Ved folketingsbeslutningen meddeler folketinget samtykke til Danmarks ratifikation af den i overskriften nævnte konvention med tilhørende protokol.

Inden konventionens indhold omtales, skal der i det følgende — på grundlag af udenrigsministerens redegørelse ved fremsættelsen af forslaget til folketingsbeslutning samt bemærkningerne til dette — gives en kortfattet oversigt over konventionens tilblivelseshistorie.

Med Romtraktaten af marts 1957 dannedes mellem seks lande i Europa, Frankrig, Tyskland, Italien, Belgien, Holland og Luxembourg, et fællesmarked, som ved siden af sit betydningsfulde politiske indhold bl. a. vil indebære en gradvis afvikling af told og kvantitative restriktioner mellem medlemslandene. Denne afvikling betød, at udenforstående lande, herunder de øvrige lande i Vesteuropa med hvilke de seks hidtil havde samarbejdet inden for Den europæiske økonomiske Samarbejdsorganisation (OEEC) om en nedbrydning af handelsskrankerne, ville blive udsat for en stadig voksende forskelsbehandling.

For om muligt at hindre eller afbøde denne forskelsbehandling afholdtes på britisk initiativ forhandlinger inden for OEEC med henblik på at søge etableret et stort frihandelsområde omfattende samtlige OEEC-lande. Disse forhandlinger, der var både langstrakte og vanskelige, endte i november 1958 resultatløst, hovedsageligt som følge af fransk-britiske uoverensstemmelser, og forskelsbehandlingen påbegyndtes den 1. januar 1959 omend i begyndelsen i ret beskedent omfang; fra de seks' side vistes der vilje til at tage visse skridt til at formindske diskriminationen. Forsøg på i løbet af vinteren og foråret 1959 at få forhandlingerne om det store frihandelsområde genoplivet mislykkedes, og det var på denne baggrund, at de syv lande, der har undertegnet konventionen af 4. januar 1960, Danmark, Norge, Sverige, Storbritannien, Schweiz, Østrig og Portugal, i juni 1959 optog forhandlinger om dannelse af et ydre frihandelsområde.

Fra dansk side var man under disse drøftelser noget tilbageholdende, idet man bl. a. frygtede, at en sådan ordning ikke kunne udformes således, at den ville tilgodese danske interesser i fornødent omfang. Uanset dette fandt man det rigtigt fortsat at deltage i forhandlingerne for at holde sig orienteret om udviklingen og for at søge et eventuelt samarbejde tilrettelagt i overensstemmelse med de krav, man måtte stille hertil fra dansk side.

I maj måned indbødes fra svensk side embedsmænd fra de syv lande til forhandlinger i Saltsjöbaden ved Stockholm, som fandt sted i dagene fra den 1. til den 13. juni 1959, og på hvilke man drøftede spørgsmålet om oprettelsen af et frihandelsområde mellem de syv lande. Embedsmændene udarbejdede under møderne et udkast til en plan for en europæisk frihandelssammenslutning.

Det lykkedes under drøftelserne i SaItsjöbaden at finde frem til en udformning af hovedretningslinjerne for planen, der i væsentlig grad tilgodeså danske interesser og synspunkter. Mens man oprindeligt havde været inde på den tanke, at afviklingen af tolden skulle foretages i løbet af få år, lykkedes det under forhandlingerne i Saltsjöbaden at opnå tilslutning til, at tolden skulle afvikles i løbet af en overgangsperiode på 10 år. Endvidere blev det fastslået, at det ikke var hensigten ved afviklingen af de kvantitative indførselsrestriktioner mellem landene at udøve forskelsbehandling over for udenforstående lande, et spørgsmål, man også havde tillagt vægt fra dansk side. Det lykkedes tillige under forhandlingerne at opnå tilslutning til det synspunkt, at landbrugsvarerne måtte inddrages under de syvs samarbejde. Danmark måtte for at opnå en rimelig grad af gensidighed i frigørelsen af samhandelen kræve indrømmelser for landbruget, og det påpegedes, at det ville være nødvendigt at skabe klarhed over omfanget af disse indrømmelser, før den danske regering og det danske folketing kunne tage stilling til planen som helhed. Man var fra dansk side af den opfattelse, at planens generelle bestemmelser vedrørende samhandelen med landbrugsvarer måtte suppleres med tosidede aftaler mellem medlemslandene, idet det ikke kunne forventes, at der kunne opnås tilstrækkelige garantier for den danske landbrugseksport alene gennem generelle bestemmelser, som alle lande kunne tiltræde.

