L 103 Lov om ændring i lov om skibes bemanding.

Af: Minister for handel, industri og søfart Kjeld Philip ()
Samling: 1959-60
Status: Stadfæstet
Lov nr. 47 af 24-02-1960
Ved loven ændres den i lov nr. 208 af 7. juni 1958 om skibes bemanding § 7, stk. 1, fastsatte bemandingsskala for maskindrevne skibe over 400 tons således:

Mens skalaen tidligere standsede ved skibe på 9 500 brutto registertons, og der derefter gjaldt den regel, at skibe over 9 500 tons skulle have 1 matros mere pr. påbegyndt 1 500 tons, har man nu — ved tilføjelse af nye størrelsesgrupper — ført skalaen op til skibe på 20 000 tons og generelt fastsat, at skibe over 20 000 tons skal have 14 matroser, 2 letmatroser, 2 ungmænd og 1 dæksdreng.

Ud over denne begrænsning af kravene for de største skibes vedkommende indebærer den nye skala krav om 1 matros mere og 1 ungmand mindre i skibe på 5 000-6 500 tons samt om 1 matros mere og 1 letmatros mindre i skibe på 8 000-9 500 tons. Endvidere har man for skibe over 9 500 tons erstattet 1 letmatros med 1 ungmand. Disse forskydninger tilsigter at råde bod på det forhold, at der er vel mange uddannelsesstillinger i forhold til antallet af slutstillinger.

Som begrundelse for lovens bestemmelser anførte handelsministeren ved fremsættelsen af lovforslaget bl. a.:

„I de senere år har der inden for de fleste landes handelsskibsflåder gjort sig en tendens gældende til anvendelse af større skibe end tidligere. Dette har især været tilfældet for tankskibes vedkommende, og så vidt man kan bedømme i dag, er der al udsigt til, at denne udvikling vil fortsætte i de kommende år. For at danske redere kan hævde sig i international skibsfart, er det nødvendigt, at de følger med i denne udvikling. I denne forbindelse er imidlertid spørgsmålet blevet rejst, om de gældende danske bemandingsregler vanskeliggør det for danske redere at konkurrere med udenlandske redere på rimelige vilkår.

De gældende bemandingsregler for dæksmandskab findes i bemandingsloven af 7. juni 1958. Loven foreskriver for skibe over 9 500 brutto registertons en forøgelse af dæksmandskabet med 1 matros for hver påbegyndt 1 500 brutto registertons. Denne regel giver imidlertid for de større skibe et dæksmandskab, der er væsentlig større, end hvad der kræves i andre lande. F. eks. forlanger man til bemandingen af et skib på 28 000 brutto registertons i Danmark en dæksbesætning på 26 mand, medens man i Norge forlanger 14, i Sverige 9, i Holland 9 og i England 10 mand. Rent faktisk sejler man dog i disse lande med 15-19 mand på dækket. For et skib på ca. 18 000 brutto registertons kræves der efter de danske regler en bemanding på 19 mand, medens der i de nævnte andre lande faktisk sejles med en bemanding, der varierer fra 12 til 16 mand.

Jo højere vi kommer op i tonnage, jo større bliver forskellen mellem den bemanding, vi kræver, og den bemanding, der benyttes i udenlandske skibe.

Vore bemandingskrav må på denne baggrund forekomme mindre rimelige og stiller vore skibe i en dårlig konkurrencestilling. Man må alvorligt befrygte, at bevarelsen af vor bemandingsskala vil føre til, at færre store skibe vil komme til at sejle under dansk flag, til skade for dansk skibsfart og for beskæftigelsen af vore søfolk. Man må også regne med, at en svækkelse af vore rederiers konkurrenceevne vil have uheldige virkninger for arbejdet på vore skibsværfter. .....

Problemet om bemanding af de store skibe blev rejst over for handelsministeriet allerede for godt et år siden af Danmarks Rederiforening og gav anledning til en række forhandlinger, først og fremmest mellem repræsentanter for rederne og sømændene, med henblik på at opnå enighed i dette vigtige spørgsmål.

