Om baggrunden for loven anføres i lovforslagets bemærkninger bl. a.:

„Efter ikrafttræden af lov om boligbyggeri [lov nr. 356 af 27. december 1958 (årbog 1958-59, side 248)] har den gunstige økonomiske udvilding medført en stigende aktivitet inden for byggeriet, og denne udvikling er blevet begunstiget af forskellige andre faktorer. For erhvervsbyggeriet må navnlig de ændrede afskrivningsregler antages at have været medvirkende, og for det private boligbyggeri uden statsstøtte har de lettere finansieringsmuligheder gennem de nye finansieringsinstitutter og frigivelsen af huslejen virket stimulerende. Hertil kommer, at også det offentlige byggeri er forøget, navnlig med henblik på nybyggeri til undervisning og forskning.

For at sikre færdiggørelse af allerede igangværende byggeri indførte regeringen i 1959 en strengere kurs med hensyn til udstedelse af igangsætningstilladelser til privat erhvervsbyggeri og begrænsede tilladelser til påbegyndelse af nye offentlige byggeopgaver. Disse forholdsregler viste sig ikke overalt i landet tilstrækkelige, hvorfor der ved bekendtgørelse af 27. februar 1960 indførtes forbud mod igangsættelse af nyt boligbyggeri i nogle områder. Reglerne herom er endnu gældende for hovedstadsområdet, Århusområdet og Ålborgområdet, og de foreliggende oplysninger om aktuelle byggeplaner i disse områder viser, at en ophævelse af bekendtgørelsen ikke for tiden vil være forsvarlig.

Under disse omstændigheder har regeringen fundet det nødvendigt at søge gennemført forskellige ændringer i lov om boligbyggeri med henblik på at kunne tilrettelægge en administration af lovens bestemmelser, som giver mulighed for dels efterhånden at afvikle igangsættelsesforbuddet, dels at træffe foranstaltninger, der til stadighed kan sikre en rimelig balance i den samlede byggerivirksomhed og herunder en tilfredsstillende boligproduktion."

Om lovens indhold skal anføres (de anførte paragraffer henviser til lov om boligbyggeri):

Der er foretaget en række ændringer i de indledende bestemmelser i lovens § 2.

Gennem en ændring af formuleringen af § 2, stk. 1, tilsigtes det klarere at fremhæve de bestræbelser, der må udfoldes for at udvide kapaciteten og billiggøre byggeriet gennem konkurrence mellem forskellige byggemetoder.

Bestemmelsen har nu følgende ordlyd:

„Der tilstræbes en tilpasning af byggekapaciteten til byggebehovet, en billiggørelse af produktionen og tilvejebringelse af en stabil byggerytme. Dette søges navnlig opnået ved fremme af rationalisering og nye byggemetoder, ved foranstaltninger til mindskelse af sæsonledigheden, gennem tilrettelæggelsen af statens støtte til nybyggeriet og ved øget indsats inden for byggeforskningen."

Ifølge et nyt stk. 2 i § 2 påhviler det boligministeren gennem forhandling med kommunerne at virke for en langsigtet tilrettelæggelse af det samlede byggeri, herunder at fastlægge 3-årige programmer for boligbyggeri med offentlig støtte i områder omfattende en eller flere kommuner, alt under hensyn til behovet og den forhåndenværende byggekapacitet.

Herved fremhæves betydningen af mere langsigtede byggeplaner i lokale områder, således som de bl. a. varetages ved de forhandlinger, boligministeriet fører med kommuner og bygherrer i forbindelse med bevilling af offentlig støtte til større byggeforetagender. Ved fastlæggelsen af sådanne 3 årsprogrammer i enkelte områder vil man på forhånd kunne planlægge det støttede byggeris størrelse fremover, og det private boligbyggeri uden offentlig støtte vil derfor på et sikrere grundlag kunne skønne over behovene for yderligere byggeri.

Efter den hidtidige formulering af § 2, stk. 3, har boligministeren hjemmel til at træffe midlertidige foranstaltninger til regulering af bygge- og anlægsvirksomheden. Gennem en ændret formulering af bestemmelsen gives der nu boligministeren bemyndigelse til også i længere tid at sikre balancen mellem de forskellige former for byggebehov og produktionsmulighed gennem sådanne foranstaltninger.

Bestemmelsen i lovens § 10, stk. 2, om de 3 års programmer, som årligt skal forelægges finansudvalget til godkendelse, er udgået og afløst af den nedenfor omhandlede regel i § 23, stk. 1.