På grundlag af de resultater, der var opnået under drøftelserne i SaItsjäbaden samt under forhandlingerne om tosidede landbrugsaftaler med Storbritannien og Sverige, besluttede regeringen at give principiel tilslutning til planen om oprettelsen af en europæisk frihandelssammenslutning mellem de syv lande. Under forespørgselsdebatten i folketinget den 14. og 15. juli 1959 gav folketingets flertal tilslutning til regeringens beslutning (årbog 1958-59, side 589).

På et ministermøde, der afholdtes i SaItsjöbaden i juli 1959 — fra dansk side deltog udenrigsministeren og økonomiministeren — besluttedes det derefter at anbefale oprettelsen af en europæisk frihandelssammenslutning mellem de syv lande over for deres regeringer. Endvidere godkendte ministrene udkastet til planen om frihandelssammenslutningen, og de pålagde embedsmændene at udforme en konventionstekst på grundlag af udkastet til planen og under hensyntagen til drøftelserne på ministermødet. På mødet bekræftede ministrene endelig, at det ved oprettelsen af frihandelssammenslutningen var deres mål at lette optagelsen af snarlige forhandlinger, såvel med de seks som med de øvrige medlemmer af OEEC, om en europæisk helhedsløsning.

Ved udgangen af oktober 1959 havde embedsmændene — på nær enkelte udestående spørgsmål — deres konventionsudkast færdigt.

Den 19. og 20. november førtes derefter i Stockholm nogle afsluttende forhandlinger mellem ministre for de syv lande, og man nåede derved til enighed om konventionen i en form, som alle syv regeringer kunne tiltræde.

Konventionen kan indholdsmæssigt opdeles i følgende afsnit: En indledning efterfulgt af to artikler om oprettelsen af sammenslutningen og dens målsætning. Artiklerne 3 til 9 omhandler afviklingen af ind- og udførselstold samt de problemer, der hidrører fra landenes forskellige toldniveauer udadtil.

De tre efterfølgende atikler indeholder reglerne for afviklingen af de kvantitative ind- og udførselsrestriktioner. Artiklerne 13 til 17 indeholder konkurrencereglerne, og i artiklerne 18 til 20 omhandles forhold, der kan begrunde undtagelser fra andre bestemmelser i konventionen.

Bestemmelserne om landbrugsvarerne indeholdes i artiklerne 21 til 25, og artiklerne 26 til 28 opstiller de særlige regler, der skal gælde for samhandelen med fisk og andre havprodukter. Artiklerne 29 og 30 vedrører usynlige transaktioner og overførsler og den økonomiske politik. Den almindelige rådslagnings- og klageprocedure er indeholdt i artikel 31.

Konventionens efterfølgende artikler omhandler de institutionelle ordninger og sådanne spørgsmål som ratifikation, ikrafttrædelse, territorial anvendelse og ændringer.

I det følgende omtales i al korthed nogle hovedpunkter i konventionen og i enkelte af de aftaler, hvorom der er opnået enighed under forhandlingerne, men som ikke er medtaget i konventionen.

Artikel 2 indeholder målsætningen. Sammenslutningen skal fremme den økonomiske aktivitet, fuld beskæftigelse, større produktivitet, rationel udnyttelse af ressourcerne, finansiel stabilitet og en højere levestandard og skal bidrage til en harmonisk udvikling af verdenshandelen. Det fastslås endvidere, at det er et mål at sikre rimelige konkurrencevilkår i samhandelen og at undgå ulighed af betydning i de vilkår, på hvilke medlemmerne kan forsyne sig med råvarer i sammenslutningens område.

Ifølge artikel 3 skal told og tilsvarende afgifter på varer fra sammenslutningens område, bortset Ira finanstold, nedsættes og endeligt afskaffes i løbet af perioden indtil udgangen af 1969. Den første nedsættelse, der er på 20 pet., skal finde sted 1. juli 1960. Afviklingen finder derpå sted i trin på 10 pet. hver, indtil 1. januar 1965 med 18 måneders mellemrum og derefter med 12 måneders mellemrum. Dette afviklingstempo svarer til det af de seks fastsatte. Den enkelte medlemsstat har imidlertid adgang til at afvikle tolden i et hurtigere tempo, og for at kunne følge de seks, hvis disse skulle fremskynde toldafviklingen, er der indføjet en bestemmelse om, at det i artikel 32 omhandlede råd kan træffe beslutning om en hurtigere afvikling.

