Ved loven foretages en almindelig revision af retsplejelovens bestemmelser om behandling af faderskabssager. Loven indeholder udover redaktionelle ændringer af retsplejelovens § 225, nr. 8, § 335, stk. 2, og § 423 en helt ny affattelse af retsplejelovens kapitel 42 a.
Om de vigtigste af ændringerne anføres:
Den nye § 456 b betegner en væsentlig udvidelse af danske domstoles kompetence i faderskabssager ved i stk. 1 at bestemme, at sag kan anlægges her i riget, når blot moderen eller barnet har bopæl her.
Kan sagen herefter anlægges her i landet, skal den efter den nye § 456 c som hovedregel anlægges ved moderens hjemting og ikke som efter de tidligere regler ved sagsøgtes hjemting. Denne ændring er sket af hensyn til den bedst mulige oplysning af sagen.
Man har betragtet det som en alvorlig mangel ved de gældende regler om faderskabssagers behandling, at parternes pligt til at møde og afgive forklaring for den dømmende ret var endog snævrere end i den almindelige civilproces. Der er derfor ved § 456 i indført adgang for retten til at pålægge en part at give møde for den dømmende ret i alle tilfælde, hvor dette blot skønnes af betydning for sagens oplysning. Da parternes fremmøde efter omstændighederne kan medføre ikke ubetydelige rejseomkostninger, er der skabt hjemmel for, at retten kan tillægge den pågældende rejsegodtgørelse efter de for vidner gældende regler i § 192 i tilfælde, hvor der pålægges en part mødepligt ud over, hvad der følger af den almindelige regel i retsplejelovens § 302. Det skønnes derimod ikke rimeligt at tillægge parter godtgørelse for tidsspilde på samme måde som vidner, og reglerne om rejsegodtgørelse er fakultative. Retten vil således kunne tage hensyn f. eks. til vedkommende parts økonomiske forhold, rejseudgifternes størrelse, om hans tilsigelse til den dømmende ret skyldes utroværdig forklaring under en tidligere afhøring o. s. v.
Med hensyn til vidners mødepligt er de for straffesager gældende regler, der går noget videre end de civilprocessuelle regler, gjort anvendelige.
Ved den nye bestemmelse i § 456 k er på grund af den samtidig gennemførte lov om børns resstilling adgangen til at foranstalte antropologiske undersøgelser udvidet.
Endelig kan det nævnes, at der ved den nye bestemmelse i § 456 r er indført væsentligt ændrede regler om faderskabssagers genoptagelse.
Efter den tidligere lovgivning var reglerne om genoptagelse forskellige, eftersom en faderskabssag var afsluttet ved anerkendelse for politimesteren eller overpræsidenten eller havde været behandlet ved retten, jfr. § 15 i loven om børn uden for ægteskab og retsplejelovens § 456 n. Denne forskel findes ikke rimelig, og der er derfor indført fælles regler for disse tilfælde. Som et vigtigt led i disse nye fælles regler er det nu bestemt, at faderens begæring om en sags genoptagelse skal fremsættes inden 1 år efter, at de omstændigheder, hvorpå begæringen støttes, er blevet ham bekendt, og senest inden 5 år efter barnets fødsel. Under strenge betingelser kan landsretten dog undtagelsesvis tillade genoptagelse efter udløbet af disse frister.
Loven bygger på et af landsdommer Hans Topsøe-Jensen udarbejdet udkast, som er optaget i den betænkning, der i 1955 blev afgivet af den af justitsministeriet i 1949 nedsatte kommission vedrørende lovgivningen om børn uden for ægteskab og visse spørgsmål vedrørende ægtebørn.
Lovforslaget, der behandledes sammen med forslag til lov om børns retsstilling, fik ved 1. behandling en velvillig modtagelse fra alle partiers side. Ved 2. behandling vedtoges en række ændringer, hvoraf en del var konsekvenser af de samtidig gennemførte ændringer af forslag til lov om børns retsstilling. Med yderligere en ændring af teknisk art vedtoges lovforslaget ved 3. behandling med 82 stemmer mod 52, idet 2 grønlandske medlemmer tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod. Det var fra venstres og de konservatives side tilkendegivet, at man i konsekvens af sin stilling til forslaget til lov om børns retsstilling ville stemme imod forslaget.