Ved en under folketingsbehandlingen indsat ændring til lovens § 12, stk. 3, forhøjedes maksimumsbeløbene for statsgaranti til privat byggeri fra 8 000 kr. til 9 000 kr. (etagebyggeri) og fra 11 000 kr. til 13 000 kr. (parcel- og rækkehuse) pr. lejlighed. Jfr. i øvrigt den nedenfor omtalte ændring af bestemmelserne om håndværkermaksima i lovens § 48.

I lovens kapitel IV er foretaget en række ændringer, som hovedsageligt går ud på følgende:

Mens loven hidtil alene har indeholdt en fast ramme for ydelse af statslån til visse særlige kategorier af boligbyggeri — i tilfælde af, at det fornødne byggeri ikke har kunnet sikres uden statslån — fastsættes der nu rammer for antallet af lejligheder, hvortil statsgaranti kan ydes i det enkelte finansår.

Det bestemmes herefter, at der i hvert finansår kan ydes statsgaranti til følgende antal lejligheder:

socialt byggeri — § 20: 10 000, privat byggeri — § 21: 10 000, i alt... 20 000.

Inden for den i § 21 angivne ramme kan støtte — ifølge § 22 — ydes til privat byggeri til udleje og til parcel- og rækkehusbyggeri af mindre type med beskedent udstyr til brug for mindrebemidlede ejere, jfr. § 48, men dog således at der i det enkelte finansår fortrinsvis ydes støtte til mindst 4 000 lejligheder i parcel- og rækkehusbyggeri som nævnt.

Der kan endvidere ydes driftstilskud til de pågældende lejligheder, men driftstilskuddet vil kun komme til udbetaling, såfremt beboeren er mindrebemidlet, jfr. den nedenfor omtalte ændring af § 60.

Med henblik på at støtte de sociale boligforetagenders interesse i at finansiere nybyggeri ved egne midler bestemmes, at der til socialt byggeri, der kan finansieres uden stats- eller kommunal garanti, f. eks. gennem midler fra foretagendernes byggefonds, kan ydes driftstilskud, uanset at det samlede antal lejligheder i socialt byggeri med driftstilskud derved kommer til at overstige den fastsatte ramme.

Bestemmelsen i lovens § 20 om statstilskud til højst 2 000 lejligheder årligt til mindstbemidlede i det sociale byggeri er opretholdt. De pågældende lejligheder kan indplaceres enten i en del af de 10 000 lejligheder i socialt byggeri, hvortil der ydes statsgaranti, eller i byggeri, der opføres af sociale boligforetagender med egen finansiering.

I den gældende lovs § 11, stk. 3, er der hjemmel til at kræve, at en passende del af lejlighederne i det sociale byggeri, der opnår statsgaranti, stilles til rådighed for børnerige familier eller for den mindstbemidlede del af befolkningen efter tilvejebringelse af tilskud hertil. Det bestemmes nu, at sådanne krav også skal kunne stilles for det sociale byggeri, der alene får driftstilskud.

Den hidtidige bestemmelse i § 10, stk. 2, afløses som nævnt af en ny regel i § 23, stk. 1, hvorefter boligministeren med tilslutning fra finansudvalget hvert år fastsætter en ramme, inden for hvilken der kan disponeres over en del af ovennævnte bevillingsrammer for de følgende tre finansår.

Da det er muligt, at der i enkelte år vil være et varierende antal ansøgninger til de nævnte bevillingsrammer på 10 000 lejligheder til socialt byggeri og 10 000 lejligheder til privat byggeri for mindrebemidlede, åbnes der — ved § 23, stk. 2 — mulighed for at overføre dele, der skønnes at blive uudnyttede efter en af bestemmelserne, til anvendelse efter den anden bestemmelse.

I samme bestemmelses stk. 3 åbnes der adgang for boligministeren til med finansudvalgets tilslutning at forhøje bevillingsrammerne for det enkelte finansår, hvis dette skønnes påkrævet for at sikre et byggeri af tilstrækkeligt omfang.

I den nu gennemførte affattelse af §§ 24-26 er de særlige bestemmelser om erstatningslejligheder i forbindelse med sanering, forsøgsbyggeri og boligbyggeri i egnsudviklingsområder ændret i konsekvens af de omtalte ændringer.

Under lovforslagets behandling gennemførtes ændringer i § 28, som indebar en forøgelse af muligheden for at yde støtte til opførelse af private plejehjem og kollektivhuse for pensionister, der har vanskeligt ved at klare egen husførelse.

Ved ændringer i §§ 28 og 29 har man søgt at skabe bedre muligheder for at imødekomme det forventede behov for kollegiebyggeri. Støtterammen i § 28 er således gjort mere smidig med mulighed for at overføre rådighedsbeløb fra et finansår til et andet og for at forhøje rådighedsrammen, for så vidt det nævnte byggeri for unge m. m. gør det nødvendigt. Lånegrænsen for kollegiebyggeriet (§ 29) er forhøjet til 90 pct. uden og 100 pct. med kommunegaranti.

