Luk

Luk
Luk

Luk

L 119 Lov om udskydelse af revisionen af lov om oprettelse af et pædagogisk institut.

Af: Undervisningsminister Jørgen Jørgensen (Lejre) (RV)
Samling: 1958-59
Status: Stadfæstet
Lov nr. 88 af 21-03-1959
I lov nr. 221 af 11. juni 1954 om oprettelse af et pædagogisk forskningsinstitut er det bestemt, at loven skal forelægges folketinget til revision i folketingsåret 1958-59. Ved nærværende lov ændres bestemmelsen, således at loven vil være at forelægge til revision senest i folketingsåret 1962-63.

Som begrundelse herfor anføres i lovforslagets bemærkninger:

„Danmarks pædagogiske institut, der oprettedes i henhold til den undervisningsministeren ved lov nr. 221 af 11. juni 1954 § 1 givne bemyndigelse til oprettelse af et pædagogisk institut med hjemsted i København, påbegyndte sin virksomhed umiddelbart efter lovens vedtagelse og har i de forløbne år virket tilfredsstillende og i overensstemmelse med lovens bestemmelser og forudsætninger.

Under hensyn til, at omfanget af instituttets mangeartede virksomhed og fortsatte udbygning efter loven endnu ikke er fuldt afklaret, anser man det for mest hensigtsmæssigt, at der ikke på indeværende tidspunkt foretages en ændring af loven, men at man afventer resultatet af den igangværende udvikling i yderligere fire år."

Venstres ordfører (Krogh) bemærkede ved 1. behandling bl. a., at hans parti ved behandlingen af lovforslaget om et pædagogisk institut i 1953-54 havde stillet en række ændringsforslag, som i hovedsagen gik ud på en forenkling af lovens rammer og på at knytte den pædagogiske forskning nøjere sammen med det arbejde, der udføres på statens lærerhøjskole. Ændringsforslagene blev ikke vedtaget.

Han anerkendte det dygtige arbejde, der var udført, men fandt ikke partiets synspunkter afkræftet af den stedfundne udvikling. Partiet ville ikke modsætte sig, at der blev givet lidt mere tid til at indvinde flere erfaringer, men ønskede at stå frit ved en kommende drøftelse af lovens indhold og ville derfor undlade at stemme ved lovforslagets 3. behandling.

Lovforslaget vedtoges ved 3. behandling enstemmigt med 86 stemmer; 53 medlemmer (V, KF og de 2 grønlandske medlemmer) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.
Partiernes ordførere
Søren Christian Hougaard (S), Jørgen Krogh (V), Kristen Amby (KF), Helge Larsen (RV), Aage Gøting (DR) og Petra Petersen (DKP)