Af tillæg G fremgår, at der er indrømmet Portugal en særstilling, idet toldafviklingen for varer, der fremstilles i Portugal, og som ikke er særligt undtagne, kan strække sig over 15-20 år, ligesom Portugal indtil 1. juli 1972 kan forhøje eller indføre toldbeskyttelse af hensyn til den portugisiske industris udvikling.

Den basistold, der danner udgangspunktet for medlemsstaternes toldnedsættelser, er som hovedregel den pr. 1. januar 1960 faktisk anvendte told; men tillæg A fastsætter visse undtagelser herfra. For Danmarks vedkommende skal basistolden af hensyn til den stedfindende toldlovsrevision være den pr. 1. marts 1960 anvendte told, og for visse varegrupper er der også indrømmet Norge og Storbritannien en særstilling.

Bestemmelserne om afviklingen af de kvantitative indførselsrestriktioner inden for området er indeholdt i artikel 10, der fastslår, at medlemsstaterne ikke må indføre nye restriktioner eller skærpe eksisterende restriktioner, og at de eksisterende restriktioner skal afskaffes snarest muligt og senest ved udgangen af 1969.

Afviklingen i den enkelte medlemsstat skal ske gradvis og således, at der ikke opstår betydelige problemer i overgangsperiodens sidste år.

Artiklerne 13-17 har til formål at sikre, at foranstaltninger fra statens, offentlige foretagenders eller det private erhvervslivs side ikke gør fordelene ved afviklingen af tolden og de kvantitative restriktioner illusoriske.

Artikel 13 om statsstøtte indeholder et forbud mod en række former for eksportsubsidier og mod andre former for statsstøtte, hvis væsentligste formål eller virkning er at hindre opnåelsen af de forventede fordele ved frigørelsen af handelen.

Artikel 17 åbner adgang for medlemsstaterne til fortsat at beskytte sig mod dumping og subsidieret import fra de øvrige medlemsstater i det omfang, det er foreneligt med bestemmelserne i GATT og OEEC.

Artikel 18 indeholder nærmere regler for, i hvilket omfang en medlemsstat kan træffe foranstaltninger i strid med konventionens øvrige bestemmelser til beskyttelse af sine vitale sikkerhedsinteresser.

I henhold til artikel 19 kan en medlemsstat i overensstemmelse med sine øvrige internationale forpligtelser indføre kvantitative restriktioner over for andre medlemsstater i tilfælde af betalingsbalancevanskeligheder.

Medfører afviklingen af told og restriktioner en kendelig stigning i arbejdsledigheden inden for en bestemt erhvervsgren eller i en bestemt egn, og dette skyldes en stigning i indførslen fra andre medlemsstater, kan vedkommende medlemsstat i henhold til artikel 20 træffe beskyttelsesforanstaltninger.

Artikel 21 indeholder den ud fra et dansk synspunkt meget beklagelige bestemmelse, at af de foregående artikler skal kun artikel 1 om sammenslutningen samt artikel 17 om indførsel af dumping varer og subsidierede varer gælde for landbrugsvarerne.

I stedet er der i artiklerne 22 til 25 fastsat særlige bestemmelser for landbrugsvarerne, for hvilke de efterfølgende bestemmelser i konventionen, herunder bestemmelserne om klageproceduren og om sammenslutningens institutioner, også skal gælde.

Tillæg D til konventionen indeholder en fortegnelse over de varer, som skal betragtes som landbrugsvarer inden for sammenslutningen. Listen over landbrugsvarer, der stort set svarer til den afgrænsning, der er foretaget inden for de seks (Romtraktatens anneks II), omfatter alle egentlige landbrugsvarer og en række forarbejdede levnedsmidler. De fra et dansk synspunkt vigtigste varegrupper inden for levnedsmiddelsektoren, der herefter betragtes som industrivarer, er kiks, vafler, wienerbrød, sandkage, rasp m. v., sukker- og chokoladevarer, kaffeerstatning, supper og bouillon, iscremepulver og buddingpulver, mineralvand, limonade og øl samt en række alkoholholdige drikkevarer (whisky, gin, snaps, likør m. v.).

I henhold til artikel 22 forpligter medlemsstaterne sig til ved gennemførelsen af deres landbrugspolitik at tage tilbørligt hensyn til andre medlemsstaters særlige interesse i udførsel af landbrugsvarer.