Som et led i bestræbelserne herpå nedsatte jeg i august i år et snævert udvalg med den opgave at overveje spørgsmålet om en revision af de nævnte regler i bemandingslovens § 7, stk. 1. Omend der var ønsker fremme om at give et sådant udvalg et bredere kommissorium, fandt jeg det mest hensigtsmæssigt at begrænse udvalgets arbejdsopgave til det spørgsmål, der var aktuelt, og hvis hurtige løsning trængte sig på.

Udvalget afgav betænkning den 16. oktober d. å.; det fremgår af betænkningen, som er omdelt til folketingets medlemmer, at der under udvalgsbehandlingen ikke er opnået enighed om en samlet indstilling til ministeriet. Betænkningen begrænser sig derfor stort set til en redegørelse for den gældende bemandingslovs tilblivelse, dæksmandskabets størrelse i forskellige landes skibe, den økonomiske betydning af dæksmandskabets størrelse og de synspunkter, som parterne har fremsat i udvalget."

Under overvejelserne om lovforslaget havde man, efter hvad ministeren oplyste, været inde på tanken om at etablere et nordisk samarbejde. Et sådant samarbejde burde dog formentlig ikke begrænses til at angå skibenes dæksmandskab, men hvile på et bredere grundlag. „Endvidere vil det vel være naturligt under sådanne drøftelser at foretage en videregående sammenligning af, hvorledes forholdene er for søfolkene i de forskellige nordiske lande. Det er min agt i den nærmeste fremtid at sætte mig i forbindelse med mine nordiske ministerkolleger for at høre, hvorledes man stiller sig til at indlede et sådant samarbejde."

Lovforslaget behandledes i folketinget af et udvalg. Dette tiltrådte enstemmigt lovforslaget med den ændring, at ikrafttrædelsestidspunktet skulle udskydes fra 1. januar til 1. marts 1960 og en anden i lovforslaget fastsat frist ændres i overensstemmelse hermed. I øvrigt understreger udvalget i sin betænkning, at arbejdet med at skabe en fælles nordisk søfartslovgivning bør fremskyndes mest muligt.

Uden for betænkningen stilledes fra kommunistisk side et ændringsforslag, om hvilket Lynnerup Nielsen (DK) udtalte:

„Det ændringsforslag, jeg på min gruppes vegne har stillet til det foreliggende lovforslag, indeholder i det store og hele de bemandingsregler, der er gældende for skibe på indtil 20 000 brutto registertons, men samtidig dækker vort ændringsforslag tillige, hvad der er opnået gennem forhandling mellem på den ene side rederne og på den anden side Sømændenes Forbund. Vi finder det velbegrundet, at den overenskomstmæssige aftale, der er indgået mellem parterne om dæksmandskabets størrelse for hver enkelt tonnagegruppe, lovfæstes, ikke mindst nu, da loven undergår en ændring af bemandingsreglerne. Vi mener også, at vort ændringsforslag opfylder alle rimelige krav til størrelsen af dæksmandskabet og af det kvalificerede mandskab, og at der tages fornødent hensyn til såvel mandskabet som sikkerheden i skibene under det arbejdspres, udviklingen har medført.

Vi kan meget vel se, at vort ændringsforslag, som også det ærede medlem hr. Peter Nielsen nævnte det, ikke opfylder de ønsker, min gruppe nærer med hensyn til de større skibes bemanding. Forholdet er det, at det stopper op ved de 20 000 brutto registertons med et samlet dæksmandskab på 21 mand og altså ikke dækker en rimelig bemanding af de meget store skibe. Selv om den nuværende ordning for de helt store skibe måske kan siges at ligge i overkanten, hvad dæksmandskabet angår, kan vi ikke se rettere, end at der burde være en graduering for de helt store skibe."

Mens det i betænkningen indeholdte ændringsforslag blev vedtaget uden afstemning, stemte kun kommunisterne og Aksel Larsen (SF) for ændringsforslaget uden for betænkningen.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget med 127 stemmer mod 5 (DK).
Partiernes ordførere
Peter Nielsen (S), Henry Gideon (V), Hilmar Baunsgaard (RV), Robert Sandau (DR), L. Lynnerup Nielsen (DKP) og Aksel Larsen (SF)