Loven har følgende indhold:

§ 1. For køretøjer, som efter indhentet tilladelse i henhold til lov nr. 257 af 27. maj 1950 benyttes til omnibuskørsel i fast rute, og som er fritaget for omsætningsafgift i medfør af bestemmelsen i lov nr. 184 af 6. juli 1957 § 4, nr. 6, ydes der et årligt refusionsbeløb for passagerpladserne med 44 kr. for hver siddeplads og 18 kr. for hver ståplads.

Ved siddepladser og ståpladser forstås i nærværende lov de sidde- og ståpladser, der er fastsat ved godkendelsen af motorkøretøjer til erhvervsmæssig personbefordring. Klapsæder betragtes altid som ståpladser. Beregningen af refusionen sker efter køretøjets indretning ved begyndelsen af de i lovbekendtgørelse nr. 123 af 23. marts 1932 § 4 for køretøjer gældende afgiftsperioder. Eventuelle tvivlsspørgsmål om, hvorvidt en plads skal anses for en sidde- eller ståplads, afgøres endeligt af finansministeren efter forhandling med justitsministeren.

Refusionsbeløbet udredes af vejfonden i henhold til § 9, stk. 2, i lovbekendtgørelse nr. 123 af 23. marts 1932.

§ 2. Refusionsbeløbet skal såvel med hensyn til forfaldstider og det tidsrum, for hvilket det skal ydes, som ved afgørelsen af, hvem det tilkommer, følge reglerne for den køretøjet i henhold til fornævnte lovbekendtgørelse påhvilende vægtafgift.

§ 3. Refusionsbeløbet berigtiges ved modregning i den køretøjet for samme periode påhvilende vægtafgift og kan ikke overstige denne.

Det i lovbekendtgørelsen af 1932 § 4, stk. 2, omhandlede rentetillæg beregnes af vægtafgiften efter fradrag af refusionsbeløbet.

Såfremt der sker tilbagebetaling af vægtafgift af et køretøj, for hvilket der er ydet refusion i medfør af nærværende lov, nedsættes det pågældende vægtafgiftsbeløb med refusionsbeløbet for det tidsrum, tilbagebetalingen vedrører.

§ 4. De til lovens gennemførelse fornødne nærmere bestemmelser træffes af finansministeren efter forhandling med ministeren for offentlige arbejder.

§ 5. Denne lov træder i kraft den 1. april 1958.

I det af finansministeren fremsatte lovforslag havde § 1, stk. 1, følgende affattelse:

„For køretøjer, som efter indhentet tilladelse i henhold til lov nr. 257 af 27. maj 1950 udelukkende benyttes til omnibuskørsel i fast rute, ydes der et årligt refusionsbeløb på 36 kr. for hver af det antal passagerpladser, til hvilke køretøjet er indregistreret."

Ændringen foretoges i folketinget, hvor man samtidig tilføjede § 1, stk. 2, der ikke fandtes i det oprindelige lovforslag.

Ved fremsættelsen af lovforslaget anførte finansministeren som begrundelse for det:

„Ifølge forslaget ydes der af vejfonden en årlig refusion på 36 kr. pr. passagerplads til rutebiler, som efter særlig tilladelse udelukkende benyttes til omnibuskørsel i fast rute. Forslaget gælder altså kun de rutebiler, der er indregistreret med gule nummerplader, og som kun kører i fast rute, ikke turistbilerne.

Baggrunden for forslaget er, at mange bilruter gennem de senere år har haft faldende passagertal, idet en stadig større del af befolkningen ved anskaffelse af motorkøretøjer og knallerter er blevet i stand til selv at sørge for sin befordring. Som følge heraf har adskillige bilruter, navnlig i de tyndt befolkede områder, voksende økonomiske vanskeligheder, og i den sidste tid har nogle ruter måttet indstille driften, og der er fare for, at flere vil følge efter.

Da det for den del af befolkningen, som ikke selv har befordringsmidler, og som bor langt fra jernbaner og statsdrevne bilruter, vil være til alvorlig ulempe, at befordringsmulighederne på denne måde forringes, har jeg fundet, at der var grund til at søge at lette bilruternes økonomi ved at yde dem et refusionsbeløb, som anvendes til dækning af vægtafgiften. Beløbet udredes i forhold til det antal passagerpladser, vognene er indregistreret til, og det foreslåede refusionsbeløb er beregnet sådan, at ejere af benzindrevne rutebiler, for hvilke der jo tillige ydes afgift til staten i form af benzinafgift, vil få hele eller næsten hele vægtafgiften dækket af refusionsbeløbet, medens ejere af dieseldrevne rutebiler, for hvilke der jo kun svares vægtafgift, vil få mellem 1/4 og 1/3 af vægtafgiften dækket af refusionsbeløbet. "

Lovforslaget fik i folketinget en velvillig modtagelse, idet der dog fra flere sider fremsattes ønske om nærmere overvejelse af den foreslåede ordning.

I det udvalg, der fik sagen til behandling, stillede venstres og det konservative folkepartis udvalgsmedlemmer nogle ændringsforslag, hvorefter rutebilejerne i stedet for den foreslåede refusion skulle have en afgiftsnedsættelse efter nærmere fastsatte regler. I betænkningen anfører forslagsstillerne herom:

„Da det må anses for rigtigst, at den afgiftsmæssige lempelse for rutebilejerne, som tilsigtes ved lovforslaget, sker ved en egentlig afgiftsnedsættelse i stedet for ved en refusion af den pligtige vægtafgift, foreslås afgiften af benzindrevne rutebiler nedsat med 80 pct. og afgiften af ikke-benzindrevne rutebiler nedsat med 30 pct., hvilket omtrent svarer til den lettelse, som ejerne af de pågældende køretøjer vil opnå ved lovforslaget. For en sådan ændring taler endvidere, at en egentlig afgiftsnedsættelse teknisk administrativt vil være enklere og mere rationel.

Udgiften for vejfonden ved nærværende forslag må ligesom ved lovforslaget anslås til ca. 2,4 mill. kr."

Udvalgets øvrige medlemmer indstillede lovforslaget til vedtagelse med de foran omtalte ændringer, som finansministeren kunne tiltræde. Som begrundelse herfor anføres i betænkningen bl. a.:

„Da den i lovforslagets §1, stk. 1, foreslåede ordning med samme refusion for sidde- og ståpladser kan føre til en forfordeling af de rutebiler, som anvendes til langdistancekørsel, idet disse næsten udelukkende er indrettet med siddepladser, og da det endvidere kan befrygtes, at ordningen vil føre til, at rutebilejerne fremtidig vil lade deres køretøjer indrette med det størst mulige antal ståpladser til skade for publikums bekvemmelighed, foreslås det, at refusionen pr. siddeplads forhøjes til 44 kr., og at refusionen pr. ståplads nedsættes til 18 kr.

Udgiften for vejfonden vil herefter udgøre ca. 2,4 mill. kr."

Ved 2. behandling vedtoges flertallets ændringsforslag, efter at mindretallets var forkastet.

Ved 3. behandling erklærede såvel venstres som det konservative folkepartis ordførere sig enige i, at der måtte gives rutebilejerne en lettelse. De ønskede den imidlertid gennemført på en noget anden måde end af flertallet foreslået og kunne derfor ikke tiltræde lovforslaget i den foreliggende form.

Ved afstemningen vedtoges lovforslaget enstemmigt med 90 stemmer, idet 54 medlemmer afholdt sig fra at stemme.