Som ordfører for forespørgerne begrundede Per Hækkerup (S) forespørgslen således:

„Som det vil være det høje tings medlemmer bekendt gennem meddelelse til offentligheden, afgav den høje regering på mødet i det udenrigspolitiske nævn i mandags en erklæring om at søge optaget forhandlinger med Det europæiske økonomiske Fællesskab med henblik på Danmarks optagelse i dette. [Ordlyden af regeringens erklæring er aftrykt side 50].

På baggrund af denne erklæring har partierne her i tinget fundet det rimeligt at stille den forespørgsel til udenrigsministeren, som nu er sat til behandling på dagsordenen."

I sin udførlige besvarelse af forespørgslen påpegede udenrigsministeren, at når den britiske regering havde besluttet sig til at indgive ansøgning om forhandling med henblik på tilslutning til det ved Romtraktaten dannede europæiske fællesmarked, var det ensbetydende med, at den britiske regering ikke længere anså vejen til den brede associering mellem de seks (fællesmarkedet) og de syv (EFTA-landene) for at være farbar. „I stedet søger Storbritannien medlemskab i fællesskabet, idet man håber derved at åbne adgang for en løsning også for de øvrige EFTA-lande. Målet er altså vedvarende en bred vesteuropæisk samling, men vejen er en anden end den, man i en årrække forgæves har fulgt.

Man har måttet erkende, at den hidtidige fremgangsmåde ikke har ført til resultater, som syntes at ville medføre fremskridt i retning af en tilnærmelse mellem de to grupper inden for en overskuelig fremtid. Samtidig påvirkedes den indreeuropæiske samhandel i voksende grad af den tiltagende forskelsbehandling mellem de to grupper, ligesom man frygtede en svækkelse i det vestlige politiske sammenhold på et tidspunkt, hvor det vestlige sammenhold behøver al den styrke, det kan mønstre.

Det er på denne baggrund, at den britiske regering har truffet sin beslutning. EFTA har erkendt den samme nødvendighed ved i sit communiqué fra Genève fredag den 28. juli at udtale:

„EFTA-landenes regeringer er af den opfattelse, at den britiske regerings beslutning om at tage det initiativ, som premierministeren i eftermiddag har meddelt i underhuset, og som er blevet efterfulgt af en lignende erklæring fra den danske regering, giver en gunstig lejlighed til at finde en passende løsning for alle EFTA-lande og således fremme solidariteten og sammenholdet i Europa. EFTA-landene bekræfter i denne forbindelse de i Londoncommuniqueet refererede beslutninger.

EFTAs medlemslande finder, at det er alle interesseredes pligt ikke at lade denne nye lejlighed gå fra sig. EFTA vil for sit vedkommende i overensstemmelse med Londoncommuniqueet gøre, hvad der står i dets magt for at gribe den. Alle EFTAs medlemslande erklærer, at det er deres hensigt sammen med Det europæiske økonomiske Fællesskab at undersøge, på hvilken måde alle EFTA-landene sammen kan deltage i et enkelt marked omfattende omkring 300 millioner mennesker."

Det er klart, at denne ændring i den europæiske samlingsbestræbelse og i den britiske markedspolitik måtte skabe en ny situation for Danmark.

Allerede en forhandling om Storbritanniens medlemskab i et udvidet fællesmarked måtte forøge fællesmarkedets tiltrækningskraft over for Danmark væsentligt. Danmark har hele tiden peget på, at kun en markedsdannelse, der omfatter begge vore hovedkunder, både Tyskland og England, ville kunne tilgodese Danmarks handelspolitiske behov."

Regeringen havde derfor besluttet at rette den i regeringserklæringen bebudede henvendelse til fællesmarkedet, dog først efter at sagen havde været forelagt folketinget.

For de nordiske lande rejste den nye forhandlingssituation særlige problemer. Norge og Sverige havde ud fra forskellige motiver endnu ikke taget stilling. „Vi forstår dette, og vi tror, at det med smidighed fra alle sider vil kunne lykkes at finde løsninger, hvorved den igangværende afvikling af handelsrestriktionerne mellem de skandinaviske lande kan fortsætte. Et nært samarbejde med Vesteuropa uden Norge og Sverige vil for os være et samarbejde med væsentlige mangler. Vi tror på en tilknytning, der omfatter alle skandinaviske lande, selv om den måske ikke får samme form for alle tre landes vedkommende.

