Lovforslaget havde følgende indhold:

§ 1. Den, der i Finland, Island, Norge eller Sverige er sigtet, tiltalt eller dømt for en strafbar handling, og som opholder sig her i landet, kan udleveres i overensstemmelse med denne lov.

§ 2. Udlevering af en dansk statsborger kan kun ske, såfremt han i de sidste 2 år forud for den strafbare handling har haft bopæl i det land, hvortil udlevering ønskes, eller hvis handlingen eller en tilsvarende handling efter dansk ret kan medføre højere straf end fængsel i 4 år.

§ 3. Udlevering til strafforfølgning kan kun finde sted for handlinger, der efter lovgivningen i det land, hvortil udlevering ønskes, kan medføre højere straf end bøde.

Udlevering til fuldbyrdelse af en dom kan kun ske, hvis dommen lyder på frihedsstraf eller anbringelse i anstalt, eller der med hjemmel i dommen er truffet bestemmelse om sådan anbringelse.

Udlevering til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse for flere strafbare forhold kan finde sted, selv om betingelserne i stk. 1 eller 2 kun er opfyldt med hensyn til et af forholdene.

§ 4. Udlevering for en handling, der udgør en politisk lovovertrædelse, kan kun ske, såfremt en tilsvarende handling er strafbar som politisk lovovertrædelse efter dansk ret, og den, der begæres udleveret, ikke er dansk statsborger.

§ 5. Udlevering kan ikke ske, når den, der begæres udleveret, her i landet er dømt eller frifundet for den i begæringen angivne strafbare handling. Er tiltale mod ham frafaldet, kan udlevering kun finde sted, hvis de i retsplejeloven fastsatte betingelser for omgørelse af bestemmelsen om tiltalefrafald er opfyldt.

§ 6. Udlevering kan kun ske på følgende vilkår:

1) Den udleverede må ikke drages til ansvar for nogen anden før udleveringen begået strafbar handling end den, han er udleveret for, medmindre

a) justitsministeriet tillader det i medfør af § 17,

b) han selv i et retsmøde meddeler samtykke dertil,

c) han, uanset at han i en måned uhindret har kunnet forladet det land, til hvilket han er udleveret, har undladt dette, eller

d) han, efter at have forladt landet, frivilligt er vendt tilbage.

2) Den udleverede må ikke uden justitsministeriets tilladelse udleveres videre til et tredjeland for nogen før udleveringen begået strafbar handling.

I øvrigt kan der til udleveringen knyttes sådanne vilkår, som skønnes hensigtsmæssige.

§ 7. Fremsætter flere af de i § 1 nævnte lande begæring om udlevering af samme person, skal der ved afgørelsen af spørgsmålet om, til hvilket land udlevering kan ske, særlig tages hensyn til tiden og stedet for og beskaffenheden af det eller de strafbare forhold, tidspunktet for begæringernes fremsættelse samt den pågældendes nationalitet og bopæl.

Angår begæringerne om udlevering forskellige strafbare forhold, kan det som vilkår for udleveringen fastsættes, at den pågældende efter retsforfølgning og fuldbyrdelse af straf eller anden retsfølge i det ene land skal udleveres videre til det andet land.

§ 8. Begæring om udlevering kan fremsættes af politi eller anklagemyndighed i det land, hvortil udlevering ønskes, og rettes til rigsadvokaten, statsadvokat eller politimester (i København politidirektøren).

Begæringen skal indeholde oplysning om tid og sted for den strafbare handling, dennes beskaffenhed, de anvendelige straffebestemmelser, nationalitet og — om muligt — opholdssted for den, der begæres udleveret, samt sådanne oplysninger, som i øvrigt er nødvendige til bestemmelse af hans identitet.

Såfremt den, der ønskes udleveret til strafforfølgning, ikke i et retsmøde meddeler samtykke til udleveringen eller erkender sig skyldig i det forhold, for hvilket udlevering begæres, skal der som grundlag for begæringen foreligge en af en domstol truffet beslutning ....

§ 9. Efter modtagelsen af en begæring om udlevering iværksætter politiet uden ophold den nødvendige undersøgelse. For denne undersøgelse gælder bestemmelserne i retsplejelovens 4. bog med de fornødne lempelser.

§ 10. Den, som begæres udleveret, kan forlange rettens afgørelse af, om de i det foregående angivne betingelser for udlevering er opfyldt. Rettens afgørelse træffes ved kendelse.

Den pågældende skal af politiet gøres bekendt med den i stk. 1 hjemlede adgang til domstolsprøvelse.

§ 11. Til fremme af undersøgelsen og for at sikre udleveringen kan de i retsplejelovens kapitler 68, 69, 71 og 72 omhandlede retsmidler anvendes i samme omfang som i sager vedrørende lovovertrædelser af tilsvarende art, der forfølges her i landet .....