Konventionens artikel 23 omhandler de tosidede landbrugsoverenskomster, som medlemsstaterne afslutter indbyrdes med henblik på at nå sammenslutningens mål på landbrugsområdet og som grundlag for deres samarbejde på dette område. De skal gælde for det samme tidsrum som selve konventionen. Overenskomsterne kan ændres eller ophæves, såfremt der er enighed herom mellem de to parter. Da bestemmelser om told i overenskomsterne kommer alle medlemsstater til gode, kan sådanne toldfordele dog kun trækkes tilbage efter tilslutning fra alle medlemsstater. Selv om de tosidede aftaler ikke er optaget som tillæg til konventionen, får de bestemmelser i denne, der ifølge artikel 21 gælder for landbrugssektoren, også gyldighed for disse aftaler.

Med hensyn til eksportsubsidier for landbrugsvarer indeholder artikel 24 en bestemmelse om, at en medlemsstat ikke må skade andre medlemsstaters interesser ved at yde subsidier, der resulterer i øget udførsel i forhold til et nært forudgående repræsentativt tidsrum.

I lighed med bestemmelserne for landbrugsvarer finder bestemmelserne vedrørende afviklingen af told- og restriktioner, konkurrencereglerne m. v. ikke anvendelse på samhandelen med fisk og andre produkter fra havet. Tillæg E indeholder en fortegnelse over denne varegruppe, som omfatter samtlige egentlige fiskeprodukter på nær dybfrosne fileter, dybfrosne, pillede dybhavsrejer og fiskekonserves. Artiklerne 26 til 28 fastlægger de bestemmelser, der skal gælde for samhandelen med disse produkter.

Med hensyn til told og kvantitative restriktioner har alle medlemsstaterne med undtagelse af Storbritannien under forhandlingerne påtaget sig en forpligtelse til ikke at indføre eller skærpe kvantitative restriktioner eller forhøje tolden på fiskeprodukter. Den britiske regering har ikke påtaget sig en sådan forpligtelse, men har erklæret, at den ikke påtænker at foretage sådanne skridt.

For samhandelen med fiskefileter er der under forhandlingerne opnået enighed om en særlig aftale. Denne, der ikke er optaget i selve konventionen med tilhørende tillæg, er tillige med den ovenfor refererede aftale om ikke at forhøje told eller indføre eller skærpe restriktioner for fisk indeholdt i bilag 5 til bemærkningerne. Ifølge aftalen har Storbritannien accepteret at betragte dybfrosne fiskefileter som industrivarer under forudsætning af, at indførslen til Storbritannien fra Danmark, Norge og Sverige ikke i noget år inden 1970 overstiger 24 000 tons (den andrager for tiden 5 000-6 000 tons årligt), og på betingelse af, at forøgelsen finder sted gradvis og regelmæssigt. Såfremt stigningen sker i et unormalt tempo, skal de fire regeringer øjeblikkeligt overveje, hvilke foranstaltninger der kan træffes for at begrænse stigningen.

Storbritannien forbeholder sig endvidere retten til at ændre de toldnedsættelser, som allerede måtte være foretaget, såfremt indførslen fra de tre skandinaviske lande inden udgangen af overgangsperioden i 1970 må forventes at ville overstige 24 000 tons og det ikke ved forhandlinger mellem de fire landes regeringer eller gennem en enstemmig beslutning i rådet lykkes at finde en løsning.

Storbritannien har endvidere forbeholdt sig at kunne trække tilsagnet om at behandle dybfrosne fiskefileter som industrivarer tilbage, såfremt der sker en fundamental ændring i konkurrencevilkårene for fiskerierhvervet. Fra britisk side har man under forhandlingerne erklæret, at man herved sigter til enhver udvidelse af fiskerigrænserne, herunder en udvidelse af de færøske og grønlandske fiskerigrænser, der måtte blive foretaget til skade for britiske fiskeriinteresser. Heroverfor har man fra norsk og dansk side fremført, at man ville anse det for urimeligt, såfremt tilsagnet blev trukket tilbage som følge af en udvidelse af fiskerigrænserne, der finder sted i overensstemmelse med en international aftale om fiskerigrænserne.

Bestemmelserne om den almindelige rådslagnings- og klageprocedure er indeholdt i artikel 31.

