Om lovforslagets indhold anføres følgende:

§ 1 havde følgende ordlyd:

„Selskaber og personer, der efter 1. januar 1959, men inden 1. april 1964, påbegynder opførelse af beboelsesejendomme, er ved opgørelsen af deres skattepligtige indkomst berettiget til i en periode af 10 år årlig — første gang i det år, hvori ejendommen tages i brug — at fradrage 1 pct. af ejendommens opførelsesudgifter. For enfamilieshuse kan fradraget dog ikke overstige et beløb af 1 000 kr. årlig. I tilfælde af ejendommens overgang til en ny ejer overgår den nævnte ret til fradrag ligeledes til denne."

Ifølge § 2 anses ejendommens opførelse for påbegyndt i det i § 1 nævnte tidsrum, såfremt støbning af grunden er tilendebragt i dette tidsrum.

Endelig indeholdt lovforslaget grænser for størrelsen af erhvervsareal og bestemmelser om beregning af opførelsesudgifterne.

Ordføreren for forslagsstillerne (Paabøl) anførte i sin fremsættelse bl. a.:

„Lovforslaget er i alt væsentligt identisk med et af boligministeriet efter forhandling med finansministeriet udarbejdet forslag, som den daværende indenrigs- og boligminister, Aksel Møller, i marts 1952 fremsatte i et folketingsudvalg.

Forslaget tilsigter at fremme det private boligbyggeri ved i de første 10 år efter en ejendoms opførelse at tillade skattefri afskrivning på 1 pct. om året af ejendommens opførelsesomkostninger.

Mens det sociale byggeri er skattefrit, har private bygherrer en skattebyrde, som er særlig tyngende i de første år, hvor byggeriet er illikvidt, idet hele ejendommens overskud ofte medgår til betaling af store afdrag på prioriteterne.

Hertil kommer for det forretningsmæssige byggeri den særlige udlejningsrisiko, som nybyggeriet har, indtil restriktionerne er afviklet, når det skal konkurrere med den lave leje i den ældre boligmasse og med det statsstøttede, skattefri, sociale byggeri.

Endelig vil forslaget begrænse bygherrens risiko ved de høje anskaffelsessummer i en overgangstid, til byggeriets omkostningsniveau er mere stabiliseret.

Forslaget vil efter forslagsstillernes mening virke animerende og konsoliderende på det private byggeri."

Ved 1. behandling fremhævede finansministeren, at lovforslaget burde have været betegnet som forslag til lov om statstilskud til privat boligbyggeri, idet denne betegnelse dækkede dets egentlige indhold. Dette statstilskud skulle ydes på en særlig måde: „Jo dyrere hus man opfører og jo større indkomst man har, jo større statstilskud skal man have."

Om foretagne beregninger af lovforslagets virkninger anførte ministeren bl. a.: „hvis man nøjes med at bygge et parcelhus til 40 000 kr. og kun har en skattepligtig indkomst på 8 000 kr., vil statstilskuddet det første år udgøre 133 kr.; det følgende år bliver det noget mindre på grund af skattefradraget, men det vil for hele 10 års perioden blive på omkring 1 000 kr. Har derimod den, der bygger dette parcelhus til 40 000 kr., en indkomst på 20 000 kr., fordobles 8tatstilskuddet Jeg vil imidlertid tro, at når manden har en indtægt på 20 000 kr., vil han ikke nøjes med at opføre et parcelhus til 40 000 kr. Jeg tror, han vil opføre et dyrere hus. Tænker vi os, at han gerne vil opføre et hus til 100 000 kr., men måske har dårlig råd til det, og han så ser, at denne lov er kommet frem, og opdager, at han det første år vil få en skattenedsættelse på 747 kr. og over 10 år et samlet statstilskud på ca. 5 000 kr., kan dette måske bevirke, at han bliver fristet til at opføre det dyre hus. Tænker vi os, at manden er så velhavende, at han har 40 000 kr. i indkomst, bliver statstilskuddet endnu større.

