L 12 Lov om ændringer i lov om en opsparingsordning for unge ikke-forsørgere.

Af: Finansminister Kjeld Philip ()
Samling: 1959-60
Status: Stadfæstet
Lov nr. 253 af 10-06-1960
I henhold til bestemmelserne i lov nr. 168 af 7. juni 1958 om en opsparingsordning for unge ikke-forsørgere (årbog 1957-58, side 116) skal der af ikke-forsørgere under 25 år enten foretages indskud på særlige opsparingskonti eller erlægges tillægsskat. Indskud på opsparingskonto skal forblive indestående, indtil kontohaveren er fyldt 30 år, men kan dog kræves udbetalt forinden, såfremt kontohaveren indgår ægteskab. For personer, der har valgt at betale tillægsskat, bortfalder de tillægsskatterater, hvis sidste rettidige indbetalingsdag falder efter ægteskabets indgåelse.

Man har fundet det rimeligt, at der indføres tilsvarende bestemmelser om frigivelse af foretagne indskud på opsparingskonti og fritagelse for erlæggelse af tillægsskat for alle unge, der kommer til at opfylde de i lovgivningen fastsatte betingelser for ved skatteberegningen at kunne stilles som familieforsørger, idet der herved særligt tænkes på de tilfælde, hvor unge kvinder får børn, uden at der er tale om ægteskabs indgåelse.

Ved ændringer og tilføjelser til §§ 7 og 10 ligestilles disse unge med unge, der indgår ægteskab. Denne ligestilling får med hensyn til allerede foretaget indskud virkning fra og med 2. halvår af skatteåret 1958-59, da indskud er udredet første gang.

Samtidig er der foretaget en ændring i loven med henblik på de tilfælde, hvor en indkomstansættelse forhøjes i henhold til en efter skatteårets udløb truffet afgørelse. Hvor der er tale om en senere regulering af ansættelserne vedrørende tilflyttere fra udlandet, har der hidtil ikke været mulighed for at foretage indskud på opsparingskonto, men de pågældende har været henvist til at betale tillægsskat af en eventuel forhøjelse, uanset om de i sin tid har valgt at foretage indskud på opsparingskonto.

Det samme gælder i tilfælde, hvor en sømand, der har haft tjeneste om bord i mindst 6 måneder, ophører med at have indtægt om bord og herefter ansættes til sædvanlig skattesvarelse.

Ved den foretagne ændring vil der også i disse tilfælde være mulighed for at foretage opsparing i stedet for at skulle betale tillægsskat af en foretagen forhøjelse af ansættelsen.

Lovforslaget gennemførtes uændret efter en kort udvalgsbehandling. Det vedtoges enstemmigt.
Partiernes ordførere
Hans Knudsen (S), J. E. Foged (V), Ellen Strange Petersen (KF), Axel Sørensen (RV), Niels Andersen (DR) og Alfred Jensen (DKP)