I oktober 1955 nedsatte undervisningsministeren et udvalg, der fik til opgave at overveje og afgive forslag om en revision af den gældende lov om radiospredning, herunder spørgsmålet om fjernsynets fremtidige organisation.

Et hovedemne for udvalgets drøftelser var spørsgmålet om, hvordan radioledelsen skulle vælges.

Hvad angår reglerne om udpegelse af lytterrepræsentanter til radiorådet, fremgår det af lovforslagets bemærkninger, at de har været praktiseret således, at mandaterne er blevet fordelt mellem de indstillende lytterorganisationer i forhold til deres medlemstal. Da kun en begrænset del af lytterne har været organiseret i lytterforeningerne, blev der allerede under behandlingen i folketinget af forslaget til loven af 1930 (årbog 1929-30, side 142 ff) stillet forslag om at erstatte denne ordning med et direkte lyttervalg, et forslag, som rigsdagens flertal dog veg tilbage for at gennemføre under hensyn til de praktiske vanskeligheder, en sådan ordning måtte forventes at indebære.

Tanken om gennemførelse af direkte lyttervalg har siden været rejst gentagne gange af forskellige lytter organisationer og senest i et af partiet venstres og det konservative folkepartis folketingsgrupper i folketingssamlingen 1953-54 fremsat forslag til ændring af radiospredningsloven (årbog 1953-54, side 567 ff).

Det ovennævnte udvalg afgav i oktober måned 1958 en betænkning, der ligger til grund for lovforslaget. Heraf fremgår det, at udvalget efter indgående overvejelser ikke har anset det for muligt på en praktisk og forsvarlig måde at gennemføre et direkte lyttervalg til radiorådet og i stedet har foreslået den ordning, som er optaget i lovens § 4, og som vil blive omtalt i den følgende gennemgang af lovens indhold.

I § 1 bestemmes:

„Danmarks radio er en selvstændig offentlig institution, der har eneret på radiospredning, omfattende såvel radiofoni som fjernsyn."

Denne bestemmelse er ny. I den hidtidige lovgivning savnes en definition af institutionen som sådan og en fastlæggelse af dens opgaver. „Statsradiofonien" er ændret til „Danmarks radio", en betegnelse, der i mangfoldige år har været anvendt ved annonceringen af radiofoniens programmer og vil være af praktisk værdi i forhold til udlandet, hvor det er sædvanligt, at en nationalitetsbetegnelse er optaget i navnet på radioinstitutionerne.

Det er fundet rimeligt, at Danmarks radio fortsat har eneret på radiospredning i Danmark og at fastslå dette udtrykkeligt i loven.

§ 3 opretholder den gældende ordning, hvorefter de til Danmarks radios virksomhed fornødne midler tilvejebringes gennem årlige afgifter for benyttelse af radio- og fjernsynsmodtagere.

Herefter vil en hel eller delvis dækning af udgifterne gennem reklameindtægter fortsat være udelukket.

Under opbygning af fjernsynsvirksomheden har denne i det omfang, der ikke har været dækning for udgifterne gennem fjern- synslicensen, været finansieret ved udlån fra radiospredningsfondens radiolicensmidler; disse udlån er forudsat tilbagebetalt, efterhånden som fjernsynets licensindtægt tillader det.

Efter den i loven benyttede terminologi vil radiospredningsfonden fremtidig blive en fællesfond for radio- og fjernsynslicenser, så at der skabes formel mulighed for gennemførelse af en enhedsøkonomi for den samlede virksomhed.

Hermed udelukkes ikke muligheden for, så længe det skønnes påkrævet, at opretholde de forudsætninger, der i økonomisk henseende har været opstillet ved fjernsynsvirksomhedens påbegyndelse.

Ifølge § 4 nedsætter undervisningsministeren et radioråd.