Under hensyn til den stigning i byggepriserne, som har fundet sted (fra 1955 til 1961 beregnet til 13 pct.) og for at sikre en passende kvalitet og standard af parcel- og rækkehuse, der opføres med offentlig støtte af sociale boligforetagender eller til brug for mindrebemidlede ejere, forhøjes de i § 48 anførte maksimumsgrænser for håndværkerudgifter.

Forhøjelserne udgør følgende:

[Se tabel i Folketingsårbogen, 1960-61, side 254]

De gennemførte ændringer har således yderligere til hensigt at sikre en mere ensartet standard over hele landet.

Det er endvidere — for at sikre bygherrerne mod svingninger i den standard, der svarer til maksimalbeløbene — bestemt, at grænserne reguleres automatisk hvert år efter byggeomkostningsindekset.

Endelig er grænserne gjort relative, således at overskridelser tillades, men blot ikke kan medregnes ved udmålingen af statslånet eller garantien.

Under folketingets behandling ændredes § 57 således, at kommunerne i hovedstadsområdet får adgang til at anmelde en større del af deres udgifter til ydelse af tilskud til byggeri for mindstbemidlede til refusion.

Generelle driftstilskud i henhold til lovens § 60 har hidtil været ydet med 8 kr. 50 øre pr. kvadratmeter i socialt byggeri og i parcelhusbyggeri for mindrebemidlede og med 4 kr. 50 øre pr. kvadratmeter i privat udlejningsbyggeri. Mens det ikke hidtil har været af betydning for tilskuddets størrelse, om lejlighedens indehaver efter sine økonomiske forhold har behov for tilskuddet, bestemmes det nu, at der ikke udbetales driftstilskud til beboere, der ikke er mindrebemidlede. Herefter er det fundet naturligt, at tilskuddet fastsættes til samme beløb — 8 kr. 50 øre pr. kvadratmeter — for alle former for støttet byggeri.

Regler for tidspunktet for driftstilskuds ydelse og ophør er givet ved ændringer i §§ 60-62.

Lovens § 67 er ændret således, at ydelse af huslejetilskud til familier med 2 børn ikke længere skal være afhængig af en herpå sigtende kommunal beslutning.

Efter en ændring i § 69 kan familier med 5 eller færre børn i overbefolkede lejligheder under visse betingelser oppebære huslejetilskud ud over den gældende 2 års grænse.

§ 77 er ændret således, at lejligheder i socialt og kommunalt byggeri samt i stiftelser, opført, henholdsvis erhvervet, i tiden 1933-59, kan stilles til rådighed for folke- og invalidepensionister m. v. på samme vilkår som kommunale folkepensionistboliger.

Under lovforslagets behandling ændredes i øvrigt §§ 74, 77 og 78 med henblik på at give enkepensionister efter enkepensionsloven samme adgang til huslejetilskud som folke- og invalidepensionister m. v.

Endvidere indsattes under behandlingen i §§ 82-84 bestemmelser til fordel for invalider, dels for dem, der bor i eget hus, i form af et særligt huslejetilskud, dels i form af tilskud til merudgifter ved indretning af kollektivhuse, hvori der er indrettet et antal boliger for invalider.

§ 105 er ændret således, at kommunalbestyrelsen får adgang til i alle tilfælde at forlange, at lejligheder, til hvilke der er ydet tilskud med henblik på udlejning eller overdragelse til mindstbemidlede, stilles til rådighed for mindstbemidlede efter en af kommunalbestyrelsen fastsat trangsfølge.

Under behandlingen i folketinget udgik den hidtil gældende bestemmelse i § 105, hvorefter medlemmer af en andelsboligforening, der har opsparet det til betaling af boligandel nødvendige beløb, har fortrinsret til at overtage lejligheder i ejendomme, som sådanne foreninger opfører efter 1. april 1959.

Endelig indføjedes mellem lovforslagets 2. og 3. behandling en række ændringer, som tog sigte på at skabe overensstemmelse mellem en række bestemmelser i loven og de ændrede pristalsregler i tjenestemandsloven.

Lovforslaget gav anledning til nogen debat i folketinget, hvorunder partiernes ordførere trak deres principielle synspunkter op.

Axel Ivan Pedersen (S) beskæftigede sig bl. a. med de efter hans opfattelse uheldige forhold i de senere års udvikling på boligbyggeriets område og søgte at belyse årsagerne til den store forskel i lejen i det private forretningsmæssige byggeri og i det almennyttige byggeri. Han fandt, at lovforslaget — selv om det ikke dækkede alt, hvad man kunne ønske — ville kunne give mulighed for at tilvejebringe en passende sammensætning af boligproduktionen, så at den også kunne tilgodese de mindrebemidlede befolkningsgruppers boligbehov.

