Luk

Luk
Luk

Luk

B 14 Forslag til folketingsbeslutning om statens overtagelse af Danmarks nationalbank.

Samling: 1959-60
Status: Bortfaldet
Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:

Folketinget beslutter at opfordre handelsministeren til at lade udarbejde og fremsætte forslag til lov om statens overtagelse af Danmarks nationalbank, så denne bliver en ren statsbank.

Ved fremsættelsen af forslaget pegede Alfred Jensen (DK) som ordfører for forslagsstillerne på, at landets største fagforbund, Dansk Arbejdsmands og Specialarbejder Forbunds hovedbestyrelse på et i september 1959 afholdt møde havde opfordret regeringen til at lade fremsætte lovforslag om statens overtagelse af nationalbanken.

Forslagsstillerne havde derfor ønsket, at folketinget nu blev stillet over for et sådant forslag. De var dog „ganske på det rene med, at nationaliseringen kun vil få den fulde betydning for befolkningen, hvis regering og folketing sætter ind for antikapitalistiske foranstaltninger mod de store monopoler. Det er som bekendt ikke tilfældet nu. Statens overtagelse af nationalbanken og ansvaret for dens virksomhed vil alligevel være fordelagtig for folket. Man må nemlig regne med, at den modstand over for nationalbankens foranstaltninger mod aktiviteten, som kommer til udtryk inden for socialdemokratiet og fagbevægelsen, ved statsovertagelse vil medføre mere tilbageholdenhed med slige foranstaltninger. Og såfremt regeringen ikke vil bøje sig for pengemagtens pres, vil den have større muligheder for at mobilisere folket herimod end under den nugældende ordning."

Handelsministeren kunne ikke tiltræde forslaget, om hvilket han ved 1. behandling udtalte:

„I folketingets møde den 21. oktober i år spurgte det ærede medlem hr. Alfred Jensen mig, om jeg havde til hensigt at fremsætte et lovforslag om statens overtagelse af nationalbanken. Jeg gav dengang et svar, hvis konklusion var, at jeg ikke fandt, der var sket sådanne ændringer i det hidtidige samarbejde mellem staten og nationalbanken, at tiden var inde til at stille forslag om ændring af nationalbankens styrelse. Selv om der nu er gået næsten en måned, siden det ærede medlem stillede sit spørgsmål, er jeg stadig af den opfattelse, at tiden ikke er inde til at stille forslag om ændring af nationalbankens styrelse."

Disse synspunkter blev stærkt imødegået af ordtøreren for forslagsstillerne.

I øvrigt havde kun Per Hækkerup (S) ordet. Han udtalte: „Idet jeg henviser til den højtærede handelsministers svar såvel i dag som på ordføreren for forslagsstillernes spørgsmål den 21. oktober, skal jeg tilføje, at det er såvel forslagsstillerne som offentligheden bekendt, at mit parti principielt er af den opfattelse, at nationalbankens pengepolitik bør føres i samklang med det offentliges øvrige økonomiske politik, og at nationalbanken derfor burde styres af de samme organer, d. v. s. i sidste instans af folketinget.

Dette synspunkt har for nylig fundet udtryk i en vedtagelse i Dansk Arbejdsmands og Specialarbejder Forbund, og det finder af og til udtryk i vedtagelser inden for enkelte andre dele af arbejderbevægelsen, og spørgsmålet holdes derigennem stadig levende. Vi erkender imidlertid i mit parti, at der ikke foreligger en situation, som gør problemet aktuelt, og at der ikke i det høje ting er tilstrækkelig politisk tilslutning til at gennemføre vort synspunkt; følgelig kan vi ikke medvirke i den politiske demonstrationspolitik, som kommunisterne også på dette punkt betjener sig af."

Efter forhandlingens slutning vedtoges det med 111 stemmer mod 6 (DK og SF) at nægte forslaget overgang til 2. (sidste) behandling. Det var dermed bortfaldet.
Partiernes ordførere
Per Hækkerup (S) og Alfred Jensen (DKP)