fradrag for mindre renteindtægter, medens de i 1959 kan foretage indskud på kapitalbindingskonti og opnå fradrag i den skattepligtige indkomst for disse indskud samt for kapitalforsikringspræmier m. v. inden for en beløbsgrænse på 1 000 kr. for familieforsørgere og 600 kr. for ikke-forsørgere."
Afsnit III (§§ 20-25).
Ifølge § 20, der ligesom det foregående afsnit indføjedes i folketinget, skal indskud i visse opsparingsordninger — navnlig børne- eller alderdomsopsparingsordninger — kunne sidestilles med indskud på kapitalbindingskonti med hensyn til fradragsretten inden for den i § 1, stk. 1 d, fastsatte beløbsgrænse. Ordningerne skal godkendes af finansministeren, som samtidig bestemmer, i hvilket omfang de andre regler om den skattemæssige behandling af kapitalbindingskonti skal finde anvendelse på disse ordninger. Under særlige omstændigheder kan finansministeren indrømme fritagelse for formuebeskatning af indestående og for indkomstbeskatning af rentetilskrivningen i sådanne ordninger.
§ 21 indeholder en bestemmelse om, at bidrag til hjælpe- og understøttelsesfonds for de i en af den skattepligtige drevet virksomhed ansatte eller tidligere ansatte funktionærer og arbejdere eller deres pårørende eller til andre foranstaltninger til forbedring og betryggelse af de nævnte personers kår kan fradrages, henholdsvis afskrives ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst efter de i § 2 givne regler. Det er dog en forudsætning for fradrags-, henholdsvis afskrivningsretten, at vedtægterne for den pågældende fond er godkendt af finansministeren.
I øvrigt indeholder afsnittet — ud over ikrafttrædelsesbestemmelser m. v. — nogle ændringer i lovbekendtgørelse nr. 203 af 11. juli 1957 om selvangivelsen af indkomst og formue, om foranstaltninger til kontrol med selvangivelsen og om straffen for skattesvig m. v. Disse ændringer pålægger bl. a. arbejdsgivere, forsikringsselskaber m. fl. at give de oplysninger, som er nødvendige til gennemførelse af afgiftsberegningen og kontrol med afgiftspligten.
Efter at have været undergivet en indgående 1. behandling henvistes lovforslaget til et udvalg, hvis arbejde med sagen resulterede i en række ændringsforslag, af hvilke de fleste var stillet af finansministeren med tilslutning af udvalget eller et flertal inden for dette (regeringspartiernes udvalgsmedlemmer), resten af et mindretal (venstres og det konservative folkepartis udvalgsmedlemmer).
Efter at finansministerens ændringsforslag ved 2. behandling var vedtaget og mindretallets forkastet, sendtes lovforslaget til fornyet udvalgsbehandling.
I overensstemmelse med en aftale mellem finansministeren og udvalget underkastede finansministeriet derefter lovforslaget en teknisk gennemgang i samarbejde med repræsentanter for pengeinstitutter og forsikringsselskaber, og resultatet heraf blev nye ændringsforslag, som optoges til drøftelse i udvalget tillige med forskellige spørgsmål af mere principiel karakter, derunder først og fremmest vedrørende den skattemæssige begunstigelse af særlige former for privat opsparing.
Under disse fortsatte drøftelser lykkedes det udvalget at nå til enighed om at indstille lovforslaget til vedtagelse med et stort antal ændringer, af hvilke de fleste dog var af teknisk eller redaktionel karakter. Det vigtigste af ændringsforslagene var nr. 21, der drejede sig om indføjelse af afsnit II (§§ 11-19) og § 20 i afsnit III.
Efter at disse ændringsforslag var vedtaget ved 3. behandling, afbrødes denne, for at der kunne blive tid til at få lovforslaget optrykt og gennemset i den ændrede affattelse inden dets endelige vedtagelse, som foregik 2 dage senere. Ved afstemningen vedtoges lovforslaget enstemmigt med 120 stemmer, idet 6 medlemmer (DK) afholdt sig fra at stemme.
Kommunisternes stillingtagen til lovforslaget begrundedes af Alfred Jensen med, at lovforslagets bestemmelser efter hans opfattelse hovedsagelig ville komme de bedrestillede til gode, hvilket han fandt forkert, når personer med lav indtægt og stor forsørgelsesbyrde ikke fik tilsvarende lempelser.