Sammenslutningens øverste organ er et råd, der i henhold til artikel 32 har til opgave at udøve de beføjelser og funktioner, som tillægges det ifølge konventionen, at overvåge konventionens gennemførelse og opnåelsen af sammenslutningens mål og at knytte snævrere forbindelser med andre stater, sammenslutninger eller internationale organisationer. Hver medlemsstat er repræsenteret i rådet med én stemme.

Enhver stat kan ifølge artikel 41, under forudsætning af rådets godkendelse, tiltræde konventionen på de vilkår og betingelser, som rådet måtte fastsætte. Endvidere kan rådet føre forhandlinger med andre stater eller sammenslutninger af stater med henblik på at tilvejebringe en associeringsordning med sammenslutningen. En sådan ordning skal godkendes af alle medlemsstater.

Artikel 42 omhandler udtrædelse af konventionen, der kan finde sted med tolv måneders varsel.

Konventionens bestemmelser skal i henhold til artikel 43 finde anvendelse på medlemsstaternes europæiske territorium og på de europæiske territorier, hvis internationale anliggender medlemsstaterne er ansvarlige for. For Færøerne, Grønland, Gibraltar og Malta, der er opført i tillæg F, skal konventionen imidlertid ikke finde anvendelse, medmindre den medlemsstat, der er ansvarlig for deres internationale anliggender, afgiver en ensidig erklæring herom ved ratifikationen eller på et senere tidspunkt. Såfremt der fremsættes ønske om, at disse områder (eller andre territorier, for hvis internationale anliggender medlemsstaterne er ansvarlige) opnår en særstilling inden for sammenslutningen, skal rådet godkende de særlige vilkår og betingelser derfor.

Ændringer i konventionens bestemmelser kan i henhold til artikel 44 finde sted, såfremt de er vedtaget enstemmigt af rådet og godkendt af samtlige medlemsstater. Undtaget fra kravet om godkendelse af medlemsstaterne er bestemmelserne i en række artikler, hvori det udtrykkeligt er fastlagt, at rådets beslutning er tilstrækkelig til at gennemføre ændringer.

Da Liechtenstein, der er i toldunion med Schweiz, har ønsket at tiltræde konventionen, er der affattet en protokol herom. Ifølge denne skal samtlige bestemmelser i konventionen finde anvendelse på Liechtenstein, der vil blive repræsenteret i sammenslutningen af Schweiz.

I den redegørelse, der forelå fra udenrigsministeren ved fremsættelsen af forslaget til folketingsbeslutning, hedder det i nogle afsluttende bemærkninger:

„Den konvention, som nu forelægges folketinget til godkendelse, er et resultat af lange og vanskelige forhandlinger, hvor mange modstående hensyn har måttet tilgodeses. Som jeg har sagt det før, er denne løsning set fra vore synspunkter ikke ideel. Men den skaber et godt grund lag for et samarbejde om afvikling af handelsskranker mellem lande repræsenterende omtrent 90 mill. mennesker. Ved at være med i et sådant samarbejde vil Danmark få andel i de fordele på længere sigt, som en udvidet arbejdsdeling må medføre.

Frihandelssammenslutningen er imidlertid hverken for os eller for vore partnere et mål i sig selv.

Målet må stadig være at nå frem til et europæisk stormarked omfattende så vidt muligt samtlige medlemmer af OEEC, og oprettelsen af de syv betragtes af os som et skridt på vej en hertil. Det er under forhandlingerne klart kommet til udtryk, at dette er hovedformålet med dannelsen af frihandelssammenslutningen, og det fastslås udtrykkeligt i selve konventionens indledning, at de syvs samarbejde tager sigte på at lette en snarlig oprettelse af en flersidig sammenslutning til fjernelse af handelsskrankerne og til fremme af et snævrere økonomisk samarbejde mellem OEECs medlemmer, herunder de seks.

Under drøftelserne ved det afsluttende ministermøde i Stockholm den 19. og 20. november forrige år vedtoges en særlig resolution, hvori det kommer til udtryk, at de syv lande betragter sammenslutningen som et skridt henimod en overenskomst mellem alle OEECs medlemslande. Det udtales endvidere i resolutionen, at de syv regeringer er indstillet på at indlede forhandlinger med medlemmer af de seks, så snart disse er rede hertil. Indtil da må man ad diplomatisk vej eller på anden måde udveksle synspunkter vedrørende det grundlag, på hvilket sådanne forhandlinger med fordel kan indledes.

