Om baggrunden for lovforslaget anføres af indenrigsministerens fremsættelsestale følgende:
„I efterkrigsårene er synet på alkohollidelser ændret og behandlingen af disse undergået en stærk udvikling. Det er nu almindeligt anerkendt, at alkoholismen må betragtes som en sygdom, der kræver både lægelig og social behandling, og man har bl. a. med antabuskuren fået nye midler i behandlingen og væsentligt bedre muligheder end forhen.
Tidligere var det i det store og hele kun sindssygehospitalerne og sygehusenes psykiatriske afdelinger og forskellige private institutioner, der indlod sig på behandling af alkohollidelser, og resultaterne heraf antages at have været ret begrænsede. De i medfør af forsorgsloven anerkendte afvænningshjem tilsigtede ikke i særlig grad behandling, men måtte til en vis grad betragtes som en art forsørgelsesinstitutioner.
I de senere år har de moderne behandlingsmetoder vundet indpas på de nævnte institutioner. I begyndelsen af 1950erne er der endvidere af kommuner eller med kommunal støtte blevet oprettet klinikker til ambulant behandling af alkoholskadede i København, Århus og Ålborg, og sådanne klinikker (ambulatorier) er tillige oprettet af afholdsforeningerne og foreningen „Ring i Ring". Til ambulatoriet i København er der knyttet et behandlingshjem, „Overførstergården", hvor indlæggelse finder sted af patienter, hvis sociale situation er sådan, at ambulant behandling ikke umiddelbart kan iværksættes.
De resultater, der i disse år er indvundet med hensyn til behandlingen af de alkoholskadede, har vist sådanne resultater, at det af socialministeriet nedsatte udvalg angående forsorgen for de i forsorgslovens kapitler XXIV-XXVII omhandlede personer i sin i april 1958 afgivne betænkning har foreslået en nyordning af behandlingen af alkoholskadede gående ud på, at der tilvejebringes lovhjemmel for ydelse af statstilskud til oprettelse og drift af ambulatorier og behandlingshjem, og det foreliggende lovforslag går ud på at tilvejebringe en sådan hjemmel.
Et af de punkter, der har været delte meninger om i det af socialministeriet nedsatte udvalg, drejer sig om, hvorvidt den adgang, der findes i forsorgsloven til at iværksætte tvangsmæssig behandling af alkoholskadede, burde udvides. Ministeriet er imidlertid kommet til det resultat, at det ikke vil virke heldigt med en udvidelse af adgangen til tvang, da patienternes egen medvirken må anses for noget af det mest nødvendige og værdifulde, når det gælder behandlingen af alkohollidelser, og nye regler om tvangsbehandling vil let kunne skabe ængstelse hos patienterne og dermed afholde mange fra at søge behandling.
Da behandlingen af alkoholisme må ses på linje med anden sygebehandling som en naturlig opgave for det kommunale sygehusvæsen, fremtræder lovforslaget som en tilføjelse til sygehusloven."
Om de ved loven indførte bestemmelser — der fremtræder som nye paragraffer (§ 8 A — § 8 F) i lov om sygehusvæsenet — bemærkes:
§ 8 A, stk. 1, bestemmer, at nettoudgiften ved driften af kommunale ambulatorier og andre behandlingsinstitutioner for alkoholskadede kan medtages ved opgørelse af de pågældende kommuners tilskudsberettigende udgifter i henhold til sygehusloven.
Ifølge stk. 2 kan der efter nærmere af indenrigsministeren fastsatte regler ved opgørelsen af kommunens tilskudsberettigende sygedage tillægges et antal sygedage beregnet i forhold til antallet af konsultationer, behandlinger og patientdage på de i stk. 1 nævnte institutioner.
For at kunne opnå tilskud efter stk. 1 og 2 er det ifølge stk. 3 en forudsætning, at vedkommende institution er godkendt af indenrigsministeren. Sådan godkendelse vil bl. a. være betinget af, at de fornødne lægelige og behandlingsmæssige krav er opfyldt.
Efter ændringer, foretaget under behandlingen i folketinget, betinges godkendelsen yderligere af, at virksomheden modtager patienter uden hensyn til, hvor disse er hjemmehørende. Godkendelse kan efter de gennemførte ændringer endvidere betinges af, at de pågældende foranstaltninger ikke findes at burde etableres af et statshospital til behandling af sindslidende eller en statslig psykiatrisk afdeling.
