Ved loven foretages dels en ændring af reglerne om ventetillæg, dels forhøjelser af en række ydelser. Disse forhøjelser finansieres delvis ved den besparelse, som den nye ventetillægsordning medfører. Endvidere er gennemført en mindskelse af forskellen mellem ydelserne i de tre kommunegrupper og ændringer i reglerne om indtægtsberegning med henblik på at tilvejebringe større ensartethed i behandlingen af „selvpensionister" og formueejere samt enkelte andre ændringer.

Om lovens bestemmelser anføres:

Ifølge den ved lov af 2. oktober 1956 ændrede affattelse af folkeforsikringslovens § 40, stk. 1, skulle de ved denne lovbestemmelse forhøjede ventetillægssatser træde i kraft 1. april 1960 og komme til anvendelse også på folkepensionister, som før 1. april 1960 havde fremsat begæring om folkepension. Efter bestemmelsen skulle ventetillæg først kunne opnås ved opsættelse af begæringen til det fyldte 70., henholdsvis 72. år (mod hidtil det 67., henholdsvis 70. år). Enlige kvinder skulle dog kunne opnå tillægget fra det fyldte 65., henholdsvis 67. år. For disses vedkommende skulle der således ske en nedsættelse af aldersgrænsen.

Bestemmelsen ændres ved nærværende lov således, at de højere ventetillæg kun ydes til personer, som fremsætter begæring om folkepension den 1. april 1960 eller senere, og som på dette tidspunkt opfylder de nævnte aldersbetingelser.

Da enlige kvinder er berettiget til at modtage ventetillæg i en yngre alder end andre, er det endvidere bestemt, at ventetillæg til enlige kvinder også for tiden elter den 1. april 1960 ydes med de beløb, der var fastsat som gældende indtil denne dato. De vil dog kunne opnå de højere ventetillæg, hvis de efter den 1. april 1960 har opsat begæring om pension til det fyldte 70., henholdsvis 72. år.

Folkepension ydes fremtidig til kvinder, der er fyldt 62 år (i finansåret 1960-61, 61 år), såfremt de er gift med en folke- eller invalidepensionist. Disse kvinder er efter de hidtil gældende regler først berettiget til folkepension fra det fyldte 67. år (i finansåret 1960-61, 66 år).

Rådighedsbeløbet til ydelse af personlige tillæg forhøjes i hovedstaden og i købstæder m. v., således at den i loven fastsatte procent til dette formål forhøjes fra 5,5 til henholdsvis 6,5 og 6.

Der er samtidig foretaget den ændring, at personlige tillæg kun kan ydes i tilfælde, hvor pensionistens forhold er ganske særlig vanskelige, og der er herefter ikke længere hjemmel til af et eventuelt restbeløb af rådighedsbeløbet at foretage generelle udlodninger til pensionisterne.

Beløbet til småfornødenheder for pensionister på alderdomshjem m. v. (lommepenge) er forhøjet.

For at formindske forskellen i invalide- og folkepensionens størrelse i de 3 kommunegrupper er der ved ændringer i § 39, stk. 1, foretaget forhøjelser af grundbeløbene i kommunegrupperne II og III (købstæder og landdistrikter), ligesom de i § 41, stk. 1, omhandlede fradragsfri beløb i de nævnte kommuner er forhøjet.

Endvidere er den højeste fradragsprocent (96), der hidtil er anvendt på indtægter, som overstiger 220 pct. af det fradragsfri beløb, afskaffet, så at der i intet tilfælde kan fradrages mere end 84 kr. i pensionen af en indtægtsstigning på 100 kr.

Samtidig er der gennemført forhøjelser af bistands-, pleje- og ægteskabstillægget i kommunegrupperne II og III.

Fra forskellig side er det blevet gjort gældende, at „selvpensionister" ved folkepensionslovgivningen er blevet forfordelt i forhold til formueejere, idet løbende pensionsydelser i deres helhed betragtes som indtægt ved beregningen af folkepension, uanset at pensionen består dels af et formueforbrug, dels af indtægt.

Med henblik på at tilvejebringe større ensartethed i behandlingen af "selvpensionister" på den ene side og formueejere på den anden side er der gennemført en række ændringer i lovens § 41, som i hovedtræk går ud på følgende.

