Loven gennemførtes jævnsidigt med den nedenfor omtalte lov om ændringer i ombudsmandsloven, som den på et væsentligt punkt har tilknytning til.

Samtidig med at den del af forvaltningen, der varetages af dommere samt dommerfuldmægtige og visse andre tjenestemænd ved domstolene, fuldt ud unddrages ombudsmandens tilsynsvirksomhed, sker der nemlig ved nærværende lov en hertil svarende udvidelse af den særlige klagerets kompetence.

Efter den hidtidige affattelse af retsplejelovens § 49 kunne den, der anser sig for krænket ved en dommers utilbørlige forhold, kun fremsætte klage herover til indbringelse for klageretten, såfremt krænkelsen var tilføjet ham under møde for en ret. Efter indførelsen af ombudsmandsinstitutionen, fra hvis område dommerne er undtaget, er det fundet naturligt at ophæve denne indskrænkning i adgangen til at indbringe klager for klageretten.

Retsplejelovens § 49 indeholdt ikke hidtil bestemmelser om klager over konstituerede dommere eller dommerfuldmægtige, men klageretten har, for så vidt der forelå spørgsmål om en krænkelse under møde for en ret, anset sig for kompetent til at påkende klager over den, der virkede som dommer. Det fastslås nu, at enhver klage over en dommerfuldmægtigs embedsvirksomhed skal kunne indbringes for klageretten. Dommeres og dommerfuldmægtiges arbejdsområde kommer således i det hele under kontrol af klageretten. Det samme gælder den virksomhed, der udøves af justitssekretærer, chefen for skiftekontoret under Københavns byret og protokolsekretærer ved højesteret.

Samtidig har man fundet tiden inde til i retsplejeloven at optage bestemmelser, der gør det muligt at ophæve lov nr. 128 af 15. april 1930 angående fuldmægtige ved underretterne uden for København m. m., hvilken lov bortfalder samtidig med nærværende lovs ikrafttræden.

Disse bestemmelser drejer sig hovedsagelig om retshjælpsforretninger og om kravene til bl. a. dommerfuldmægtiges kvalifikationer. Andre bestemmelser i dommerfuldmægtigloven er overflødiggjort ved bestemmelser i tjenestemandslovgivningen.

I reglerne om retshjælpsforretninger har man benyttet lejligheden til at foretage nogle ændringer, hvorved deres område begrænses til de praktisk vigtige skiftesager. Endvidere åbnes der adgang til at opnå retshjælp også ved Københavns byrets skifteafdelinger.

I retsplejelovens § 14, stk. 2, bestemmes nu, at skifteretterne er „forpligtet til som retshjælp at udfærdige anmeldelse om hensidden i uskiftet bo og om overtagelse af bo til privat skifte, fællesboopgørelse og arveanmeldelse samt opgørelse efter § 78 i lov nr. 155 af 30. november 1874 om skifte af dødsbo og fællesbo m. v., medmindre udfærdigelsen på grund af boets størrelse eller indviklede beskaffenhed vil være omstændelig eller kræve særlige undersøgelser."

Bestemmelsens sidste sætning, der fik sin endelige formulering i folketinget, var i det oprindelige lovforslag affattet således: „medmindre behørig varetagelse af de øvrige embedsforretninger er til hinder herfor."

Loven indeholder dernæst på forskellige punkter bestemmelser, som tilsigter at bringe retsplejeloven i overensstemmelse med tjenestemandslovgivningen under hensyn til ændringer heri gennem de senere år. Desuden er forskellige andre bestemmelser blevet revideret. Særlig skal nævnes, at der er gennemført forenklede bestemmelser om underretternes virkekreds og om Københavns byrets organisation, at beskikkelse af sættedommere er henlagt til retterne, også hvor dette ikke tidligere var tilfældet, samt at de for dommere gældende habilitetsregler er gjort anvendelige for fuldmægtige ved domstolene.

Retsplejeloven har hidtil benyttet betegnelsen „retsskriver" dels som en stillingsbetegnelse for en del af den virksomhed, der påhviler en dommer eller justitssekretær, særlig med hensyn til oppebørsel af og regnskabsaflæggelse for retsafgifter, dels som en betegnelse for den person, der i et retsmøde fører rettens protokol. Da en sådan sprogbrug er fundet uhensigtsmæssig, og da det er ufornødent at udskille nogen del af en dommers eller justitssekretærs arbejdsområde med en særskilt benævnelse, skal betegnelsen „retsskriver" nu udgå, hvor den er anvendt om dommeren eller en justitssekretær. I de tilfælde, hvor betegnelsen er brugt om dem, der fører retsbogen, ændres den til „protokolfører".

Retsplejelovens § 55, der indeholdt bestemmelser om tilkaldelse af et særligt retsvidne i straffesager under nærmere angivne omstændigheder, ligesom den foreskrev, at der ved notarialforretninger skulle være et notarialvidne til stede, ophæves ved loven. Yderligere bestemmes med hensyn til fogedforretninger, der foretages på fogdens kontor, at tilkaldelse af vidner ikke skal være fornøden, medmindre der undtagelsesvis bliver spørgsmål om at foretage vurderinger eller skøn, og med hensyn til skifteforretninger fastsættes det, at tilkaldelse af vidner ikke skal være fornøden til andre møder i skifteretten end begyndelses- og registreringsforretninger.

Lovforslaget behandledes i folketinget af et udvalg, der i sin betænkning anfører, at udvalget „har drøftet en række bestemmelser i retsplejeloven, som tiden formentlig er løbet fra, men frafalder at stille ændringsforslag under hensyn til, at justitsministeren har oplyst, at justitsministeriet systematisk gennemgår retsplejelovens forskellige kapitler med henblik på efterhånden at få hele loven moderniseret."