Her har jeg nævnt nogle eksempler, der vedrører byggeri af eget hus, men det er også muligt efter lovforslaget at opføre en udlejningsejendom. Vi tænker os f. eks., at en mand opfører en udlejningsejendom, der koster 1 mill. kr. Nu er det ikke enhver givet at gå i lag med et sådant byggeri uden en vis årlig indkomst. Vi kan måske skønne, at han har en årlig indkomst på 40 000 kr. Det vil sige, at han det første år vil få et skattenedslag på 8 000 kr., og over 10 års perioden vil statstilskuddet til denne mand, der opfører en udlejningsejendom til 1 mill. kr., andrage 44 000-45 000 kr. Jeg synes, at dette eksempel viser, hvilket klækkeligt statstilskud til det private boligbyggeri et forslag som det foreliggende betyder."

Et forslag med social slagside som det foreliggende og med den nedgang i skatteprovenuet, der kunne blive tale om — af finansministeren anslået til ca. 150 mill. kr. for den foreslåede periode — måtte ministeren gå imod.

Ordføreren for forslagsstillerne (Paabøl) kom ved 1. behandling ind på spørgsmålet om en almindelig afskrivningsret for beboelsesejendomme. Hvis en sådan ret fandtes, ville lovforslaget være overflødigt. Han henviste til behandlingen af afskrivningsloven (årbog 1956-57, side 364 ff), hvorunder et mindretal (V og KF) havde udtalt, at spørgsmålet om afskrivninger på bygninger burde gøres til genstand for en undersøgelse, og at afskrivning burde kunne ske også på beboelsesejendomme. Han henstillede, at man nu tog dette spørgsmål op til overvejelse.

Uafhængigt af de almindelige skattemæssige overvejelser burde imidlertid det foreliggende lovforslag fremmes som en midlertidig byggeforanstaltning med det begrænsede sigte at fremme det private boligbyggeri i boligrestriktionernes og statsfinansieringens afviklingsperiode. Konkurrence var nødvendig for at skaffe billigere boliger, og lovforslaget tilsigtede at modvirke forskelsbehandlingen af de skattefri sociale boligselskaber og det private byggeri.

Holger Eriksen (S) havde meget svært ved at finde noget som helst tiltalende ved lovforslaget. Det var ikke let at forstå, hvorfor der skulle finde afskrivning sted på værdigenstande, der steg i værdi, og dette var tilfældet for en mængde bygningers vedkommende. Han fremhævede endvidere, at grundejere i forvejen var skattemæssigt favoriseret ved reglerne om formueopgørelse, muligheden for at fradrage underskud og udgiften til indvendig vedligeholdelse. Efter lovforslaget ville fordelene overhovedet ikke komme lejerne til gode, men kun ejerne. En sådan politik kunne han og hans parti ikke støtte.

Thestrup (KF) anbefalede forslaget som et led i den ændring i bygge- og boligpolitikken, som de foreliggende regeringsforslag syntes at ville indlede. Han frygtede, at det under de nye love ikke ville blive muligt at finansiere det private byggeri, bortset fra parcelhusbyggeriet.

Axel Sørensen (RV) påpegede de allerede eksisterende lettelser for beboelsesbyggeri og henstillede, at lovforslagets økonomiske konsekvenser blev klarlagt. Det drejede sig om en så betænkelig forøgelse af statsbevillingerne, at man ikke kunne regne med, at hans parti ville tage medansvaret derfor.

Niels Andersen (DR) kunne ikke medvirke til lovforslagets gennemførelse. Det kunne på længere sigt virke prisfordyrende og havde social slagside som udtryk for en politik, der begunstigede de mennesker, der har fast ejendom.

Heller ikke Alfred Jensen (DK) kunne støtte lovforslaget.

Holger Eriksen (S) foreslog lovforslaget henvist til et udvalg på 17 medlemmer, mens Paabøl (V) foreslog det henvist til det allerede nedsatte udvalg til behandling af regeringens boliglovforslag.

Ved en i et følgende møde foretaget afstemning vedtoges Holger Eriksens forslag.

Udvalget afgav ikke betænkning.