Ved folketingsbeslutningen meddeler folketinget samtykke til Danmarks ratifikation af den internationale sukkeroverenskomst af 1958.

Ved fremsættelsen af forslaget gav statsministeren på udenrigsministerens vegne følgende redegørelse for den for nylig afsluttede sukkeroverenskomst og dennes betydning for Danmark:

„Den foreliggende overenskomst er et led i de bestræbelser, der i de senere år under De Forenede Nationers auspicier er udfoldet med henblik på at skabe stabile forhold på verdensmarkedet for en række råvarer, for hvilke det er karakteristisk, at forholdsvis små ændringer i efterspørgslen eller udbuddet ledsages af voldsomme prisreaktioner.

For Danmark, der på sukkerproduktionens område i de senere år har haft et produktionsapparat, der for at blive fuldt udnyttet forudsætter en ikke uvæsentlig eksport, må der på forhånd være knyttet interesse til foranstaltninger, som har til formål at hidføre en stabilisering al afsætningsvilkårene for sukker på verdensmarkedet, og Danmark deltog derfor i den første af De Forenede Nationer indkaldte sukkerkonference i Geneve i 1953.

Når den sukkeroverenskomst, hvorom der på denne konference opnåedes enighed, og som nu er blevet afløst af den foreliggende overenskomst, ikke blev ratificeret af Danmark, skyldtes dette hensynet til Norge og Sverige og vore markeder i disse to lande. Hverken Norge eller Sverige, som på dette tidspunkt udgjorde vore vigtigste eksportmarkeder, tiltrådte overenskomsten, og da overenskomsten desuden indeholdt bestemmelser, der tog sigte på at sikre de deltagende importlandes behov, om fornødent på ikke-deltagende landes bekostning, således at eksporten til Norge og Sverige ville kunne komme i fare for at skulle indskrænkes mod disses ønske, afholdt Danmark sig fra at ratificere overenskomsten.

I de år, der er forløbet, siden overenskomsten af 1953 trådte i kraft, er der imidlertid sket væsentlige ændringer med hensyn til vor sukkereksport, der i mindre omfang end hidtil er koncentreret om de skandinaviske markeder. Norge og Sverige har ikke undertegnet den nye sukkeroverenskomst, og det er endnu ikke endeligt afklaret, om dette vil ske.

Ved vurderingen af Danmarks stilling til overenskomsten må det afgørende være, om Danmarks ratifikation af overenskomsten under de nuværende forhold på det internationale sukkermarked vil betyde en styrkelse af vor stilling som sukkereksp ortør.

Under overvejelserne herom må det tages i betragtning, at det under den nu afløste overenskomst lykkedes på trods af de store lagre, der fandtes ved dens ikrafttræden, at gennem-

føre en stabilisering af priserne inden for det fastsatte normale spillerum, når undtages en periode omkring Suezkrisen, hvor denne i forbindelse med en nedgang i den europæiske sukker- høst fremkaldte en voldsom og langvarig prisstigning. Den nye overenskomst råder lige så lidt som den hidtidige over midler til effektivt at imødegå sådanne helt usædvanlige situationer, men der er grund til at forvente, at de nye, mere smidige bestemmelser om ændringer af kvoterne vil lette en tilpasning til de skiftende markedsvilkår.

Den nye overenskomst har fået større tilslutning end den gamle. Efter at Peru og Brasilien har tiltrådt overenskomsten, er samtlige sukkereksporterende lande af betydning med undtagelse af Indien omfattet af overenskomsten, og også antallet af importerende medlemslande er blevet forøget. Det må derfor antages, at mulighederne for en stabilisering af verdenshandelen med sukker er væsentlig større under den nye overenskomst, og at det for et udenforstående land vil blive vanskeligere end hidtil at sælge sukker på det frie marked.

Det frie marked vil for Danmarks vedkommende på grund af transportomkostningernes betydning i praksis kun omfatte et ret begrænset geografisk område. Inden for dette har flere vigtige importlande, herunder England og Vesttyskland, tiltrådt overenskomsten. Følgelig ville Danmark ved at holde sig udenfor kunne komme til at stå over for store vanskeligheder ved at få adgang til disse markeder.

