Loven, der har til formål at inddrage en del af de ekstraordinært store fortjenester, der i nogle tilfælde indvindes ved salg af fast ejendom, til fordel for det offentlige, går ud på følgende:

I lov nr. 256 af 11. juni 1960 om særlig indkomstskat m. v., § 2, hvilken paragraf opregner, hvad der skal medregnes ved opgørelsen af særlig indkomst, indsættes som nyt punkt 13:

"Fortjeneste ved afståelse af fast ejendom, når ejendommen eller en del af denne er erhvervet efter den 31. december 1948, eller der efter denne dato er foretaget bebyggelse eller forbedring på ejendommen. Fortjenesten opgøres efter bestemmelserne i § 7 A [jfr. nedenfor]. Er der ved afståelsen af den pågældende ejendom indvundet en fortjeneste, der omfattes af bestemmelserne i punkt 2 [vedrørende skattefri afskrivninger], skal der tillige svares særlig indkomstskat af denne fortjeneste."

Fortjenester, der er skattepligtige i medfør af bestemmelsen i § 2, nr. 13, skal dog - efter hvad der bestemmes i en tilføjelse til § 8, stk. 1 - kun medregnes i det omfang, den samlede fortjeneste i det pågældende indkomstår overstiger 5 000 kr.

Videre bestemmes det i en tilføjelse til § 3 i loven om særlig indkomstskat, at fortjeneste eller tab af den i § 2, punkt 13, nævnte art, ikke skal medregnes ved opgørelsen af den særlige indkomstskat, såfremt det pågældende formuegode er erhvervet som led i den skattepligtiges næringsvej eller i spekulationsøjemed, hvilket betyder, at fortjeneste eller tab i så fald falder ind under den almindelige indkomstbeskatning (den samme undtagelsesbestemmelse var i forvejen gældende for de under punkterne 2-5 omhandlede arter af fortjeneste eller tab).

I loven om særlig indkomstskat indføjes dernæst efter § 7 følgende nye § 7 A:

„Den i henhold til § 2, nr. 13, skattepligtige fortjeneste ved afståelse af fast ejendom opgøres som forskellen mellem på den ene side det regulerede afståelsesvederlag og på den anden side den regulerede anskaffelsessum, jfr. reglerne i stk. 2-6.

Hvis hele den afståede ejendom er erhvervet efter den 31. december 1948, opgøres det regulerede afståelsesvederlag som afståelsesvederlaget efter fradrag af den del af dette, der berigtiges ved erhververens overtagelse af den på ejendommen hvilende afgiftspligtige grundstigning.

Er en ejendom erhvervet før den 1. januar 1949, men har den skattepligtige afholdt udgifter til anskaffelse af areal og bygninger, der er erhvervet, eller til forbedringer, der er fuldført efter den 31. december 1948, opgøres det regulerede afståelsesvederlag som den del af afståelsesvederlaget opgjort efter reglerne i stk. 2, som kan henføres til de efter den 31. december 1948 foretagne anskaffelser eller forbedringer.

Hvis hele den afståede ejendom er erhvervet efter den 31. december 1948, opgøres den skattepligtiges anskaffelsesudgifter for hvert kalenderår for sig, således at udgifter til areal og bygninger henføres til det år, hvor erhvervelsen har fundet sted, og forbedringsudgifter til det år, hvor forbedringen er fuldført. Som anskaffelsesudgift for areal betragtes alene den del, der ikke er berigtiget ved overtagelse af den på det erhvervede areal hvilende afgiftspligtige grundstigning. Udgifterne til de i det enkelte kalenderår foretagne anskaffelser eller forbedringer forhøjes med den procent, der nedenfor er anført for det pågældende kalenderår:

1949 .......................................... 128 pct.
1950 .......................................... 120 -
1951 .......................................... 112 -
1952 .......................................... 104 -
1953 ............................................ 96 -
1954 ............................................ 88 -
1955 ............................................ 80 -
1956 ............................................ 72 -
1957 ............................................ 64 -
1958 ............................................ 56 -
1959 ............................................ 48 -
1960 og følgende år ...................... 40 -

De samlede anskaffelsesudgifter for den afståede ejendom forhøjet efter foranstående regler udgør den regulerede anskaffelsessum.