§ 12. I sager om udlevering finder de i retsplejelovens kapitel 66 indeholdte regler om beskikkelse og valg af forsvarer tilsvarende anvendelse. Offentlig forsvarer skal dog altid beskikkes, når den, der begæres udleveret, fremsætter ønske herom ....

§ 13. Såfremt den, der begæres udleveret, i et retsmøde meddeler samtykke til udleveringen, og det findes utvivlsomt, at betingelserne for udlevering er opfyldt, kan udleveringen iværksættes af politiet efter nærmere af justitsministeriet fastsatte regler.

I øvrigt forelægges spørgsmålet om, hvorvidt udlevering skal finde sted, for justitsministeriet.

§ 14. Når der er truffet bestemmelse om udlevering, skal denne snarest muligt iværksættes ....

§ 15. I forbindelse med en beslutning om udlevering kan det bestemmes, at genstande, som er beslaglagt eller taget i bevaring under sagen, med forbehold af tredjemands eventuelle rettigheder skal overgives til den myndighed, som har begæret udlevering.

§ 16. Den, som af myndighederne i et af de i § 1 nævnte lande er efterlyst for en strafbar handling, som kan begrunde udlevering efter denne lov, kan anholdes og fængsles i overensstemmelse med reglerne i § 11.

En i medfør af stk. 1 anordnet fængsling skal ophæves, såfremt begæring om udlevering ikke er modtaget inden for en frist af 2 uger.

§ 17. Justitsministeriet kan efter begæring tillade, at en person, der er udleveret efter reglerne i denne lov, drages til ansvar eller udleveres videre til et andet af de i § 1 nævnte lande for en anden før udleveringen begået strafbar handling end den, han er udleveret for ....

§ 18. Personer, som udleveres fra et af de i § 1 nævnte lande til et andet i samme paragraf nævnt land, kan uden særlig tilladelse føres over dansk territorium.

§ 19. Tidspunktet for lovens ikrafttræden bestemmes af justitsministeren. Loven kan sættes i kraft alene i forhold til et eller nogle af de i § 1 nævnte lande.

Loven har gyldighed for Færøerne og Grønland med de afvigelser, der følger af de for Færøerne og Grønland gældende særlige retsplejelove.

I modsætning til Finland, Norge og Sverige har Danmark ingen lovregler om udlevering af lovovertrædere, men det er almindeligt anerkendt, at justitsministeriet med hjemmel i retssædvane kan træffe bestemmelse om udlevering til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse. En begæring om udlevering antages at kunne imødekommes, uanset om der er indgået en udleveringstraktat med det land, der har fremsat begæringen. Sådanne traktater er imidlertid indgået med en række stater, heriblandt Finland, Norge og Sverige, jfr. bekendtgørelse nr. 202 af 7. maj 1923, bekendtgørelse nr. 20 af 1. februar 1910 og bekendtgørelse nr. 176 af 27. juni 1913. Derimod er der ikke afsluttet udleveringstraktat med Island.

Efter de nævnte udleveringstraktater er Danmark forpligtet til i et nærmere angivet omfang at udlevere personer, der i Finland, Norge eller Sverige er sigtet, tiltalt eller dømt for et strafbart forhold, og som har taget ophold her i landet. Det bestemmes i traktaterne, at begæringer om udlevering skal fremsættes ad diplomatisk vej. Også i andre henseender er disse traktater udformet efter samme principper som de udleveringstraktater, der er afsluttet med lande uden for Norden.

Med det voksende samkvem mellem de nordiske lande har man imidlertid fundet den i konventionerne fastlagte udleveringsprocedure unødigt kompliceret og hæmmende for en effektiv strafforfølgning, og der har udviklet sig en praksis, hvorefter udlevering i praktisk taget alle tilfælde finder sted på en hurtig og formløs måde ved et direkte samarbejde mellem de nordiske landes politimyndigheder.

I overensstemmelse med en på det nordiske justitsministermøde i Stockholm i december 1953 truffet beslutning har spørgsmålet om udlevering af lovovertrædere været genstand for drøftelse på flere møder mellem delegationer fra de nordiske lande. På møderne har der været enighed om at foreslå de gældende udleveringstraktater mellem de nordiske lande erstattet af en ensartet lovgivning og om i denne lovgivning at søge fastlagt en ordning, der i det omfang, det skønnes foreneligt med almindelige retsbeskyttelsesprincipper, er enkel og formløs.

Spørgsmålet har desuden været behandlet af Nordisk Råd, senest på rådets 6. session i november 1958, hvor det svenske lovudkast blev forelagt. Rådet besluttede at anbefale regeringerne at søge gennemført en udleveringslovgivning i hovedsagen i overensstemmelse med lovudkastet.

Det foreliggende lovforslag var i det væsentlige overensstemmende med det udkast, som behandledes i Nordisk Råd, og svarende til en lovgivning, der samtidig søges gennemført i Finland, Norge og Sverige.

Lovforslaget fik i folketinget en velvillig modtagelse og henvistes efter 1. behandling til et udvalg. Dette nåede ikke til ende med sit arbejde inden samlingens slutning.