Lovforslaget tilsigtede at ophæve de spærreregler, som findes i den hidtil gældende valglovs § 43, stk. 1, 1. punktum, samt at indføre et forbud mod, at politiske partier direkte eller indirekte modtager pengebidrag eller andre ydelser, der hidrører fra en faglig organisations midler.

Det havde følgende ordlyd:

I lov nr. 171 af 31. marts 1953 om valg til folketinget som ændret ved lov nr. 335 af 22. december 1953, lov nr. 193 af 11. juni 1954 og lov nr. 202 af 10. juni 1959 foretages følgende ændringer:

1. Lovens § 43, stk. 1, 1. punktum, affattes således:

„Derefter opgøres, hvor mange stemmer der er faldet på hvert af de partier, som er kundgjort i overensstemmelse med § 23, sidste stykke, og som enten har opnået mindst ét kredsmandat eller i landet som helhed har opnået mindst lige så mange stemmer som det gennemsnitlige antal gyldige stemmer, der i landet taget som en helhed er afgivet pr. kredsmandat."

2. Efter lovens § 92 indsættes som ny paragraf:

„§ 93. Intet politisk parti må, hverken direkte eller indirekte, modtage pengebidrag eller andre ydelser, der hidrører fra en faglig organisations midler."

3. Lovens § 93 bliver § 94.

Som begrundelse for de foreslåede bestemmelser anførte ordføreren for forslagsstillerne, Iver Poulsen (Uafh.), bl. a.:

„En anskuelse — for at bruge grundlovens udtryk — kan blive repræsenteret i folketinget af ca. 10 000 vælgere, hvis disse bor i et så snævert afgrænset område som f. eks. et jysk amt, hvor der kræves ca. 10 000 stemmer for at opnå et kredsmandat; men hvis de 10 000 vælgere bor med halvdelen på hver sin side af en amtsgrænse, kan anskuelsen ikke opnå repræsentation.

Hvis anskuelsen har tilslutning fra vælgere fra hele landet og altså ikke er en lokal amtsbevægelse, men en landsbevægelse, kan mindre end 60 000 vælgere ikke opnå den repræsentation, som 10 000 vælgere kan opnå, hvis de „bor rigtigt", eller hvis vælgerne tilfældigvis er fordelt sådan, at deres stemmetal i hvert af de tre områder — Jylland, Øerne og hovedstaden — svarer til det stemmetal, som i hvert af områderne gennemsnitligt kræves for at opnå et kredsmandat, hvilket vil sige ca. 50 000 stemmer i alt.

Spærrereglerne forhindrer således den ligelige repræsentation, som grundlovens § 31 kræver.

Men spærrereglerne er ikke blot i strid med grundloven; de er også udemokratiske, fordi de kan misbruges i en politisk skræmmepropaganda, som udsætter vælgerne for et usagligt pres.

Der har fra flere sider været udtalt betænkelighed med hensyn til at ophæve spærrereglerne, fordi ophævelsen ville medføre, at folketinget blev opdelt i så mange småpartier, at mulighederne for regeringsdannelse ville vanskeliggøres og folketingets arbejdsduelighed og handlekraft svækkes stærkt. Disse betænkeligheder er efter vor opfattelse ubegrundede. De første hundrede år under vor frie forfatning fandtes ingen spærreregler, og alligevel har der altid været mulighed for dannelse af en regering. Og folketingets arbejdsduelighed og handlekraft har ikke været anderledes siden spærrereglernes indførelse i 1953 end før disse reglers indførelse.

Endelig yder efter vor opfattelse bestemmelsen i valglovens § 23 om, at der kræves mindst 10 000 vælgeres underskrift for at anmelde et nyt parti, tilstrækkelig sikring mod den frygtede opdeling af folketinget i alt for mange småpartier.

Ude i vælgerbefolkningen er spærrereglerne meget upopulære, fordi de dér opfattes som et forsøg på at øge de store partiers magt på bekostning af vælgernes indflydelse.

Hvis spærrereglerne ikke ophæves, har vi ikke det frie folkestyre, men kun et kuperet, og det bliver alt for vanskeligt for noget nyt at gro frem ude blandt vælgerne, hvorfra den nødvendige fornyelse af vort folkestyre jo netop burde komme.

I lovforslaget er der dernæst indsat et forbud for politiske partier mod at modtage støtte fra faglige organisationer. Politiske partier bør naturligvis ikke modtage nogen form for økonomisk støtte fra faglige organisationer, hvoraf medlemsskab er rent fagligt betinget, for herved tvinger man i mangfoldige tilfælde organisationernes medlemmer til at yde økonomiske bidrag til politiske partier, som de er modstandere af, og det kan ikke være rigtigt."

Lovforslaget behandledes i folketinget samtidig med andre forslag vedrørende ændringer i valgloven. Det mødte ikke tilslutning hos indenrigsministeren, der ved 1. behandling udtalte:

„Med hensyn til forslaget om ændring af spærrereglen skal jeg ganske kort sige, at det er et af de mest vidtgående forslag om dette emne, der endnu har været fremsat her i tinget. Forslaget vil i realiteten betyde et fuldstændigt brud med det princip, som spærrereglen er udtryk for, og jeg kan ikke tænke mig, at der kan samles flertal for et sådant forslag. Men som jeg gav udtryk for ved min fremsættelse af regeringsforslaget, går jeg ud fra, at spørgsmålet om spærrereglens nærmere afgrænsning tages op i folketingsudvalget, og vi må så her se at nå frem til et resultat.

Forslaget om forbud mod, at politiske partier modtager støtte fra faglige organisationer, er motiveret med, at man nu, da et sådant forbud ikke eksisterer, tvinger medlemmer af faglige sammenslutninger til at yde økonomisk støtte til politiske partier, som de eventuelt er modstandere af. Jeg kan ikke tilslutte mig de ærede forslagsstilleres argumentation, der forekommer mig at skyde langt over målet. Det er dog naturligt, at de politiske partier modtager støtte til deres arbejde ikke blot fra enkeltpersoner, men også fra sammenslutninger, og jeg tror også, det vil være forbundet med store tekniske vanskeligheder at nå frem til regler — og regler, der ikke kunne omgås — om, hvilke organisationer der i så fald måtte støtte politiske partier, og hvilke der ikke måtte.

Jeg kan ikke give det fremsatte lovforslag min tilslutning, men jeg er indforstået med, at lovforslaget inddrages under de drøftelser, der måtte finde sted i det udvalg, som jeg lige har omtalt."

Heller ikke fra anden side mødte de foreslåede bestemmelser fornøden tilslutning.

Det folketingsudvalg, der fik sagen til behandling, afgav ikke betænkning om det foreliggende lovforslag.