Der er herved givet indenrigsministeren mulighed for at udøve kontrol med dette arbejde. Det bemærkes, at en godkendelse — ifølge en bestemmelse i § 8 F, stk. 1 — kan tilbagekaldes, såfremt forudsætningerne for dens meddelelse ikke længere skønnes at være til stede.
Efter § 8 B kan der ydes tilskud til private institutioner efter tilsvarende retningslinjer.
§ 8 C har følgende ordlyd:
„Indenrigsministeren fastsætter betalingstakster for godkendte ambulatorier og behandlingshjem.
Af taksterne for godkendte ambulatorier refunderer statskassen 3/10 til kommunerne, medens de øvrige 7/10 er genstand for mellemkommunal refusion efter reglerne i lov om offentlig forsorg. For patienter, der er nydende medlemmer af anerkendt sygekasse, oppebærer kommunerne refusion efter reglerne i 1. punktum af den takstmæssige betaling for behandling og ophold på behandlingshjem efter fradrag af sygekassens ydelse. For så vidt angår patienter, der ikke er nydende medlemmer af anerkendt sygekasse, kan indenrigsministeren bestemme, at der for sådanne patienters behandling og ophold på behandlingshjem ikke må afkræves patienten en betaling, der overstiger takstmæssig betaling for indlæggelse på offentligt sygehus i det område, hvor den pågældende patient er bosiddende, samt at en eventuel difference mellem den i henhold til stk. 1 fastsatte takst og den patienten afkrævede betaling refunderes kommunen efter reglerne i 1. punktum."
Bestemmelsen fik sin endelige ordlyd efter vedtagelsen af et i udvalgsbetænkningen stillet ændringsforslag. Efter det oprindelige lovforslag kunne opholdskommunens udgifter anmeldes til refusion efter sædvanlige regler, d. v. s. refusion af 4/10 fra det mellemkommunale refusionsforbund og 3/10 fra statskassen, medens kommunen selv endeligt skulle bære 3/10.
Ændringen skete bl. a. ud fra et diskretionshensyn til patienterne, idet det fandtes ønskeligt, at behandling på ambulatorierne kunne finde sted, uden at der rettes henvendelse til pantientens opholdskommune. Refusionsreglerne for behandlingshjemmene ændredes af praktiske grunde tilsvarende.
Det forudsættes i øvrigt, at den af indenrigsministeren fastsatte betalingstakst sammen med tilskuddet i henhold til sygehusloven i det væsentligste skal dække udgifterne ved driften af institutioner for alkoholskadede.
§ 8 D fastsætter den samme refusionsordning for private ambulatorier og behandlingshjem som for de kommunale. Af praktiske grunde er det bestemt, at den amts- eller købstadkommune, i hvilken institutionen er beliggende, forlods udreder refusionen til institutionen.
Til oprettelse af ambulatorier og behandlingshjem kan der ifølge § 8 E med tilslutning af folketingets finansudvalg ydes lån eller tilskud.
Foruden den tidligere nævnte bestemmelse om muligheden for tilbagekaldelse af en meddelt godkendelse indeholder § 8 F en bestemmelse om, at de hidtil af socialministeren i medfør af forsorgslovens § 42 meddelte godkendelser betragtes som fortsat gældende, indtil godkendelse gives efter nærværende lov, og tilskud ydes indtil da efter de hidtil gældende regler. Såfremt ansøgning om godkendelse efter nærværende lov ikke er indgivet til indenrigsministeriet inden 1. april 1961, betragtes den i henhold til lov om offentlig forsorg meddelte godkendelse som bortfaldet.
Loven træder i kraft den 1. april 1960.
Loven må ses i forbindelse med de under nr. 75 og 76 omtalte love om ændringer i lov om offentlig forsorg vedrørende forsorgshjem og vedrørende alkoholistforsorg m. m., som ligesom nærværende lov hviler på arbejde, udført i det af socialministeriet nedsatte anstaltsudvalg.
Lovforslaget fik i folketinget tilslutning fra alle sider.
Udvalget understregede i sin betænkning værdien af oplysningsarbejdet bl. a. i skolerne og udtalte det ønskelige i, at bevillingsmyndighederne også fremover yder støtte til det forebyggende arbejde, der bl. a. udføres af afholdsbevægelsen og „Ring i Ring".
Om det indledningsvis nævnte spørgsmål om tvangsmæssig behandling henvises til omtalen af den foran nævnte lov om ændringer i forsorgsloven vedrørende alkoholistforsorg m. m.
Med enkelte ændringer, hvis væsentligste bestemmelser er omtalt i det foregående, vedtoges lovforslaget ved 3. behandling enstemmigt.