Fra Foreningen af Dommerfuldmægtige i Danmark modtog udvalget en henvendelse angående ændring af retsplejelovens § 43, stk. 3, hvorefter som regel kun den, der i 3 år har været ansat i en af de i bestemmelsen nærmere angivne stillinger, kan beskikkes til landsdommer.

„Under henvisning til, at der igennem en årrække er udnævnt et antal dommerfuldmægtige til landsdommere, og til, at fuldmægtige ved domstolene formentlig stadig skal kunne udnævnes direkte til landsdommerstillingen, foreslår foreningen, at fuldmægtige ved domstolene (evt. med en vis tjenestealder) medtages blandt de i retsplejelovens § 43, stk. 3, nævnte stillinger.

Der er ikke ved den i lovforslaget omhandlede ændring af § 43, stk. 3, tilsigtet nogen ændring af bestemmelsens reelle indhold, og der vil således fremdeles være den samme mulighed som hidtil for at udnævne dommerfuldmægtige eller andre fuldmægtige ved domstolene til landsdommer.

Under hensyn hertil og til, at stillingen som fuldmægtig ved domstolene også er en begyndelsesstilling, således at der i givet fald måtte foreskrives en længere årrækkes tjenestetid som betingelse for at kunne udnævnes til landsdommer, har udvalget ikke ment at burde stille forslag om yderligere ændring i § 43, stk. 3."

Da udvalget ikke fandt det rimeligt, at skifteretterne skulle have pligt til som retshjælp at behandle store boer, stilledes der ændringsforslag om den ovenfor nævnte ændring vedrørende retsplejelovens § 14, stk. 2.

Bortset herfra indstillede et flertal lovforslaget til vedtagelse i den affattelse, det havde ved fremsættelsen, mens et mindretal (Henry Christensen, Gideon, Lorentzen, Martin, Helga Pedersen, Edel Saunte og Erna Sørensen) ikke kunne tiltræde lovforslagets § 1, nr. 6, der gik ud på at ændre de gældende bestemmelser om byrettens sammensætning, og stillede ændringsforslag i overensstemmelse hermed.

Om dette spørgsmål udtalte Helga Pedersen (V) ved lovforslagets 2. behandling:

„I lovforslagets bemærkninger siges det, at grunden til, at denne ændring ønskes, er, at der skal skabes mulighed for at beskæftige nogle af dommerne fra foged-, skifte- eller tinglysnings væsenet ved behandlingen af almindelige civile eller kriminelle sager, når byrettens præsident skønner, at der er behov derfor, således at arbejdet overlades til de pågældende fuldmægtige.

Udvalget er imidlertid blevet gjort bekendt med, at præsidenten for Københavns byret ikke ønsker en sådan ændring, og mindretallet finder derfor ikke, der er tilstrækkelig grund til fra justitsministeriets at foreslå ændring i den gældende bestemmelse, som i praksis har virket tilfredsstillende.

Jeg tror, at de, der kender til arbejdet i Københavns byret i almindelighed og i de pågældende særlige afdelinger i særdeleshed, finder, at det er rimeligt, at arbejdet i disse afdelinger ledes af faste dommere.

Herudover indeholder den højtærede justitsministers lovforslag en ændring vedrørende sagernes fordeling. I øjeblikket er det således — jeg citerer:

"Almindelige regler om forretningernes fordeling mellem afdelingerne fastsættes af rettens præsident med justitsministerens billigelse. Inden for de herved dragne grænser foretages fordelingen af præsidenten, der tillige efter forhandling med rettens øvrige medlemmer fordeler afdelingerne mellem disse."

Det er altså en fordeling af afdelingerne, der foregår ved forhandling mellem præsidenten og dommerne, men i det lovforslag, der foreligger her, foreslår man, at sagernes fordeling mellem dommerne skal bestemmes af præsidenten efter forhandling med rettens medlemmer. Jeg tror, at det vil være en utilfredsstillende ordning, og jeg vil foretrække den nuværende formulering af retsplejelovens § 15. Jeg skal derfor anbefale, at der stemmes for ændringsforslag nr. 2, således at den gældende ordning bevares."

Justitsministeren kunne ikke tiltræde mindretallets ændringsforslag, om hvilket han bl. a. udtalte: „Jeg vil bot minde om, at baggrunden for dette ændringsforslag jo er den, at uden for København, når vi nu tænker på skifteretten, behandles boerne af en fuldmægtig og, hvis det drejer sig om større, mere besværlige boer, med en advokat som medhjælper, medens vi altså i København har en særlig ordning, som jeg for min del ikke kan anse for tilstrækkelig sagligt begrundet. Jeg kan ikke se, det er rimeligt, at man i København har 3, undertiden 4, jurister til at behandle et bo, når man kan klare sig med væsentlig mindre juridisk medhjælp i provinsen, og det er heller ikke muligt for mig at se, at det er nødvendigt, at der er dommere i foged- og tinglysningsafdelingerne, når man i provinsen klarer sig med fuldmægtige.

Det er rigtigt, som det ærede medlem hr. Lannung understregede, at baggrunden for lovforslaget er, at man ønsker at skabe mulighed for en friere arbejdsfordeling inden for byretten, og her kan en friere arbejdsdeling være nødvendig, i hvert fald periodevis."

Mindretallets ændringsforslag forkastedes med 84 stemmer mod 28.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt, idet 1 grønlandsk medlem afholdt sig fra at stemme.