Radiorådet sammensættes på følgende måde:

a. To medlemmer udpeges direkte af undervisningsministeren.

b. Et medlem, der skal være radioteknisk kyndig, udpeges af ministeren for offentlige arbejder.

c. 10 medlemmer udpeges af folketinget som repræsentanter for lyttere og fjernseere.

d. Hvert af de i finansudvalget repræsenterede partier udpeger 1 medlem.

De af undervisningsministeren anerkendte lytter- og fjernseerorganisationer eller sammenslutninger af sådanne, der repræsenterer mindst 5 000 kontingent- og licensbetalende medlemmer, og som har bestået i mindst 1 år, har over for folketinget indstillingsret til valg af de i stk. 2 c nævnte 10 radiorådsmedlemmer.

Anerkendte lytter- og fjernseerorganisationer, der repræsenterer religiøse og nationale mindretal, kan af undervisningsministeren anerkendes som indstillingsberettigede efter stk. 3 uden hensyn til deres medlemstal.

Undervisningsministeren fastsætter de nærmere betingelser for anerkendelse af lytter- og fjernseerorganisationer.

Blandt rådets medlemmer udnævner undervisningsministeren formand og næstformand.

Samtlige udnævnelser gælder for 4 år fra en 1. april.

Ved de fastsatte regler for radiorådets sammensætning er det grundlæggende princip om et folkevalgt radioråd bibeholdt og yderligere udbygget gennem en forøgelse af repræsentationen for lyttere og fjernseere fra 6 til 10.

Den historisk begrundede særlige repræsentation for pressen har man ikke fundet tilstrækkeligt grundlag for at opretholde. Det bemærkes i denne forbindelse, at Den danske Presses Telegramudvalgs repræsentanter i bestyrelsen for Pressens Radioavis har afgørelsen i alle redaktionelle spørgsmål vedrørende radioavisen.

Det afgørende nye i ordningen er, at repræsentanterne for lytterne og fjernseerne skal udpeges af folketinget. Tanken om at lade disse repræsentanter vælge ved direkte valg af alle licensindehavere er som nævnt i de indledende bemærkninger opgivet under hensyn til vanskelighederne ved at etablere en forsvarlig og praktisk gennemførlig valgordning. Bestemmelsen går herefter ud på at lade folketinget, som repræsenterer hele befolkningen, være den vælgende myndighed, hvorved karakteren af et folkevalgt radioråd bevares.

Det siges i lovforslagets bemærkninger, at valget af disse medlemmer i almindelighed bør ske blandt de af organisationerne indstillede, jfr. stk. 3.

Af praktiske grunde er de indstillingsberettigede organisationers antal begrænset, så at kun organisationer eller sammenslutninger af sådanne med et medlemstal på mindst 5 000 kommer i betragtning. Dette talmæssige krav har man dog ikke anset det for rimeligt at fastholde over for religiøse og nationale mindretal, hvis lytter- og fjernseerorganisationer bør kunne anerkendes af ministeren uden opfyldelse af krav om bestemt medlemstal.

Bestemmelserne i 8 5 om radiorådets opgaver svarer med en enkelt redaktionel ændring til de hidtidige regler.

§ 6 har følgende ordlyd:

„Radiorådet nedsætter de nødvendige udvalg. De nærmere regler om disse udvalgs sammensætning og kompetence fastsættes i radiorådets forretningsorden."

Paragraffen fik sin endelige formulering under behandlingen i folketinget på basis af et af undervisningsministeren stillet og af udvalgets flertal tiltrådt ændringsforslag.

I sin oprindelige form havde bestemmelsen følgende ordlyd:

„Radiorådet nedsætter et forretningsudvalg og et programudvalg. De nærmere regler om disse udvalgs sammensætning og kompetence fastsættes i radiorådets forretningsorden.

Efter at udnævnelserne til radiorådet har fundet sted, kan ministeren efter forhandling med radiorådet for en 4 års periode gældende fra en 1. maj udpege indtil 8 konsulenter for programudvalget med indsigt i kulturlivets forskellige områder. Konsulenterne deltager uden stemmeret i programudvalgets møder."