Såfremt en pensionist eller den med ham samlevende ægtefælle ejer fast ejendom eller anden formue, lægges der ved beregning af pensionen til den årlige indtægt et beløb svarende til 25 pct. af den samlede formueindtægt. Af tillægget for formueindtægt ses der bort fra de første 500 kr., jfr. dog § 85.

Såfremt en pensionist eller den med ham samlevende ægtefælle oppebærer livrente, pension med løbende udbetalinger eller anden indtægt, der kan sidestilles hermed, ses der ved beregning af invalidepension og folkepension bort fra 25 pct. af denne indtægt. Af pension fra staten, folkeskolen, folkekirken, en kommune, et koncessioneret selskab, en offentlig virksomhed eller en statsunderstøttet pensionskasse kan der dog herved for enlige højst bortses fra 700 kr. og for andre højst fra 1 050 kr., jfr. § 85. Når ganske særlige forhold foreligger, kan socialministeren efter forhandling med finansministeren dispensere fra bestemmelsen i foranstående punktum.

I det oprindelige lovforslag var bestemmelserne begrænset til folkepensionister. Under folketingets behandling udvidedes reglernes anvendelsesområde til også at omfatte invalidepensionister, ligesom tilsvarende regler gennemførtes for enkepensionister i det under nr. 78 omtalte lovforslag om ændring i enkepensionsloven, som behandledes sammen med nærværende lovforslag.

I udvalgsbetænkningen udtales bl. a.:

„Udvalget har overvejet spørgsmålet, om aftægtsydelser bør omfattes af de foreslåede bestemmelser vedrørende pensionsydelser. Socialministeren har over for udvalget oplyst, at disse bestemmelser ikke tager sigte på aftægtsydelser, men har over for udvalget givet tilsagn om at ville henvise spørgsmålet til nærmere behandling i det udvalg, der overvejer spørgsmål om privatpensionisters stilling med hensyn til folkepension og beskatning."

Herudover indeholder loven enkelte bestemmelser af mere teknisk karakter og visse overgangsbestemmelser.

Loven trådte i kraft den 1. april 1960.

Det spørgsmål, som under behandlingen i folketinget blev det fremherskende i diskussionen, var forsøget på at skabe mere ensartede regler for behandling af livrente- og pensionsindtægter på den ene side og formueindtægter på den anden side.

De udvalgsberettigede partiers ordførere erkendte alle, at privatpensionisternes forhold ikke var tilfredsstillende, og kunne derfor tilslutte sig de for deres vedkommende foreslåede forbedringer. Derimod tog venstres og det konservative folkepartis ordførere stærkt afstand fra de foreslåede skærpelser i beregningsreglerne for formueejere.

Den kommunistiske ordfører fandt forslaget alt for vidtgående, for så vidt angik selvpensionisterne, der i forvejen var relativt godt stillet i forhold til folkepensionister uden andre indtægter. Skærpelsen for formueindtægter fandt hun derimod rimelig, Hun kunne i øvrigt gå ind for de foreslåede forbedringer, men måtte protestere imod ændringerne i ventetillægsordningen.

Uden for ordførernes kreds gik Baunsgaard (RV) stærkt ind for videregående forbedringer af selvpensionisternes stilling.

I den af udvalget afgivne betænkning stillede socialministeren en række ændringsforslag, som for en dels vedkommende er omtalt i det foregående.

Et mindretal (venstres og det konservative folkepartis medlemmer af udvalget) stillede ændringsforslag, som tilsigtede at lade de foreslåede skærpelser for formueejere udgå og at henføre ydelser i henhold til aftægtskontrakt under reglerne for pensionsydelser.

Uden for betænkningen forelå fra kommunistisk side ændringsforslag om en generel nedsættelse af aldersgrænserne for ydelse af folkepension og om fuldstændig ophævelse af zonegrænserne i forbindelse med forhøjelse af grundbeløbene.

Ved 2. behandling vedtoges socialministerens ændringsforslag, mens de øvrige forkastedes.

I den således ændrede form vedtoges lovforslaget ved 3. behandling enstemmigt.