Finn Poulsen (V) og Thestrup (KF) havde en række principielle indvendinger mod lovforslaget. De fandt således, at der gaves boligministeren helt urimelige bemyndigelser, som gav lovforslaget en planøkonomisk karakter. De vendte sig stærkt imod den udvidelse af statssubventionerne, som lovforslaget indebar, og fandt, at lovforslaget tillagde det sociale boligbyggeri en uberettiget præferencestilling.

Baunsgaard (RV) fastslog, at det private byggeri ikke havde magtet den del af opgaven, der gik ud på en forøgelse af boligbyggeriet, og kritiserede den stærke stigning i byggepriser og huslejer. Han var tilfreds med, at regeringen tilstræbte en forøgelse af boligproduktionen, og med de nye principper om ligestilling mellem privat og socialt byggeri i henseende til kvadratmetertilskud. Konkurrence i byggeriet var nødvendig af hensyn til huslejens størrelse.

Kai Moltke (SF) kunne støtte lovforslaget, men fandt det ikke tilstrækkelig vidtgående.

Rimstad (Uafh.) kritiserede de vidtgående bemyndigelser til ministeren. Den eneste mulighed for at løse boligsituationen var efter hans opfattelse at indlede en ophævelse af huslejestoppet.

Udvalgsbehandlingen resulterede i en række ændringer, som vil fremgå af det ovenfor anførte.

Det hedder i øvrigt i udvalgets betænkning bl. a.:

„Udvalget har drøftet spørgsmålet om regulering af det i lovens § 60 omhandlede driftstilskud som følge af ændringer i det almindelige renteniveau.

Ifølge lovens § 62 skal driftstilskud reguleres for fremtidigt bevilgede lån, så snart ændringer i pris- og renteniveauet gør det muligt. Forhøjelse af driftstilskud ud over de i loven fastsatte beløb kan dog ikke finde sted.

Denne formulering af bestemmelsen om driftstilskuddenes regulering er overtaget fra 1954- og 1955-loven. Formålet med bestemmelsen har været i et vist omfang at påvirke huslejeniveauet i nybyggeriet, bl. a. under hensyn til lejeniveauet i det ældre byggeri.

Reguleringsbeføjelsen er forudsat anvendt til nedsættelse af driftstilskuddene for fremtidigt byggeri, såfremt en ændring af omkostningerne ved uændrede driftstilskud ville medføre en nedgang i lejeniveauet i dette byggeri sammenlignet med lejen i boliger, der er opført tidligere. Reglen om, at tilskud ikke kan overstige 8 kr. 50 øre pr. m2, sætter på den anden side en grænse for, hvor store udgiftsstigninger der vil kunne udjævnes efter bestemmelsen.

Det er for udvalget oplyst, at fastsættelse af driftstilskuddets størrelse efter 1958-loven er sket på grundlag af et renteniveau for langfristede statsobligationer på ca. 5 1/4 pct. Udvalget går ud fra, at der under hensyn hertil ikke som følge af ændringer i det almindelige renteniveau tages skridt til nedsættelse af driftstilskuddet, før renteniveauet for langfristede statsobligationer måtte være lavere end 5 1/4 pct.

Udvalget har endvidere drøftet spørgsmålet om forskudsvis udbetaling af statsrefusion på de i henhold til loven ydede huslejetilskud.

Den gældende lovs § 92, stk. 3, giver boligministeren hjemmel til — med tilslutning fra folketingets finansudvalg — at træffe bestemmelse om, at statsrefusion på kommunernes udgifter hertil kan ydes forskudsvis.

Det er over for udvalget oplyst, at regeringen ikke hidtil har søgt denne regel bragt i anvendelse, hvilket hænger sammen med, at huslejetilskudsrefusionen udgør én af en række mellemregningsordninger, der regulerer statens og kommunernes finansielle mellemværender.

Udvalget skal henstille, at spørgsmålet om anvendelse af reglen på ny tages op til overvejelse."

Da lovforslaget efter venstres og det konservative folkepartis opfattelse, bortset fra enkelte — navnlig de sociale — forbedringer, var udtryk for et tilbageskridt, måtte disse partier gå imod lovforslagets gennemførelse. Det samme gjaldt de uafhængige.

Lovforslaget vedtoges ved 3. behandling med 92 stemmer (S, RV og SF) mod 61 (V, KF og Uafh.); 1 medlem (Hans Schmidt [SI]) tilkendegav, at han hverken stemte for eller imod.