De ændringer, der indeholdes i loven, vedrører alle strafferetsplejen, men er i øvrigt af meget spredt karakter.

Ved den væsentligste af ændringerne indføjes et nyt kapitel i retsplejeloven: „Kapitel 73 a. Personundersøgelser", der i en tidssvarende udformning samler de tidligere spredte og ufuldstændige bestemmelser om disse undersøgelser. Selv om enkelte realitetsændringer herved er gennemført, er der dog ikke sket nogen væsentlig ændring af den tidligere ordning.

Endvidere gennemførtes ved loven en forhøjelse af det i retsplejelovens § 97, stk. 1, omhandlede vederlag til nævninger, en ny bestemmelse, § 163 e, der giver hjemmel til udvidet adgang til forkyndelse gennem postvæsenet, nye regler om den praktiske fremgangsmåde ved afgørelse af en straffesag ved bødeforelæg (§ 931), en ændring af § 948, stk. 2, der udvider adgangen til fremme af de i bestemmelsen omhandlede ankesager, samt en ændring af § 987, stk. 3, hvorved der gives tiltalte en i forhold til den tidligere formulering af bestemmelsen øget mulighed for at få en afvist ankesag genoptaget.

Endelig indeholder loven forskellige mindre væsentlige bestemmelser, der enten er en følge af de omtalte ændringer i retsplejeloven eller af den samtidig med denne ændringslov gennemførte lov om ændringer i borgerlig straffelov (se nedenfor under nr. 107), eller som er en følge af tidligere gennemførte ændringer i andre love.

1) Det nye kapitel 73 a i retsplejeloven er sålydende:

§ 800 a. Der skal tilvejebringes sådanne oplysninger om sigtedes personlige forhold, som må antages at være af betydning for sagens afgørelse vedrørende straffastsættelse eller anvendelse af anden retsfølge end straf.

En nærmere undersøgelse vedrørende sigtedes personlige forhold, herunder navnlig hans tidligere og nuværende forhold i hjem, skole og arbejde samt hans legemlige og åndelige tilstand, skal i almindelighed foretages, når der kan blive spørgsmål om anvendelse af:

1) betinget dom,

2) tiltalefrafald på andre vilkår end vedtagelse af bøde og betaling af erstatning,

3) ungdomsfængsel eller retsfølger, der træder i stedet for straf.

Justitsministeren fastsætter regler om, i hvilke sager der i øvrigt skal foretages undersøgelser af den i stk. 2 omhandlede beskaffenhed.

I de i stk. 2, nr. 1 og 2, omhandlede tilfælde foretages undersøgelsen så vidt muligt af en dertil anerkendt forsorgsinstitution.

§ 800 b. Sigtede skal underkastes mentalundersøgelse, når dette findes at være af betydning for sagens afgørelse. Hvis han ikke udtrykkeligt samtykker i undersøgelsen, kan denne kun finde sted efter retskendelse. Er sigtede fængslet, kan han ikke mentalundersøges uden rettens bestemmelse.

Findes det påkrævet, at sigtede indlægges til mentalundersøgelse på hospital for sindslidende, på åndssvageanstalt eller i anden egnet institution, træffer retten ved kendelse bestemmelse herom.

§ 800 c. Såfremt sigtede ikke samtykker i, at der søges tilvejebragt oplysninger om hans personlige forhold ved henvendelse til hans pårørende eller andre privatpersoner, kan dette kun ske, hvis retten finder det af væsentlig betydning for sagens afgørelse og ved kendelse træffer bestemmelse herom.

De nye regler bygger i det væsentlige på straffelovskommissio- nens betænkning fra 1953 om forsorgsdomme og betingede domme samt på en kommissionsbetænkning fra 1956 om de retspsykiatriske undersøgelser.

Ved udformningen af reglerne er der lagt vægt på at fremhæve, at personundersøgelser bør foretages, når de må antages at ville være af betydning for rettens afgørelse af sanktionsspørgsmålet. I nutidens kriminalpolitik må personundersøgelser indtage en fremtrædende plads i straffeprocessen, og det er derfor fundet naturligt, at reglerne om disse undersøgelser placeres som et selvstændigt kapitel i det afsnit af retsplejeloven, der hedder: „Midler til sagens oplysning m. m."

