I den sidst gennemførte lov om omsætningsafgift af motorkøretøjer m. v. (lov nr. 184 af 6. juli 1957) skete der ingen ændringer i de tidligere gældende bestemmelser med hensyn til kravene til konstruktion og indretning af last- og varemotorkøretøjer, der berigtiges med halv afgift. I den af det pågældende folketingsudvalg den 27. juni 1957 afgivne betænkning over forslaget til nævnte lov henstillede udvalget imidlertid til finansministeren i samarbejde med justitsministeren at søge reglerne for transport af personer med last- og varevogne ændret således, at et sådant køretøj, der er berigtiget med halv afgift, kunne indrettes med aftageligt gitter mellem førersæde og varerum og med faste sæder i varerummet.
Ved nærværende lov ændres de gældende regler for indretning af varemotorvogne i overensstemmelse hermed.
Der består herefter en principiel forskel mellem lukkede varevogne, der fritages for afgift efter den gældende lovs § 4, punkt 7, og lukkede varevogne, hvoraf der svares halv omsætningsafgift efter den i nærværende lovs § 1 fastsatte bestemmelse, idet sidstnævnte kategori af køretøjer — når de tillades forsynet med faste sæder og der ikke stilles krav om adskillelse mellem førersæde og varerum — ikke opfylder betingelsen om at være af en type, som utvivlsomt er konstrueret udelukkende til transport af gods. Varevogne berigtiget med halv afgift vil herefter med hensyn til konstruktion og indretning nærme sig visse personvognstyper, hvoraf der skal svares fuld omsætningsafgift. Der vil dog stadig være den forskel mellem varevogne og de nævnte personvognstyper, at varevognene ikke må være forsynet med vinduer i varekassens sider. I forhold til den almindelige personvognstype vil der bl. a. være den yderligere forskel, at varevognene normalt skal være forsynet med bagdør.
Med hensyn til lovens enkeltheder bemærkes:
Det vil fremtidig ikke være en betingelse for afgiftsnedsættelsen, at varevogne er forsynet med adskillelse mellem førerrum og varerum. Justitsministeriet har imidlertid af sikkerhedsmæssige grunde fundet det nødvendigt at foreskrive, at varevogne skal være forsynet med en adskillelse mellem førersædet og varerummet, når der med køretøjet transporteres gods, jfr. bekendtgørelse nr. 282 af 13. december 1957. Stillingen er herefter den, at varevogne må være forsynet enten med en fast adskillelse eller med en aftagelig adskillelse, der vil kunne fjernes, når køretøjet ikke benyttes til godstransport.
Ifølge loven må kun lukkede varevogne være forsynet med faste sæder bag førersædet, mens der — ligesom hidtil — ikke på lastvognes åbne lad må etableres sæder. Dette er begrundet i det sikkerhedsmæssige hensyn til de passagerer, der befordres på en lastvogns åbne lad.
Ifølge lovens § 2 vil de varevogne, der ved lovens ikrafttræden var indregistreret efter berigtigelse med halv afgift efter tidligere gældende regler, kunne indrettes i overensstemmelse med de nye regler, d. v. s. at der i varerummet kan etableres faste sæder og en aftagelig adskillelse også i disse vogne.
Under lovforslagets behandling i folketinget ændredes lovens ikrafttrædelsesdatum fra 1. januar 1958 til 15. december 1957. Endvidere indføjedes i loven en bestemmelse, hvorefter finansministeren kan foreskrive, at automobildroscher skal være mærket på en nærmere fastsat måde, så at de tydeligt fremtræder som køretøjer bestemt til erhvervsmæssig personbefordring. En enslydende bestemmelse findes allerede i § 5, stk. 1, punkt 3, i lov om omsætningsafgift af motorkøretøjer m. v., for så vidt angår lillebiler.
Ved fremsættelsen af lovforslaget anførte finansministeren bl. a.:
„Udviklingen har medført, at det er blevet stadig vanskeligere at finde en skarp skillelinje mellem varevogne og personvogne. Med den store forskel i afgift, der er mellem disse to grupper af vogne — for vogne i mellemprisklassen udgør forskellen mellem fuld afgift og halv afgift omkring 4 000 kr. — er det imidlertid af største betydning, at forskellen med hensyn til konstruktion og indretning ikke udviskes.
Det er derfor ikke uden betænkeligheder at gennemføre en ordning som den foreslåede. Navnlig med hensyn til visse små, lukkede varevogne gør sådanne betænkeligheder sig stærkt gældende. Små varevogne er ikke i samme forhold som større varevogne præget af varekassen, og med den nu foreslåede ændring vil de små varevogne såvel med hensyn til udseende som indretning nærme sig yderligere til de tilsvarende personvogne.
Det er et spørgsmål, om en kategori af små varevogne, der berigtiges med halv afgift, burde afskæres fra at kunne opnå de hertil knyttede rettigheder med hensyn til personvognsindretning, og om man derfor i loven burde optage en bestemmelse herom og samtidig give det nævn, der efter den gældende lov foretager afgrænsningen af varevogne fra personvogne, bemyndigelse til i et vist omfang at dispensere fra en sådan bestemmelse. Jeg vil finde det hensigtsmæssigt, at der til brug for folketingets overvejelser fremkom en udtalelse fra nævnet vedrørende omsætningsafgift af motorkøretøjer om disse forhold, og jeg har rettet henvendelse til nævnet herom.
Det er i lovforslaget foreslået, at de ca. 30 000 varevogne, der i dag er indregistreret på halv afgift, tillades indrettet i overensstemmelse med de nye regler."
Lovforslaget fik ved 1. behandling i folketinget en velvillig modtagelse. Det henvistes til et udvalg, hvis arbejde med sagen resulterede i 2 ændringsforslag (jfr. ovenfor), af hvilke det ene stilledes til 2. behandling, det andet til 3. behandling.
Som ordfører for udvalget udtalte Horn ved 2. behandling bl. a.:
„Som det fremgår af betænkningen, har udvalget haft en drøftelse med finansministeren og justitsministeren om de mere praktiske foranstaltninger i forbindelse med denne nyordning, som går ud på, at man kan indrette faste sæder og kan fjerne gitteret i varevogne, når man kører med personer. Efter denne drøftelse har udvalget erkendt, at det er rent sikkerhedsmæssige foranstaltninger, der skal træffes; de er i fuld overensstemmelse med de synspunkter, som Landsforeningen af Varebilejere har gjort gældende, den forening, som har rejst hele denne sag, og foreningen har erklæret sig tilfreds med det, der her sker."
Lovforslaget vedtoges ved 3. behandling i den ændrede affattelse med 125 stemmer mod 6 (DK).