I lovforslagets bemærkninger til denne bestemmelse siges det:

„Radiorådet udøver sin løbende indflydelse på og kontrol med den daglige virksomhed gennem et programudvalg og et forretningsudvalg, hvis nedsættelse hidtil har været hjemlet i den af undervisningsministeren udfærdigede forretningsorden.

Efter den hidtil gældende forretningsorden består forretningsudvalget af 4 medlemmer (formanden og næstformanden samt et af de af de politiske partier og et af de af lytterorganisationerne udpegede rådsmedlemmer). Programudvalget består af 8 af radiorådets medlemmer (formanden, den ene af de 2 af undervisningsministeren direkte udpegede medlemmer, 2 af de politiske partiers, 3 af lytterorganisationernes og 1 af pressens repræsentanter). Herudover har ministeren været bemyndiget til at tilforordne udvalget indtil 6 stemmeberettigede medlemmer „med særlig indsigt i kulturel og musikalsk henseende". Endvidere udnævner ministeren i henhold til statsradiofoniens lønningsreglement og normativ 2 konsulenter for udvalget, en for kirkelige udsendelser og en for skoleudsendelser, der uden stemmeret deltager i udvalgets møder.

Reglerne om radiorådets repræsentation i de 2 udvalg finder man det fortsat naturligt at henskyde til fastlæggelse i forretningsordenen.

Da radiorådet har ansvaret for hele radiospredningsvirksomheden, jfr. § 5, finder man det derimod ikke rimeligt at opretholde den efter den hidtil gældende forretningsorden bestående mulighed for gennem en rent administrativ udnævnelse af programudvalgsmedlemmer uden for radiorådets medlemskreds at forrykke den i reglerne om radiorådets sammensætning fastlagte mandatfordeling.

På den anden side er det af afgørende betydning, at der fortsat sikres programudvalget den fornødne sagkyndige assistance til supplering af den sagkundskab, der altid vil være til stede inden for medarbejderkredsen, og man foreslår derfor, at der til programudvalget knyttes konsulenter — uden stemmeret — med indsigt i kulturlivets forskellige områder. Med det foreslåede antal af 8 skulle der være mulighed for i samme omfang som hidtil at dække områder som kirke, skole, almindelig folkeoplysning, musik, dramatik og litteratur."

Lovens øvrige bestemmelser svarer til den hidtidige lovgivning med enkelte mindre ændringer. Af disse skal nævnes, at en bestemmelse om anmeldelsespligt for virksomheder, der sælger eller udlejer radio- og fjernsynsmodtagere til forbrugere, nu er optaget i selve loven, mens en lignende bestemmelse hidtil har været optaget i forskellige forbrugsafgiftslove. Anmeldelsespligten er udvidet til at omfatte udleje, idet det navnlig for fjernsynsapparatomsætningen har vist sig, at den i vidt omfang foregår på udlejningsbasis (§ 12).

Der er indført en straffebestemmelse for overtrædelse af lovens forbud mod erhvervsmæssig udnyttelse af udsendelser. Bestemmelsen åbner mulighed for konfiskation af ulovligt benyttede apparater (§ 13).

Bestemmelserne om nedsættelse af radiorådet finder ifølge 8 14 — hvis affattelse ændredes under tingets behandling — første gang anvendelse for perioden 1. november 1959 — 31. marts 1963.

Af den ret omfattende debat i tinget, som lovforslaget gav anledning til, skal her kun berøres hovedpunkterne, idet der i øvrigt må henvises til forhandlingerne.

De spørgsmål, som navnlig gav anledning til meningsudvekslinger, var, hvorvidt Danmarks radio skulle have eneret på radiospredning, eventuel adgang til reklame i radio og fjernsyn, radiorådet og programudvalget og forholdet mellem radio og fjernsyn.

