Finanslovforslagets drifts- og anlægsbudget udviste ved fremsættelsen indtægter til beløb 6 797 mill. kr. og udgifter til beløb 6 005 mill. kr., så at der var budgetteret et overskud på 792 mill. kr. Disse beløb ændredes under sagens behandling i folketinget til henholdsvis 6 946 mill. kr., 6 059 mill. kr. og 887 mill. kr., hvorved det anslåede overskud forøgedes med 95 mill. kr.

Ved fremsættelsen af finanslovforslaget udtalte finansministeren indledningsvis:

"Arbejdet med en reform af statens budget og regnskab skrider frem. Efter tilvejebringelsen af den kontoplan, der fremtidig skal benyttes, kunne sidste vinter 3 af de store driftsbudgetter lægges om til det nye system. I denne form er de nu optaget på finanslovforslaget, hvor der samtidig er sket en omfattende forenkling af anmærkningerne til de pågældende forslag. Det er tanken, at yderligere en række af forslagets paragraffer skal lægges om i den kommende vinter. Det vil ligesom i fjor ske ved særskilt ændringsforslag. Det er mit håb, at dette arbejde derefter kan afsluttes i finansåret 1960-61.

Statsregnskabet for 1958-59, der sluttede den 31. marts 1959, udviste et overskud på drifts- og anlægsbudgettet på 650 mill. kr. En væsentlig del af overskuddet medgik til finansiering af forskellige kapitaludgifter, bl. a. udlån til boligbyggeri og andre formål, men selv om der også i 1958-59 blev optaget nye statslån, blev der samtidig afdraget så meget på andre lån, at det samlede resultat for første gang i en årrække blev en nedgang i statsgælden på 175 mill. kr."

Overskuddet var omkring 100 mill. kr. større, end man havde regnet med i foråret 1959, idet især provenuet af forbrugsafgifterne var bedømt noget forsigtigt.

Finansministeren omtalte derefter nærmere den økonomiske situation, som sammen med andre faktorer måtte formodes at ville medføre, at der i finansåret 1959-60 blev et overskud på drifts- og anlægsbudgettet på ca. 825 mill. kr. eller ca. 175 mill. kr. mere end året før. Da der samtidig kunne påregnes en mindre nedgang i nettoudgiften på kapitalbudgettet, var vi i 1959-60 kommet ind i en situation, hvor de samlede indbetalinger til statskassen — selv uden optagelse af nye statslån — balancerede med udbetalingerne, ja et lille betalingsoverskud var endda ikke usandsynligt.

På finanslovforslaget for 1960-61 var der regnet med stort set samme stigning i indtægter som i udgifter, sammenlignet med 1959-60. „Da kapitaludgifterne imidlertid budgetteres ca. 250 mill. kr. lavere, mens kapitalindtægterne kun er knap 100 mill. kr. mindre, fremkommer der nettoindbetalinger på ca. 200 mill. kr. i det kommende finansår mod mindre end 100 mill. kr. i indeværende år.

Finanslovforslaget bygger i hovedsagen på budgetbidrag fra styrelserne, der er udarbejdet i løbet af sommeren, d. v. s. mere end et halvt år før finansårets begyndelse. Budgetlægningen må derfor naturligt nok hvile på en række forudsætninger, der til dels fastlægges efter, hvad der fra et budgetteknisk synspunkt er praktisk."

Med de budgetreserver, som finanslovforslaget indeholdt, kunne det imidlertid efter finansministerens opfattelse anses for et „efter alt at dømme ret virkelighedsnært overslag over de samlede udgifter på, drifts- og kapitalbudgettet. Dette er sagt med forbehold over for, hvilke beslutninger der måtte blive truffet om anlægspolitikken, og over for eventuelle nye større udgiftslove."

Ved finanslovforslagets 1. behandling talte foruden de finanspolitiske ordførere i alt 11 medlemmer samt de fleste af ministrene.

Efter at forslaget var overgået til 2. behandling, henvistes det til finansudvalget, hvis enstemmige betænkning indeholdt svarene på en række skriftlige spørgsmål til ministrene samt oplysning om samråd, der havde været afholdt med ministrene. Arbejdet med gennemførelsen af en hensigtsmæssig og ensartet opstilling af finanslovens driftsbudgetter var resulteret i en række ændringsforslag, der var stillet af de pågældende ministre og tiltrådt af hele udvalget. De fra ministrene i øvrigt modtagne ændringsforslag ville som tidligere blive stillet som ændringsforslag til lovforslagets 3. behandling.

Ved 2. behandling havde foruden udvalgets formand og finansministeren kun Alfred Jensen (DK) ordet, idet der alene var stillet de nævnte ændringsforslag, som tilsigtede en omplacering af forskellige poster på budgettet. Efter at disse ændringsforslag var vedtaget og paragrafferne i de ændrede affattelser ligeledes (kommunisterne stemte mod § 21), henvistes lovforslaget til fornyet udvalgsbehandling.

Mellem 2. og 3. behandling afgav finansudvalget en tillægsbetænkning med i alt 503 ændringsforslag. Af disse var 493 stillet af ministrene og tiltrådt af hele udvalget, dog med undtagelse af 6 ændringsforslag, som et mindretal (venstres og det konservative folkepartis udvalgsmedlemmer) ikke havde kunnet tiltræde. 10 ændringsforslag var stillet af det samme mindretal.

Uden for tillægsbetænkningen stilledes fra kommunistisk side en række ændringsforslag vedrørende forbedring af de værnepligtiges forhold, nedsættelse af den militære tjenestetid og bortfald af bevillinger til bygge- og anlægsarbejder under forsvarsministeriet.

Endelig stillede Thorkil Kristensen et underændringsforslag om, at der skulle afdrages 300 mill. kr. på den til nationalbanken udstedte statsforskrivning af 1960 i stedet for som foreslået 50 mill. kr. Dette forslag var ledsaget af følgende bemærkning:

„Da det fortsat bør være Danmarks nationalbank, der varetager det offentliges opgaver på obligationsmarkedet, bør det beløb, der måtte kunne anvendes til modvirkning af en eventuel pengestramning (jfr. ændringsforslag nr. 496), indbetales til banken, der så til gengæld kan støtte obligationsmarkedet ved køb eller belåning."

Ved 3. behandling førtes der først en forhandling om ændringsforslagene, som derefter sattes til afstemning efter en omdelt fortegnelse, hvori ændringsforslagene i tillægsbetænkningen var ordnet efter ministerier. Resultatet blev, at samtlige af ministrene stillede ændringsforslag vedtoges, mens de øvrige ændringsforslag forkastedes.

Den afsluttende debat, der fandt sted en dag senere, blev ganske kort, idet kun Lars P. Jensen (S) og Alfred Jensen (DK) havde ordet.

Ved afstemningen vedtoges finanslovforslaget med 136 stemmer mod 6 (DK og SF).