Er en ejendom erhvervet før den 1. januar 1949, men har den skattepligtige afholdt udgifter til anskaffelse af areal og bygninger, der er erhvervet, eller til forbedringer, der er fuldført efter den 31. december 1948, opgøres den regulerede anskaffelsessum alene på grundlag af de nævnte anskaffelser eller forbedringer efter reglerne i stk. 4.

Ved de i stk. 4 og 5 omhandlede opgørelser af den regulerede anskaffelsessum tages udgifter til forbedring af den afståede ejendom kun i betragtning i det omfang, de ikke som vedligeholdelsesudgifter er bragt til fradrag i den skattepligtige indkomst, og kun såfremt udgifterne til de i det pågældende kalenderår foretagne forbedringer har oversteget såvel 2 000 kr. som 2 pct. af det efter reglerne i stk. 2 opgjorte regulerede afståelsesvederlag. Det samme gælder ved den i stk. 3 omhandlede opgørelse af det regulerede afståelsesvederlag.

Afstår en ejer af fast ejendom denne på sådanne vilkår, at der ved senere afståelser tilfalder ham et yderligere vederlag for ejendommen, skal der, når dette vederlag erhverves, foretages en ny opgørelse af den særlige indkomst for det indkomstår, i hvilket den førstnævnte afståelse fandt sted. Ved denne opgørelse betragtes det yderligere vederlag som indvundet i det nævnte indkomstår."

Om de nye bestemmelsers ikrafttræden fastsættes i en tilføjelse til § 19, stk. 1, i loven om særlig indkomstskat:

„For så vidt angår fortjenester af den i § 2, nr. 13, nævnte art, finder bestemmelserne anvendelse på indtægter, der erhverves den 10. juli 1960 eller senere. Skal fortjeneste af den i § 2, nr. 13, nævnte art herefter beskattes for skatteåret 1961-62, opgøres fortjenesten efter reglerne i nærværende lov med det i § 8, stk. 1, nævnte fradrag på 5 000 kr., men i øvrigt sker beskatningen for dette skatteår efter reglerne i lov nr. 148 af 28. maj 1958."

Endelig indeholder loven bestemmelser, hvorefter forslag til revision af reglerne om beskatning af fortjenester af den i § 2, nr. 13, nævnte art skal forelægges folketinget inden 1. januar 1965, og hvorefter finansministeren bemyndiges til at lade loven om særlig indkomstskat optrykke i ajourført form.

Det af finansministeren fremsatte lovforslag afveg på flere punkter i væsentlig grad fra, hvad der kom til at stå i loven.

For de ejendomme, som sælgeren har erhvervet før lovens ikrafttræden, skulle således efter det oprindelige lovforslag fortjenesten opgøres på grundlag enten af anskaffelsessummen eller af den seneste ejendomsværdi, i begge tilfælde med et tillæg på 75 pet. I stedet for dette indførtes den ovenfor gengivne ordning, der som hovedregel vil medføre fritagelse for skatten, når den pågældende ejendom er erhvervet før 1. januar 1949. Desuden indrømmes efter de ændrede regler et skattefrit fradrag på 5 000 kr., hvortil eventuelt kommer et yderligere fradrag på 1 000 kr. i henhold til § 9 i loven om særlig indkomstskat.

Med hensyn til fradrag for forbedringer skete der også en ændring, idet der i det oprindelige lovforslag ikke var fastsat nogen minimumsgrænse for det fradragsberettigede beløb. Som begrundelse for, at en sådan begrænsning blev indsat i loven, anførtes, at man på andre punkter havde udvidet fradragsretten.

