Ifølge skoletilsynsloven af 12. april 1949 § 58, stk. 3, skulle loven forelægges til revision i folketingsåret 1960-61. Den gældende lov, der trådte i kraft den 1. april 1950, har i det store og hele virket tilfredsstillende i praksis, og undervisningsministeriet har derfor ikke fundet anledning til at foreslå ændringer af mere gennemgribende karakter i forbindelse med lovrevisionen.

Ud over en række ændringer, der er en følge af de senere års lovgivning på skolevæsenets område samt andre ændringer, der ligeledes tilsigter en ajourføring af de gældende bestemmelser, indeholdt lovforslaget derfor kun enkelte ændringer af væsentlig betydning.

Disse angår navnlig bestemmelserne om de kommunale tilsynsmyndigheder uden for København.

Efter de gældende regler udøves skoletilsynet efter kommunalbestyrelsens bestemmelse enten af en skolekommission for hele kommunen eller af en skolekommission i forbindelse med skolenævn for hver enkelt skole eller for nogle af skolerne i kommunen. En skoles forældrekreds kan dog under visse nærmere betingelser kræve oprettelse af skolenævn ved den pågældende skole.

Ud fra den betydning, det må tillægges, at forældrene i alle kommuner har mulighed for at have nær kontakt med deres børns skole og lejlighed til at deltage i skolens styrelse, således som det efter den gældende lov er tilfældet for skolerne i København, foresloges det, at skoletilsynet i kommuner, hvor der er flere skoler, skal føres af en skolekommission — på 5, 7 eller 9 medlemmer for hele kommunen i forbindelse med skolenævn — på 3 eller 5 medlemmer — for hver enkelt selvstændig skole. I kommuner, hvor der kun er én skole, skal skoletilsynet som hidtil udøves af en skolekommission på 5 medlemmer, men der åbnes mulighed for, at skolekommissionens medlemstal under særlige omstændigheder kan forøges til indtil 9 medlemmer. Dette vil navnlig have betydning i tilfælde, hvor der er sket en fuldstændig centralisering af en kommunes skolevæsen.

Der foresloges endvidere nogle ændringer i reglerne om amtsskolekonsulenter og konsulenter for særundervisningen. Under hensyn til den store arbejdsbyrde, der navnlig i de større amter påhviler såvel amtsskolekonsulenten som særundervisningskonsulenten, foresloges der bestemmelser om, at skoledirektionen kan antage fornøden pædagogisk og faglig medhjælp for henholdsvis amtsskolekonsulenten og særundervisningskonsulenten. Refusionsreglerne bringes i overensstemmelse med reglerne i lærerlønningsloven af 7. juni 1958 §§ 44 og 46, således at statskassen skal refundere 85 pct. af lønningsudgiften og hele pensionsudgiften for amtsskolekonsulenter og særundervisningskonsulenter. Med hensyn til den honorarlønnede pædagogiske og faglige medhjælp foresloges det, at statskassen skal refundere 85 pct. af udgiften hertil.

Ved lovforslagets 1. behandling beskæftigede ordførerne sig navnlig med de foreslåede ændringer i bestemmelserne om de kommunale tilsynsmyndigheder.

K. B. Andersen (S) beklagede, at skolenævnsinstitutionen ikke havde fået den placering, som dens tilhængere havde håbet på i 1949. Det var på denne baggrund måske et langt skridt at tage nu at foreslå skolenævn ved alle skoler i kommuner med mere end én skole, men personligt så han gerne, man kunne gå så langt. Man måtte dog være opmærksom på, at der fra kommunal side var advaret mod en sådan udvidelse.

Ellen Poulsen (V) kunne helt tilslutte sig tanken om en udvidet skolekommission ved centralisering eller skoleforbund. Hun troede derimod ikke på, at man som helhed kunne skabe det ønskelige nære samarbejde mellem hjem og skole ved obligatoriske skolenævn og fandt de nuværende bestemmelser om forældres adgang til at kræve oprettelse af skolenævn rigtige.

