Luk

Luk
Luk

Luk

L 118 Lov om ændring af lov om husholdningsskoler og husholdningsseminarier m. m.

Af: Undervisningsminister Jørgen Jørgensen (Lejre) (RV)
Samling: 1958-59
Status: Stadfæstet
Lov nr. 152 af 13-05-1959
Ligesom ved privatseminarierne har man hidtil ved husholdningsseminarierne lagt statsseminariernes lærerlønninger til grund ved beregningen af lærerlønstilskuddet, der efter de hidtil gældende regler er blevet ydet med 100 pct. af alderstillægget og 2/3 af de øvrige løndele, hvilket har givet disse seminarier dækning for ca. 70 pct. af de samlede lønudgifter.

Efter at lønningerne for statens tjenestemænd ved lovene af 7. juni 1958 ikke alene er blevet forhøjet — for de herom- handlede tjenestemandsgrupper gennemsnitligt med 20 pct. — men også på væsentlige punkter i øvrigt er undergået betydelige ændringer, har man fundet det nødvendigt at ændre tilskudsreglerne for husholdningsseminarierne for derigennem at hindre en væsentlig forhøjelse af elevbetalingen, der ved siden af statstilskuddet er disse institutioners eneste indtægtskilde.

Den foreliggende lov tilsigter i overensstemmelse hermed at ajourføre og forbedre husholdning s seminariernes tilskudsforhold og betyder tillige på flere punkter en forenkling af de hidtidige, ret komplicerede tilskudsregler.

Løntilskuddet skal således fremtidig ydes med en bestemt procentsats, nemlig 85 pct. af hele lønnen. Bygningstilskuddet ydes ligeledes efter enklere regler. Samtidig er beregningen af driftstilskud simplificeret; denne tilskudsdel er tillige reduceret med ca. 1/3 i forhold til det nugældende tilskud under hensyn til den nævnte forbedring af løntilskuddet.

I lighed med hvad der gælder for de private seminarier og for en række frie skoleformer, har man fundet det rimeligt at indføje en bestemmelse om statstilskuddets bortfald, når elevtallet synker under et fastsat minimum, der under hensyn til de særlige forhold, som gør sig gældende ved denne undervisningsform, er fastsat til gennemsnitlig 12 elever pr. klasse.

Endelig blev der under sagens behandling i folketinget indføjet nogle bestemmelser i lovforslaget, hvorved husholdningsseminarierne får den samme ordning med hensyn til udbetaling af forskud på statstilskuddet, som forud var gennemført for de øvrige private seminarier.

Lovforslaget vedtoges i den ændrede affattelse enstemmigt efter at have været undergivet en kortvarig udvalgsbehandling.
Partiernes ordførere
Poul Hansen (Grenaa) (S), Poul Hartling (V), Marie Antoinette von Lowzow (KF), Helge Larsen (RV), Aage Gøting (DR) og Petra Petersen (DKP)