Ved 1. behandling understregede Nina Andersen (S), at hendes parti stod fast på det princip, at Danmarks radio burde have eneret på radiospredning. Rent bortset fra de tekniske vanskeligheder ved gennemførelsen af private stationers radiospredning var der en række mere tungtvejende argumenter for at nægte det. Finansieringen ved annonceindtægter ville formentlig kun kunne klares af pengestærke koncerner, og det ville være til skade for den øvrige del af dansk erhvervsliv. Dette ville også gælde pressen og kunne forøge vanskelighederne for de mindre blade. Annoncørernes interesser kunne føre til en uheldig popularisering af programmerne til skade for alsidige kulturelle og oplysende udsendelser.

Radioens eneret måtte forudsætte et bredt sammensat radioråd, som med støtte af et programudvalg, bl. a. omfattende en række sagkyndige, kunne sikre udsendelsernes kvalitet. Direkte lyttervalg til radiorådet havde vist sig uigennemførligt, men det folkevalgte element i radioen burde bevares. Folketinget ville være i stand til at finde frem til interesserede personer med en sådan kulturel indstilling, at lytter- og fjernseerinteresser kunne tilgodeses. Hun stillede sig positivt til opretholdelse af programudvalget, som suppleret med sagkundskab på en række af kulturlivets områder sikrede en alsidig og dybtgående behandling af programmerne.

Gennemførelsen af lovforslaget ville ikke hæmme fjernsynets udvikling, men kunne give grundlag for nyttige erfaringer til brug for en eventuel senere revision. En fuldkommen adskillelse af radio og fjernsyn troede hun ikke på, men nok en adskillelse på visse områder.

Hartling (V) fremhævede den kritik, der havde rejst sig mod lytterforeningernes valg af lytterrepræsentanterne i radiorådet. Udviklingen havde medført, at kun 25 pct. af de licensbetalende lyttere var medlemmer af en lytterforening. Tanken om et direkte lytter valg var trods vanskelighederne ved dets gennemførelse så nærliggende og ønsket om et folkevalgt styre af radioen så stærkt, at muligheden endnu en gang måtte overvejes.

Han fandt det rigtigt, at programudvalget blev lovfæstet som et kontrollerende organ. Det var vigtigt at sikre en rimelig ordning at arbejde under og at sikre alsidighed og et ønskeligt niveau.

Det var et stort spørgsmål, om radioens eneret burde bevares. Spørgsmålet måtte undersøges nøje, og kunne der ikke gives gode argumenter for bevarelsen, ville han foreslå den ophævet. En alsidig statsradio skulle der være, og det var et godt princip at lade afgiften betale udgifterne herved.

Som forholdene var i dag, syntes det mest praktisk med en fælles administration af radio og fjernsyn indtil videre; men med fjernsynets stærke udvikling var det sandsynligt, at meget ville se anderledes ud om nogle år, så spørgsmålet måtte senere på ny tages op.

Hanne Budtz (KF) mente ikke, at radioens monopol burde opretholdes. Det var et gode at der skabtes konkurrence, der højnede kvaliteten, og der var ingen rimelig demokratisk interesse i opretholdelse af dette monopol. Udelukkelsen af reklame i Danmarks radio var hun enig i bl. a. for at bevare udsendelsernes standard. Det var næppe rigtigt midt i fjernsynets rivende udvikling at fastholde en fælles administration af radio og fjernsyn med så teknisk og administrativt afgørende forskelle i udsendelsesarterne.

Forslaget om radiorådets sammensætning måtte anses for en løsning, der betegnede en udvikling bort fra den hidtidige uholdbare ordning. Det var en svaghed, at lytterforeningerne skulle indstille en del af kandidaterne, og hun så gerne, at der sikredes en repræsentation for kulturlivets forskellige områder.

Ved omtalen af programudvalgets sammensætning fremhævede hun, at det afgørende for udsendelserne var afdelingernes ledere og medhjælpere og den frihed, den interne forretningsorden gav dem til valg og udformning af stoffet.

