L 58 Lov om ændring i lov om invalide- og folkepension.

(Om invalide-og folkepensionsbidrag).

Af: Socialminister Julius Bomholt (S)
Samling: 1960-61 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 86 af 30-03-1961
Ifølge § 33, stk. 3, i lov nr. 238 af 10. juni 1960 om invalide- og folkepension skal invalide- og folkepensionsbidrag ikke opkræves i tilfælde, hvor det drejer sig om et beløb på under 50 kr. årlig for forsørgere og på under 31 kr. årlig for ikke-forsørgere.

Ved nærværende lov forhøjes grænsen for forsørgere fra 50 kr. til 57 kr.

Som begrundelse for denne ændring anførte socialministeren ved fremsættelsen:

„Forslaget er en følge af det af den højtærede finansminister samtidig hermed fremsatte forslag til lov om udskrivning af indkomst- og formueskatten til staten for skatteåret 1961-62 samt af det af den højtærede indenrigsminister den 1. februar 1961 fremsatte forslag til lov om ændring af lov vedrørende personlig skat til kommunen.

Ved de nævnte lovforslag ... er der foreslået en forhøjelse af de skattefri mindstebeløb, der er indarbejdet i de skalaer, hvorefter indkomstskatten til staten beregnes, samt en forhøjelse af det i de fleste bykommuner gældende personfradrag for forsørgere.

Det her foreliggende lovforslag fremsættes med henblik på at fritage personer, der hverken skal betale stats- eller kommuneskat, for invalide- og folkepensionsbidrag, under hensyn til, at opkrævningen af bidraget i disse tilfælde ville blive uforholdsmæssigt bekostelig."

Lovforslaget vedtoges uændret og enstemmigt.