På den anden side må det tages i betragtning, at en personundersøgelse i visse tilfælde kan være et ikke ubetydeligt indgreb i den sigtedes private forhold. Der er derfor også lagt megen vægt på at udforme reglerne således, at undersøgelserne ikke foretages i videre omfang, end det er nødvendigt efter deres formål — og at der tages rimeligt hensyn til den sigtedes interesser, jfr. navnlig § 800 c.

Loven indeholder i øvrigt følgende bestemmelser:

2) Det nævninger og domsmænd i henhold til retsplejelovens § 97, stk. 1, jfr. § 98 c, stk. 5, tilkommende vederlag forhøjes fra 16 kr. pr. dag og 16 kr. pr. nat til 50 kr. pr. dag og 20 kr. pr. nat.

I lovforslaget var vederlaget foreslået forhøjet til 40 kr. pr. dag og 20 kr. pr. nat. Udvalget foreslog imidlertid vederlaget pr. dag forhøjet yderligere til 50 kr., idet forhøjelsen til 40 kr. fandtes utilstrækkelig under hensyn til, at den gennemsnitlige arbejdsfortjeneste antoges snarere at ligge på 50 kr. daglig. Udvalgets ændringsforslag, der var tiltrådt af justitsministeren, vedtoges uden afstemning ved lovforslagets 2. behandling.

3) Ved en ny § 163 e er retsplejelovens regler om forkyndelse gennem postvæsenet gjort anvendelige på de i retsplejelovens § 932 omhandlede tilsigelser til tiltale i politisager i første instans og vidneindkaldelser samt udmeldelser og indkaldelser af syns- og skønsmænd. I bemærkningerne til lovforslaget udtaltes, at dette vil medføre en væsentlig forenkling og spare det offentlige for store omkostninger.

4) Ved en ændret affattelse af § 931 er tilvejebragt udtrykkelig hjemmel for, at sager i anledning af lovovertrædelser, der skønnes ikke at ville medføre højere straf end en bøde på 300 kr., i almindelighed kan ekspederes ved fremsendelse til sigtede af en skrivelse, der angiver forseelsens beskaffenhed og de overtrådte bestemmelser, og hvori det tilkendegives ham, at sagen, såfremt han erkender sig skyldig, kan afgøres ved, at han inden for en angivet frist betaler en angivet bøde; bødebetalingen tænkes i almindelighed foretaget ved anvendelse af et girokort, der vedlægges bødeforelægget.

Adskillige politikredse havde i en årrække med justitsministeriets billigelse anvendt en lignende fremgangsmåde, og det havde vist sig, at en sådan ordning frembød betydelige arbejdsmæssige og økonomiske fordele.

I stk. 2 præciseres nu, at et bødeforelæg skal indeholde en tydelig angivelse af lovovertrædelsens faktiske beskaffenhed og af de bestemmelser, der er overtrådt, jfr. herved justitsministeriets cirkulære nr. 146 af 23. juli 1952.

Stk. 3 svarer til den tidligere bestemmelse i § 931, stk. 2, men har fået en lidt anden affattelse. Ved en henvisning til retsplejelovens § 721, sidste stk., er det således søgt klargjort, at den overordnede anklagemyndighed kan omgøre politimesterens afgørelse om sagens afgørelse ved bødeforelæg.

De tidligere bestemmelser i § 931, stk. 3 og 4, er ophævet som overflødige.

5) En ny affattelse af retsplejelovens § 948, stk. 2. Efter den tidligere affattelse af bestemmelsen skulle statsadvokaten, når en tiltalt iværksatte en anke, der ikke vedrørte bevisbedømmelsen, snarest muligt efter ankemeddelelsens modtagelse lade forkynde en tilkendegivelse for tiltalte, hvorved denne underrettedes om, at sagen ville blive ankebehandlet, „så snart dertil er lejlighed, uden nogen yderligere underretning til tiltalte". Lykkedes det ikke at forkynde den nævnte tilkendegivelse på sædvanlig måde, kunne sagen kun fremmes, såfremt statsadvokaten lod tilkendegivelsen forkynde i Statstidende efter reglerne i retsplejelovens § 160. Da anvendelsen af denne forkyndelsesmåde dels måtte antages at være uden nævneværdig værdi, dels forsinkede ankesagens behandling, har man ved den nye affattelse af § 948, stk. 2 (hvortil § 963, stk. 3, henviser), gjort det muligt at fremme de omhandlede ankesager, når blot tilkendegivelsen er søgt forkyndt i overensstemmelse med de almindelige forkyndelsesregler.