Det er endnu for tidligt at udtale sig om, hvorvidt dette videre sigte med dannelsen af frihandelssammenslutningen vil kunne virkeliggøres. Imidlertid er der kort før jul fra USA, Storbritannien, Frankrig og Tyskland udgået et initiativ, som uden i sig selv at være en genoptagelse af forhandlingerne om den brede markedsdannelse dog betyder, at hele problemstillingen mellem de seks og de syv bliver angrebet fra en ny vinkel ....

Jeg skal ikke forsøge at vurdere udsigterne for de forhandlinger, der som nævnt finder sted, samtidig med at konventionen forelægges for folketinget, så meget mere, som der kan hengå adskillig tid, førend eventuelle praktiske resultater vil vise sig. Men at drøftelser er kommet i stand, må umiddelbart anses for et gode. At muligheden for et atlantisk samarbejde om større samhandel bringes ind i forhandlingsbilledet, samt at OEECs mulige rekonstruktion vil blive overvejet, kan vi fra dansk side kun hilse velkommen."

Efter at have været gjort til genstand for en indgående 1. behandling henvistes forslaget til folketingsbeslutning til et udvalg.

Over for dette afgav udenrigsministeren ifølge den afgivne betænkning følgende erklæring:

„1. Den danske regering vil fortsætte sine bestræbelser for at nå til en bred europæisk markedsordning såvel som konkrete løsninger af mere foreløbig karakter, der kan fjerne eller væsentligt begrænse forskelsbehandlingen mellem EEC og EFTA.

Såvel inden for EFTA som over for EEC vil regeringen i første omgang virke for en aftale om, at de toldnedsættelser, der allerede har fundet sted eller skal finde sted pr. 1. juli d. å. inden for de to markedsdannelser, gøres gensidige med henblik på ligebehandling mellem disses medlemmer. Dette kan opnås, hvis reduktionen for EECs vedkommende kommer til at gælde såvel de eksisterende nationale toldsatser som den kommende fællestarif, til hvilken de første tilpasninger ifølge Romtraktaten skal finde sted den 1. januar 1962.

Tanker af denne art er ventileret blandt de syv og kan formentlig påregne disses tilslutning, medens der blandt de seks gør sig divergerende synspunkter gældende. Om det her omhandlede spørgsmål vil der i de kommende uger bl. a. på dansk initiativ blive ført forhandlinger mellem de syv i tiden til og med ministermødet i Wien den 11.-12. marts.

Fra dansk side vil man bestræbe sig for, at der skabes en reel forhandlingssituation mellem EFTA og EEC, og at der fra begge sider vises den smidighed, som er nødvendig for at løse vanskelighederne.

2. Et vigtigt mål for regeringens bestræbelser er at søge muligheden for eksporten af landbrugsvarer til landene inden for de seks bevaret og udvidet, det være sig ved multilaterale eller bilaterale aftaler.

Den treårige handelsaftale med Vesttyskland, som i december 1959 blev forlænget med 1 år, er et eksempel på de veje, regeringen vil følge. Langtidsaftalen giver ikke alene en betydelig sikkerhed for en fortsættelse af den hidtidige eksport, men åbner tillige mulighed for, at den danske eksport får andel i den forbrugsstigning, der vil finde sted i Vesttyskland. På hvilken måde Danmarks interesser på lang sigt bedst tilgodeses, afhænger af den kommende udvikling; regeringen vil nøje følge tendenserne inden for de seks og ikke forspilde nogen mulighed for gennem faste og langvarige aftaler at skabe et tilfredsstillende grundlag for den fremtidige eksport.

Princippet om opretholdelse af den hidtidige eksport og mulighed for en andel af forbrugsudvidelsen må efter regeringens opfattelse lægges til grund også for eventuelle foreløbige skridt i de kommende måneder til afværgelse af diskrimination.

3. Danmarks tilslutning til frihandelsområdet medfører ikke, at vi bliver underkastet bestemmelser, der begrænser vor handlefrihed, for så vidt angår de ydre toldsatser.

Konventionen indeholder visse bestemmelser, der tager sigte på at værne medlemslandene mod de skadelige virkninger af den såkaldte „fordrejning" af handel og produktion, men disse indebærer reelt ingen indskrænkning i vor handlefrihed udadtil.

I et frihandelsområde vil de økonomiske kræfter sikkert på lidt længere sigt virke til fordel for en større ensartethed i toldsatserne. En sådan udvikling i retning af toldharmonisering kan bidrage til at forbedre mulighederne for at nå den brede europæiske markeds- løsning.