Helge Larsen (RV) anså bevarelsen af monopolet for hensigtsmæssig først og fremmest af hensyn til ytringsfriheden, som ved de kommercielle sendere ville blive begrænset til meget kapitalstærke personer, selskaber eller organisationer. Også hensynet til udsendelsernes kvalitet talte herfor. En række af de foreslåede ændringer var efter hans opfattelse ikke velbegrundede. Således ville det i en nær fremtid blive aktuelt at adskille radio og fjernsyn administrativt, og en forankring af den bestående ordning kunne kun besværliggøre den nyordning, som måtte komme.

Han påpegede, at de organiserede lyttere udgjorde et beskedent og svindende mindretal, og fandt det urigtigt at give lytterorganisationerne indstillingsret til valget af de 10 radiorådsmedlemmer. Folketingets suverænitet i valget af radiorådsmedlemmer måtte i hvert fald stærkt præciseres. Det burde overvejes at lade ministeren udnævne de nævnte medlemmer blandt de brede kulturbærende grene i samfundet: skole, kirke, videnskab og kunst, under hensyntagen til det almindelige krav om alsidighed og ligelighed i radioen. En sådan ordning ville sikre det folkestyrede element i radioledelsen.

Niels Andersen (DR) fandt det ikke tilrådeligt at ophæve radiomonopolet. Radio og fjernsyn ville få stadig større betydning som oplysende faktorer. At de også ville kunne anvendes i propagandaens tjeneste, gjorde det betænkeligt at give fri adgang. Udsendelsernes niveau ville sandsynligvis blive sænket betydeligt. Opgaven måtte være at skabe en sådan styreform inden for statsradiofonien, at den fik de friest mulige udfoldelsesmuligheder.

At afgifterne skulle have en sådan størrelse, at der derved blev dækning for alle udgifterne, var en mønsterværdig ordning for en statsinstitution.

Retsforbundet mente under alle omstændigheder, at direkte lyttervalg til radiorådet var det principielt rigtige, og havde stillet forslag herom i kommissionen. Denne havde fundet vanskelighederne herved for store, og man havde derfor samlet sig om den næstbedste løsning: at lade radiorådet vælge af den folkevalgte, lovgivende forsamling. Programudvalget kunne ikke antages at udøve nogen dårlig virkning på programmerne og burde bevares efter lovforslagets retningslinjer.

Fuglsang (DK) delte den opfattelse, der var lovforslagets grundidé, at radioen burde være en officiel institution under de folkestyrede organers ledelse og ansvar. Eneretten burde bevares. Da direkte lyttervalg til radiorådet næppe var praktisk gennemførlige, burde man søge en løsning, hvorefter folketinget fik den afgørende indflydelse med videst mulig adgang for lytternes repræsentanter og radioens aktive medarbejdere til at gøre sig gældende.

Aksel Larsen (SF) kunne ikke gå ind for lovforslaget. Det lovfæstede programudvalget, som øvede en højst uheldig indflydelse ved tilrettelæggelsen af programmerne. Lovforslaget tilsigtede endvidere en udvidet repræsentation for lytterforeningerne, som efter hans opfattelse ikke havde nogen som helst berettigelse til at være repræsenteret i radioens ledelse.

Undervisningsministeren advarede mod at drage forhastede slutninger fra princippet om næringsfrihed inden for erhvervslivet. En monopolradio kunne meget vel tænkes at være friere end en såkaldt fri radio, der måtte kæmpe med kapitalstærke konkurrenter, for hvem hensynet til udsendelsernes lødighed kom i anden række.

Ministeren fandt det rigtigst at frafalde tanken om direkte lyttervalg. Magten og ansvaret for radioen og andre kulturelle institutioner burde ligge hos folketinget, som var den bredeste repræsentation for befolkningen og dermed også for lytterne. Han bekræftede, at det var hensigten, at folketinget, selv om lytterforeningerne havde indstillingsret, skulle stå frit ved valget af de 10 repræsentanter.