Edv. Jensen (KF) fandt en væsentlig årsag til den ringe udnyttelse af muligheden for oprettelse af skolenævn deri, at forældrene allerede følte sig fyldestgørende repræsenteret af forældrerepræsentanterne i skolekommissionen. Personlig havde han gerne set, at man havde beholdt skolenævnene på frivillig basis.

Else-Merete Boss (RV) understregede betydningen af et nært samarbejde mellem skolen og forældrene og fandt det udmærket, at der nu skulle være et skolenævn for hver enkelt skole.

O. Mathiasen (SF) havde personlig mere sympati for en ordning, hvorefter der vælges en skolekommission for hele kommunen ved direkte valg af forældrene eller i hvert fald med et flertal af forældrevalgte medlemmer, således at alle skolekredse i kommunen bliver repræsenteret.

Bækgaard (Uafh.) mente, at lovforslaget ville udvide forældrenes forbindelse med skolen især i kommuner med kun én skole. Han fandt det rigtigt, at flere af de skolesøgendes forældre kom ind i skolekommissionen.

Betydningen af amtsskolekonsulenterne og konsulenterne for særundervisningen fremhævedes fra alle sider, idet der dog — navnlig for de sidstnævntes vedkommende — ønskedes nærmere overvejelser i udvalget om, hvorledes deres arbejds- og lønmæssige forhold bedst kunne ordnes.

I beretningen fra det efter lovforslagets 1. behandling nedsatte udvalg siges bl. a.:

Ved første behandling i folketinget af lovforslaget blev der af nogle ordførere udtalt betænkelighed ved en fuldstændig gennemførelse af forslaget om obligatoriske skolenævn ved alle skoler i kommuner med flere skoler. Spørgsmålet er drøftet i udvalget og i samråd med undervisningsministeren, der har gjort det til genstand for fornyet overvejelse. Drøftelserne om dette spørgsmål er ikke bragt til afslutning. I denne forbindelse har udvalget også drøftet de gældende regler om afstemning i en skoles forældrekreds til afgørelse af spørgsmålet om valg af skolenævn og reglerne om valg af medlemmer til skolenævn og skolekommissioner.

Udvalget har endvidere behandlet spørgsmålet om skolekommissionernes og skolenævnenes funktioner bl. a. med henblik på en effektivisering af samarbejdet med forældrene...

Under udvalgsarbejdet er fra undervisningsministeriet bl. a. modtaget den i februar d. å. afgivne betænkning om folkeskolens specialundervisning. Udvalget har foretaget en foreløbig behandling af de problemer, denne betænkning indeholder, og henstiller til undervisningsministeren, at de tages op til drøftelse med de interesserede med henblik på kommende lovgivning.

I denne forbindelse har udvalget behandlet spørgsmålet om, hvilke krav der bør stilles til uddannelsen af særkonsulenter. Under hensyn til det betydelige ansvar, der påhviler disse stillingers indehavere for, at undervisningen af de børn, der har særlig store vanskeligheder at kæmpe med, tilrettelægges bedst muligt, bør der stilles krav om en betydelig psykologisk og pædagogisk viden.

Undervisningsministeren har oplyst, at det har været vanskeligt at få et tilstrækkeligt antal af folkeskolens lærere uddannet gennem det ved Københavns universitet oprettede psykologisk-pædagogiske studium, og at dettes omdannelse til et studium til psykologisk embedseksamen må befrygtes at ville skabe yderligere vanskeligheder i denne henseende. Der er derfor nedsat et udvalg med den opgave at udarbejde et forslag om udbygning af Danmarks lærerhøjskoles videreuddannelse i pædagogik og psykologi med særligt henblik på uddannelse af skolepsykologer.

Udvalget er enigt med ministeren om, at man bør afvente resultatet af dette udvalgs arbejde, og at yderligere erfaringer fra det praktiske liv er nødvendige, forinden der tages stilling til det foreliggende spørgsmål..."

Udvalget nåede ikke at afslutte sit arbejde.