Fra dansk side vil vi under alle omstændigheder opretholde snæver kontakt med de øvrige nordiske lande, således at det samarbejde, der igennem årene er opbygget, vil kunne fortsættes og udvides inden for de nye rammer for det europæiske samarbejde, der måtte blive skabt."

Gennem de forhandlinger, som forestod, ville man — ligesom England — gøre sit yderste for at nå frem til et positivt resultat. En udvanding af Romtraktaten kunne ikke ventes accepteret, større ændringer i traktaten næppe heller, omend visse tilpasninger var uundgåelige. „Det, hvorom der skal forhandles, vil især være, hvilke særprotokoller de enkelte lande vil behøve ved tilslutningen, svarende til de protokoller, der i forvejen er oprettet for de oprindelige medlemmer. Endvidere må vi søge et overblik over, hvorledes danske interesser på de områder, hvor Romtraktaten alene indeholder rammebestemmelser, vil kunne tilgodeses." At der ville opstå problemer, især for dele af industrien, der kommer ud for øget konkurrence og tilpasningsvanskeligheder, måtte dog anses for uundgåeligt. Regeringen tillagde det derfor stor betydning, at såvel folketinget som erhvervene fik mulighed for på nærmeste hold at følge sagens videre udvikling. For folketingets vedkommende mente man, det bedst kunne ske gennem nedsættelse af et særligt folketingsudvalg til at følge de forestående forhandlinger, mens det påtænktes at give erhvervene lejlighed til at deltage i regelmæssige møder i udenrigsministeriet.

Efter at have gjort rede for den økonomiske side af sagen fremsatte udenrigsministeren nogle bemærkninger om det politiske perspektiv ved en dansk tilslutning til et udvidet europæisk fællesmarked. Europas folk måtte samarbejde for at hævde deres stilling i verden og sikre videreførelsen af de værdifulde elementer i europæisk kultur og politisk tradition. „Inden for fællesmarkedet foregår der en brydning mellem tilhængerne af såkaldte overstatlige institutioner, som tillægges særlige beføjelser, og på den anden side tilhængerne af et samarbejde mellem selvstændige regeringer uden overstatlige fælleseuropæiske organer.

Medens der i øjeblikket kræves enstemmighed til de fleste vigtige afgørelser blandt de seks, vil der ifølge Romtraktaten, efterhånden som samarbejdet skrider frem, på nærmere fastlagte økonomiske områder blive mulighed for flertalsbeslutninger med kvalificeret majoritet. Heraf følger, at der for mindretal af en vis størrelse vil være mulighed for at standse en foreslået beslutning. For visse vigtige sagers vedkommende vil der dog stadig blive krævet enstemmighed."

Udenrigsministeren sluttede med at slå fast, at „det, den danske regeringserklæring af 31. juli tilstræber, er forhandlinger af samme art som de forhandlinger, Storbritannien ønsker indledet. Kun hvis både de britiske og de danske forhandlinger fører til et positivt resultat, vil Danmark blive tilsluttet fællesmarkedet.

Danmarks tilslutning vil først kunne ske, når forhandlingernes resultat er forelagt folketinget og har opnået dettes godkendelse i henhold til grundlovens bestemmelser.

Regeringen er klar over, at vi står over for afgørelser af skelsættende betydning. Efter vor opfattelse kan Danmark ikke stå uden for det udvidede fællesskab, der nu forhandles om. Det er regeringens håb at kunne indlede disse forhandlinger med bred tilslutning fra alle sider i dette ting og i den danske befolkning. Vi vil søge forhandlingen ført på en for Danmark værdig måde og med resultater, der varetager vort lands interesser.

Vi ved, at den udvikling, vi nu tager det første skridt til, vil give anledning til bekymringer, men det er regeringens overbevisning, at denne udvikling lige fuldt lukker op for nye perspektiver, og at den kan skabe nye muligheder for vort land under nutidens og fremtidens ændrede økonomiske, tekniske og politiske forudsætninger."

Udenrigsministerens redegørelse gav anledning til en indgående debat, der fandt sted den følgende dag. Som ordførere for partierne talte Per Hækkerup (S), Per Federspiel (V), Poul Møller (KF), Baunsgaard (RV), Aksel Larsen (SF), Iver Poulsen (Uafh.) og Hans Schmidt (Sl.). Endvidere havde følgende medlemmer ordet: Ole Bjørn Kraft (KF), Hans Rasmussen (S), Weikop (KF) og Axel Kristensen (V).