Endvidere skal nævnes, at fristen for forelæggelse af de nye bestemmelser til revision blev indføjet i folketinget, og at skattepligten efter det oprindelige lovforslag skulle omfatte tilfælde, hvor afståelsen er sket 5. maj eller senere. Dette ændredes således, at handler, der er indgået før 10. juli 1960, ikke skal beskattes.

Mens lovforslaget ved fremsættelsen tog sigte på en ændring af lov nr. 148 af 28. maj 1958 om særlig indkomstskat, har man ved den endelige formulering af lovforslagets tekst draget konsekvenserne af, at 1958-loven er blevet afløst af en revideret lov af 11. juni 1960.

Lovforslaget støttedes ved 1. behandling af regeringspartiernes ordførere, omend forskellige spørgsmål ønskedes nærmere overvejet. Fra venstres og det konservative folkepartis side gik man derimod stærkt imod det, mens kommunisternes ordfører ikke ville afvise lovforslaget, som han dog rettede en del kritiske bemærkninger imod.

Det folketingsudvalg, hvortil lovforslaget henvistes, delte sig i 3 mindretal med hver sin stillingtagen til sagen.

Regeringspartiernes medlemmer af udvalget med undtagelse af Holger Eriksen (S) indstillede lovforslaget til vedtagelse i en af finansministeren foreslået ændret affattelse, som ifølge betænkningen tog sigte på, „at det bedst muligt sikres, at den foreslåede beskatning af fortjeneste ved salg af fast ejendom kun rammer fortjenester, der er ekstraordinært store." Om de væsentligste af ændringerne henvises til, hvad der ovenfor er anført. Ændringerne kommenteres i øvrigt nærmere i udvalgsbetænkningen.

Holger Eriksen (S) kunne ikke tiltræde finansministerens ændringsforslag, hvis vedtagelse efter hans opfattelse ville medføre, at man ikke opnåede det, der var tilsigtet ved udarbejdelsen af lovforslaget.

Venstres og det konservative folkepartis udvalgsmedlemmer indstillede lovforslaget til forkastelse. Som begrundelse herfor anfører dette mindretal i udvalgsbetænkningen bl. a.:

„Det er mindretallets opfattelse, at forslaget, som det vil fremkomme ved vedtagelse af finansministerens ændringsforslag, er så væsentlig forskelligt fra det forslag, folketinget havde til første behandling, at det burde være forelagt som et nyt lovforslag. Mindretallet støtter sig i denne forbindelse ikke alene på omfanget af de foreslåede ændringer, men tillige derpå, at forslaget nu fremtræder som ændringsforslag til lov af 11. juni 1960, medens det oprindelige forslag var ændringsforslag til lov af 28. maj 1958. Spørgsmålet om, hvorvidt et lovforslags identitet er fastholdt fra første til anden behandling, kan ikke underkastes folketingets flertalsafgørelse; det er folketingets formand, der er kompetent til at træffe afgørelse herom, og mindretallet henleder herved formandens opmærksomhed herpå, idet det yderligere ønsker at tilføje, at der formentlig under et etkammersystem må stilles strengere krav til forslags identitet, end tilfældet var under den tidligere forfatning.

Mindretallet ønsker at fremhæve, at virkningerne af det oprindeligt fremsatte forslag under udvalgsarbejdet er blevet belyst på mindretallets foranledning, og at det heraf fremgik, at finansministerens udtalelse om forslaget ved første behandling ikke dækkede de faktiske forhold. Mindretallet beklager i allerhøjeste grad, at det trods gentagne anmodninger har været umuligt for det at fremkalde en tilsvarende undersøgelse af ændringsforslagets faktiske virkninger, f. eks. belyst igennem et repræsentativt udsnit af den senere tids ejendomshandler. Ministeren har afvist mindretallets anmodning herom med den begrundelse, at en sådan undersøgelse ville kræve længere tid, end der er afsat til forslagets behandling. Mindretallet kan ikke anerkende denne motivering, da der ikke sagligt er noget forhold, som tilsiger forslagets hurtige gennemførelse, allerede af den grund, at den bestående lovgivning sikrer det offentlige normal indkomstskat af spekulationshandler med fast ejendom, og tillige fordi det nu ændrede forslag — efter regeringspartiernes skøn — kun vil ramme meget få ejendomshandler, i livert fald i den første tid efter dets ikrafttræden. Denne påstand har det altså ikke været muligt at få verificeret, ligesom mindretallet har været ude af stand til at fremkalde besvarelse af sit spørgsmål, i hvilken udstrækning de såkaldte „ekstraordinært store" fortjenester i forvejen er underkastet normal indkomstskat.

