Ved loven forøges antallet af politikredse fra 68 til 72 (jfr. lov nr. 56 af 21. marts 1956 om ændringer i retsplejeloven), idet de hidtidige 2 politikredse Københavns amts nordre birk og Københavns amts søndre birk m. v. opdeles i 6 politikredse med følgende områder:
1. Gentofte kommune.
2. Lyngby-Tårbæk og Søllerød kommuner.
3. Ballerup-Måløv, Gladsakse, Herlev, Ledøje-Smørum og Værløse kommuner.
4. Hvidovre og Rødovre kommuner.
5. Brøndbyvester-Brøndbyøster, Glostrup, Herstedøster-Herstedvester, Høje Tåstrup, Sengeløse, Torslunde-Ishøj og Vallensbæk kommuner.
6. Dragør, Store Magleby og Tårnby kommuner.
Tidspunktet for oprettelsen af hver af de nye politikredse bestemmes ved kongelig anordning.
Det var oprindelig foreslået, at Hvidovre skulle høre ind under politikredsen for Dragør m. fl. kommuner og Rødovre under politikredsen for Brøndbyvester-Brøndbyøster m. fl. kommuner, så at antallet af politikredse kun blev 71 i stedet for de 72, der blev resultatet af sagens behandling i folketinget.
I folketingsåret 1954-55 fremsatte justitsministeren et lovforslag om ændringer i lov om rettens pleje (Ændringer i rets- og politikredsinddelingen m. v.), jfr. årbog 1954-55, side 445. Lovforslaget kom til første behandling og blev henvist til udvalg, men nåede ikke at blive færdigbehandlet i denne folketingssamling.
Lovforslaget genfremsattes i folketingsåret 1955-56 i alt væsentligt i uændret skikkelse, jfr. årbog 1955-56, side 366.
Lovforslaget indeholdt i § 6, litra a, et forslag til deling af politikredsene Københavns amts nordre birk og Københavns amts søndre birk m. v. i 5 politikredse. Dette forslag udgik under udvalgsbehandlingen, idet man ønskede tilvejebragt materiale til sammenligning med forholdene i og omkring visse storbyer i udlandet.
I anledning heraf har justitsministeriet, efter hvad der oplyses i bemærkningerne til forslaget til nærværende lov, „indhentet oplysninger om politiets administrative organisation i og omkring Stockholm, Oslo og Edinburgh. Justitsministeriet er imidlertid fortsat af den opfattelse, at de to politikredse har nået en sådan størrelse, at en ændring af områdets politimæssige organisation er påkrævet, og at en opdeling i mindre politikredse vil være den bedste løsning.
De enkelte kredses områder er i det foreliggende forslag fastsat på samme måde som i det tidligere forslag, dog med den undtagelse, at Hvidovre kommune er overført fra den under 4 nævnte politikreds til den under 5 nævnte politikreds. Herved opnår man en mere hensigtsmæssig fordeling af indbyggerantallet mellem de nævnte politikredse. Det er endvidere taget i betragtning, at åbningen af den ny bro mellem Amager og Sjælland vil tilvejebringe en betydelig hurtigere forbindelse mellem Hvidovre og kommunerne på Amager end hidtil.
De nuværende politikredse havde pr. 1. oktober 1958 tilsammen i alt ca. 448 000 indbyggere. De foreslåede ny politikredse ville på samme tidspunkt have haft:
1. ca. 89 000 indbyggere
2. - 85 800 indbyggere
3. - 103 000 indbyggere
4. - 88 900 indbyggere
og 5. - 81 300 indbyggere
Af de foreslåede nye politikredse vil de under 1 og 2 omhandlede komme til at omfatte hver én retskreds, de under 3-5 omhandlede hver to retskredse."
Lovforslaget henvistes efter 1. behandling i folketinget til et udvalg, der i sin enstemmige betænlming udtaler:
„Udvalget har afholdt tre møder og har modtaget skriftlige henvendelser fra de tre kommuner på Amager samt deputationer fra Hvidovre Handelsstands Forening og fra Hvidovre kommunalbestyrelse. Endvidere har udvalget haft samråd med justitsministeren.
Under behandlingen af lovforslaget har udvalget drøftet ikke alene en ordning om hele Storkøbenhavns henlæggelse under en fælles politiledelse, men også spørgsmålet om samarbejdet mellem politikredsene i hovedstadsområdet. Medens den førstnævnte ordning ikke kunne opnå tilslutning, er der i udvalget enighed om at understrege den fortsatte og forstærkede nødvendighed af det sidstnævnte samarbejde, ikke mindst under hensyn til befolkningstilvæksten.
Da indbyggertallet pr. 1. oktober 1958 i de 3 Amagerkommuner udgjorde i alt 45 400 og er stadigt stigende, således at området snart indbyggermæssigt vil nå størrelsen for en middelstor dansk politikreds, foreslår udvalget, at Amagerkommunerne gøres til en selvstændig politikreds under nr. 6.
Med hensyn til Hvidovre kommune foreslår udvalget, at denne kommune efter de befolkningsmæssige og geografiske forhold slås sammen med Rødovre kommune til én politikreds under nr. 4. Disse 2 kommuner, der hver udgør en selvstændig retskreds, havde pr. 1. oktober 1958 henholdsvis 35 900 og 34 200, i alt 70 100 indbyggere, medens resten af den foreslåede vestlige politikreds, der herefter falder sammen med Glostrup retskreds, på samme tidspunkt havde 54 700 indbyggere, jfr. ændringsforslagets nr. 5.
Af de nye politikredse vil de under 1, 2, 5 og 6 komme til at omfatte hver én retskreds, de under 3 og 4 hver to retskredse.
Udvalget har under samråd med justitsministeren haft opmærksomheden henledt på, om oprettelse af 6 særlige politikredse i stedet for de nuværende 2 vil medføre yderligere udvidelse af politistyrkerne, hvilket ministeren har besvaret derhen, at dette ikke var tilsigtet."
I den ændrede affattelse vedtoges lovforslaget enstemmigt.