Mens de øvrige partier kunne tiltræde regeringens erklæring, nærede socialistisk folkeparti store betænkeligheder ved at tage det skridt, som man stod over for, bl. a. fordi der efter partiets opfattelse ikke kunne være nogen tvivl om, at en udvidelse af fællesmarkedet ville betyde en udvidelse af NATO. „Men hvad man end beslutter i dag", udtalte Aksel Larsen, „vil vi arbejde for at skaffe klarhed over, hvad medlemskabet i fællesmarkedet vil betyde, sådan at det danske folk ved besked, inden den endelige afgørelse træffes. Og vi vil ikke være med til at sælge vor nationale førstefødselsret for store ord og påståede udsigter til salg af smør, æg, kød og fedt flæsk." Hans Rasmussen, der talte uden for ordførernes kreds, kunne give tilslutning til, at regeringen gik i gang med de bebudede forhandlinger og undersøgelser; men tiden var endnu ikke inde til at tage endelig stilling til sagen. „Hvis vi ikke har nogen chance for andet end mindre, betydningsløse afvigelser fra Romtraktatens bestemmelser, kan jeg ikke se, at de danske erhverv, bortset fra landbruget, kan give grønt lys for optagelse i fællesmarkedet.

Det ligger nu op til regeringen, det ligger op til folketinget at fremskaffe de fornødne garantier og de tilstrækkelige oplysninger, og så forstår jeg, at det først og fremmest bliver erhvervenes sag at foretage en nøgtern bedømmelse. Jeg synes, at denne vekselvirkning mellem erhvervene og den lovgivende forsamling er at foretrække, således at folketinget på grundlag af et sådant oplysende materiale endelig kan tage en for den danske befolkning forpligtende beslutning, hvad enten denne så måtte gå til den ene eller den anden side."

Efter at talerlisten var udtømt, vedtoges det enstemmigt at afbryde forhandlingen og nedsætte et udvalg til videre behandling af den givne redegørelse. I dette indvalgtes umiddelbart derefter følgende medlemmer: Per Hækkerup, Alsing Andersen, Chr. Christiansen, Holger Eriksen, Frode Jakobsen, Carl Petersen [formand], Hans Rasmussen, Henning Rasmussen, Baunsgaard [næstformand], Per Federspiel, Anders Andersen, Erik Eriksen, Axel Kristensen, Poul Møller, Ole Bjørn Kraft, Poul Sørensen og Aksel Larsen.

Udvalget afgav efter kort tids forhandling en betænkning (F., tillæg B. sp. 1119), hvori det hedder:

„Udvalget har afholdt et møde, og et flertal (udvalget med undtagelse af Aksel Larsen) indstiller følgende forslag om overgang til næste sag på dagsordenen til vedtagelse:

„Idet folketinget tager udenrigsministerens redegørelse til efterretning, tiltræder tinget regeringens erklæring af 31. juli 1961 og godkender, at Danmark samtidig med Storbritannien retter henvendelse til Det europæiske økonomiske Fællesskab angående forhandlinger med henblik på Danmarks optagelse i dette sammen med Storbritannien i henhold til artikel 237 i Romtraktaten.

Tinget tilslutter sig ligeledes, at forhandlingerne om en dansk optagelse sker under fuld hensyntagen til de øvrige EFTA-landes interesser.

Endvidere understreger tinget betydningen af et fortsat og udbygget nordisk samarbejde. Endelig beslutter tinget at nedsætte et udvalg på 17 medlemmer og 17 stedfortrædere til at følge regeringens forhandlinger om Danmarks optagelse i Det europæiske økonomiske Fællesskab.

Tinget går dermed over til den næste sag på dagsordenen."

Et mindretal (Aksel Larsen) ønsker, at intet officielt dansk initiativ tages, før der er ført forhandlinger med repræsentanter for de øvrige nordiske lande. Da dette er blevet afvist af flertallet, stilles der intet ændringsforslag herom.

Mindretallet kan ikke stemme for forslaget om overgang til næste sag på dagsordenen."

Forespørgselsdebatten blev samme dag genoptaget. Den resulterede i, at det stillede dagsordensforslag vedtoges med 152 stemmer mod 11 (SF).

I et efterfølgende møde, folketingsårets sidste, nedsattes det udvalg på 17 medlemmer og 17 stedfortrædere, som skulle have til opgave at følge regeringens forhandlinger om Danmarks optaglse i fællesmarkedet. Udvalgets sammensætning findes anført side 537.