Om forholdet mellem radio og fjernsyn sagde ministeren:

„Jeg ser sådan på det, at det i en overgangsperiode har været naturligt, at radioen varetog også fjernsynets øverste ledelse. Men det er forståeligt, at der med den eksplosionsagtige udvikling, fjernsynet er inde i, melder sig ønsker om større selvstændighed. Det er dog et spørgsmål, om tiden er inde nu, eller om ikke man nøjere må overveje at vente, til vi har fået større overblik over fjernsynets udvikling. Men som sagt, jeg forstår meget vel, at spørgsmålet er rejst, og jeg er også på dette område villig til at drøfte tingene med udvalget."

Af den af udvalget afgivne betænkning anføres:

„Udvalget har drøftet, om Danmarks radio i videre udstrækning, end det hidtil har været muligt, kan betjene de danske lyttere med udsendelser af alsidig, kulturel og oplysende art, og finder, at der med udbygningen af FM-sendernettet åbnes mulighed for at etablere regionale udsendelser. Under udvalgsarbejdet er det oplyst, at man i radioen arbejder med en udbygning af FM-nettet med henblik på anvendelse af regionale udsendelser. Udvalget lægger vægt på, at sådanne udsendelser iværksættes, så problemer, der måske ikke har landsomfattende interesse, men dog har stor lokal betydning, også kan indgå i Danmarks radios udsendelser.

Udvalget har endvidere behandlet spørgsmålet om reklame i radio og fjernsyn, men finder ingen anledning til at foreslå ændringer i de bestående regler, hvorefter reklame i Danmarks radio er forbudt. Udvalget gør i denne forbindelse opmærksom på, at spørgsmålet om reklame i fjernsyn kan ventes optaget til debat på Nordisk Råds næste session med henblik på at opfordre de nordiske landes regeringer til at udrede alle i forbindelse hermed stående forhold med henblik på en fællesnordisk stillingtagen.

Under udvalgsforhandlingerne har man også drøftet, hvor mange kandidater en i henhold til § 4, stk. 3 og 4, anerkendt lytter- eller fjernseerorganisation eller en sammenslutning af sådanne kan indstille til folketingets valg af 10 radiorådsmedlemmer. Udvalget finder, at en indstillingsberettiget organisation eller sammenslutning må kunne indstille indtil 10 kandidater.

Udvalget understreger, at folketinget er frit stillet i sit valg og kan udpege radiorådsmedlemmer uden for kredsen af indstillede personer.

Udvalget har endvidere drøftet, om medlemmer af folketinget kan vælges blandt de 10 radiorådsmedlemmer, som folketinget udpeger.

Et flertal (socialdemokratiets, det radikale venstres og Danmarks retsforbunds medlemmer af udvalget) er af den opfattelse, at de politiske partiers repræsentation i radiorådet normalt vil være tilgodeset gennem bestemmelsen i § 4, stk. 2 d, hvorefter de i finansudvalget repræsenterede partier hver udpeger 1 medlem, og at ovennævnte 10 radiorådsmedlemmer, der repræsenterer lyttere og fjernseere, bør udpeges blandt personer, der repræsenterer de forskellige synspunkter i befolkningen med hensyn til radioens og fjernsynets virksomhed.

Et mindretal (venstres og det konservative folkepartis medlemmer af udvalget) stiller med hensyn til dette spørgsmål de nedenfor under nr. 3 og 4 anførte ændringsforslag vedrørende lovforslagets § 4, stk. 2, litra c og d, idet mindretallet finder, at det ved gennemførelse af en ny radiolov er væsentligt at imødekomme de fra mangfoldige sider fremkomne ønsker om en rimelig fordeling af mandaterne i radiorådet efter kulturelle og politiske synspunkter. Det er mindretallets opfattelse, at de politiske partiers repræsentation i radiorådet fuldt ud vil være tilgodeset ved, at hvert af de i finansudvalget repræsenterede partier udpeger et medlem, at de politiske partiers repræsentanter ikke bør overstige dette antal, samt at der bør reserveres mindst 10 medlemmer i rådet som repræsentation for lyttere og fjernseere.

