Loven afløser lov nr. 138 af 29. marts 1947 om foranstaltninger til imødegåelse af ungdomsarbejdsløshed (årbog 1946-47, side 336), jfr. lovbekendtgørelse nr. 163 af 11. maj 1954 som ændret senest ved lov nr. 43 af 13. februar 1959. Ifølge sidstnævnte lov skulle revisionsforslag fremsættes i folketingsåret 1959-60.
Baggrunden for lovforslaget var dels de i de senere år indvundne erfaringer på de arbejdstekniske ungdomsskoler, som drives i henhold til loven, dels den i april 1959 afgivne betænkning fra kommissionen om uddannelse af ikke-faglærte arbejdere.
På baggrund af de gjorte erfaringer var det fundet ønskeligt at søge de nuværende arbejdsopgaver — hidtil i væsentlig grad grovere udendørs arbejder — suppleret i videst muligt omfang med arbejde af industriel art. Da sådant arbejde lettere vil kunne skaffes på steder, hvor der findes industrielle virksomheder, man kan samarbejde med, vil man ikke søge det nuværende skoleapparat, der for tiden er nedskåret til et minimum, udbygget ud over, hvad selve undervisningen nødvendiggør. Man vil i stedet for stræbe efter at inddrage kommunerne i beskæftigelsesopgaver, d. v. s. ungdomsarbejder. Med hensyn til den uddannelse, som tilbydes eleverne, har man efterhånden fundet frem til dels en grundundervisning, dels et industrikursus.
Ved den samtidig gennemførte lov om erhvervsmæssig uddannelse af ikke faglærte arbejdere opbygges rammerne for et nyt uddannelsessystem, som principielt skal kunne udnyttes af alle voksne ikke-faglærte arbejdere over 18 år. Det vil imidlertid være nærliggende, at de i henhold til denne lov nedsatte brancheudvalgs arbejde i første række koncentreres om kursusuddannelse for de lidt ældre ikke-faglærte arbejdere, hvorfor kommissionen og regeringen har fundet det hensigtsmæssigt, at der med hensyn til de 18-25-årige gøres en særlig indsats, som ungdomsarbejdsløshedsloven vil kunne være en naturlig ramme om. I overensstemmelse med kommissionen fremhæver den her omhandlede lov det uddannelsesmæssige både på de arbejdstekniske ungdomsskoler og uden for disses rammer, og den bestemmer, at kursus skal kunne søges ikke alene af arbejdsløse, men også af unge, som må forlade en arbejdsplads for at dygtiggøre sig. For at understrege denne ændring af lovens målsætning har man fundet det rigtigst at ændre dens titel til „lov om beskæftigelse og uddannelse af unge".
Om de væsentligste af lovens afvigelser fra den hidtidige ungdomsarbejdsløshedslov bemærkes:
I kapitel I om lovens område m. v. er der i § 3 udgået en bestemmelse om, at kun arbejdsopgaver, der „ellers ikke for tiden kan forventes taget op", normalt kan danne grundlag for oprettelse af ungdomsarbejder. Denne begrænsning er det anset for nødvendigt at lade udgå af hensyn til ønskeligheden af at optage arbejder af industriel karakter.
I kapitel II om arbejdstekniske ungdomsskoler og ungdomsarbejder er bestemmelsen om arbejdstidens længde, som i den hidtil gældende lov var fastsat til 36 timer ugentlig, formuleret mere elastisk. Arbejdet skal fremtidig være på 24-36 timer ugentlig, og der indføres hjemmel til at fritage elever, som deltager i heldagsundervisning, for arbejde i perioder af indtil 3 ugers varighed. Undervisningens sigte er i § 4, stk. 2, formuleret således:
„Deltagerne skal i øvrigt modtage undervisning, der skal tilrettelægges således, at der gives dem en grundlæggende arbejdsteknisk undervisning samt tilbydes dem adgang til kursus af branchebetonet art og eventuelt adgang til at forberede sig til videregående tekniske uddannelser. Undervisningens indhold skal i videst muligt omfang tilpasses bl. a. den undervisning, der tilrettelægges af brancheudvalg og uddannelsesråd i henhold til lov om erhvervsmæssig uddannelse af ikke-faglærte arbejdere."
