Forslaget til nærværende lov var enslydende med et i folketingssamlingen 1958-59 fremsat lovforslag (årbog 1958-59, side 488), der henvistes til et folketingsudvalg, men ikke nåede at blive færdigbehandlet. Da lovforslaget i indeværende samling blev vedtaget i uændret affattelse, kan der med hensyn til dets indhold og formål henvises til, hvad herom er anført i årbogen for 1958-59.

Ved lovforslagets genfremsættelse fremhævede justitsministeren, at det var et led i en 'påtænkt fællesnordisk lovgivning. „Et tilsvarende svensk lovforslag er" — anførte han i tilslutning hertil — „allerede gennemført, og et norsk forslag kan efter de oplysninger, jeg har modtaget, ventes fremsat for stortinget i den allernærmeste tid. Også i Finland har justitsministeriet et forslag under udarbejdelse." Lovforslaget henvistes efter 1. behandling på ny til et udvalg.

Dette anfører i sin enstemmige betænkning:

„Udvalget har modtaget eksemplarer af den af Sveriges Riksdag allerede vedtagne lov og af de lovforslag, der er fremsat i Finlands Riksdag og i Norges Storting.

I et udvalgsmøde har justitsministeren derefter redegjort for forskelle mellem det danske lovforslag og de i Finland og Norge fremsatte lovforslag samt den i Sverige vedtagne lov.

Af denne redegørelse fremgår det, at forskellene på intet punkt er af principiel karakter, men alene skyldes praktiske grunde, først og fremmest forskelle mellem landenes retsplejeordninger."

Til 2. behandling stilledes ingen ændringsforslag, mens Fuglsang (DK) m. fl. til 3. behandling foreslog §§ 2 og 4 affattet som nedenfor anført:

„§ 2. Udlevering af danske statsborgere kan kun ske, såfremt vedkommende i de sidste 5 år forud for den strafbare handling har haft bopæl i det land, hvortil udlevering ønskes, og hvis straffen for handlingen eller en tilsvarende handling efter dansk ret kan medføre en højere straf end hæfte."

„§ 4. Der kan ikke finde udlevering sted for en handling, som udgør en politisk lovovertrædelse."

Disse ændringsforslag mødte ikke tilslutning hos justitsministeren, der pegede på, at lovforslagets bestemmelser alene vedrører forholdet de nordiske lande imellem. Der forelå intet som helst om, og ministeren havde heller ikke til hensigt at tage initiativet til, at den praksis, der hidtil har været fulgt, hvor det drejer sig om politiske flygtninge, skulle ændres.

Når ministeren accepterede tanken om udlevering af danske statsborgere til strafforfølgning i andre nordiske lande, var det for ham et afgørende argument, at garantierne i procesordningen er ensartede, og at straffelovgivningen praktisk talt er ensartet.

For ændringsforslagene stemte kun kommunisterne, mens de 2 grønlandske medlemmer afholdt sig fra at stemme.

Lovforslaget vedtoges derefter enstemmigt i uændret affattelse.

De grønlandske medlemmer undlod at stemme.