4. Regeringen vil bestræbe sig for, at der inden for frihandelsområdet etableres et konsultativt udvalg, bestående af erhvervsrepræsentanter for de syv lande, og vil søge dette udvalg sammensat på en sådan måde, at industri, handel, landbrug, arbejdsgivere og arbejdere bliver repræsenteret."

Forslaget indstilledes herefter til vedtagelse af regeringspartiernes og det konservative folkepartis udvalgsmedlemmer, mens venstres repræsentanter ikke kunne tiltræde forslaget.

Som ordfører for det konservative folkeparti pegede Poul Møller ved sagens 2. behandling på, at hans parti fortsat mente, at regeringen burde have gjort et mere energisk forsøg på at hindre den udvikling, der førte til denne traktat, og på at hindre dette frihandelsområdes oprettelse. Partiet ville ikke ved sin afstemning tage noget medansvar for den europæiske udvikling, som konventionen er udtryk for. „Vi har ikke ønsket, at Danmark skulle bidrage til fremkaldelse af den situation, vi nu befinder os i. Vi havde tværtimod ønsket, at Danmark havde gjort, hvad der stod i vor magt for at hindre denne situation i at opstå. Men nu er denne situation skabt, og vi mener, det er vor pligt at handle, som den således fremkaldte situation kræver."

Som forholdene lå, havde Danmark nu kun valget mellem dansk deltagelse i frihandelsområdet eller dansk isolation uden for ethvert fastere europæisk samarbejde. „Denne sidste mulighed tør vi ikke tilråde folketinget. Sådan som det er gået, har vi derfor erklæret os villige til i den skabte situation at tage medansvar for folketingets ratifikation af traktaten under to forudsætninger, nemlig for det første at de udgangspositioner, der ydes dansk erhvervsliv ved den afvikling af told og importrestriktioner, der skal finde sted, bliver så gunstige, som det er politisk muligt, og for det andet at regeringen fremlægger en realistisk handlingsplan med det formål at nå frem til en koordination af de europæiske markedsdannelser. Disse to betingelser fremhævede jeg ved første behandling af denne konvention. Det, der for os i dag er afgørende for vor afstemning, er bedømmelsen af, hvorvidt disse betingelser er opfyldt, så langt som det kunne forventes, og som det kunne håbes.

Vedrørende det første, erhvervenes udgangspositioner, ved enhver, at et flertal af den konservative folketingsgruppe i fredags stemte for den told- og valutalovgivning, der fastlægger vore udgangspositioner. Omend disse ikke i enhver henseende er tilfredsstillende for os, fik vi indflydelse på disse positioners endelige tilblivelse, og vi mener så megen indflydelse, at vi anser denne betingelse for at være opfyldt."

Vedrørende den anden betingelse henholdt taleren sig til udenrigsministerens erklæring over for udvalget.

Per Federspiel (V) mente ikke, at konventionen løste de danske erhvervs problem: at opnå gensidighed i samhandelen med vore handelspartnere. „På dette punkt har Stockholmstraktatens fædre lidt nederlag, på dette punkt er den højtærede udenrigsminister og regeringen blevet skuffet i deres forventning om, at de ved at få indføjet nogle ord i fortalen til denne traktat om, at formålet skulle være at tilvejebringe muligheder for nye forhandlinger med de seks, kunne opnå noget, på dette punkt er de blevet skuffet." Han pegede dog på, at overenskomsten ikke udelukkede, at man fra dansk side samtidig indtrådte i en associetetsordning med de seks, og han anså det for bydende nødvendigt, at man undersøgte, hvordan Danmark ville kunne sikre sine interesser på de seks landes fællesmarkeder.

Venstre havde gerne medvirket til, at der om denne sag blev skabt en bred løsning. „Selve det principielle spørgsmål om tilslutning til det ene eller det andet af de europæiske fællesmarkeder blev" — udtalte han ved sagens 2. behandling — „afgjort i sommer. Sagen her drejer sig alene om udformningen af de traktatbestemmelser, der følger af beslutningen i juli 1959, og de foranstaltninger, der må træffes for at tilpasse erhvervslivet til de vilkår, der nu byder sig. Vi måtte konstatere, at regeringen ikke var til sinds at forhandle om de synspunkter, vi fremførte, og der har således ikke været nogen mulighed for, at mit parti vil kunne ændre det standpunkt, vi indtog under første behandling, at vi agter at afholde os fra at stemme ved afstemningen over forslaget til folketingsbeslutning."