6) Ved ændring af bestemmelsen i retsplejelovens § 987, stk. 3, er der åbnet videre adgang til efter tiltaltes begæring at tillade genoptagelse af en af tiltalte iværksat ankesag.

Efter bestemmelsen i § 965 c, stk. 3, 2. pkt., kan en af tiltalte iværksat anke, der omfatter bevisbedømmelsen, afvises, såfremt anklageskrift eller stævning ikke på sædvanlig måde har kunnet forkyndes for ham, fordi han har skiftet bopæl eller opholdssted uden at give fornøden underretning herom. Der er nu tilvejebragt udtrykkelig hjemmel for — hvad tidligere formentlig allerede fulgte af analogien af § 987 — at tiltalte kan begære genoptagelse, når han godtgør, at det skyldes ham utilregnelige omstændigheder, at anklageskift eller stævning ikke på sædvanlig måde har kunnet forkyndes for ham.

7) Endelig foretoges ved loven mindre, redaktionelle ændringer af retsplejelovens §§ 115, stk. 2, 1. punktum, og 153, stk. 2, hvorved disse bestemmelser ajourførtes, ligesom bestemmelserne i retsplejelovens §§ 744 og 1003 ophævedes som overflødige efter den foretagne ændring af retsplejeloven og den samtidig hermed foretagne ændring af borgerlig straffelov.

Lovforslaget, der behandledes sammen med forslag til lov om ændringer i borgerlig straffelov (se nedenfor under nr. 107), fik ved 1. behandling en velvillig modtagelse af alle partiers ordførere. I tilslutning til forslaget om forhøjelse af vederlaget til nævninger og domsmænd spurgte K. Axel Nielsen (S) justitsministeren, om der snart kunne ventes lovforslag om en hårdt tiltrængt forhøjelse af vidnegodtgørelserne. Thestrup (KF) udtalte, at den i retsplejeloven foreskrevne fremgangsmåde ved forkyndelse gennem postvæsenet af mange blev opfattet som meget besværlig, og han forespurgte, om reglerne ikke kunne ændres således, at forkyndelse kunne ske ved almindeligt brev. Stævningsmandsinstitutionen var efter Thestrups opfattelse forældet, og han foreslog, at man — såfremt institutionen opretholdtes — i hvert fald forhøjede vederlaget væsentligt. Han kunne i øvrigt tilslutte sig K. Axel Nielsens ønske om en forhøjelse af vidnegodtgørelserne. Thestrup gjorde endvidere opmærksom på, at det undertiden kunne vare temmelig længe at få gennemført en mentalundersøgelse. Han spurgte, om sagerne ikke ville trække endnu mere i langdrag, når man efter de nye regler fik endnu flere sager. Indlæggelsen af visse kriminelle til observation på de almindelige sindssygehospitaler havde undertiden skabt vanskeligheder, og han ville gerne have oplyst, om der var truffet beslutning om foranstaltninger til afhjælpning heraf.

I sit svar oplyste justitsministeren, at der i næste folketingsår kunne forventes fremsat lovforslag om forhøjelse af vidnegodtgørelserne. Det af Thestrup rejste spørgsmål vedrørende stævningsmandsinstitutionen ville ministeren gerne drøfte i udvalget. Med hensyn til mentalundersøgelsernes varighed kunne han oplyse, at man i ministeriet nøje fulgte udviklingen.

Lovforslaget henvistes til et udvalg, der i betænkningen stillede det ovenfor omtalte ændringsforslag vedrørende yderligere forhøjelse af vederlaget til nævninger og domsmænd.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt i den ændrede affattelse.