I kapitel III om kursus er der givet bestemmelser om rene kursusforanstaltninger, mens der i den hidtidige lov kun er givet detaljerede regler for „kombinerede" foranstaltninger.
§ 9 bestemmer herom:
„Efter forhandling med eller efter indstilling af ungdomsudvalget træffer arbejdsministeren afgørelse om iværksættelse af kursus i henhold til denne lov. Kursus kan afholdes på kostskoler eller som lokale dag- eller aftenkursus.
De enkelte kursus skal have en varighed af mindst 144 timer. Undervisningen skal i første række sigte mod at give de unge et bredt grundlag for dygtiggørelse på forskellige konkrete erhvervsområder. Undervisningens indhold skal derfor bl. a. tilpasses den undervisning, der tilrettelægges af brancheudvalg og uddannelsesråd i henhold til lov om erhvervsmæssig uddannelse af ikke-faglærte arbejdere. Undervisningen skal i overvejende grad have form af praktiske øvelser og demonstrationer.
Endvidere kan der tilrettelægges specielle kursus, der forbereder eleverne til videregående tekniske uddannelser."
I § 10 er der givet bestemmelser om rejseudgifter, godtgørelse for tab af indtægt eller arbejdsmuligheder og ikke-forsørgeres betaling for kost og/eller logi svarende til bestemmelserne i loven om uddannelse af ikke-faglærte.
Om henvisning til kursus bestemmer § 11:
Til kursus, der iværksættes efter nærværende lov eller efter lov om erhvervsmæssig uddannelse af ikke-faglærte arbejdere, henviser de offentlige arbejdsanvisningskontorer unge arbejdsløse under 25 år efter nærmere regler, der fastsættes af arbejdsministeren efter forhandling med henholdsvis ungdomsudvalget og det i lov om erhvervsmæssig uddannelse af ikke-faglærte arbejdere omhandlede uddannelsesråd. Kursus, der iværksættes efter nærværende lov, skal efter arbejdsministerens nærmere bestemmelse stå åbne for unge, der har beskæftigelse og fremsætter ønske om at deltage.
Deltagelse i kursus er ikke som ved ungdomsarbejde begrænset til ugifte.
Vedrørende kapitel IV, almindelige bestemmelser, der bl. a. i § 13 fastslår pligten til at efterkomme henvisning, bemærkes, at også vægring ved at efterkomme henvisning til kursus, der giver adgang til godtgørelse for tab af indtægt eller arbejdsmuligheder, skal medføre retsvirkninger i henhold til arbejdsløshedsloven — tab af arbejdsløshedsunderstøttelse og offentlig hjælp.
Ifølge § 17 trådte loven i kraft 15. maj 1960. Forslag til revision af loven skal fremsættes i folketingsåret 1964-65.
Efter 1. behandling henvistes lovforslaget til samme udvalg som lovforslaget om uddannelse af ikke-faglærte arbejdere (se nærmest foregående sag). Et flertal i udvalget (S, RV og DR) indstillede lovforslaget til vedtagelse med enkelte af arbejdsministeren foreslåede ændringer (vedrørende befordringsudgifter og ikrafttrædelsestidspunkt), mens et mindretal (V og KF) stillede nogle ændringsforslag om „uddannelseshjælp" i stedet for godtgørelse i overensstemmelse med de ændringsforslag, som samme mindretal stillede til lovforslaget om ikke-faglærte. Ved 2. behandling forkastedes mindretallets ændringsforslag, mens de af ministeren stillede vedtoges.
Tillige forkastedes nogle af kommunisterne stillede ændringsforslag, der gik ud på at fjerne muligheden for tvangsmæssig henvisning af lovforslaget. Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget med 120 stemmer mod 5 (DK).