Vedrørende radiorådets forretningsorden henviser udvalget til, at undervisningsministeren over for udvalget har udtalt, at radiorådets forretningsorden i store træk må formes efter de i den hidtidige forretningsorden af 30. september 1950 indeholdte bestemmelser med fornøden hensyntagen til de i lovforslaget indeholdte ændrede regler.

Udvalget ønsker i denne forbindelse at pege på, at det ville være ønskeligt, om der i en vis udstrækning kunne indføres offentlighed i radiorådets forhandlinger, idet man naturligvis erkender, at en række forhold ikke kan afgøres for åbne døre. Udvalget ønsker også at påpege den betydning, det har, at der består en nær kontakt mellem radioens ledelse og medarbejdere.

Udvalget har under sine drøftelser også behandlet forholdet mellem radio og fjernsyn og finder, at den hurtige vækst i antallet af fjernseere og fjernsynets næsten eksplosive udvikling vil gøre det påkrævet i løbet af de nærmeste år, formentlig i forbindelse med fjernsynets indflytning i den nye fjernsynsbygning i Gladsakse, at tage hele radioordningen op til en gennemgribende revision og eventuelt gennemføre en adskillelse af radio og fjernsyn. Udvalget henstiller, at en sådan revision forberedes grundigt gennem et undersøgelsesarbejde, der omfatter såvel det indbyrdes forhold mellem radio og fjernsyn som kompetenceforholdet mellem radioråd og radio- og fjernsynsmedarbejdere. Et sådant udvalg bør ud over repræsentationen for folketinget bestå af repræsentanter for undervisningsministeriet, radio og fjernsyn, lyttere og fjernseere og for kulturlivet i det hele taget.

Det ovennævnte mindretal finder det magtpåliggende, at adskillelsen mellem radio og fjernsyn finder sted snarest muligt."

Udvalgets flertal indstillede herefter lovforslaget til vedtagelse med de af undervisningsministeren foreslåede ændringer: en ny affattelse af § 6, som er omtalt i forbindelse med loven, en heraf følgende ændring af § 7 og en rent praktisk ændring af § 14 gående ud på, at det nye radioråds funktionsperiode begynder 1. november 1959 og løber indtil 31. marts 1963, således at funktionsperioden udløber samtidig med et finansår som under den gældende lov.

Mindretallets ovenfor nævnte ændringsforslag gik ud på, at de 10 medlemmer af radiorådet, som repræsenterer lyttere og fjernseere, ikke måtte have sæde i folketinget. Herudover stillede mindretallet ændringsforslag om, at eneretten på radiospredning skulle udgå, og at ministeren for offentlige arbejder fik mulighed for at give tilladelse til eller eneretsbevilling for oprettelse og drift af radiofoni- og fjernsynsstationer. Mindretallets opfattelse var den, „at der ikke er nogen rimelig begrundelse for at opretholde den hidtil forudsatte og nu i lovforslagets § 1 fastslåede monopolstilling for Danmarks radio; mindretallet understreger i denne forbindelse, at det under udvalgsarbejdet er oplyst, at der foreligger teknisk mulighed for yderligere radioudsendelser på FM-båndet, der ikke griber forstyrrende ind i modtagerforholdene."

Herefter indstillede mindretallet lovforslaget til vedtagelse med sine ændringsforslag og det af ministeren stillede ændringsforslag til § 14.

Ved 2. behandling uddybede ordførerne de i betænkningen angivne synspunkter. Ministerens ændringsforslag vedtoges, og mindretallets forkastedes.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt med 93 stemmer; 65 medlemmer (V, KF og 1 grønlandsk medlem) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.