Ved loven forlænges gyldigheden af lov nr. 302 af 21. december 1957 om valutaforhold m. v. til udgangen af 1959, og samtidig begrænses den i valutalovens § 7, stk. 1, indeholdte bemyndigelse for boligministeren til at træffe midlertidige foranstaltninger til regulering af bygge- og anlægsvirksomheden til kun at gælde indtil udgangen af marts måned 1959, idet der fra 1. april 1959 ifølge § 2, stk. 3, i lov nr. 356 af 27. december 1958 om boligbyggeri vil være hjemmel for boligministeren til at foretage sådanne reguleringer.

Mens loven om valutaforhold året i forvejen var blevet vedtaget enstemmigt, opnåedes der ikke enighed om lovens forlængelse, idet ordførerne for venstre og det konservative folkeparti, Anker Lau og Weikop, på deres partiers vegne afslog at medvirke til en sådan forlængelse med den motivering, at man var utilfreds med tempoet i liberaliseringen. Også den kommunistiske ordfører, Fuglsang, afslog at medvirke under henvisning til, at de i loven indeholdte bemyndigelser udnyttedes i overensstemmelse med regeringens almindelige handels- og udenrigspolitik, som kommunisterne ikke kunne godkende.

Efter at nogle af venstre stillede ændringsforslag, der gik ud på, at der for hver varegruppe skulle gives tilladelse til en mindsteimport på 10 pct. af forbruget, var blevet forkastet ved 2. behandling, blev lovforslaget ved 3. behandling vedtaget med 79 stemmer (S, RV og DR), idet 51 medlemmer (V, KF og DK) undlod at stemme.