Af de grunde, ordførerne for mindretallet fremførte ved forslagets første behandling, er det principielt modstander af en lovgivning, hvorved den private kapitalopsparing i fast ejendom udnyttes som et skatteobjekt. .... Vel er forslaget, som det nu fremtræder, lempeligere over for de fleste tidligere ejere end det oprindelige forslag, men for fremtidige ejere er det uforandret, ligesom det medfører skærpelse for dem, der har erhvervet ejendommene i de senere år eller afholdt betydelige beløb til forbedringer. Dets tendens er derfor uforandret: indførelse af et nyt skattemæssigt princip, hvis anerkendelse vil føre til en fuldstændig skat af konjunktursikret værdianbringelse.

Mindretallet vil derfor bestræbe sig for, så snart de politiske forhold tillader det, at søge denne lovgivning ophævet. ...."

Ved lovforslagets 2. behandling udtalte formanden: „I anledning af det i betænkningen rejste spørgsmål om behandlingen af finansministerens ændringsforslag gør jeg opmærksom på, at jeg efter en foretagen undersøgelse ikke finder, at der er grund til at afvise at lade forslagene behandle som ændringsforslag."

Efter at der havde været ført en indgående debat om sagen, vedtoges finansministerens ændringsforslag med 75 stemmer mod 6 (DK, SF og Holger Eriksen), idet 51 medlemmer (V og KF) afholdt sig fra at stemme.

Til 3. behandling afgav udvalget en tillægsbetænkning, indeholdende ændringsforslag om en ændret affattelse af tilføjelsen til § 19, stk. 1, i loven om særlig indkomstskat, hvorved tilføjelsen formuleredes som foran gengivet. Ændringen tilsigtede at fastslå, at i de tilfælde, hvor fortjeneste ved afståelse af fast ejendom skal beskattes for skatteåret 1961-62, gennemføres beskatningen efter de for dette skatteår i øvrigt gældende regler. Det betyder bl. a., at selskaber og foreninger for skatteåret 1961-62 ikke skal medregne de omhandlede fortjenester ved opgørelsen af den almindelige skattepligtige indkomst, men svare den særlige indkomstskat på 30 pct. (eller almindelig indkomstskat over 3 år).

Uden for tillægsbetænkningen stillede Aksel Larsen (SF) ændringsforslag om bortfald af 5 000 kr.-fradraget og om nedsættelse af fradragene efter den foreslåede nye § 7 A, stk. 4, i loven om særlig indkomstskat. Disse ændringsforslag forkastedes med alle øvrige stemmer mod forslagsstillerens og kommunisternes, mens ændringsforslaget i tillægsbetænkningen blev vedtaget uden afstemning.

Under den afsluttende debat stillede Thorkil Kristensen (uden for partierne) forslag om henvisning af sagen til fornyet prøvelse i udvalget, idet han gjorde gældende, at den ikke var tilstrækkelig oplyst. Forslaget herom forkastedes med 88 stemmer mod 66 (V, KF og Thorkil Kristensen).

I den ændrede affattelse blev lovforslaget derefter vedtaget med 89 stemmer (regeringspartierne, DK og SF) mod 68 (V, KF og Thorkil Kristensen), idet 1 medlem hverken stemte for eller imod.