L 71 Lov om ændring i lov om folkeforsikring.

(Om reglerne for adgang til at oppebære folkepensionens mindstebeløb m. m.).

Af: Socialminister Julius Bomholt (S)
Samling: 1957-58
Status: Stadfæstet
Lov nr. 159 af 07-06-1958
Loven gennemførtes i forbindelse med den nye lønningsordning for statstjenestemændene, hvorefter tjenestemandspensionen ved opnået folkepensionsalder forudsættes suppleret med folkepension, eventuelt blot folkepensionens mindstebeløb. Dette har nødvendiggjort en ændring af folkeforsikringslovens § 39, stk. 3, der i sin hidtidige formulering undtog tjenestemænd og tjenestemandspensionister m. fl. fra adgangen til at oppebære folkepensionens mindstebeløb.

Ved nærværende lov affattes bestemmelsen således, at tjenestemænd og tjenestemandspensionister m. fl., hvis pensionsrettigheder er hjemlet i bestemmelser vedtaget efter ikrafttrædelsen 1. april 1958 af den nye tjenestemandslovs pensionsbestemmelser, får adgang til at oppebære folkepensionens mindstebeløb, mens personer, hvis pensionsrettigheder er hjemlet i ældre bestemmelser, fortsat er undtaget fra adgangen til at oppebære mindstebeløbet. Dette skyldes, at man i overensstemmelse med de synspunkter, der lå til grund for indførelse af den gældende bestemmelse i folkeforsikringslovens § 39, stk. 3, har fundet, at der kun bør være adgang til at oppebære folkepensionens mindstebeløb i offentlige ansættelsesforhold m. v., i hvilke der ved fastlæggelsen af pensionsrettighederne er taget hensyn til folkepensionsordningen.

De før 1. april 1958 pensionerede statstjenestemænd og disses enker omfattes ikke af den nye pensionsordning for statstjenestemændene, men vil få pension efter de hidtil gældende regler og vil derfor ikke have ret til folkepensionens mindstebeløb.

Det samme gælder tjenestemænd og pensionister m. fl. i kommuner, i offentlige virksomheder og koncessionerede selskaber, indtil der sker ændring i de for disse gældende pensionsbestemmelser.

Det forudsættes, at tilsynsmyndighederne ved godkendelsen af ændrede pensionsregler — ligesom i den nye pensionsordning for statens tjenestemænd — tager hensyn til, at pensionister fremtidig har adgang til at oppebære folkepensionens mindstebeløb. For koncessionerede selskabers og offentlige virksomheders vedkommende indebærer ændringen af § 39, stk. 3, at tjenstgørende og pensionerede funktionærer — herunder også sådanne, som er pensioneret før 1. april 1958 — vil kunne få mulighed for at oppebære folkepensionens mindstebeløb, ved at der foretages herpå sigtende ændringer i vedkommende pensionsvedtægt el. lign.

Da ydelse af folkepension tidligst kan ske fra tidspunktet for indgivelse af begæring herom, har man fundet det nødvendigt at fastsætte en overgangsordning, hvorefter personer, som ikke hidtil har været berettiget til mindstebeløbet, men som efter den ændrede affattelse af § 39, stk. 3, får en sådan ret fra et tidligere tidspunkt end lovens ikrafttrædelsesdato, vil kunne få mindstebeløbet udbetalt fra det tidspunkt efter 1. april 1958, da de i øvrigt opfylder betingelserne, dog at begæring skal indgives inden et år fra lovens ikrafttræden.

Lovforslaget vedtoges uændret og enstemmigt, idet 3 medlemmer (Alfred Bøgh, Søren Jensen og H. C. Toft) afholdt sig fra at stemme.
Partiernes ordførere
Holger Eriksen (S), Henry Christensen (V), Kirsten Gloerfelt-Tarp (RV), Niels Andersen (DR) og Alfred Jensen (DKP)