L 100 Lov om ændring i lov om arbejdstageres opfindelser.

Af: Minister for handel, industri og søfart Kjeld Philip ()
Samling: 1959-60
Status: Stadfæstet
Lov nr. 336 af 19-12-1959
Ifølge § 14 i lov nr. 142 af 29. april 1955 om arbejdstageres opfindelser skulle loven forelægges folketinget til revision i folketingsåret 1959-60.

Denne tidsfrist ændres ved nærværende lov til folketingsåret 1963-64.

Det var oprindelig foreslået, at revisionsfristen helt skulle bortfalde. Som begrundelse herfor anførtes i det af handelsministeren fremsatte lovforslag:

„Det nordiske råd tilstillede den 18. august 1954 regeringerne i Danmark, Island, Norge og Sverige en henstilling (henstilling nr. 29) om snarest at søge gennemført et system med nordisk patent. Der blev derefter i 1955 i Danmark, Norge og Sverige — og senere tillige i Finland — nedsat udvalg med den opgave i indbyrdes samarbejde at foretage en nærmere udredning af de problemer af lovgivningsmæssig, økonomisk og administrativ karakter, der rejser sig i forbindelse med gennemførelsen af et sådant system. Fra islandsk side har man ønsket at indskrænke sig til deltagelse i arbejdet ved observatør. Gennem de siden da forløbne år har disse udvalg arbejdet med henblik på udformning af et forslag til en for alle fire lande praktisk talt ensartet patentlovgivning, et arbejde, der kan forventes afsluttet inden for de nærmeste år. Det må herefter påregnes, at der om nogle få år i de nævnte fire lande vil blive fremsat forslag til en ny patentlovgivning og i forbindelse dermed til en ordning indeholdende et system med nordisk patent. En sådan ny patentlovgivning ventes ikke at ville omfatte bestemmelser om arbejdstageres opfindelser, men reglerne vedrørende patenter danner i mange henseender grundlag for de heromhandlede bestemmelser.

Under disse omstændigheder synes det ikke hensigtsmæssigt på indeværende tidspunkt at foretage ændringer i loven om arbejdstageres opfindelser, der i øvrigt har fungeret tilfredsstillende i de forløbne år. Eventuelle forslag til ændringer i denne lov, som måtte blive følgen af den nævnte almindelige revision af patentlovgivningen, vil blive fremsat i forbindelse med det forestående forslag til en ny patentlovgivning."

Ved lovforslagets 1. behandling fremsatte såvel Gideon (V) som Adolph Sørensen (KF) ønske om, at revisionsfristen ikke blev ophævet, men udskudt.

Under den efterfølgende udvalgsbehandling stillede handelsministeren et hertil sigtende ændringsforslag, der var tiltrådt af hele udvalget, og som ved 2. behandling blev vedtaget uden afstemning.

I den ændrede affattelse vedtoges lovforslaget enstemmigt, idet 1 grønlandsk medlem afholdt sig fra at stemme.
Partiernes ordførere
S. Lund Jensen (S), Henry Gideon (V), Adolph Sørensen (KF), Hilmar Baunsgaard (RV), Robert Sandau (DR) og L. Lynnerup Nielsen (DKP)