Endelig er der grund til at fremhæve, at den basiseksporttonnage på 75 000 t råsukker, d. v. s. ca. 72 000 t hvidtsukker, som Danmark har fået tildelt i henhold til overenskomsten, fra et dansk synspunkt må betragtes som tilfredsstillende; den svarer til den gennemsnitlige årlige sukkereksport beregnet på grundlag af tallene siden 1947, dog med udeladelse af årene 1953 og 1955, hvor eksporten var ubetydelig.

Basiseksporttonnagen er i øvrigt ikke et udtryk for, hvad Danmark maksimalt må eksportere under alle forhold, ligesom den heller ikke er en mængde, som vi under alle omstændigheder er garanteret afsætningen af.

Som det nærmere fremgår af overenskomstens bestemmelser, ophæves alle kvantitative begrænsninger for eksporten til det frie marked, når sukkerprisen overstiger 4 cents pr. lb. på New Yorks kaffe- og sukkerbørs. Da Danmark normalt ikke vil have mulighed for at fremstille eksportsukker til en pris, der ligger væsentligt under denne pris, er den basistonnage, som Danmark er tildelt, derfor ikke udtryk for en reel begrænsning af eksportmulighederne.

Falder omvendt prisen under et vist niveau, vil der efter de i overenskomsten givne retningslinjer blive foretaget proportionale nedsættelser af de enkelte landes kvoter. Sådanne nedsættelser fandt første gang sted i år. Efter at prisen i et vist antal dage havde ligget under 3,25 cents, nedsattes kvoterne automatisk med 2 1/2 pct., hvorefter sukkerrådet indkaldtes til møde med henblik på drøftelse af situationen. På dette møde opnåedes enighed om en nedsættelse på yderligere 5 pct. For Danmarks vedkommende er resultatet af de foretagne nedsættelser, at eksporten for 1959 — såfremt forholdene ikke ændrer sig — ikke må overstige en mængde, der svarer til 69.375 t råsukker.

Sammenfattende kan det siges, at de forpligtelser, Danmark påtager sig ved tiltrædelse af overenskomsten, består i at begrænse eksportmængden, hvis verdensmarkedsprisen er under 4 cents pr. lb. Som jeg nævnte foran, betyder dette for Danmark reelt ikke nogen eksportbegrænsning. De fordele, Danmark opnår, består i, at Danmark på linje med de vigtigste eksportlande vil høre til de lande, fra hvilke de deltagende importlande forpligter sig til fortrinsvis at købe sukker, en fordel, hvis betydning understreges af den omstændighed, at adskillige vigtige importlande inden for det geografiske område, der i praksis har betydning som marked for dansk sukker, har undertegnet overenskomsten. Afsætningsmulighederne for dansk sukker vil altså være bedre, end tilfældet vil være, hvis Danmark holder sig uden for overenskomsten. Desuden vil jeg fremhæve betydningen af, at man fra dansk side stiller sig solidarisk med de øvrige eksportlande. Samtidig vil en ratifikation være en manifestation af vor vilje til at samarbejde om løsningen af internationale vareproblemer.

Overenskomsten blev udskrevet under forbehold af ratifikation fra dansk side den 23. december 1958. Samtidig afgav vi erklæring om, at overenskomsten ville blive bragt i foreløbig anvendelse for Danmarks vedkommende pr. 1. januar 1959, hvorved vi opnåede straks at få sæde i det internationale sukkerråd med stemmeret. Hvis vi ikke inden den 1. juni 1959 har deponeret vort ratifikationsinstrument, vil vor stemmeret kunne suspenderes, indtil deponeringen finder sted. Jeg vil derfor være det høje ting taknemmelig for en hurtig behandling, således at denne eventualitet kan undgås. Når fremsættelsen først har kunnet finde sted på nærværende tidspunkt, skyldes det, at vi først den 19. marts modtog overenskomstens autentiske tekst."

Forslaget støttedes i folketinget fra alle sider og indstilledes af det udvalg, der behandlede sagen, enstemmigt til vedtagelse. I et bilag til udvalgets betænkning er aftrykt handelsministerens svar på en række spørgsmål, som var stillet ham af udvalget.

Forslaget til folketingsbeslutning vedtoges enstemmigt.