Fuglsang (DK) gik imod forslaget og dermed imod Danmarks tilslutning til frihandelsområdet, der betegnedes som „et misfoster af en markedsdannelse". Det var efter hans opfattelse ikke rigtigt, når man sagde, at Danmark ikke havde andet valg. „Verden omkring os i dag, ved indgangen til 60erne, er ikke, som den var for 10 år siden. Dengang var det den kolde krigs tid, men i dag er situationen takket være ærlig offervilje fra mennesker, der forstår politikeres pligt, blevet anderledes, end den var dengang. Det, som prægede tiårets begyndelse, var den kolde krigs opbrud; det, som præger 60erne, er indledningen til international afspænding, samarbejde og samhandel, det, som menneskeheden har længtes efter i mange år." Han så bl. a. en øget samhandel mellem øst og vest som middel til at lette økonomisk uvirksomhed og vanskelighed.

Hans Schmidt (SI) gik ligeledes imod konventionen. Efter hans opfattelse var man kommet „ind i en blindgade; vejen over det lille frihandelsområde kan ikke føre til en bedre europæisk løsning, hvad enten der så tages sigte på det store frihandelsområde eller på det store europæiske økonomiske fællesskab. Det skulle da være på den indirekte måde, at blindvejen derved bliver konstateret og valget gjort lettere, fordi det bliver så meget mere indlysende, på hvilken måde det da må ske." Spørgsmålet var blot, hvor stor en skade der skulle ske, før det blev helt indlysende, at vejen måtte vendes. Man burde stræbe efter at få tilvejebragt et europæisk tariffællesskab. „For mig at se er dette forbund, som man også kan kalde det, acceptabelt for både de seks og de syv — selvfølgelig ingen undtaget, heller ikke England. Da er blot formen en anden, og den bliver påtvunget af de faktiske forhold, som jeg også har gjort rede for. Men når England nu ikke vil gå med hertil, hvad så?"

I modsætning hertil fandt Aksel Larsen (SF) det rigtigt at ratificere konventionen, idet han på den ene side måtte gå imod en tilslutning til de seks og på den anden side ikke mente, at Danmark kunne stå alene. „Men så er der de syv. Ja, for de syvs vedkommende er det for mig spørgsmålet, om vi har valgt eller skaffet os et tåleligt godt udgangspunkt, og det mener jeg vi har. Det tæller for mig, at de syv landes frihandelsområde ikke er en statspolitisk blok, og at det enkelte medlemsland selv kan bestemme sine toldsatser over for øvrige lande. Det tæller for mig, at som medlem af de syv er vi ikke underkastet diktatur fra nogen stormagt, men at ethvert enkelt medlemsland i de syv tværtimod i alle vigtige spørgsmål har vetoret i ministerrådet. Jeg anser det for uheldigt, jeg anser det for urigtigt og urimeligt, at landbrugsvarer ikke bliver restriktionsfri i de syv landes frihandelsområde. Det er principielt stridende mod frihandelsideen. Imidlertid synes jeg, at efter alt, hvad vi kan regne med, er vort marked for landbrugsvarer nogenlunde sikret i de syv, og dér er det langt større end i det usikre marked hos de såkaldte seks."

H. C. Toft (KF) kunne ikke følge sit parti i denne sag. Han fandt resultatet af de aftaler, der var truffet med England, utilfredsstillende, hvilket nærmere begrundedes, og udtalte videre: „Når vi så derudover ser hen til den diskriminering, som danske landbrugsvarer vil komme ud for på fællesmarkedet, risikoen for efterhånden at blive helt udelukket, da finder jeg, at vi ved indrepolitiske foranstaltninger burde have udvirket, at landbruget fik en bedre udgangsposition, et bedre konkurrencegrundlag, at vi burde have bragt omkostningsniveauet ned gennem nedsættelse af ejendomsskatterne til staten og til amtet. Dermed ville vi have styrket landbrugets konkurrenceevne, landbrugets muligheder for salg og derigennem også muligheden for at øge eller bevare nationalindkomsten."

Forslaget vedtoges med 98 stemmer (regeringspartierne, KF (med undtagelse af H. C. Toft), SF og Thorkil Kristensen) mod 6 (DK og Hans Schmidt), idet 32 medlemmer (V, H. C. Toft og de 2 grønlandske medlemmer) afholdt sig fra at stemme.