Ved lov nr. 88 af 29. marts 1957 blev der foretaget nogle ændringer i menighedsrådsloven vedrørende rådenes medvirken ved besættelsen af ledige præsteembeder. Denne tillægslov trådte i kraft 1. juli 1957 og skulle inden udløbet af en treårig frist forelægges til revision. Ved nærværende lov udskydes revisionsfristen til folketingsåret 1965-66.

Samtidig har man benyttet lejligheden til at foretage enkelte nye ændringer i menighedsrådsloven (lov nr. 280 af 30. juni 1922, jfr. lovbekendtgørelse nr. 167 af 8. juni 1957).

I § 15 har man således indføjet en bestemmelse om, at et menighedsråds valg af medlemmer til udvalg, bestyrelser eller lignende skal ske ved forholdstalsvalg, når dette kræves af noget medlem af rådet. Bestemmelsen herom træder dog først i kraft efter afholdelsen af næste ordinære menighedsrådsvalg. De nærmere regler for gennemførelse af forholdstalsvalg fastsættes af kirkeministeren.

Endvidere bestemmes det, at de kirkelige kassers årlige overslag og regnskab skal forelægges i offentlige møder. Bortset herfra bestemmer rådet selv, i hvilket omfang rådets møder skal være offentlige, og fastsætter øvrige bestemmelser om forretningsgangen.

Den særlige regel om de kirkelige kassers overslag og regnskab indføjedes i folketinget, idet der i det oprindelige lovforslag kun stod, at rådet selv fastsætter, om og i hvilket omfang rådets møder skal være offentlige.

I de bemærkninger, der ledsagede lovforslaget ved fremsættelsen, anføres bl. a.:

„Ifølge lov nr. 88 af 29. marts 1957 om ændringer i menighedsrådsloven optoges i menighedsrådsloven forskellige nye bestemmelser om rådenes medvirken ved besættelsen af ledige præsteembeder. Disse bestemmelser havde til formål at forbedre muligheden for ansættelsen af visse grupper af præster, som efter hidtidige erfaringer uden egen skyld har haft vanskelighed ved at komme i betragtning ved indstillingerne angående embedsbesættelser. Under hensyn til, at man følte sig noget usikker med hensyn til de ændrede bestemmelsers virkning, fastsattes det i fornævnte lovs § 3, at loven skulle underkastes revision senest 3 år efter dens ikrafttræden den 1. juli 1957.

I den siden da forløbne tid har de nye bestemmelser i menighedsrådslovens § 35 været bragt i anvendelse 6 gange og § 36 været bragt i anvendelse 20 gange. Så vidt man kan skønne på det foreliggende grundlag, synes loven at have givet rimelig hjælp til at formindske de omhandlede vanskeligheder, og ulemperne kan næppe siges at have været sådanne, at man nu bør opgive forsøget. Et tidsrum af 3 år er dog for kort til en endelig bedømmelse, hvorfor man har ment kun at burde foreslå forlængelse af de pågældende bestemmelser indtil udgangen af 1965.

Under de foreliggende omstændigheder har man anset det for rigtigt at medtage forslag om nogle enkelte andre ændringer i loven. ....."

Af kirkeministerens fremsættelsestale anføres:

„Med hensyn til bestemmelsen om forholdstalsvalg i § 1, pkt. 2, skal jeg bemærke, at jeg ingen grund har til at mene, at menighedsrådenes flertal i et omfang af betydning har misbrugt deres stilling over for mindretallene, men at jeg dog har foreslået den nævnte bestemmelse, idet jeg må finde det helt naturligt, at der er adgang til at anvende forholdstalsvalgmåden ved valg af udvalg m. v. Nogen vanskelighed vil bestemmelsen næppe volde menighedsrådene. Der findes i forvejen i lov om kirkers bestyrelse en ganske vist mere begrænset adgang til at anvende forholdstalsvalgmåden, jfr. lov om kirkers bestyrelse § 4, og de valgbestyrelser, der leder menighedsrådsvalgene, vælges efter reglerne for forholdstalsvalg. Det er mig ikke bekendt, at disse bestemmelser har voldt bryderier. For at sikre ensartethed har jeg dog ment det rigtigst at medtage en bestemmelse om, at de nærmere regler fastsættes af kirkeministeren.

Med hensyn til spørgsmålet om menighedsrådsmødernes offentlighed skal jeg bemærke, at den i lovforslaget optagne bestemmelse herom ikke i sig selv indeholder noget nyt. Menighedsrådene har også hidtil gennem forretningsordenen haft beføjelse til selv at træffe bestemmelse om adgang for offentligheden til at overvære møderne. Men der har nogle gange været fremsat forespørgsel til ministeriet om, hvilke regler der gælder på dette område, hvorfor jeg har ment, at der burde optages en bestemmelse herom i selve loven.

Det er overvejet, om man ligesom for de kommunale råd burde træffe bestemmelse om, at menighedsrådenes møder normalt skal være tilgængelige for offentligheden. Jeg har dog ikke anset det for rigtigt at bryde med den hidtidige regel. De kommunale råds afgørelser griber på mange områder så direkte og afgørende ind i den enkelte borgers personlige forhold, at det må anses for påkrævet, at kommunens beboere har adgang til at følge kommunalrådenes forhandlinger. Menighedsrådenes forhandlinger gælder et langt mere begrænset område, og forholdene er i mange tilfælde så små, at det kan være naturligt, at møderne i rådene foregår under mere private former. .....

Men i andre tilfælde vil det efter forholdene være naturligt og rigtigt at give offentligheden adgang til at overvære menighedsrådenes forhandlinger."

Lovforslaget henvistes efter 1. behandling til udvalgsbehandling. Under denne enedes man om den ovenfor omtalte ændring vedrørende offentlighedens adgang til at overvære menighedsrådsmøder. Vagn Bro (V) og Gottschalck-Hansen (KF) gik dog kun med betænkelighed med til at anbefale ændringen til vedtagelse, mens Lysholt Hansen (S) anså den for et skridt i den rigtige retning. Kirkeministeren udtalte om denne sag ved 2. behandling: „Principielt er jeg tilhænger af fuld offentlighed ved menighedsrådsmøderne, men vi, der har arbejdet med disse ting og kender de praktiske forhold, ved, at det undertiden kan være vanskeligt at gennemføre. Derfor valgte jeg den forsigtigere formulering. Jeg er imidlertid glad for, at vi har fået ændret lovforslaget, glad for enigheden bag det. Her har altså principielle og praktiske synspunkter bøjet sig mod hinanden, og jeg tror i og for sig, at denne lille ting måske kan få mennesker til at overveje: bruges de kirkelige midler på en rigtig måde? Er der gamle udgifter, der kan spares? Er der nye muligheder for at bruge rådighedsbeløbet? Er det rimelige beløb, der bruges? Kort sagt — jeg tror, det er et lille positivt skridt, og jeg takker for enstemmigheden bag lovforslaget."

Efter at ændringsforslaget var tiltrådt uden afstemning, blev lovforslaget ved 3. behandling vedtaget enstemmigt, idet kommunisterne afholdt sig fra at stemme.